Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I forbindelse med min kosmologiske foredragsvirksomhed i Tyskland i årene 1982 til 1990 er jeg af og til blandt mine tilhørere stødt på dybe hjertesuk med hensyn til i hverdagen at leve op til det billede af næstekærligheden, som Martinus tegner i sine kosmiske analyser.

Det, som jeg har mest lyst til at sige, hvor sådanne hjertesuk dukker op, er nok, at det kan være mindst lige så vigtigt for et menneske at vedkende sig "sandheden" som at vedkende sig "kærligheden". Det er på en måde ikke så svært at kaste sig i armene på den højere kærlighed, som stråler os i møde fra en verdensgenløser og dennes budskab. Det er langt sværere at vedkende sig den hverdagens sandhed, som vi selv står midt i. Vi mennesker af i dag er som regel mere indstillet på ganske enkelt at lade os smitte helt ind i hverdagen af førnævnte kærlighed, end vi er tilbøjelige til at influere ophævende på den illusionens og selvbedragets smittefare, som vor endnu mangelfulde selverkendelse lader stige op fra vor individuelle hverdag i en uafbrudt strøm.

"Kærligheden" kan blive til en brændende og bedøvende sol, som gør os dorske og får det til at flimre for vore øjne. "Sandheden" i al sin kølighed kan blive til en velgørende parasol og ventilator, som bringer ny bevægelse og ny livsglæde ind i vor hverdag.

– – –

 

Som kosmologisk fremadsøgende mennesker er vi i stigende grad kaldet til, studerende og accepterende at rette vor opmærksomhed ind mod os selv og hele vor individuelle hverdagssituation, for så godt som muligt at kunne leve i fred ikke blot med vore omgivelser, men netop også med os selv. Hvis vi ensidigt tænker på den højere kærlighed som et ideal, som vi må prøve på igen og igen at efterleve så direkte som muligt, kan vi nemt komme til kort. Vi kan da komme til at føle os mindreværdige eller ubetydelige, mere end vi i virkeligheden er. Vi lammer os selv og mister måske selvtilliden og livslysten, lever måske hele tiden på en defensiv måde. En alt for defensiv måde at leve livet på kan være lige så skadelig, som en alt for offensiv måde at leve livet på kan være det.

Når jeg f.eks. føler trang til at protestere imod noget, kan det være det bedste såvel for mig selv som for mine omgivelser at give udtryk for protesten, hvis trangen til at protestere er så stærk, at den ville underminere mit velbefindende, dersom jeg ville tilbageholde den. Måske afstedkommer en protest, en behjertet indsigelse eller en åbenhjertig indvending en vis skade eller ravage i mine omgivelser. Men hvilken skade er størst? Den skade, som sker i mine omgivelser, såfremt protesten udløses? Eller den skade, som sker inde i mig selv, dersom jeg spærrer protesten inde?

Ja, det er et betydningsfuldt spørgsmål, hvis besvarelse altid vil være noget forskellig fra det ene menneske til det andet. Og det skyldes, at der er forskel på, hvor megen psykisk belastning vi mennesker af i dag kan udholde at pålægge os selv "for kærlighedens skyld". Vi har jo ofte hørt, at det er kærligere selv at lide, end at andre skulle komme til at lide som følge af det, vi selv måtte foretage os eller måtte undlade at foretage os. Dette er en kosmisk lov, som stråler os inspirerende i møde som en "varmende sol", men som vi i vor nærværende "sandhedens time" hverken kan eller bør kunne leve op til i sin fulde udstrækning. Der forefindes i ethvert ufuldkomment menneske en ganske individuel hensigtsmæssighedsgrænse, som kan informere sin opmærksomme indehaver om, hvor megen lidelse det pågældende menneske frivilligt kan pålægge sig selv for kærlighedens skyld.

Jeg hjælper ingen ved at gøre mig selv til et nervevrag eller til en skygge af det, som jeg egentlig gerne ville være. Jeg undgår måske nogle konflikter, som jeg er bange for at udløse. I mine solbeskinnede forestillinger lever jeg måske op til nogle kærligheds-"bud", som jeg ikke så gerne vil "overtræde". Men hvor bliver resultatet af? Jeg mener ikke det resultat, som kunne bestå i, at mine tyngende personlige problemer ville blive løst eller ophævet. Et sådant resultat kan jeg ikke forvente. Nej, jeg mener det resultat, som består i, at jeg takket være min indlevelsesevne over for kærlighedsbudskabet føler mig mere livsglad, mere lettet og mere styrket midt i alting, selv om der ikke forandrer sig synderligt meget i mine ydre livsbetingelser.

