Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1993/7 side 127
Foto af Walter Christiansen
 
Ægteskab og næstekærlighed
af Walter Christiansen
 
I vor tids moderne samfund er det ikke mere nogen sjældenhed, at samlivet mellem mand og kvinde etableres uden de religiøse traditioner, moralske forskrifter og juridiske bånd, som i umindelige tider har været knyttet til samlivet, ligesom det ikke mere er nogen sjældenhed, at samlivet mellem mand og kvinde afbrydes forsætligt på trods af dokumenterede løfter, vakte forventninger og måske dyb smerte og ulykke hos den ene af parterne.
 
For nogle mennesker er det kun de religiøse ægteskabstraditioner, der ikke mere finder genklang i deres bevidsthed, hvorimod det juridiske ægteskabsgrundlag fortsat anerkendes som en naturlig støtte for deres seksuelle samliv og familiære tilværelse. For andre mennesker er også de juridiske ægteskabsbånd blevet uacceptable eller fornemmes måske blot som overflødige. Det frisindede samfund gør det muligt, at to mennesker af modsat køn frit kan bosætte sig og leve sammen i kortere eller længere tid – såvel uden kirkens velsignelse som uden juridisk ægteskabsaftale. Ja, i frisindets højborg kan endog to mennesker af samme køn finde sammen i kærlighed og etablere et bofællesskab, uden at dette giver anledning til forargelse.
Det institutionaliserede ægteskab – et vaklende fundament?
Globalt set er et sådant frisind dog meget langt fra at være almindeligt forekommende. I de fleste kulturer og folkeslag verden over fremtræder det institutionaliserede ægteskab fremdeles som et ufravigeligt samfundsfundament, der fastholdes på trods af, at menneskets psyke eller væsensnatur allerede meget længe har været i færd med at ændre sig i en helt ny retning. Selv i vore dages mest frisindede samfund betragtes den traditionelle ægteskabs- og familiestruktur endnu som det bærende fundament i de politiske forestillinger om fremtidens samfund, om end der her har udviklet sig en vis tolerance over for anderledes tænkende. Her som overalt på kloden er der endnu lang vej til en forståelse af, at næstekærligheden gradvis vil blive det egentlige fundament i samfundsudviklingen.
Efterhånden som tiden går og en dybere forståelse for næstekærligheden forbigås eller trækker i langdrag, tiltrækker samfundet stadig flere problemer og konflikter. Samfundsinstitutionerne indhylles i et selvforårsaget mørke, som ikke begribes af samfundet selv, lige så lidt som det begribes af samfundets enkelte borgere. Institutioner og mennesker indvikler sig uafvidende i disharmonier.
Således ser vi rundt om i verden mørke skygger sænke sig over mange kulturers traditionsrige ægteskabs- og familiemønstre. Disse skyggevirkninger fremkommer ved, at næstekærlighedens opstigende sol endnu ikke genkendes og derfor ikke hilses velkommen, hvor den kaster sine tidlige stråler gennem morgendisen. Menneskene blændes midlertidigt af det samme lys, som de længes efter. De fornemmer lyset som mørke og reagerer i overensstemmelse med denne deres uintellektuelle fornemmelse. Den herskende ægteskabsmoral med alle sine forgreninger modsætter sig den selvkritik og selvfornyelse, som kærlighedssolens velsignede stråler afslørende vækker menneskene op til.
På denne baggrund ser vi det institutionaliserede ægteskab stivne, gradvis blive en karikatur af, hvad det oprindeligt har betydet for menneskene. Det gælder især den religiøse side af ægteskabsinstitutionen. Men over store dele af verden er religion og jura knyttet så tæt sammen, at de ikke kan fungere hver for sig, til ulykke for de samfundsborgere, som mere eller mindre er vokset ud af deres religiøse barnesko og derfor behøver en jura, der passer til deres mere fremskredne udviklingstrin. Her ser vi f.eks., at to elskende fra hver sin kulturkreds ikke eller kun meget vanskeligt kan opnå sådanne myndigheders velsignelse og medvirken i parrets ønske om ægteskabelig forening. Som et særligt frisindet land er en række byer i Danmark blevet kendt som vielsescentre for udlændinge, der af den ene eller den anden grund ikke kan blive lovformeligt gift der, hvor de kommer fra eller har bosat sig.
