Ældre Kosmos og Kontaktbreve

At Forholdene er saaledes, er Kilden til det meste af al jordmenneskelig Lidelse. Det er Kilden til Krig. Det er Kilden til Forbrydelser. Det er Kilden til Undertrykkelse og Nedværdigelse. Det er Kilden til den Elendighed, "Graad og Tænders Gnidsel", der faar Menneskene til at raabe til Himlen om "Frelse" og dermed gør en Verdensgenløsning aktuel.

At forandre Verdens Livsværdier fra at være en "Handelsvare" til at være en "Gave for alle Mennesker", det er Verdens "Frelse". At forandre Menneskenes Begær efter at gøre alt til "Privatejendom" om til at udgøre Begæret efter at gøre alt til "Fællesejendom", det er at føre Menneskeheden ud af de dyriske Traditioner, det er at frigøre den fra det sande Hedenskab og dermed indlemme den i det Rige, som oprindelig "ikke er af denne Verden". Det er at fjerne Hovedaarsagen til alt det saakaldte "Onde". Og med denne Fjernelse vil enhver Basis for Misundelse, Røveri, Tyveri, Bedrageri, Fattigdom, Trældom og Nedværdigelse altsaa være fjernet.

Men saaledes at forandre Verden lader sig ikke gøre ved et Magtbud. En Abe bliver ikke til Menneske ved en Diktators Kommando. Og den jordiske Menneskehed kan ikke springe Aarhundreders Udvikling over ved Diktatur. Udvikling kan udelukkende kun befordres ved Oplysning. Men Oplysning eksisterer kun paa Basis af Selvoplevelse.

Det er rigtigt, at der er noget der hedder "Undervisning", men denne er, ligegyldigt under hvilken Form, den saa end maatte forekomme, kun en Kultivering af eller Dygtiggørelse i at selvopleve. Alt, hvad der ikke er selvoplevet, er kun Formodninger. Kun den virkelige Selverfaring kan gøre en "Formodning" til "Kendsgerning".

Alt, hvad der eksisterer under Begrebet "Diktatur", kan saaledes ikke direkte løfte Menneskene en eneste Tøddel fra deres nuværende Udviklingstrin. Den "Kultur", der paa denne Maade paaføres Jordmenneskene, er kun en foreskreven Tvangslevemaade, der er en Repræsentation af de Særegenheder, der udgør det Udviklingstrin, hvorpaa Diktatoren befinder sig. For de Individer, der befinder sig i Brændpunktet af Diktatorens Udviklingstrin, vil disse Særegenheder naturligvis føles som den højest tænkelige Idealisme, og Diktatoren som deres Skytsengel, fordi det netop er deres naturlige Traditioner, Begær og Forestillinger om Livet, der igennem hans materielle Magt bliver tvangsopretholdt. Men for de Mennesker, der for længst har udlevet disse Særegenheder f. Eks. paa det militære, det ægteskabelige og racemæssige, det religiøse eller rent kulturelle Omraade og saaledes befinder sig paa et andet og højere og for Diktatoren ganske uforstaaeligt Udviklingstrin, bliver Diktaturet eller den foreskrevne Tvangslevemaade en Hæmning, en "Spændetrøje", som under disse Menneskers højere og stærkere indre mentale Fylde, Værdighed og Vækst mere eller mindre maa slaa Revner eller sprænges. Da de herved kolliderer med Diktatorens Love, er en Fare for hans Magt, forstaar man godt, hvorfor Diktaturet maa have særlig mange Interneringslejre, Fængsler og Skafotter. De "farlige", "ufolkelige", hvilket vil sige diktaturfjendtlige, Mennesker maa uskadeliggøres.

Og saaledes uden at "vide hvad man gøre", dolker man Udviklingen, øver Fosterdrab mod højere Kultur, og i vældigt militært Glimmer marcherer man, stadigt i Blinde, rask frem imod sin egen Henrettelse. Thi at dolke Udviklingen, at dræbe højere Kultur, er at gaa imod selve Verdensaltets evige Struktur, det er at gaa i Rette med Gud. Og overfor en saadan Overmagt maa alle tilsidst uundgaaeligt vige. Her maa "hver den, der ombringer ved Sværd, selv omkomme ved Sværd". –

For Mennesker, der staar langt under Diktaturet i Udvikling, er Diktaturet heller ingen Frelse. At tvinge primitive Naturmennesker til pludselig at skulle manifestere et højere Udviklingstrin end det, hvortil de af Naturen er naaet, er ikke at paaføre disse Væsener en sjælelig Ophøjethed. Saa let gaar det ikke til at løfte Væsenerne fra et Udviklingstrin til et andet. Følgen bliver da ogsaa, at nævnte paatvungne Væremaade kun bliver identisk med en "Kultur" og "Dannelse", der er analogt med den, Dyretæmmeren paafører sine vilde Dyr, nemlig en generende og ubehagelig og derfor af de samme Væsener hadet "Dressur". Og det bliver da ogsaa noget af en "Cirkusforestilling", naar Naturmennesker aabenbarer "Ærbødighed" og "Lydighed" overfor et Diktatur, der nedsabler enhver Form for Modvillie med en overlegen moderne Krigsteknik og hensynsløs Straffeforanstaltning.

