Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1993/11 side 202
Kommentar
 
To slags domme
 
Kære læser, prøv at se billedet for dig af et par pjankede skolepiger, som er ved at knække sammen af grin. De fniser og klukker højlydt, kæmper for at sige noget, men det bliver kun til ord eller halve sætninger, der straks udløser en ny kaskade af latter, så de til sidst må holde sig på maverne af grin – ja ligefrem forsøge at tvinge tankerne over på noget andet for at give de ømme mavemuskler lejlighed til at slappe af.
Er der nogen ondskab i denne latter?
Lad os se på årsagen. Det var den unge, mandlige vikar, som i en fysiktime fortalte om statisk elektricitet, der udløses, når to legemer gnides mod hinanden. Hvad sjovt kan der vel være i det, tænker den stakkels vikar, da små kluk og latterudbrud breder sig i klassen. Han fortsætter alvorligt, måske en smule højtideligt, vil gerne være seriøs. Men jo mere hans hensigter går i den retning, des mere breder munterheden i klassen sig.
Er der så nogen ondskab i denne latter?
Lad os springe over til at kigge på to eventyr af H.C. Andersen. Først "Klodshans", hvor prinsessen holder parade over sine bejlere, der defilerer forbi.
– Duer ikke, siger hun til den ene efter den anden. Også bejlerne har noget af vikarens måde at føre sig på, de vil gerne være seriøse, vise hvad de kan.
Er der noget ondt i prinsessens dom?
Tænk så på et andet eventyr. Måske kender du det ikke, men det gør heller ikke noget. Lyt bare til titlen:
"Hun duede ikke".
Er der nogen forskel på skolepigernes dom, prinsessens dom og så denne dom: "Hun duede ikke"?
Man behøver ikke at kende eventyret for at fornemme, at der er en hel verden til forskel. Borte er latteren, heller ikke den selvhøjtidelige alvor spiller bag den dømtes fremtoning.
Undertiden kan vi mennesker ikke dy os for at grine, pjatte og klukke af latter. I en sådan boblende stemning er det umuligt at dømme nogen så alvorligt, at de bare ikke duer. Måske duer de lige i øjeblikket ikke til den eller den opgave, andre kan være mere kvalificerede. Men det betyder ikke, at man har dømt dem til ikke at du' til noget som helst. Prinsessen mistede ikke tilliden til de bejlere, som ikke duede. Mange af dem kunne måske blive gode ministre. Men undertiden sker det, at vi dømmer mennesker til overhovedet ikke at du' til noget som helst. Vi ringeagter dem, sætter dem udenfor, undgår dem, vil ikke hilse på dem, taler ondt om dem til andre. Så har vi virkelig dømt dem. Og vor eneste glæde ved dommen er, at vi har ordnet verden, gjort den lidt mindre, måske mere overskuelig, nemmere at forstå, fordi alt det vi ikke forstår ikke længere hører til i vor verden.
Om den dom handler Martinus artikel på næste side.
sh