Når lærere bliver elever og elever bliver lærere
Martinus har i sit syvbinds hovedværk Livets Bog (Det tredje Testamente) ud fra sit intuitionsfunderede kosmiske helhedssyn analyseret ægteskabet særdeles dybtgående og omfattende. Da hans kosmiske analyser tilsigter at befordre en helhedsopfattelse eller et fuldstændigt udsyn i den studerendes egen bevidsthed, påkalder studiet af nævnte værk en usædvanlig opmærksomhed eller modtagelighed, som mange studerende endnu ikke er i besiddelse af i en sådan grad, at de kan fastholde den "næstekærlighedens røde tråd", som i det usynlige samler alle kosmiske analyseperspektiver til et levende helhedsbillede.
Da det altså endnu ikke er muligt for de fleste af nutidens voksende skarer af kosmologisk interesserede mennesker at indføje de mangfoldige kosmiske analyseperspektiver optimalt eller ufejlbarligt i deres egen tanke- og følelsesverden, ligger der for enhver opmærksomt undervisende kosmolog en betydningsfuld opgave i – ved hjælp af egne sammenføjningserfaringer over for læsere og tilhørere – at bane hverdagspsykologiske veje for de utallige og svært overskuelige analyseperspektivers helhedsordnende eller næstekærlighedsprægende indgang i den studerendes bevidsthed.
Livets Bog i sin overjordiske mangfoldighed af perspektiver er ikke ment som et magisk eller hypnotisk instrument, som efterstræber at løfte den studerende op over uvidenheden og illusionen ene og alene på grundlag af et direkte forhold mellem bog og læser. De kosmiske analyser i deres adskilte og instrumentale mangfoldighed giver ikke på magisk vis direkte eller umiddelbart adgang til et levende og integreret helhedssyn hos den studerende selv. Afklaringen af den studerendes egen sansehorisont og det deraf følgende helhedssyn vil altid primært være et resultat af levende og fornyende relationer, forhold eller forbindelser mennesker imellem. Livets Bog er selvet resultat af levende relationer. Med sin tale står den ganske vist i et særligt levende forhold til det enkelte individ, den enkelte læser. Men samtidig befordrer den helt nye og levende forhold eller relationer de enkelte individer imellem, således at lærere bliver til elever, og elever bliver til lærere. Det er disse levende forhold eller relationer, som i egentlig forstand overfører de kosmiske analyser fra de trykte sider i Livets Bog til det virkelige liv eller hverdagsplanet, en proces, der også genspejler sig i fremkomsten af andre og nye trykte sider.
Ægteskabet og dets rammer i udviklingshistoriens lys
Når vi gerne vil komme til klarhed over, hvordan ægteskab og næstekærlighed forholder sig til hinanden, er det nyttigt forud at gøre sig klart, hvilken betydning begrebet ægteskab har i Martinus kosmiske analyser.
"Ægteskabet" har i sin dybeste grund intet med indgåelse af aftaler, afgivelse af løfter eller arrangering af ritualer at gøre. Begrebet kan dybest set ganske enkelt opfattes som det forhold mellem de to køn, der opstår, når parterne mødes, tiltrækkes af hinanden og indleder det seksuelle samliv, som tjener til slægtens videreførelse samt til parternes gensidige støtte og afbalancering. Derfor taler Martinus om, at også dyrene lever i "ægteskab". Ja, han betegner dyrenes ægteskabelige samliv som "lykkeligt", idet dyr i renkultur endnu ikke er så langt fremme i udviklingen, at de kan fristes eller motiveres til at afvige fra deres nedarvede, instinktstyrede adfærdsmønster, der er baseret på en automatisk virkende dyrisk "moral".
