Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1993/8 side 154

Tegning af Johannes Larsen
 
Nødvendigheden af en ny åndelig videnskab
af Per-Anders Hedlund
 
Den eneste mulighed for virkelig at kunne skabe en bedre verden med sundhed og velvære, som alle søger, er vel egentlig at få et klart billede af det levende væsens sande fysiske og psykiske struktur og af de livsprincipper, den natur og de udviklingslove, som gælder for absolut alle væsener.
 
Megen af den pessimisme, uro, utryghed og øvrige sygdomsbilleder, menneskene har og kender i dag – ikke mindst i det moderne samfund – bunder i, tror jeg man bestemt kan hævde, at man endnu ikke officielt har fået en fuldstændig åndelig videnskab til at fungere. I hvert fald er der en påfaldende forskel mellem vor tids psykologiske videnskab og den åndelige videnskab, som fremlægges i Martinus kosmiske analyser, når det drejer sig om at klarlægge hele vor eksistens og samtidigt indgive optimisme og tro på fremtiden og endelig være en konkret vejviser i den stadig mere komplicerede og i visse henseender også utrygge tilværelse vi lever i (miljøforstyrelser, atomkrig etc.). Dette at netop mangel på optimisme, livsglæde, ro og tryghed kan få dybe negative følger, er ikke blot et faktum inden for den renlivede psykologi, men også inden for den almindelige lægevidenskab begynder man i stadig højere grad at indse, at de sjælelige elementer oftest ligger bag den legemlige tilstand hos mennesket. Man bliver mere og mere klar over, at et individs helbred er noget som også står og falder med dets måde at tænke, leve og være på og ikke blot er noget som tilfældigt påføres en udefra, selv om der må en helt ny eller komplet åndelig videnskab til, før man kan begynde at acceptere tanken om, at alle med tiden vil opnå en lysere og helt igennem behageligere tilværelse.
"Det ubevidste" vil også få sin forklaring.
Da Freud og Jung begyndte at klarlægge menneskesjælens struktur, som man allerede dengang anså for at være årsagen til de fleste af menneskenes problemer, havde man helt klart ikke den kosmiske sansehorisont eller den permanente intuitive evne, som ifølge Martinus er den helt afgørende faktor for, at forskeren skal kunne afsløre den absolutte sandhed. Derfor måtte man nøjes med at forstå, må vi gå ud fra, begrænsede områder af menneskets totale væsen, hvis helhed man simpelt hen ikke kunne få styr på. Jeg formoder, at netop begreberne "det bevidste" og "det ubevidste", som stadig dominerer det videnskabelige verdensbillede, inden for disse psykologiske skoler, blev en følge af denne mystik. I tilknytning til nævnte begreber skulle man mene, at "det ubevidste" eller den i dag skjulte side vil blive klarlagt for psykologien i takt med den åndelige videnskabelige kosmologis indtrængen i verdenssamfundet, i særdeleshed når den enkelte selv får intuition – og ikke blot den menneskelige naturs inderste væsen, men også hele universets væsen og struktur.
Set fra denne synsvinkel kan vi sandsynligvis regne med, at der nu og i særdeleshed fremover blandt andet inden for sundhedspleje og miljø vil komme en mere gennemgribende forandring og forbedring, når det gælder helbredelse af os selv og vor planet. Vi forstår således, at den virkelige løsning ligger i at få et klart billede af det levende væsens sande fysiske og psykiske struktur såvel som af de livsprincipper, natur- og udviklingslove, der gælder for os alle.
Ved hjælp af intuitionen åbenbares livsstrukturens helhed.
Hvis vi nu opholder os lidt ved det levende væsens og dermed også menneskets livsstruktur eller totale væsen set ud fra kosmologien, så har væsenet således ikke blot et fysisk legeme med organer og funktioner, men det har også åndelige organer og legemer, som Martinus kalder "instinktlegemet", "tyngdelegemet", (det kosmiske legeme, som vort fysiske legeme og nuværende mentalitet hovedsagelig består af) "følelseslegemet", "intelligenslegemet", "intuitionslegemet" og "hukommelseslegemet". Desuden har vi et syvende legeme "evighedslegemet", som så at sige virker over de nævnte seks legemer og som sammen med det væsenscentrum vi i daglig tale kalder "jeget" udgør vor "overbevidsthed", mens de seks andre legemer er det samme som vor "underbevidsthed" i den kosmologiske terminologi.
