Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Mange mennesker går med et tabt paradis inden i sig. Det kan være en barndommens gade på Vesterbro i København, eller det kan være en gård i Värmland. Sådan oplevede to store forfattere, Tove Ditlevsen og Selma Lagerlöf, deres voksne tilværelse. Og fra disse barndommens himmelstrøg kunne de trække lange guirlander af fortællinger og eventyr.

Barnet er i starten uskyldsrent, dvs. fri af den utryghed og trang til at beskytte sig, som senere opstår. Derfor ser det med en usædvanlig klarhed, som ikke siden genvindes.

Og dog. Det hænder, at også voksne kan have deres lyse øjeblikke. Hvem kender ikke fornemmelsen af at vågne op efter en god nats søvn og se alt i et klarere lys? Problemer, som før virkede uoverskuelige, synes nu at visne ind til små ubetydelige gryn, som næsten ikke er til at få øje på. Også her ser man tilværelsen med klare øjne, man er ligesom blevet barn på ny.

På den måde lever vi mennesker mellem to tabte horisonter. Den ene er vor barndoms rene syn på tilværelsen, og den anden er erindringen om et lige så rent og umiddelbart syn, som ikke kunne vare ud over en vis tid. Den, der ønsker dette syn tilbage, må derfor først finde ud af, hvad der spærrer for det.

Noget skal kort sagt overvindes.

Hvad det drejer sig om, blev det Martinus sag at udrede. Og han gjorde det bl.a. i en fødselsdags-tale om det forjættede Shangri-la, der for ham var symbolet på den horisont, som han kendte så godt, og som han ville lære menneskene at erobre permanent.

Martinus har flere steder i sin litteratur beskrevet sit syn på tilværelsen set fra dette horisont-område eller "Shangri-la". Og han gør det så klart og ligetil, at de romantiske forestillinger, man møder i en bog som James Hiltons Tabte horisonter, sættes noget i relief. Martinus skriver f.eks. i Omkring min missions fødsel (kapitel 17): "Jeg så det solskin, der kan smelte isen og fjerne kulden i ethvert sind, omdanne håbløshedens og pessimismens golde ørkener til frugtbare, solrige egne i bevidstheden, varme hjertet, inspirere forstanden, og derved få individet til at tilgive uretten, elske fjenden og forstå forbryderen."

Dette nummer af Kosmos beskæftiger sig med flere sider af dette syn. Efter Martinus artikel gør Jørgen Knudsen rede for sit arbejde med videofilmen om Martinus. Hos Karen Blixen har vi fundet en herlig fortælling om det store overblik. Ole Therkelsen har sin egen kommentar til Martinus artikel, og Per-Anders Hedlund ridser situationen op omkring sjælelivets mekanismer. Alt sammen er det praktisk grej for den, som vil erobre tabte horisonter. Lykke på rejsen!