Når dyret udvikler sig i menneskelig retning, begynder dets religiøse forestillingsevne at vokse. Derved omgærdes parringsforholdet eller ægteskabet gradvist med tilsvarende ceremonier samt uskrevne love eller forordninger, inspireret af de guder, som de pågældende stammevæsener hylder og fornemmer sig i forbindelse med, en forbindelse, som stimuleres af særligt fremtrædende stammebrødre, åndemanere eller medicinmænd. Der foregår altså i udviklingens løb en gradvis indramning af ægteskabet i form af religiøse forestillinger og moralske forordninger, der støttes og synliggøres af tilsvarende ceremonier. Denne udvikling fortsætter igennem utallige slægtled. Efterhånden inspireres de begyndende mennesker til at nedfælde deres forestillinger i synlige billeder og skriftlignende tegn. I vor tid er vor klodes fordums stammefolk overvejende blevet til intelligente væsener, der kan læse og skrive på et eller flere sprog. I de humane verdensreligioner er ægteskabet blevet et smukt symbol på det enkelte individs fremtidige genforening med Guddommen.
I vor tid er mange mennesker i færd med at forkaste de rammer, som omgærder deres ægteskab eller samliv. Om dette umiddelbart bliver til glæde og velsignelse for dem, kommer dog an på, hvilke motiver de har til at forkaste de traditioner, overleveringer eller blot juridiske strukturer, som de meningsfyldt er blevet født ind i. At ryste lænker af sig fører ikke nødvendigvis til den frihed, der eftertragtes. Skridt for skridt at komme virkeligt fri af de mangfoldige lænker, som vi selv har lagt os i eller beredt os selv i form af sæd og høst, årsag og virkning eller skæbne og karma, kræver ikke blot mod, vilje og en ideologisk overbevisning, men også en vis sagtmodighed og tilbageholdenhed, en vis mental modenhed og balance, der endnu ikke er så almindelig blandt frihedselskende mennesker.
"Ægteskabet" er faktisk bestemt til at befries for alle de rammer i form af trosforestillinger, ritualer, løfter og skriftlige kontrakter, som det i dag endnu omgærdes af Jorden over. Men rammerne er fra første færd skabt til beskyttelse af mennesket imod sig selv, idet mennesket i virkeligheden er sin egen værste fjende. Når rammerne i dag falder sammen både her og der, skyldes det langt fra altid, at rammerne er blevet overflødige, men oftest, at mennesket ikke mere kan omgås rammerne harmonisk. Det moderne menneske har meget travlt med at kaste lænker af sig og ser endnu ikke, at det i sin iver pådrager sig selv nye og måske strammere lænker af en anden art. Således skærpes undervisningsplanen i livets skole. Først når vi i tilstrækkelig grad har bearbejdet vore lektioner, kan vi skridt for skridt nå frem til at opleve varig frihed. Da først går det virkeligt op for os, at livets skole i et og alt er en skole i næstekærlighed.
 

Det er så yndigt at følges ad – men hvor længe?
 
Foto: Morten Nilsson/Ragnarok
Fra forsiden af "Helse", nr. 1-2/1992
 
Polforvandlingen og "de ulykkelige ægteskabers zone"
Når vi ser tilbage på vor egen forhistoriske og på sin vis mere ubundne, naturlige og enkle tilværelse, kan vi nemt foregøgle os, at vor fordums "lykketilstand" må være noget, som vi på grund af en fejltagelse uheldigvis har tabt og derfor må kunne vende tilbage til ved ganske enkelt at tilsidesætte, ignorere eller fjerne de fejlagtige rammebetingelser, som vi i dag føler så snævre. Er det ikke det, der foregår i nutiden, hvor menneskene higer efter "fri kærlighed" og følger deres dyriske drifter i den skæbnesvangre tro, at drifternes kamuflerede tale i deres sjæl og sind er den sande friheds stemme?
