Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den eneste mulighed for virkelig at kunne skabe en bedre verden med sundhed og velvære, som alle søger, er vel egentlig at få et klart billede af det levende væsens sande fysiske og psykiske struktur og af de livsprincipper, den natur og de udviklingslove, som gælder for absolut alle væsener.

 

Megen af den pessimisme, uro, utryghed og øvrige sygdomsbilleder, menneskene har og kender i dag – ikke mindst i det moderne samfund – bunder i, tror jeg man bestemt kan hævde, at man endnu ikke officielt har fået en fuldstændig åndelig videnskab til at fungere. I hvert fald er der en påfaldende forskel mellem vor tids psykologiske videnskab og den åndelige videnskab, som fremlægges i Martinus kosmiske analyser, når det drejer sig om at klarlægge hele vor eksistens og samtidigt indgive optimisme og tro på fremtiden og endelig være en konkret vejviser i den stadig mere komplicerede og i visse henseender også utrygge tilværelse vi lever i (miljøforstyrelser, atomkrig etc.). Dette at netop mangel på optimisme, livsglæde, ro og tryghed kan få dybe negative følger, er ikke blot et faktum inden for den renlivede psykologi, men også inden for den almindelige lægevidenskab begynder man i stadig højere grad at indse, at de sjælelige elementer oftest ligger bag den legemlige tilstand hos mennesket. Man bliver mere og mere klar over, at et individs helbred er noget som også står og falder med dets måde at tænke, leve og være på og ikke blot er noget som tilfældigt påføres en udefra, selv om der må en helt ny eller komplet åndelig videnskab til, før man kan begynde at acceptere tanken om, at alle med tiden vil opnå en lysere og helt igennem behageligere tilværelse.

Set fra denne synsvinkel kan vi sandsynligvis regne med, at der nu og i særdeleshed fremover blandt andet inden for sundhedspleje og miljø vil komme en mere gennemgribende forandring og forbedring, når det gælder helbredelse af os selv og vor planet. Vi forstår således, at den virkelige løsning ligger i at få et klart billede af det levende væsens sande fysiske og psykiske struktur såvel som af de livsprincipper, natur- og udviklingslove, der gælder for os alle.

Det er netop takket være dette syvende legeme, som altså udgør en del af vor overbevidsthed, at vi kan opbevare og dermed overføre vore erfaringer, talenter og funktioner fra liv til liv. Ja, det er altså her vort skæbnemønster eller vor karma konstrueres fra inkarnation til inkarnation, hvilket er betydningsfuldt at vide for den, der ønsker sig en bedre skæbne, når man tager i betragtning, at ens handlinger, vaner og ejendommeligheder følger en videre, selv efter det fysiske legemes undergang.

Hvad angår den underbevidste del kan den være værd at se lidt nærmere på. Martinus forklarer selv denne side af vort væsen (stk. 10, symbol nr. 6 i Det Evige Verdensbillede 1):

"Til underbevidstheden hører altså det fysiske legeme, igennem hvilket alle åndelige organer mere eller mindre fungerer. Denne organfunktion er således i virkeligheden en forlængelse af overbevidsthedsfunktionen. Og det er denne del af det levende væsen, der er tilgængelig for sansning. Denne forlængelse udgør ikke blot væsenets fysiske legeme, men også dets psyke eller mentalitet, igennem hvilken livsoplevelsen eller manifestationerne sanses og erkendes. Denne erkendelsesfunktion har vi udtrykt som det levende væsens "dagsbevidsthed". Men det ufærdige væsen har også en oplevelsestilstand, som det ikke er bevidst i, nemlig dets tilstand under søvnen. Denne tilstand har vi udtrykt som det levende væsens "natbevidsthed". Natbevidstheden er altså en oplevelsestilstand, som væsenet befinder sig i, når dets fysiske legeme er sat ud af funktion, er i hvile. Da foregår væsenets oplevelse på det såkaldte "åndelige plan", der eksisterer hinsides det fysiske oplevelsesplan. Men da væsenets hukommelsestilstand på det fysiske tilværelsesplan ikke er beregnet på at skulle overføre erindringerne fra natbevidstheden til dagsbevidstheden, har væsenerne på nævnte plan ingen erindring om deres oplevelser under natbevidstheden. De ufærdige eller endnu kosmisk bevidstløse mennesker tror derfor fejlagtigt, at de under natbevidstheden er bevidstløse. Det er derfor tvivlen på det levende væsens udødelighed opstår, når de ser, at et medvæsens fysiske legeme er blevet et "lig". De forstår ikke, at det levende væsen kan leve uden fysisk organisme. De kender jo ikke deres eget udødelige jeg og den lige så udødelige overbevidsthed, som dette jeg er identisk med …."