Naar Ærbødighed og Lydighed ikke eksisterer som frivillig Gave, men kun fremtræder som paatvungne Midler til at undgaa Tortur og Dødsstraf, er de kun røvede Realiteter. Og det er givet, at i en saadan Zone kan Freden ikke eksistere. Her maa Livet blive blodigt. De Undertrykte søger Frihed. Udvikling lader sig ikke diktere eller foreskrive jordmenneskelige Paahit. Alt saadant maa sprænges. Dens Bane lystrer en langt højere Mentalitet end den jordiske. Og Diktaturet er saaledes ikke det Middel, ved hvilket Verdensfreden opnaas. Kun det modsatte Princip kan frelse Menneskeheden. Men det modsatte Princip af Tvang er Frihed. Og Frihed er jo det samme som – "Gave", idet enhver "Gave" kun kan eksistere som noget, der er frigjort, ligegyldigt under hvilken Form denne saa end maatte fremtræde.

"At give" er saaledes det modsatte af "at tvinge". Menneskeheden kan kun frelses ved "at give". Selve Verdensgenløsningens Princip vil derfor udelukkende bestaa i at udvikle "Giveevnen" i Jordmennesket. Og i samme Grad som dette Væsens Talent herfor vokser, i samme Grad kommer det paa Bølgelængde med selve Livets eget Princip, der jo i sig selv er en eneste stor Gaveydelse. Det koster ikke noget, kosmisk set, at blive født til Verden, det koster ikke noget at dø, det koster ikke noget at vokse, ligesaalidt som Synet, Lugten, Smagen, Hørelsen og Følelsen er "købte" eller "betalte" Realiteter. Menneskene vader i kosmiske Rigdomme. Verden er fuld af alle de Livsværdier, hvilket vil sige alle de Varme-, Ernærings- og Underholdningsværdier, som Jordmenneskenes Udvikling og Livsglæde gennem umaadelige Sekler af Tid kræver. Men Menneskene forstaar altsaa endnu ikke at være paa Bølgelængde med selve Livets Princip. Er der saaledes ikke Kulminer nok? – Hvorfor maa saa Tusinder af Mennesker fryse eller mere eller mindre savne Adgang til denne Varmekilde? – Er der ikke Elektricitet eller Kraftkilder nok i Naturen? – Men Tusinder af Mennesker maa ikke desto mindre slide sig krumbøjede, skæve og knoklede i deres Ansigts Sved. – Er der ikke Brødkorn eller Fødemidler nok? – og dog maa Tusinder af Mennesker dø Hungersdøden. – Er Jorden ikke udstyret med umaadelige omfattende, skønne, tempererede, solrige og frugtbare Egne nok? – men Tusinder og atter Tusinder af Mennesker maa brænde op eller vansmægte i hede Ørkenegne samtidig med, at andre Tusinder maa leve en Frysetilværelse i Primitivitet i de arktiske Egnes Vintermørke og Isregioner. – Er der ikke Materialer nok til skønne Klæder og Udstyr til alle Mennesker? – men ikke desto mindre vandrer store Menneskemasser rundt i Laser og Pjalter. – Hvorfor alle disse Kalamiteter? – Er det ikke netop fordi, alle de nævnte kosmiske Gaver, Jordens store Lagre af Livsværdier, kun eksisterer eller er beslaglagte som "Privatejendomme"? – Og hvorfor eksisterer de saaledes? – Er det ikke fordi Jordmenneskene endnu eksisterer saa meget i de dyriske Traditioner, befinder sig paa saa lavt eller primitivt et Stadium i Udviklingen, at Gaveprincippet endnu kun er en ren Biting i deres Mentalitet, medens "Forretnings-" eller "Tageprincippet" er Hovedtingen? –

Menneskene har derfor faaet udviklet et stort Talent for "at tage", men kun et meget ringe Talent for "at give" og er saaledes prædestinerede til at være i Disharmoni med Livets eget Princip, der jo som før nævnt er kulminerende Gaveydelse. Der, hvor det ikke eksisterer saaledes, er det udelukkende de levende Væsener selv, der forhindrer det. Ved at gøre en altdominerende Udfoldelse af "Tageprincippet" til Livsbetingelse, kan man ikke komme paa Bølgelængde med den evige Verdensplans Grundbestemmelse, der – gratis – "lader Solen skinne over onde og gode, og lader det regne over retfærdige og uretfærdige". – Og man forstaar saaledes bedre her, at Vejen til Livet eller Jordmenneskehedens Frelse udelukkende kan doceres i den evige Sætning: "Saligt er det at give, hellere end at tage". –