Dette resultat skulle vi ikke glemme at holde øje med. Eller rettere sagt: det ville være godt for os at holde øje med de afkølende og afbalancerende sandheder, som ikke primært stimulerer vore i forvejen overstimulerede idealforestillinger, men derimod stimulerer vort mere upåagtede, realistiske og situationsbestemte velbefindende i hverdagen. Dette kan vi kun opnå, dersom vi ikke glemmer at holde øje med os selv. Vi må lære at komme på talefod med hensigtsmæssighedsgrænsen i vort eget indre.

Hensynet til vore omgivelser bør vi ikke lade komme til kort. Men det er som sagt af stor betydning for vort naturlige velbefindende og vor livslyst, at vi afbalancerer vore udadvendte hensyn med indadvendte hensyn, med hensynet til os selv og det univers, som vi udgør og er ansvarlige for.

– – –

Disse tanker indebærer, at vi ikke nødvendigvis gør bedst i passivt at affinde os med den personlige skæbnetale, som vi fra dag til dag stilles overfor. At affinde sig med sin skæbne ved tålmodigt at bære de os pålagte byrder er kun for så vidt en dyd, hvis vi ikke hensynker i sløv passivitet i vort forhold til disse byrder, men så vidt muligt forholder os vågne, seende og aktive over for dem.

Kan det nu være rigtigt? Der står jo skrevet hos Martinus, at "enhver selv er første årsag til sin skæbne". Og fra apostlen Paulus i det Nye Testamente kender vi de ophøjede ord om kærligheden, der "tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt". Er vi så ikke alligevel henvist til uden indskrænkninger at bære alt, som vi bliver pålagt?

Det kan jo være meget godt med alle disse lysende bud, som med flammeskrift står indprentet i vor bevidsthed. Men nogle mennesker er endnu ikke blevet opmærksomme på, at de ikke direkte kan overføre den væremåde, som en verdensgenløser har vist den undrende menneskehed, på deres eget liv, især ikke på det stadium af deres individuelle udvikling, hvor deres følelsesliv begynder at blive mere intellektualiseret, mere gennemlyst af intelligens, mere afklaringstrængende – og derfor påkalder en videregående opmærksomhed. De glemmer, at afstanden mellem dem selv og en verdensgenløser ikke kun er en afstand i udadvendt væremåde eller adfærd, men også en afstand i indadvendt bære- og belastningsevne.

Vort psykiske rum repræsenterer en energihusholdning, som på grund af vor polforvandling og intellektualisering ændres i bund og grund. Når vort psykiske rum ændres, må vi gradvist lære at holde hus med vore psykiske energier på en anden måde end tidligere. Intellektualiseringen og dermed forfinelsen af vor psyke påvirker også vor sjælelige belastnings- og bæreevne, som gennem årtusinder har været tilpasset vort mere elementære trosstadium og følgelig har været forholdsvis grov, enkel eller unuanceret. I dag vokser nye og usynlige "nervetråde" frem i vort psykiske fosterlegeme som sarte følere eller indikatorer, der påkalder nye hensyn fra vor side, selverkendende hensyn.

Hvis vi altså lukker øjnene for vore fremvoksende nye følere eller indikatorer, lukker vi dermed også øjnene for den ændrede situation, som vor fremdeles ufærdige bære- og belastningsevne befinder sig i. Da risikerer vi trods ihærdige udadvendte kærlighedsbestræbelser at blive mere eller mindre fængslede inden for rammerne af vore nuværende begrænsninger. Vi kan blive overbelyst af kærlighedens stærke lys og dermed blive usandfærdige, passive, lammede, forvirrede og svage. Og det er ikke egentlig meningen med vore iboende begrænsninger. De er snarere tænkt som et naturligt individuelt udgangspunkt for gradvis frigørelse og stigende livsglæde.

– – –

Jesus erklærede for 2000 år siden over for sine disciple, at der endnu var meget, han gerne ville sige dem, men at de ikke ville kunne bære det endnu og derfor ville blive vidende derom på et senere tidspunkt gennem sandhedens ånd. Med Martinus kosmiske analyser og disses afslørende følgevirkninger oprinder en tid, hvor behovet for intellektuel afklaring og befrielse gennem upersonlige sandhedsanalyser rykker i forgrunden, og hvor det mere uintellektuelle behov for trosstimulerende personlige kærlighedsmodeller rykker tilsvarende i baggrunden.