Årsagen til nævnte "kosmiske bevidstløshed" eller den stærkt reducerede oplevelsesevne, næsten kun omfattende de materielle ting, ligger ifølge Martinus i, at visse af vore åndelige eller mentale legemer (følelses- og intelligenslegemet og i nogen grad intuitionslegemet) på det udviklingstrin vi jordiske mennesker i øjeblikket befinder os, endnu ikke er så tilstrækkeligt udviklede, at de kan formidle en åndelig og kosmisk sansning frem til vor vågne bevidsthed (dagsbevidstheden). Det er først når vi begynder at nærme os det udviklingstrin Martinus kalder "det rigtige menneskerige", at følelses- og intelligenslegemet er tilstrækkeligt udviklede til at kunne sætte intuitionsfunktionen i vor dagsbevidste psyke og dets hjerne igang. Det er altså denne funktion, som ifølge Martinus er den helt afgørende faktor for at kunne sanse kosmisk – det vil sige for at kunne sanse ens evige livsstruktur ja, få indsigt, blive bevidst i sin overbevidsthed, underbevidsthed, grundenergierne og de øvrige naturlove og de principper som ligger bag vort evige liv eller den spiralkredsløbsbane, vi ifølge den kosmologiske åndsvidenskab bestandig er "rejsende" i.

For jordmenneskets vedkommende indebærer dette, at det atter (men i et nyt spiral kredsløb) udvikler sine menneskelige, humane og intellektuelle sider eller karaktertræk parallelt med en successiv afvikling af de dyriske primitive karaktertræk og traditioner i vor psyke eller mentalitet.

 

 

Når man betænker den enorme tid vi tilbringer alene i dyrerigets domæne, som historien jo gør vitterlig gennem såvel Darwins som Martinus udviklingslære, forstår vi og har sikkert adskillige gange lagt mærke til, hvordan den primitive side af vor psyke stadig har meget stærk indflydelse på os. På den måde er det jo en enestående velsignelse, at vor livsstruktur er sådan konstrueret, at vore primitive eller i dag ufuldkomne sider afvikles inden for mange, mange liv og ikke er en kamp, som mange ikke mindst traditionelt kristne tror må udkæmpes i et og samme liv og altså med den rent ud sagt inkonsekvente opfattelse, at de kan fjernes gennem en stærk "tro". Mange har nok også med deres étlivs-livssyn lidt svære kvaler i forbindelse med jordelivets afslutning, fordi de ikke har kunnet "tro" eller har følt, at de ikke har klaret at blive de bedre mennesker, som de allerhelst ville være, når de nu ser tilbage på deres liv og levned. Nej, for den kosmisk bevidste er det så velindrettet i vor totale verdensstruktur, at vi i små portioner og i bestemte karmiske miljøer, som vi naturligvis selv, med vore tidligere anlæg og handlemåde har været med til at strukturere, bearbejder og afvikler vore ufuldkommenheder over en lang række af inkarnationer. Desuden er det så velindrettet, at vi mellem disse inkarnationer eller jordeliv, som ofte – som vi ser – kan være meget strenge og nedbrydende at gennemgå, får en behagelig hvilepause i de åndelige verdener ja, hvor vi får en skøn periode med inspiration og hvile fra den moralske del af vor udvikling. De ufuldkomne sider bliver helt enkelt bortsuggererede og kun de positive og mere fuldkomne sider kommer frem. Samtidigt kan vi også uforstyrret beskæftige os med vore yndlingsinteresser, hvis vi vil – og også se hvordan vore øvrige ønsker og drømme går i opfyldelse. Det er således et fuldkomment "Paradis" vi befinder os i mellem vore jordeliv eller inkarnationer. Det fortæller Martinus mere udførligt om i bogen Vejen til Paradis.

Oversætter: SB