At Værdierne eksisterer som "Privatejendomme", at nogle Mennesker har tilegnet sig Værdierne, medens andre ikke har noget, er jo en Følge af Udviklingen. De nuværende Forhold er et bestemt Udviklingstrins særlige Udtryksmaade, hvilket igen vil sige en direkte Gennemsnitsfølge af de samlede Jordmenneskers midlertidige særlige mentale Tilstand og Opfattelse, deres særlige Trin paa Skalaen for Næstekærlighed. Det er altsaa Toppunktet af alt, hvad de rent mentalt kan yde hverandre.

At denne Ydelse i sin nuværende Form ikke er den mest primitive, ligesom den heller ikke er den højeste, der kan tænkes, samtidigt med at det jo er en Kendsgerning, at denne er i Vækst, at Menneskene virkeligt udvikler sig hen imod en større og større indbyrdes Samfundsydelse til hverandre, gør det yderligere til Kendsgerning, at den er et Udviklingsproblem, hvilket vil sige, at dens Forvandling er analog med et Væsens Forvandling fra Barn til Voksen og kan derfor ligesaalidt som denne ske paa Grundlag af en Befaling. Vi vilde da ogsaa faa set det Særsyn, hvis alle Værdier i Dag blev fordelt ligelig imellem alle Jordens Mennesker, at inden der var gaaet en halv Time, vilde Tusinder og atter Tusinder af Mennesker hensmægte i ruineret Tilstand, medens andre var ved at gaa til Grunde i Velstand, Overdaadighed og Fraadseri. Menneskene vilde altsaa befinde sig paa akkurat det samme Trin som hidtil. At lave Love med en saa drastisk Fordring, at ingen maatte eje mere end den anden, vilde saaledes føre til en Revolution, der havde selveste Forsynet eller hele Naturen til Medkæmper og derfor vilde være ligesaa sejrrig og uovervindelig for det jordiske Menneske som Maanens Løb eller Solens Bane.

At tage Rigdommene fra de Rige og give dem til de Fattige vilde jo kun betyde en Omflytning, men ikke en Ophævelse af Forholdet. At de Fattige skulde forvalte Rigdommene bedre og være mere gavmilde mod de Rige, der nu havde indtaget de Fattiges Plads, end disse havde været under deres Velstand, vilde ikke være en almengældende Kendsgerning. Viser det sig ikke netop i det daglige Liv, at Fattige, der pludselig kommer til store Rigdomme, i de allerfleste Tilfælde slet ikke bliver forædlede derved, men at Hovmod eller Vigtighed i særlig Grad kommer til Udløsning i deres Mentalitet, ja, endog i en saadan Grad at de undertiden unddrager sig Samkvemmet med endog deres Forældre, blot fordi disse er fattige? De vil ikke være dem bekendt overfor deres rige Venner og Omgangskrese. Nej, de Fattige er ikke bedre end de Rige, og de Rige er ikke bedre end de Fattige. De smukke Boliger og Ekstravagancer, de Rige kendetegner sig ved, er ikke et virkeligt Udviklingsspørgsmaal, men kun et Pengespørgsmaal og kan kreeres af enhver, der kommer i Besiddelse af Formue. Forbryderen kan bære de fine Klæder ligesaa godt som den moralsk udviklede.

Det er rigtigt, at der til Benyttelsen af Luksushuse og fine Klæder hører "Kultur" og "Dannelse", men denne er i mangfoldige Tilfælde heller ikke et Udviklingsspørgsmaal, men kun en tillært "Dressur", en ydre mental "Lak" eller "Fernis", under hvilken man hindrer "Proletaren" i sit eget Indre i at blive altfor aabenlys eller synlig for sin "fornemme" Omgangskres. Denne "Dressur" er kun en Opskrift, der indtil en vis Grænse kan købes og tillæres af saavel den uudviklede som den udviklede, hvis man blot har Penge, idet den jo ikke er en Løftning af Personen fra et virkeligt Udviklingstrin til et andet, men derimod kun udgør en Maskering, ved hvilken man kan give et lavere Trin et ydre Skin af at være identisk med et højere.

Dette at være rig er saaledes ikke nogen Favorisering af Forsynet, ligesaalidt som dette at være fattig er nogen Straf eller Unaade fra det samme Magtcentrum.

