Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Den 25. juli 1941 syntes sommerens første hedebølge at være slut. En journalist ved dagbladet BT har kombineret denne iagttagelse med.., ja gæt engang. Nedenfor følger en observation af de mærkelige vegetarer i den daværende Kosmos feriekoloni i Klint.

 

Nattens regn gav nok. Vi lå længe og lyttede til de piskende styrt over havegangenes grus, til de hvislende, sugende drag, hvormed havren tog imod væden – til dråbernes trommehvirvel over hønsehusets tagpap og den værdige afdæmpethed i tonen fra stuehusets gamle stråtag.

Luften er renset og frisk. Det pipper og kvidrer fra træer og hegn, hvor alle blade igen har strakt sig ud af tørkens sammenkrølning. Grøftekanten er fløjlsblød og saftiggrøn. Stokroserne op ad muren er sprunget ud – rosa, hvide, mørkerøde blomster rækker sig regnvåde frem på slanke, knopsvulmende stængler.

Landliggerne står sent op. De små huse i klitterne står tilskoddede endnu længe efter landmandens andet morgenmåltid, "frokosten". Først ved 9 - 10-tiden ser man dem komme ud, missende med øjnene mod det stærke sollys, der blænder dobbelt på denne tid af dagen efter de mørklagte soveværelser. Det er første gang i lange tider, de har kunnet sove en nat igennem uden at vågne, periodevis vækket af den tørre hede i de dårligt isolerede bræddehuse.

Teltfolkene kravler let frysende ud af deres soveposer – forfriskede alligevel. Allesammen nyder vi regnen.

 

 

Men ingen har den rent øjeblikkelige gavn af den som vegetarerne. En bestemt naturfilosoferende gruppe, etikere, der bygger på yogi og teosofi og i al beskedenhed bestræber sig på at undgå fanatisme, har bygget en ret anselig koloniby, godt og vel en snes bjælkehuse, indrettet til 4-6 sovesteder. De har i årevis været genstand for stor interesse hos den lokale befolkning – ingen vidste rigtig, hvem eller hvad de var.

 

 

Da de første småhuse for 6-7 år siden blev rejst, gisnede vi på nudisme. Men den flade, utilhegnede grund, der var valgt, gjorde ikke rygtet troligt. Siden har vi med mellemrum gjort dem til alt fra buddhister til adventister. I år ved vi altså, at de er vegetarer. Deres lille private gartneri slog fejl i tørken. Hvor gartneren havde beregnet sig en indtægt på 400 kroner for jordbær, fik han knap for 10 kroner ud af det. Da vi hørte det, forstod vi dem så godt og så pludselig, at det jo egentlig var ganske almindelige mennesker, blot med en sær smag – men dem om det. Længslen efter regn bragte os sammen.

Det er også et dejligt humør, de har, de vegetarer. Ganske vist har de været så heldige at få en sjælden sangfugl på besøg. Manja Poulsen med den dybe stemme og det internationale repertoire ferierer hos nogle venner i kolonien og lader sig ikke sjældent overtale til at underholde kredsen om aftenen.

I år ser vi dem ikke som en afsondret flok originaler – det er ingeniører, læger, forretningsfolk, unge og gamle, familier med børn eller studerende kliker, der bor i de små huse. De har haft det værre end vi andre i tørken. Vi har da kunnet få en saftig bøf en gang imellem – de har måttet spise en indtørret plantebøf, kan man tænke sig til. De har håbet og ventet på regnen, og nu, da den kom, smiler vi venligt forstående ind til dem, når vi går forbi. Og så skæver vi ved middagstid op mod skyerne, der tegner sig blåligt og tunge i horisonten. Ja ja, roerne kunne kanske nok trænge til lidt mere, men så farlig meget skal det nu ikke være. Nu må vi ellers gerne få lidt tørrevejr til høsten. Op ad dagen hænger landliggerne termometret ud og konstaterer let misfornøjede, at det egentlig ikke er så særlig varmt mere.