Martinus har kaldt det område af livets skole, hvor menneskene ikke mere kan omgås deres givne ægteskabelige rammer eller livsbetingelser harmonisk, "de ulykkelige ægteskabers zone". Den dybere årsag til denne zones fremkomst i vor klodes menneskesamfund er, at den i hvert enkelt menneskes intellekt fremvoksende modsatte pol, altså den feminine pol i manden og den maskuline pol i kvinden, befordrer os ud af vor nedarvede instinktstyrede ligevægt og i kraft af den derved opståede smertelige uligevægt opvækker os til en højere intellektualitet, der i sig bærer kimen til en helt ny slags ligevægt. Denne nye ligevægt kommer i sin fuldendelse til udtryk i, at vor kærlighedsevne gennem utallige erfaringer indadtil og udadtil har udvidet sig til at kunne omfatte alt og alle uanset køn. De fleste mennesker i det moderne samfund befinder sig mere eller mindre uopvækket i førnævnte uligevægtige tilstand, som de derfor endnu ikke kan gennemskue ved egen hjælp og derfor heller ikke kan kan modvirke i viljeledet visdom eller erkendelse.
Denne dybe, uundgåelige og derfor fundamentalt naturlige årsag til al vor ulykke betyder dog ikke, at vi kan frikendes for medansvar eller medvirken i de ubehagelige virkninger, som vor polforvandling afstedkommer. Hvor vi frikender os selv, går regnestykket ikke op. Frikendelsen tilkommer det ikke os selv at dømme om. Det er bedre at bære sin uligevægtige situation med tålmodighed, og at tænke over, hvordan vi selv er impliceret i tildannelsen af vor ulykke – og således at blive vidende om, hvordan kosmisk retfærdighed fungerer. Da vil vi forstå, at hvad vi har sået i "lykkelig uvidenhed", kan give en ulykkelig høst, der vækker vor længsel efter at så en ny og bedre sæd. Martinus kosmiske analyser stimulerer vor længsel efter at blive mere "vidende" og derved blive bedre i stand til at så en sæd, der giver en lykkelig høst.
Hvornår og hvordan ophører "ægteskabet"?
På grund af nævnte uligevægt hersker der i dag stor forvirring verden over, også med hensyn til ægteskab og næstekærlighed.
Nogle spirituelt fremadsøgende mennesker beslutter sig til at lægge mest mulig afstand imellem sig selv og det institutionaliserede ægteskab for derigennem at komme næstekærligheden og den deri indeholdte frihed lidt nærmere end før. Men i virkeligheden fjerner de sig måske snarere fra næstekærligheden, når de for hurtigt eller uafklaret placerer sig uden for den gensidige juridiske samlivsbeskyttelse, som er indbygget i vort nuværende samfund. Snarere at finde lykken uden for denne beskyttelse end inden for den vil kræve, at hver af parterne kender sig selv ganske godt og derfor kan styre sig selv på en uselvisk måde, når krisesituationer uventet dukker op.
Når en åndelig fremadsøgende ægtepartner lader sig skille og eventuelt ikke mere ønsker at gifte sig, har han eller hun i de fleste tilfælde ikke dermed lagt "ægteskabet" bag sig eller foretaget et betydningsfuldt skridt i retning af det "Guds rige", hvor man ikke mere "tager til ægte". At lægge "ægteskabet" bag sig i kosmisk betydning kræver andet og mere end at frigøre sig for nogle institutionelle rammer. Ja, næstekærligheden fordrer egentlig slet ikke, at menneskene lægger "ægteskabet" bag sig. Næstekærligheden indebærer snarere, at menneskene i takt med deres voksende indsigt og kærlighedsevne når frem til at omgås "ægteskabet" og dermed deres seksualitet på en ny måde.