At være rig eller fattig er altsaa ikke paa nogen som helst Maade uomstødelige Kendetegn eller Udtryk for, at man er højt udviklet. Kristendommens største Vismand udtrykte jo sin økonomiske Situation saaledes: "Ræve have Huler, Himlens Fugle Reder, men Menneskenes Søn har ikke det Sted, hvortil han kan hælde sit Hoved", – medens andre Vismænd, f. Eks. Salomon havde store Rigdomme, og Buddha var en Fyrstesøn. –

At dømme Menneskenes sande Udviklingstrin paa deres materielle Rigdom eller Fattigdom vil saaledes være i Strid med al absolut Logik eller enhver fuldkommen Beregne- eller Erkendelsesmaade. Enhver, der udelukkende tager disse to nævnte Faktorer som Kendetegn eller Maalestok for Udvikling, maa nødvendigvis før eller senere komme til kort. Udviklingens mest ufejlbarlige Kendetegn viser sig ikke i Form af, hvor meget man ejer, men derimod i Form af, hvor megen Glæde man er i Stand til at føle ved at yde sin Næste noget af det, man ejer. Vort Forhold til dette "at give" er vort Forhold til Udviklingen. Herpaa ses det, hvor man staar. Herpaa ses det jordiske Menneskes Afstand fra at være et "færdigt" Væsen, hvilket vil sige, den Væsenstilstand, der i "Livets Bog" udtrykkes som "det rigtige Menneske".

Dyrets Natur er Princippet "at tage", – det virkelige Menneskes Natur er Princippet "at give".

Gaveprincippets Udvikling er altsaa Verdens Frelse. Og vi bliver da ogsaa Vidne til, at dette Princip er al Visdoms Sjæl og paa en særlig tilpasset Maade er det væsentlige i de nugældende største Verdensreligioner. Herfra gaar det over i den jordmenneskelige Mentalitet som Basis for Moraldannelse, giver mere og mere Ekko i dens Jura, Love eller Retsvæsen, Politik og Samfundsadministration.

Da Gaveprincippet er det modsatte af Tvangsprincippet, vil det overalt, hvor det udvikler sig, resultere i en større og større Frihed for Samfundet saavel som for de enkelte Mennesker. Som Udtryk herfor ser vi igennem Historien, hvorledes de enevældige eller diktatoriske Monarkier mere og mere har maattet forandre sig til Demokratier, Fristater eller Republikker.

Medens det enkelte Menneske under den førstnævnte Regeringsform var en absolut magtesløs Undersaat af en enevældig Hersker over dets Liv og Død, dets materielle Position og Fremtræden, er det under den sidstnævnte naaet frem til at være blevet en medbestemmende Enhed i selve Samfundets Styrelse. Det har faaet den saakaldte "Stemmeret". Det er med til at vælge eller bestemme de Personer, til hvilke Regeringsmagten gives, og de Love og Bestemmelser de maatte foreslaa. Enevælden er saaledes en Fortidslevning, en mental Museumsgenstand.

At man i visse Lande ikke desto mindre har maattet sætte en saadan "Museumsgenstand" i Form af Diktatur paa Tronen, kan jo kun skyldes et altfor dominerende Flertal af Sjæle paa Fortidsundersaatternes Udviklingstrin, Væsener, som ikke i tilstrækkelig Grad har udlevet Virkningerne af de diktatoriske Ufuldkommenheder, ikke har oplevet, at et enkelt Menneskes uindskrænket Magt over Sjæle paa højst forskellige Udviklingstrin aldrig i Længden kan føre til Harmoni med Undtagelse af, at Diktatoren eller Magtindehaveren har uindskrænket Indsigt i alle mentale Afskygninger i hvert eneste Trin paa den Udviklingsskala, som hans Undersaatter til enhver Tid nødvendigvis maa repræsentere. Men for at faa en saadan Indsigt maatte Diktatoren være en meget høj sjælelig eller aandelig Indviet. Men da denne Indvielse kun kan opnaas gennem den totale Udvikling af Næstekærligheden i ens Indre, og Magtbegærets komplette Udlevelse og Degeneration nødvendigvis maa blive en Følge heraf, og denne Udlevelse igen uundgaaeligt maa have til Følge: Begæret efter, og Glæden ved, at skabe Frihed for alle, forstaar man, at en saa høj Indviet ikke kan være Diktator. Men naar en Indviet ikke kan være Diktator, maa dette Embede saaledes altid besættes med en – Uindviet, hvilket igen vil sige, et Væsen, der ikke kan have nogen fuldkommen mental Indsigt i alle de sjælelige Foreteelser i de Undersaatters Fremtræden, han har kapret sig Ret til uindskrænket at befale eller regere over. Han jonglerer med, byder og befaler saaledes over Kræfter, han ikke kender til Bunds, og hvis Love han derfor heller ikke kan følge. Resultatet heraf maa nødvendigvis blive en hasarderet Tvang over disse Kræfter. Da disse Kræfter er Undersaatternes Mentalitet, vil hans Væsen saaledes betyde Undertrykkelse. Undertrykkelse af Mentalitet skaber Begær eller Længsel efter Frihed, Længsel efter Afkastning af Aaget hos den undertrykte, fordi det er en Standsning af hans Livs Vækst, det er at sætte Udviklingen i Spændetrøje.

