Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Nej, den jordmenneskelige "djævlebevidsthed" er meget værre end de almindelige dyrs kamp for overlevelse. Der er stort set kun én forskel mellem et dyr og et primitivt menneske: sidstnævntes mere udviklede intelligens. Ved hjælp af sin intelligens kan også nutidens menneske, dvs. os, befordre al mulig elendighed, men vi kan naturligvis også tænke i positive baner og skabe fantastiske tekniske underværker til gavn for andre mennesker.

Det middel livet bruger for at udvikle os, er som sagt karmaprincippet – "som man sår skal man også høste" – og det faktum, at vi lever flere liv. Det er takket være genfødselsprincippet eller "reinkarnationen" (= tilbage i kødet), at vi kan udvikles og efterhånden nå frem til højere bevidsthedstilstande og blive til det Martinus kalder "rigtige" eller "fuldkomne" mennesker. Det fuldkomne menneske kendetegnes ved, at det udelukkende er til glæde og velsignelse for sine omgivelser som en lysende og varmende sol. "At komme til at leve i en verden med sådanne væsener" …, skriver Martinus,

De mennesker der har gennemlevet krige og andet mørke, er begyndt at blive trætte af selv at være redskaber for skabelse af mørket. Og mættelsen af mørket er blevet kombineret med en vis intellektuel udvikling, så den daglige tilværelse fungerer ganske godt endda. Men en del af os er begyndt at blive usikre på vor egen dømmekraft, og spørger os selv, om der findes en dybere mening med livet. Vor sunde fornuft forhindrer måske en barnlig religiøs tro, men vi fornemmer alligevel, at der er noget i livet, vi ikke har styr på. En sådan mental indstilling er den første forudsætning for, at vi kan modtage kundskaber fra den eller de, der eventuelt ved bedre:

Hvad har nu dette med kamp om guld, magt og ære at gøre? Jo, her mener jeg, at det handler om os selv som åndeligt søgende væsener. Vi er gennem utallige liv nået til den begyndende indsigt om, at "guld ej andet er end muld", dvs. at materielle ting ikke er af bestående værdi. Men vi har endnu ikke helt og fuldt overvundet lysten til at betyde noget for andre mennesker, via vore kundskaber og evner. Her er vi mennesker naturligvis forskellige, men jeg tror, at det er få af os uindviede mennesker, der kan sige sig fri for lysten til at funkle eller brillere i vor omgangskreds. I hvert fald er jeg, der skriver disse linier, absolut ikke fri for forfængelighed. Måske er de fleste af os, der søger sandheden ved hjælp af Martinus kosmologi og andre hjælpemidler, mere eller mindre falske profeter ved, at vi så gerne vil have ret i, hvad vi skriver og siger? Det virkeligt "store menneske" derimod, har for længst overstået det stadium, hvor det er afhængigt af andre menneskers beundring og tilbedelse:

Givetvis kan man ikke bebrejde den rige mand, der lever på andres bekostning, at han er den han er; og givetvis skal vi ikke se ned på os selv på grund af vore ufuldkommenheder. Intet menneske eller andet levende væsen kan nemlig være anderledes end det er, fordi det mangler den erfaring, der skal til. I nogle tilfælde kan vi ganske vist vælge hvordan vi vil handle, men vi kan ikke på mirakuløs måde få de erfaringer vi ikke har. Derfor er der grund til, at være forsigtig med kritik, eller som Jesus sagde i sin tid: "Den der mener han står, se vel til at han ikke falder!"

Spørgsmålet er altså om vi vil fortælle om de kosmiske analyser for virkelig at stimulere os selv, lige såvel som andre, til ægte kærlighed – eller om vi er styret af længslen efter at være først med de åndelige kundskaber. Vi forsøger måske at "hamstre" det "åndelige guld" for at blive "rige mænd" eller "kapitalister", åndeligt set. Men vi kan aldrig blive sådanne "åndelige kapitalister", mener Martinus, eftersom det netop er vor selviske stræben efter åndelig kundskab – vort åndelige hovmod – der sætter en stopper for fremgangen.