Det er netop takket være dette syvende legeme, som altså udgør en del af vor overbevidsthed, at vi kan opbevare og dermed overføre vore erfaringer, talenter og funktioner fra liv til liv. Ja, det er altså her vort skæbnemønster eller vor karma konstrueres fra inkarnation til inkarnation, hvilket er betydningsfuldt at vide for den, der ønsker sig en bedre skæbne, når man tager i betragtning, at ens handlinger, vaner og ejendommeligheder følger en videre, selv efter det fysiske legemes undergang.
Hvad angår den underbevidste del kan den være værd at se lidt nærmere på. Martinus forklarer selv denne side af vort væsen (stk. 10, symbol nr. 6 i Det Evige Verdensbillede 1):
"Til underbevidstheden hører altså det fysiske legeme, igennem hvilket alle åndelige organer mere eller mindre fungerer. Denne organfunktion er således i virkeligheden en forlængelse af overbevidsthedsfunktionen. Og det er denne del af det levende væsen, der er tilgængelig for sansning. Denne forlængelse udgør ikke blot væsenets fysiske legeme, men også dets psyke eller mentalitet, igennem hvilken livsoplevelsen eller manifestationerne sanses og erkendes. Denne erkendelsesfunktion har vi udtrykt som det levende væsens "dagsbevidsthed". Men det ufærdige væsen har også en oplevelsestilstand, som det ikke er bevidst i, nemlig dets tilstand under søvnen. Denne tilstand har vi udtrykt som det levende væsens "natbevidsthed". Natbevidstheden er altså en oplevelsestilstand, som væsenet befinder sig i, når dets fysiske legeme er sat ud af funktion, er i hvile. Da foregår væsenets oplevelse på det såkaldte "åndelige plan", der eksisterer hinsides det fysiske oplevelsesplan. Men da væsenets hukommelsestilstand på det fysiske tilværelsesplan ikke er beregnet på at skulle overføre erindringerne fra natbevidstheden til dagsbevidstheden, har væsenerne på nævnte plan ingen erindring om deres oplevelser under natbevidstheden. De ufærdige eller endnu kosmisk bevidstløse mennesker tror derfor fejlagtigt, at de under natbevidstheden er bevidstløse. Det er derfor tvivlen på det levende væsens udødelighed opstår, når de ser, at et medvæsens fysiske legeme er blevet et "lig". De forstår ikke, at det levende væsen kan leve uden fysisk organisme. De kender jo ikke deres eget udødelige jeg og den lige så udødelige overbevidsthed, som dette jeg er identisk med …."
Årsagen til nævnte "kosmiske bevidstløshed" eller den stærkt reducerede oplevelsesevne, næsten kun omfattende de materielle ting, ligger ifølge Martinus i, at visse af vore åndelige eller mentale legemer (følelses- og intelligenslegemet og i nogen grad intuitionslegemet) på det udviklingstrin vi jordiske mennesker i øjeblikket befinder os, endnu ikke er så tilstrækkeligt udviklede, at de kan formidle en åndelig og kosmisk sansning frem til vor vågne bevidsthed (dagsbevidstheden). Det er først når vi begynder at nærme os det udviklingstrin Martinus kalder "det rigtige menneskerige", at følelses- og intelligenslegemet er tilstrækkeligt udviklede til at kunne sætte intuitionsfunktionen i vor dagsbevidste psyke og dets hjerne igang. Det er altså denne funktion, som ifølge Martinus er den helt afgørende faktor for at kunne sanse kosmisk – det vil sige for at kunne sanse ens evige livsstruktur ja, få indsigt, blive bevidst i sin overbevidsthed, underbevidsthed, grundenergierne og de øvrige naturlove og de principper som ligger bag vort evige liv eller den spiralkredsløbsbane, vi ifølge den kosmologiske åndsvidenskab bestandig er "rejsende" i.
Jordmenneskets bevidste tilværelse – dets forvandling fra dyr til menneske.
Gennem den kosmologiske psykologi eller åndsvidenskaben kan forskeren altså få en opfattelse af, hvordan menneskets totale væsen bestående af myriader af talenter, erfaringer og egenskaber – ikke kun fra mange tidligere liv, men også fra alle tidligere spiralkredsløb – har ufattelige mængder af udtryksformer, men hvoraf vi kun er i kontakt med en vis del ad gangen, det vil sige hovedsageligt den del af vort væsen, der omfatter dels det mentale eller "kosmiske legeme", som vi i øjeblikket (i vort nuværende spiralkredsløb) er i færd med at afvikle og dels det "legeme", som vi er i færd med at udvikle.
For jordmenneskets vedkommende indebærer dette, at det atter (men i et nyt spiral kredsløb) udvikler sine menneskelige, humane og intellektuelle sider eller karaktertræk parallelt med en successiv afvikling af de dyriske primitive karaktertræk og traditioner i vor psyke eller mentalitet.
 

