Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Har De nogen Sinde prøvet at staa paa et højt Taarn og kigge ned paa Myldret under Dem, eller paa en stejl Klit eller Klippe, hvor De langt nede ser Bølgerne larme mod Kysten. Har De det, har De sikkert ogsaa følt en mærkelig Dragning mod Dybet, en besynderlig Trang til at kaste Dem ud over Kanten, slippe det Holdepunkt De har og blot lade Dem hvirvle af Sted. – Imidlertid har vi alle saa meget Beherskelse – jeg ser her bort fra de ulykkelige Mennesker, der i Forvejen gaar rundt med Selvmordstanker – at vi, efter at have leget lidt med Tanken, søger tilbage mod mere sikker Grund igen. Men ser vi nærmere til, vil vi se, at det ikke blot er de fysiske Afgrunde, der drager os, ogsaa de rent psykiske har en mærkelig Tillokkelse for os, og overfor disse sidste er vor Modstandskraft desværre ikke saa stor, som overfor de første. Men maaske jeg hellere maa forklare lidt nærmere om, hvad jeg egentlig mener med psykiske Afgrunde.

Se, det er jo desværre saadan, at der ikke er ret mange af os, der er i Stand til altid at gaa rundt og være i straalende Humør; vi har alle vore sorte Dage, hvor det kniber lidt med at smile til Omgivelserne, og det er paa saadanne Dage, vi faar Lejlighed til at vise, om vi er i Stand til at vende Ryggen til Afgrunden. Der er jo noget af en Skuespiller gemt i enhver af os, og naar Verden en Dag gaar os lidt imod, og vi føler os forurettede, saa er det saa fristende at styrte sig paa Hovedet ud i det og gøre det altsammen endnu mørkere, end det er i Forvejen. Man gaar rigtig og ruger over sin Forurettelse, og man sørger for at anlægge det rette mutte og gnavne Udtryk, der skal fortælle Omgivelserne, hvilken Martyr man er, – thi hvis ikke Omgivelserne lægger Mærke til noget, har man jo slet ingen Glæde af det hele – og i Stedet for at søge at glemme det altsammen saa hurtigt som muligt, gør man alt for at forstørre det op, saa det til sidst fylder hele ens Bevidsthed. Ja, man gaar maaske oven i Købet saa vidt, at man føler sig frygtelig irriteret paa alle de Mennesker, der er glade og fornøjede, fordi de gør det sværere for en at bevare Mørket ubeskaaret. Maaske De nu synes, at jeg overdriver. Men prøv en Gang at lægge rigtig Mærke til Dem selv, næste Gang De bliver i lidt daarligt Humør. De skal faa at se, at De faktisk, har meget sværere ved at lytte til den Intelligensens Stemme, der siger til Dem, at det vilde være mest fornuftigt at le af det hele og i Stedet forsøge at beskæftige sine Tanker med noget lyst og venligt, end til den Følelsens Stemme, der raaber højt op om, at De virkelig ogsaa har det frygteligt haardt, og at der slet ikke er nogen Mening i, som De bliver behandlet. – Men lige som jeg før sagde, at vi alle har noget af en Skuespiller i os, vil jeg ogsaa vove at paastaa, at vi alle har noget af en Humorist i os, vi har blot ikke altid Evnen til at benytte os af det paa de rigtige Steder. Hvis vi ser et af vore Medmennesker gaa rundt og være gnaven en Dag, og vi ser, hvorledes han nyder sin Rolle, hvordan han ligefrem er bange for at komme til at le med, hvis der er nogen, der har det lidt morsomt, ja, saa er der ikke noget i Vejen for, at vi kan se det humoristiske i det. Men Sagen bliver straks en hel anden, naar det er en selv, det drejer sig om, saa har man saa let ved at glemme Smilet; man synes, det er meget mere spændende at stirre sig svimmel paa Afgrunde. Men naar De næste Gang er ved at forsvinde ned i Mørket, saa forsøg et Øjeblik, at se Dem tilbage, om det nu altsammen er saa megen Ulejlighed værd, undersøg om De ikke i Virkeligheden er ved at blive til Nar for Dem selv. – Der er nemlig ikke noget, der er saa dræbende for Tragedien, som et lille humoristisk Blink i Øjet.