Men da intet Panser er stærkt nok til at kunne være Materiale for en i Længden holdbar "Spændetrøje" for Udviklingen eller til i Længden at standse Livets Gang, maa ethvert saadant i Form af Diktatur fremtrædende Panser uundgaaeligt til Slut revne midt i al sin tilsyneladende glorværdige Magtbrynde. Livet kender ikke til nogen Hindring.

Det er rigtigt, at Demokratiet ogsaa repræsenterer et Magtvælde, der undertiden af mange maa føles som Tvang og Undertrykkelse. Men her kan denne Undertrykkelse ikke naa op til tilnærmelsesvis at blive nær saa dominerende og overlegen som ved det uindskrænkede Diktaturvælde, hvor enhver Kritik, Modstand eller Indvending kan paaføre sit Ophav Dødsstraf og saaledes i højeste Grad er livsfarlig.

Under Demokratiet er enhver Samfundsforanstaltning, enhver Lov et Resultat af Repræsentanter for alle Interessesfærer. Bliver en Foranstaltning altfor generende eller unødvendig, bevirker Begæret efter dens Afskaffelse jo efterhaanden det Stemmeflertal, der kan sætte den ud af Spillet. Det er givet, at ved en saadan Regeringsform, hvor alle gennem deres Stemmeret har Adgang til at gøre sin Indsigt gældende, har Ret til at være medbestemmende for eller imod en Forordnings Gennemførelse, kan et Misbrug af Statsmagten ikke i den Grad komme til Udtryk som igennem et Diktatur, hvor Magten uindskrænket er givet til et enkelt Væsen, og hvor hver enkel af Statens øvrige Borgere derfor fuldstændig er berøvet enhver Form for Indflydelse eller Medbestemmelsesret paa Statsformen. Det bliver derfor ogsaa en Kendsgerning, at denne umuligt kan blive andet end Udtryk for Diktatorens eller Magthaverens Luner og Ærgerrighed, hans Naivitet saavel som hans Intelligens, hans daarlige saavel som hans gode Egenskaber. En enkel fejlagtig Impuls fra hans Side fører med Lethed et Folk i Afgrunden. Diktaturet kan derfor aldrig i Længden blive det Bolværk imod Undergang og Nedværdigelse som Demokratiet, hvor enhver større afgørende Regeringsimpuls ikke har nogen som helst Indflydelse eller Kraft, før den foreligger som et Resultat af det medbestemmende Folks Flertals Sanktion. Og før den naar et saadan Stadium, er den nødsaget til at være et Resultat af dette Flertals Overvejelse for og imod og bliver derved i større Grad garanteret at være Udtryk for besindig Eftertanke og Overvejelse, end naar den er Udtryk for Diktatorens pludselige Bestemmelse, der ikke skal passere Konfrontationen med andres Indsigt eller Overvejelse.

Nu vil man maaske indvende, at Demokratiets Regeringsform er altfor langsom, og at dette, at alle har Medbestemmelsesret, kun skaber politisk Tovtrækkeri, hvorved alle Afgørelser bliver forsinkede eller forhalede. Men har et kultiveret Folk da saa travlt, at det ikke har Tid til at lade sine Beslutninger eller Afgørelser gennemgaa den størst mulige Gennemtænkning eller Overvejelse, men blindt maa overlade det til en enkelt af sine Millioner af Hjerner? – Og kan en saadan Travlhed være Udtryk for Kultur? – Og kan et Folk eller Samfund vokse i Kultur og Aand ved at binde sine Millioner af Hjerner til en i Forvejen kommanderet eller befalet ensrettet Tænkning? – Kvæler det ikke hermed sin Intellektualitet? – Er det ikke en Kendsgerning, at de Organer, der ikke bruges, degenererer og forgaar? – Hvis man aldrig benyttede mere end en af sine ti Fingre, vilde de andre ni jo uvægerligt visne, blive ubrugelige eller dø. Hvis man aldrig taler, mister man jo Taleevnen. Tror man ikke ogsaa, at man tilsidst vilde miste Synet, hvis man blev tvunget til i Aarevis at leve i et total Mørke? – Jo, Livet tolererer intet overflødigt. Alt, der ikke bliver benyttet, maa dø. Og er den Fart, Diktaturet kan præstere i sine Regeringssager ikke dyrekøbt, naar den kun kan ske paa Basis af at sætte dets Millioner af Hjerner, og dermed Hovedparten af sin Intellektualitet i Spændetrøje? – Kan et Folk vokse kulturelt ved at formindske eller indskrænke sin Tænkeevne? – Er det ikke ligesaa taabeligt som at paastaa, at en Mand løber op ad en Trappe samtidigt med, at han løber ned ad den? –

