Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

– Let vil jeg ikke påstå det er

At læse om Martinus verdensbillede var for mig pludseligt at vurdere de begivenheder, der dagligt udspiller sig for mine øjne – på TV-skærmen, i aviserne, i mit eget liv, blandt min egen familie, på min arbejdsplads – på en helt anden måde.

Det er uundgåeligt, at Martinus lære bliver draget med ind i alle mine tanker om, hvorfor dette sker, hvorfor han/hun har den skæbne, hvad kan jeg lære af netop denne oplevelse osv. Og jeg glæder mig over denne nye opfattelse af alting, men tænker samtidig – meget naturligt – hvorfor skulle det vare så længe, før jeg blev opmærksom på Martinus (jeg var næsten 50 år)? – og der er naturligvis en mening også med det!

Det giver mig en indre ro at tænke på at alt, hvad der sker, er nødvendigt.

Dette udelukker ikke min medfølelse med mennesker eller andre væsener, der lider. Som de sultende befolkninger rundt omkring i verden, indbyggerne i det tidligere Jugoslavien, der lever i dødens skygge, mishandlede børn, voldtagne kvinder, torterede unge mænd, eller dyr underkastet forsøg. Men efter at have læst Martinus, har jeg forstået, at der er en forklaring også på disse rædsler.

Og når mennesker omkring mig siger, at menneskene bliver værre og ikke bedre, så er det ikke min opfattelse. Jo, nogle er stadig så primitive, at de slår hinanden ihjel, men når jeg går på gaden i min by og ser på de mennesker, jeg møder – der er ikke noget primitivt over de allerfleste af dem, jeg ser på deres rare øjne og tænker, at de ikke ønsker at gøre nogen ondt.

At vi så alligevel dag ud og dag ind "gør det onde, vi ikke vil", så er det jo en gave til os og et nødvendigt led i vor udvikling. Vi får lov at gøre de samme situationer om den ene gang efter den anden. Tænk, hvis vi kun havde f.eks. tre gange og så slut! Hvordan skulle vi så få lært vor lektie? Men let vil jeg nu ikke påstå, at det er. Og hver gang, jeg havner i "den samme" situation, tænker jeg: Åh nej, nu igen!

Hvad jeg finder dejligt, og som viser mig, at vi er på vej, er, når jeg hører meget rige og verdensberømte mennesker såsom Paul McCartney i fjernsynet sige, at han mener, han har pligt til at bruge sin berømmelse til at opfordre til fred i verden – eller læser om Michael Jackson, som inviterer syge børn hjem i sit eget personlige tivoli, eller i sin biograf, hvor han har bygget senge ind i væggene, så de allermest syge børn også kan få en oplevelse. Jeg tænker, at nogle af de mest rige mennesker også har omtanke for andre.

Jeg føler også en varm glæde ved at læse om unge mennesker, der ønsker at komme til katastrofeområder for at hjælpe mennesker i nød, på den ene eller den anden måde.

Hver dag konfronteres vi med alle former for "misligholdelse" af de universelle love, og jeg opfatter det som et spejl, der holdes op for mig: Hvordan er jeg selv i den eller den situation? Er jeg selv bedre? Har jeg selv en snert af det?

Der er lang vej endnu for mig. Det er på visse dage utroligt nedslående, og pessimismen lægger sig over mig. Hvor længe? – Og dog ønsker jeg ikke at forhaste noget.

Til gengæld er der pauser ind imellem med indre ro, glæde ved livet – og jeg er hele tiden omgivet af kærlige mennesker. Det værdsætter jeg og glædes ved, hver gang jeg har sådan en pause og håber på, at jeg bliver bedre og bedre til at håndtere de nedslående tider.