Både den individuelle og planetariske sundhed og lykke, som vi alle mere eller mindre drømmer om, er et realistisk mål
 
Når man betænker den enorme tid vi tilbringer alene i dyrerigets domæne, som historien jo gør vitterlig gennem såvel Darwins som Martinus udviklingslære, forstår vi og har sikkert adskillige gange lagt mærke til, hvordan den primitive side af vor psyke stadig har meget stærk indflydelse på os. På den måde er det jo en enestående velsignelse, at vor livsstruktur er sådan konstrueret, at vore primitive eller i dag ufuldkomne sider afvikles inden for mange, mange liv og ikke er en kamp, som mange ikke mindst traditionelt kristne tror må udkæmpes i et og samme liv og altså med den rent ud sagt inkonsekvente opfattelse, at de kan fjernes gennem en stærk "tro". Mange har nok også med deres étlivs-livssyn lidt svære kvaler i forbindelse med jordelivets afslutning, fordi de ikke har kunnet "tro" eller har følt, at de ikke har klaret at blive de bedre mennesker, som de allerhelst ville være, når de nu ser tilbage på deres liv og levned. Nej, for den kosmisk bevidste er det så velindrettet i vor totale verdensstruktur, at vi i små portioner og i bestemte karmiske miljøer, som vi naturligvis selv, med vore tidligere anlæg og handlemåde har været med til at strukturere, bearbejder og afvikler vore ufuldkommenheder over en lang række af inkarnationer. Desuden er det så velindrettet, at vi mellem disse inkarnationer eller jordeliv, som ofte – som vi ser – kan være meget strenge og nedbrydende at gennemgå, får en behagelig hvilepause i de åndelige verdener ja, hvor vi får en skøn periode med inspiration og hvile fra den moralske del af vor udvikling. De ufuldkomne sider bliver helt enkelt bortsuggererede og kun de positive og mere fuldkomne sider kommer frem. Samtidigt kan vi også uforstyrret beskæftige os med vore yndlingsinteresser, hvis vi vil – og også se hvordan vore øvrige ønsker og drømme går i opfyldelse. Det er således et fuldkomment "Paradis" vi befinder os i mellem vore jordeliv eller inkarnationer. Det fortæller Martinus mere udførligt om i bogen Vejen til Paradis.
Livskunsten går forud for de andre kunstarter.
Hvad angår de specialinteresser (kunst, musik, videnskab, teknik etc.) som vi eventuelt har og allerhelst vil videreudvikle eller måske påbegynde som en ny interesse, vil disse komme til at spille en sekundær rolle, idet det er den moralske udvikling, der er den fundamentale aktivitet for det ikke færdige menneskes tilbagevendende ophold i den fysiske verden. Der findes ganske vist individer, som i mere eller mindre grad er "genier" inden for et specielt livsområde samtidig med, at de moralsk set kan være meget uudviklede. Men eftersom individets sundhed og velbefindende hænger sammen med hele dets måde at leve og omgås andre på – såvel deres egen krop som de ydre omgivelser – vil de ufuldkomne sider før eller senere, måske på grund af sygdom eller på grund af tilbagevendende konflikter med omgivelserne, kræve en prioritering, hvis individet overhovedet skal nå frem til at få en menneskelig psyke og dermed en fuldkommen tilværelse. Måske vil den, der i sin foregående inkarnation har været et geni på grund af en ensidig special-udvikling måske i flere liv, blive født i et miljø, som slet ikke lader den geniale side komme til udtryk, hvis overhovedet erkendt, fordi den humane, moralske udvikling (livskunsten) nu må indhentes eller gives mere tid og plads end tidligere.
Den åndelige videnskab – en ny tryghed i vor moderne og begivenhedsrige tid.
Den kosmologiske psykologi eller åndsvidenskab kan således vise forskeren af dette verdensbillede, at hverken det selv som individ eller vor jord som levende væsen kan udslettes eller ødelægges, hverken ved fysisk alderdom, en dødelig sygdom, ulykke eller en total naturkatastrofe. Både den individuelle og den planetariske sundhed og lykke, som vi alle mere eller mindre drømmer om, er et absolut realistisk mål – men samtidig et spørgsmål om udvikling. En sådan udvikling har fundet sted umådeligt længe og vil fortsat finde sted i mange, mange liv frem i tiden. Som individer er vi altså evige og ved et forsyns uendelige hjælp, medvirken og omsorg samt et karmisk princip (årsag og virkning) i vort væsen går vor vej fremad mod "det rigtige menneskerige", til en stadig herligere tilværelse i både mikro-, mellem- og makrokosmos. Dette, ligesom de øvrige principper i verdensbilledet, er altså ideer og eksistensforklaringer, som for det modne og modtagelige menneske, hvis de accepteres, kan blive til en ny tryghed og begejstring, blive en vejledning og et holdepunkt i den begivenhedsrige tid – på godt og ondt – vi lever i, og som vi sandsynligvis må leve i endnu lang tid, før alt er fuldbyrdet.
Oversætter: SB
 
P. Brinkhard 21-10-86