Når vi opmærksomt studerer kosmologien, må vi erkende, at vi går en gylden tidsalder i møde, hvor nutidsmenneskets markante mentale uligevægt vil være overvundet gennem befriende indsigt og viden – og mange fuldkomne mennesker lever side om side med ufuldkomne mennesker i skøn harmoni. Inden for rammerne af denne fremtidige verdenskultur vil hele menneskemasser bevidst medvirke i fuldendelsen af deres skabelse til mennesket i Guds billede og efter Guds lignelse. Dog vil ethvert menneske, der når frem til grænseområdet for fuldkommenhed, trods sin da høje udviklingsstandard endnu i adskillige inkarnationer være afhængig af netop "ægteskabet" for at kunne undfanges og fødes til verden. Han eller hun vil ære og agte det forældreskab, som fortsat muliggør en biologisk indtræden i den fysiske verden.
Med "ægteskab" menes her naturligvis ikke det institutionaliserede ægteskab, som til den tid forlængst vil være ophørt på kloden, idet alle mennesker i en så fremskreden verdenskultur vil have lært sig selv så godt at kende, at de harmonisk kan omgås en udvidet frihed, i hvilken de ikke mere behøver at støttes og beskyttes af løfter, aftaler eller kontrakter, men udelukkende vejledes af deres samvittighed, af deres dybere indsigt, af deres næstekærlige livsindstilling. Med Martinus kosmiske analyser er dette fremtidige frihedsgrundlag allerede i dag kommet inden for rækkevidde for den opmærksomme og fremsynede studerende.
Vor mentalitet er forud for vort legeme
Begrebet "ægteskab" anvendes af Martinus ikke isoleret i førnævnte begrænsede betydning. I sin fuldstændige principielle betydning inkluderer "ægteskabet" naturligvis et fundamentalt samlivsforhold mellem to parter af modsat køn, et gensidigt afhængighedsforhold, i hvilket bestemte fælles interesser udadtil varetages. I dyreriget er disse interesser stærkt begrænsede. De består i at etablere et betryggende bosted, at fremskaffe den nødvendige føde til afkommet samt i forbindelse dermed at markere og forsvare et passende territorium. Hos os mennesker af i dag ser vi disse interesser videreført, blot iklædt flere detaljer. Men også noget fundamentalt nyt er kommet til: vor voksende intellektuelle pols mærkbare opdukken i vor dagsbevidsthed, hvilket mere og mere befordrer vore menneskelige egenskaber og samtidig indvirker degenererende på vore nedarvede dyriske egenskaber.
Jeg har altså i denne artikel tilladt mig analytisk at opdele "ægteskabet" i to adfærdsbestanddele, som vi henholdsvis kan betegne som en biologisk ægteskabelig adfærd og en mental ægteskabelig adfærd. Det tjener til en bedre forståelse af, at de to adfærdsbestanddele ikke degenererer i samme takt, om end de af naturen er knyttet stærkt sammen.
Vor poludvikling, idet den træder mærkbart frem i vor dagsbevidsthed, griber til at begynde med først og fremmest omskabende ind i den intellektuelle side af vor ægteskabelige standard. Vor mentale ægteskabelige evne og adfærd påvirkes og forandres derved fundamentalt, så vi i løbet af en række inkarnationer ender med at blive ganske uægteskabelige, d.v.s. psykisk uegnede til at leve naturligt under de krav, som ægteskabeligheden i sin fuldstændighed stiller, idet disse krav i deres fulde konsekvens ikke er forenelige med vor nye og uimodståeligt dragende længsel efter at elske alt og alle uanset køn. – Med vor rent biologisk ægteskabelige evne forholder det sig noget anderledes. Den traditionelle kønsakt som disponibel evne betragtet fortsætter for flertallet af mennesker med at eksistere betydeligt længere frem i udviklingen. Undtaget herfra er mange såkaldt "homoseksuelle" mennesker, hvis fortsatte seksuelle udvikling følger en anden bane, men som dog ligesom den "heteroseksuelle" bane skridt for skridt fører i retning af næstekærlighed og sand menneske-seksualitet. Hos flertallet af mennesker sker der det, at den traditionelle parringsakt gradvis løftes ud af sin nedarvede forankring i vore dyriske drifter og i vor mere eller mindre dyriske væremåde, idet disse drifter og denne væremåde kommer ind under vor menneskelige selvkontrol og derigennem modificeres, ændres, afvikles. Men da vor legemlige omskabelse fuldbyrdes betydeligt langsommere end vor mentale omskabelse, hvilket ligger naturligt begrundet i materiens og dermed vort fysiske legemes træghed over for ånden, vil vi endog som forholdsvis højtudviklede og høj intellektuelle mennesker endnu være henvist til at støtte vor næstekærlige seksualitet på biologiske organer, der anatomisk og funktionsmæssigt er animalske og derfor ikke er på højde med vor mentale udviklingsstandard.
