Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Vore dages kræftforskning, som desværre ikke har givet mange praktiske resultater, har på den anden side afsløret en masse spændende ting om celleverdenen. Man har fundet ud af, at cellerne kommunikerer indbyrdes ved hjælp af sukkermolekyler, som er placeret på deres overflader. På den måde kan de fortælle hinanden, hvornår der er plads til at vokse, og hvornår der ikke er plads. Det er her kræftcellerne optræder asocialt og ikke lytter til omgivende cellers signaler. På den måde opnår de i første omgang en fordel, idet de kan give efter for en åbenbar fornøjelse ved at brede sig uhæmmet. I starten går det ud over de andre celler, men da kræftcellerne ikke kan klare sig uden ernæring, dvs. et velfungerende forsyningsnet – det man i dag kalder et samfunds "infrastruktur" – bliver det i sidste ende deres egen død, de på den måde forbereder. De er simpelthen så dumme, at de blokerer værtsorganismens transportnet og hele kommunikationssystem. Det er en meget lidet taktisk optræden, må man sige.

Forskeren, der sidder og kigger på alle disse ting i sit mikroskop, har naturligvis et kæmpeoverblik. Og det er netop det overblik, Martinus giver sine læsere på de følgende sider. Vi er allesammen mere eller mindre sociale i vor adfærd med den omgivende verden – ja, det gælder såmænd også vor indre verden, dvs. hvad vi spiser, drikker og tænker. På alle sider er vi omgivet af levende væsener, som mere eller mindre forgæves forsøger at sende advarende eller opmuntrende signaler til os. Det er disse signaler, Martinus forsøger at tyde for os, og han gør det med en humor og troskyldighed (sådan aflæser jeg hans signaler), der simpelthen ikke er til at stå for. Og heller ikke til at komme udenom. Prøv at se, hvad han skriver.

I dette nummer af Kosmos har vi også fornøjelsen at præsentere læseren for Arnold J. Toynbee, som i sit arbejde for The British Institute of Foreign Affairs optrådte som manden med mikroskopet. Hans arbejde udmøntede sig i en række studier af historien, der igen gav ham et interessant syn på fremtiden, som på mange måder harmonerer med Martinus analyser.

Hovedsagen i Martinus arbejde er imidlertid, at vi selv lærer at kigge i mikroskopet og ikke bare nøjes med andres rapporter – hans egen medregnet. Vi skal selv lære at se, og det fortæller han ganske kort om i sit indlæg Om at kunne læse teksten i livets bog, hvor "teksten" er dét, vi ser i vore omgivelser og i os selv, så vi (til egen fordel!) kan gå hen og blive gode, sociale "celler". Vi er alle på vej, og det beretter Jytte Skaarup Hansen om i sit personlige indlæg, mens Ejnar Hjorth fortæller om et sprog, som hele verden måske engang kan kommunikere på, så vi lettere kan udveksle erfaringer og give plads for hinanden. Ligesom de gode celler.