Da Vejen til Udvikling af al Intellektualitet og Kultur gaar igennem Frihed til at tænke, Frihed til at kritisere, hvilket vil sige paavise Mangler eller Fejl, Frihed til at fremsætte Ideer og Forestillinger, der ikke lige akkurat ligger indenfor den autoriserede Horisont, eller det der er blevet officiel Skik og Brug, samt absolut Frihed til med sin Stemmeret frit og aabent at være for eller imod ethvert paatænkt Forslag i Statsstyrelsen eller Samfundsordningen, vil intet som helst Diktatur nogen Sinde kunne blive identisk med en virkelig Kulturstat, idet det jo kun eksisterer i Kraft af at fængsle, eller indskrænke Frihed for den Intellektualitet, der er den absolut uundværlige Livsnerve, Impuls eller det urokkelige Fundament for enhver virkelig civiliseret Kultur.

At Diktaturet har en stor udviklet Teknik, store Fabriksanlæg er ikke Udtryk for virkelig Kultur, det er kun Udtryk for noget, der kan tillæres, det er kun Resultater af Opskrifter. Disse Resultater bliver først Udtryk for Kultur eller virkelig Civilisation gennem det, de anvendes til. Hvis den fremragende Teknik, hvis de store Fabriksanlæg i særlig Grad anvendes til Skabelsen af Mordinstrumenter, raffinerede Sprængstoffer og Skydevaaben, Bombeflyvemaskiner og Undervandsbaade, Giftgasser etc., saa er de kun Udtryk for aandeligt Proletariat. Saa er de kun Udtryk for, at deres Ophav kun er – "Naturmennesker", der er kommen i "moderne Klæder". Saa er det "Buskmanden" eller "Illænderen", der har faaet moderne Vaaben. Saa er det Fortidens erobrelystne vilde Stammer, der i Dag skjuler sig i de militære Optog og Parader. Og saa forstaar men bedre, at disse maa have Diktatorer. Høvdingedyrkelsen er endnu ikke udlevet i deres Bevidsthed, ligesom den jo ogsaa er uundværlig i enhver krigersk Manifestation. Her maa man have Diktatorer. Paa en Valplads kan man ikke parlamentere om Slagplanen. Det vilde kun give Fjenden Forspring. Her maa Soldaten blindt lystre Generalen. Her gælder Fart og Hurtighed. Her er det Modpartens, "Fjenden"s Overrumpling og totale Knusning, der er Livsglæden. Men kan et Folk betragtes som et Kulturfolk eller som virkelig civiliseret, blot fordi de har overført denne de vilde Folkestammers Livsform og Krigsdisciplin til deres egen Regeringsform? – Jeg kan kun se, at en saadan Nation i Virkeligheden kun er blevet til en – "Kaserne", i hvilken der vrimler med overlegne "Generaler" eller magtfulde Haandlangere for Diktatoren, og forkuede, dresserede Slaver i Form af intetsigende "Menige".

Da Diktaturet saaledes kun kan eksistere i Kraft af Undersaatternes Frihedsberøvelse, maa det altid være i Krigstilstand. Det ligger ikke i de levende Væseners Natur godvilligt at lade sig sjæleligt eller materielt binde. Og Diktaturet maa saaledes hele Tiden ligge i Kamp med denne Natur, der ikke er en blot og bar Hjernemodstand, men derimod er selve Livets egen Vækst i Undersaatternes Mentalitet. Og denne Vækst kan ikke standses, men skal nok, som før nævnt, tilsidst sprænge Diktaturets Spændetrøje.

Diktaturet er altsaa en Kamp mod selve Livet og Udviklingen og er saaledes Gaveprincippets største Kontrast. Det er et Magtens Regime, der kun har Hjemsted i Zoner, hvor "Valhal", om end ubevidst, endnu er det altoverskyggende straalende eller glorværdige Ideal, og overfor hvilket alt andet i Tilværelsen maa blegne, Zoner, i hvilke "Retten" endnu kun er et taaget Begreb. I samme Grad som Væsenerne saaledes endnu befinder sig paa disse Udviklingstrin, hvor "Magten" og ikke "Retten" er det absolut førende Ideal, kan de altsaa lovprise Diktaturet. Men er de i Udviklingen naaet frem til Zoner, hvor "Retten" er begyndt at gaa forud for Magt, da forvitrer Sværdets Moral, og Spirerne til en ny Verden, i hvilken "Retten" og dermed Frihed for alt højere Livs Vækst, begynder at øjnes i det Fjerne.