På grund af vor psykiske forvandling gennem den modsatte pols vækst vil vort behov for at give og selv modtage kærtegn fortsat stige, såvel i mental som i fysisk henseende. Den ægteskabelige parringsakt vil derved ikke blive tilsidesat som uværdig for højtudviklede mennesker. Den vil snarere gradvis blive overstrålet af et udvidet legemligt kærtegnsliv, der fundamentalt adskiller sig fra den elementære dyrerigets kønsakt, som i vor nuværende kultur grundet kosmisk uvidenhed endnu længe vil blive anset for at være det højeste udtryk for seksuelt samvær også mennesker imellem. I fremtidens næstekærlige seksuelle samvær vil den ægteskabelige eller traditionelle kønsakt kun fortsætte med at spille en naturlig og lykkelig rolle i forbindelse med ønsket om at åbne adgang for, at mennesker, så længe det måtte være nødvendigt, kan undfanges og fødes ind i de højere klasser af livets skole, ligesom man selv er blevet undfanget og født ind i denne kærlighedsundervisning.
Gammelt og nyt i samme støbeform
Vor tids moderne samfund kan lignes ved en smelteovn, i hvilken en gammel form smeltes om og derved går i opløsning, mens en ny form samtidig støbes og ser dagens lys. Vi er allesammen lagt ind i denne smelteovn. Og med vore mange erfaringer er vi allesammen nærværende i både det gamle og det nye. Hvis vi alt for entusiastisk retter vor opmærksomhed imod den nye form og fremtidige tilværelse, som vi gerne vil fremstå i, kan vi nemt overse noget vigtigt, som har med vor gamle form, med vor nuværende tilværelse, at gøre. Den form for kærlighed mellem mand og kvinde, som i dag endnu behersker verden, og som vi selv skylder vor fysiske tilblivelse, er ikke kun en lemfældig og kassabel form. Den er til enhver tid af vor fortsatte skabelse også en levende bestanddel af den nye form, som vi omskabes til. Vi befinder os i en omskabelsesproces, i hvilken både det gamle og det nye indgår som levende bestanddele.
Derfor betegner Martinus vor tids mere eller mindre bundne ægteskabelige samliv som et skæbnebetinget og meningsfyldt øvelsesområde, som i særlig grad muliggør vor opøvelse af sand menneskelighed. Den, som i blind frihedstrang forkaster sit øvelsesområde, blot fordi øvelserne synes at være blevet for gammeldags, for kedelige, for ubekvemme eller for krævende, forkaster dermed også et stykke af den nye form, som han eller hun egentlig længes efter at fremstå i. En sådan handlemåde fører ikke til frihed eller lykke, men tiltrækker uforudsete vanskeligheder og dermed skærpet ufrihed. Skæbneloven sørger viseligt for, at den tilsidesatte individuelle undervisning i livets skole vender tilbage og gennemføres.
– – –
Der ligger stor velsignelse i at modtage livets krævende undervisning med taknemmelighed, tålmodighed og udholdenhed. Den eftertragtede frihed eller aflastning ligger sommetider kun et lille stykke fra den tilstand, vi lige nu befinder os i. Men kun vore sagtmodige skridt i retning af næstekærligheden kan skænke os den frihed, vi længes efter.
 
 

Kommentar: Rettelserne i Kosmos nr. 9, side 174, er gennemført her i webudgaven.