Da denne ny Verden er en Frihedens Verden, er den Gaveprincippets Verden, thi ingen som helst Form for Gave kan eksistere uden at være Udtryk for en eller anden Frigivelse. En hvilken som helst Gave er saaledes identisk med dette "at give fri". Det første nogenlunde synlige Resultat af en saadan Frihedens Atmossfæres Indvirkning paa det af de dyriske Magttraditioner bundne jordmenneskelige Samfund, er det, vi i Dag kalder "Demokrati". At dette Demokrati i sin nuværende Form langt fra repræsenterer den Form, der er Udviklingens endelige Maal med Demokrati, er naturligvis en Selvfølge. Demokratiet er jo saa at sige kun lige i sin Begyndelse, kosmisk set. Det maa kæmpe imod Individernes endnu stærke Diktatortilbøjeligheder baade indenfor og udenfor dets nuværende Magtomraade. De dyriske Traditioner lader sig ligesaa lidt forandre ved pludselig Frigivelse som ved en pludselig Tvang. Den virkelige Frigivelse af Væsenet kan kun gives af selve Væsenets egen Udvikling. Den virkelige Sjælefrihed er altsaa noget, der kommer med Væksten ligesom Væsenets Forandring fra Barn til Voksen. Den kan ikke dikteres eller trylles frem paa staaende Fod ved Eksperimenter eller Befalinger.

Men Demokratiet har den Fordel fremfor Diktaturet, at det lader Livet lempe sig efter Udviklingen i Kraft af den Stemmeret eller Medbestemmelsesret, det garanterer hver enkelt af sine Borgere. Alt eftersom disse forandrer Synspunkt, faar bedre Indsigt og Begavelse, forandrer dette jo disse Væseners Stemmeinteresse. Og i Kraft af deres Stemmeret har de altsaa medbestemmende Indflydelse paa, at Stemmeobjektet kan bringes i Kontakt med den forandrede Interesse. Paa denne Maade bliver Demokratiet en Regeringsform, der hele Tiden ublodigt forvandler sig i Kontakt med de voksende mentale Forandringer og Krav, som Udviklingen til enhver Tid maatte føre med sig.

Da Diktaturet umuligt kan yde sine Borgere denne Frihed eller Medbestemmelsesret uden at ophøre med at være Diktatur, kan det saaledes aldrig blive i Kontakt med Udviklingen længere end paa de Udviklingstrin, hvor Sjælelivet endnu er af et saa ringe Omfang, at det ikke føles trykket eller hæmmet af Diktaturets Ensretning.

Men Sjælelivet vokser. Da Udviklingens Resultat er tiltagende Frihed, og Diktaturet er Tvang, vil der uundgaaeligt komme en Tid, hvor alt Diktatur har maattet ophøre til Fordel for Demokratiet, der ved sin foranderlige eller bevægelige Struktur kan følge efter Udviklingen og ved sit frihedsgivende Væsen stadigt kan være paa Højde med de voksende mentale Krav eller Fordringer, det være sig paa det kunstneriske, videnskabelige saavel som paa det rent økonomiske Omraade. Diktaturet er saaledes Fortiden. Demokratiet er Fremtiden.

Da Demokratiet giver Frihed for sine Statsborgere til at forandre sig efter Udviklingen, alt eftersom deres Stemmeflertal vokser frem til at begære denne Forandring, og denne Frihed normalt maa tage Hensyn til eller bliver noget dæmpet af ved det samme Demokratis Statsborgeres Stemmemindretal eller Opposition, og der derved opstaar en vis Garanti for, at Overilelse ikke kan finde Sted, og en grundig Overtænkning ikke kan undgaas, bliver Demokratiet i Virkeligheden en paa Højde med Udviklingen eksisterende Kultivering af Livets egen Frihedsskænkning til den voksende jordmenneskelige Mentalitet. Demokratiet er saaledes udelukkende det eneste Middel, ved hvilken det kosmiske Gaveprincips Skænkning af Livets Vækst eller Flokkens Omskabelse fra Dyr til Menneske paa den mindst ublodige Maade kan aabenbares eller praktiseres. Det sande Demokrati er saaledes en i Frihed voksende Skabelse af en Aabning i den jordiske mentale Sfære, hvorigennem Flokken paa en tilpasset Maade tilsidst uhindret kan gives Adgang til Livets største Gave: den videst mulige eller uindskrænkede Udvikling i Aaand og Kultur, i Visdom og Kærlighed og den hermed urokkeligt forbundne Skabelse af en altoverstraalende Fred og Harmoni som Kendsgerning i det daglige Liv paa Jorden.

Men naar Frigivningsprincippet har en saa altoverskyggende Virkning paa Flokken, bliver det jo ikke saa mærkeligt, at Menneskehedens største Førere, Profeter og Vismænd, Religionsstiftere og Verdensgenløsere, gennem Religioner, Bøger og Væremaade, ustandseligt udtrykker som det absolut væsentlige den ene Realitet: Kærlighed. Kærlighed er jo Gave- eller Frigivningsprincippet i Renkultur. "Kærligheden søger ikke sit eget", hvilket vil sige, at Kærlighed er en mental Indstilling, hvis Tankeretning udløser Glæde i at lade andres Velfærd gaa forud for sit eget. Det er en Tilværelsesmaade, der kun kan udløse den højeste Lykkefølelse i dette "at ofre sig selv for andre", altsaa det fuldkomne Hundrede Procents Gaveprincip, den fuldkomne Hundrede Procents Foræring af sig selv til Livet eller Omgivelserne, den fuldkomne Hundrede Procents Frihedsgivning for alle andre levende Væseners Udvikling og Oplevelse af Livet.

Men hvem er naaet dertil indenfor Jordmenneskeheden? – Ja, her maa Svaret blive meget negativt. Nævnte Samfund befinder sig jo netop paa et Trin, hvor næsten ingen er saa udviklet, at de kan blive Genstand for en saa altoverstraalende kosmisk Gave, at alle andre Mennesker ofrer sig for vedkommende, og af hvilken Grund der næsten heller ikke findes nogen, som er saa udviklet, at de er i Stand til at yde denne Gave eller i en saa altovervejende Grad kan give sig selv for andre. Men vi skal om lidt uddybe Problemet nærmere, saa hver enkelt interesseret selv kan se, hvormeget han eller hun er i Kontakt med Kærligheden eller dette Livets største Princip, saa de derved kan faa konstateret deres virkelige aandelige Position i deres Kurs mod den højeste Lykke.

At Gaveprincippet efterhaanden er blevet en Faktor, man ikke kommer udenom i det moderne Samfund, kan ikke være ukendt for ret mange. Vi lever jo i en Tid, hvor de sociale Forhold er af en saadan Karakter, at de har gjort det ganske almindeligt, ja næsten overdaadigt almindeligt, at der bliver "givet" og "modtaget" "Gaver". Der er filantropiske Virksomheder, der er Socialhjælp, der er Indsamlinger gennem Kirkebøsser, der indsamles til Missionsarbejder, der gives til Fattiges Julebespisning, fattige Børns Ferieophold. Store og rige Firmaer og Krøsus'er skænker Formuer bort til det Offentlige, til Kunst, Videnskab og Ekspeditioner o. s. v.:– Vi skal ikke komme nærmere ind paa disse Former for Gaveydelse, blot lige antyde, at disse jo ikke kan frakendes at være et uomstødeligt Bevis for en ny og bedre Verdens Gennemtrængen af den jordmenneskelige Egoisme. Det er Naturens eget store Livsprincip, "hellere at give end at tage", der saaledes offentlig og privat begynder at bryde igennem Egoismens dyriske Spærreprincip, "hellere at tage end at give".

Skønt dette sidste Princip jo indtil Genialitet er saa godt organiseret gennem Forretnings- og Reklamevæsenet, at det behersker den store Hobs Økonomi, faar Millionernes fattige Spareskillinger til i stærke Strømme at flyde ind i dets Banker og Pengeinstituter eller Finansforetagender og der optaarne sig i Milliardværdier, tvinger Naturens eget store Gaveprincip disse Værdier til i Form af de førnævnte sociale Gaveformer at flyde tilbage til Samfundet.

Selv om denne Tilbagegivning af Værdier for det jordiske Samfunds Vedkommende, som nævnt, naturligvis endnu kun er i sin spæde Begyndelses- eller Fostertilstand, saa er det dog nok til, at man her ogsaa kan øjne Naturens eget store Grundprincip: Kresløbet. Ligesom Oceanet ikke kan holde paa den fra Kontinenterne gennem Floder og Bække tilflydte Vandmængde, men i Form af Regn, Taage og Morgendug maa give den tilbage til Landjorden, saaledes kan Pengeoceanerne heller ikke i Længden blive ved med at holde paa de, gennem Handels- og Reklamevejenes Bække og Floder tilflydte Værdimasser, men maa i Form af de førnævnte offentlige og private Former for Gaveydelser begynde at give disse tilbage til Samfundet.

At faa denne Tilbagegivning eller dette Kresløb til at blive fuldkomment, saa alle Zoner faar den nødvendige økonomiske Væde, Sommerregn og Morgendug, og hvorved den finansielle Ørkentilstand: Armoden kan blive et Fortidsproblem, er Demokratiets Mission. Og denne Mission er saaledes Aabningen af den Frihedens Port, der udelukkende er det eneste, gennem hvilken en rationel og praktisk Verdensgenløsning kan komme til Kulmination paa de jordiske Kontinenter.