Kosmos 1993/6 side 109
At tænke sig rask
af Per-Anders Hedlund
Hvordan er det egentlig med dette at tænke sig rask? Der er jo et ganske stort udbud af bøger i dag, hvor forskellige forfattere redegør for principperne og mulighederne herfor. Og der er endog undersøgelser indenfor den moderne lægevidenskab, som fysiologisk kan underbygge de positive tankers betydning for det gode helbred.
For relativt nyligt fremgik det af det populærvidenskabelige tidsskrift Fakta, nr. 1-91, hvordan to amerikanske psykologer, efter en undersøgelse, kunne hævde, at stærkt religiøse mennesker ikke lige så ofte som mennesker med ringe eller ingen tro blev forkølede eller havde hovedpine. "Årsagen hertil er sandsynligvis de stærkt religiøse menneskers håb om en bedre verden", hævdes det i artiklen. "Mennesker med et sådant håb rammes langt sjældnere af stress og finder altid en bestemt mening med tilværelsen". De to psykologer siger, at det er de religiøses positive indstilling til livet og tilværelsen der gør, at deres helbred er bedre end andres.
Den indisk-fødte, amerikanske læge Deepak Chapra skriver i sin bog "Förbättra din helsa med meditation" om, hvordan den såkaldte "placeboeffekt" (den fuldstændige overbevisning om at (neutrale) piller gør mig rask) har en virkelig medicinsk effekt på kroppens fysiologi ... "Når troen kanaliseres i én retning, kan et middels "virkelige" effekt ændres helt – ikke kun forstærkes. Troen på at pillerne fjerner hovedpinen, lindrer smerter, sænker blodtrykket, forbedrer den seksuelle kapacitet, giver større styrke og vitalitet, styrker appetitten, fører til vægttab eller vægtforøgelse eller ganske enkelt helbreder en sygdom, kan få netop dette resultat. For at tanker skal kunne helbrede, må personen virkelig tro på ideen og fastholde troen gennem en vis tid, idet de helbredende tankemønstre jo længere de påvirker de aktuelle neurotransmitter (de kemiske stoffer i hjernen hvorigennem tankerne virker) desto mere kan neurotransmitterne påvirke hjernens fysiologi" Og lægen siger videre ... "De dybtgående fysiologiske forandringer, som lyse tanker fremkalder, giver sundhed, eftersom de neurotransmitter, der formidler dem i kroppen, har en stimulerende indvirkning"
Tankerne styrer ikke Forsynets vilje
Der er altså en hel del materiale og moderne forskning, der underbygger den påstand, at man virkelig kan tænke sig rask, men – som vi har set blandt andet i de to ovennævnte eksempler – samtidigt forudsætter, at man enten kan mobilisere en vis tankekontrol over en længere periode, eller man virkelig kan tro eller føle en urokkelig tillid til nogen eller noget.
Blandt andre nytænkere har jo ikke mindst Martinus påvist tankens magt over for mikrokosmos eller kroppen, selv om det for det kosmisk bevidste menneske ikke kun er et spørgsmål om individets egen evne til at tænke i en bestemt bane, men først og fremmest et spørgsmål, der afgøres ud fra Forsynets vilje og overblik, baseret på individets personlige karma og den udvikling som gælder for ethvert ufærdigt menneske.
Tegning af Helen Oldhage
Trods alt, er der dog visse mangler i den moderne litteratur der omhandler positiv tænkning
Kosmisk set kan tankerne altså påvirke kroppens kemi – men inden for rammerne af den guddommelige verdensordens love. Det er noget som i dag sjældent fremgår af denne litteratur, enten fordi de fleste forfattere, trods alt andet positivt de fremkommer med, mangler den fuldkomne indsigt i livet. Derfor fremgår det heller ikke, at menneskets evne til at tro er under degeneration (helt i overensstemmelse med udviklingen), og det kan gøre det vanskeligt for de pågældende patienter at følge visse metoder for selvhealing, hvor positive og sandhedskærlige de end er over for andre. Ja, selv om man er helt fortrolig med de kosmiske analyser, så er (hvad vi sikkert oplever) tilliden til livet eller Guddommen ikke en permanent følelse vi har, og kan antagelig heller ikke blive det – med den psyke vi nu har – før majoriteten af analyserne er blevet selvoplevede erfaringer.
Samme effekt hvis man tænker lyst på sin næste
Et andet problem, men et mere individuelt dilemma, er at det kan være nok så svært for det menneske, som af en eller anden grund har tendens til at være pessimistisk (ikke mindst når det gælder synet på sig selv) over en længere periode udelukkende at skulle tænke positivt, hvilket jo var nødvendigt for at påvirke kroppens kemi og de aktuelle syge væv. Her bliver det derfor nødvendigt at finde en anden løsning, og her er der jo til forskel fra situationen, hvor det drejer sig om en aftagende trosevne, mange alternativer.
En alternativ tankeproces her kan da være den, at hvis man ikke kan holde negative tanker og uro ude under behandlingsfasen, (hvor man koncentreret prøver at forestille sig, hvordan kroppen læges, og alt igen bliver godt), så kan man sikkert med lige så god indre kemisk effekt tænke positivt og lægende på et andet menneske i éns omgivelser, der har det svært eller på en eller anden måde er sygt. Det kan jo, den telepatiske side af livet taget i betragtning, også gavne denne "næste" i hans/hendes situation samtidigt med at den positive sindsstemning stimulerer eller gavner éns egen helbredelse.
Bønnens kemi bør ikke undervurderes
I relation til meditation kan bønnen også være til stor hjælp (hvis éns psyke eller mentalitet tillader det) – måske ikke som en umiddelbar befrielse, hvad man naturligvis allerhelst ønsker – men den kan måske give tilstrækkelig inspiration og tålmodighed til at udholde de besværligheder, der med henblik på fremtiden trods alt giver betydningsfulde erfaringer. Måske får man hjælp til at sove meget dybt og skønt en nat, hvad man måske længe ikke har kunnet på grund af sygdommen. Måske får man impuls, der gør, at man føler sig overbevist om, at man snart bliver rask, og at man trods alt har det ganske godt i forhold til så mange andre mennesker med endnu sværere sygdomme og plager. Måske får man en speciel bog i hænde, som kan give én megen glæde og inspiration i den vanskelige livssituation man er i – eller noget helt andet, der ad usynlige veje arbejder på at gøre det lettere for én.
I relation til den nævnte degenererende trosevne kan det måske virke som et paradoks, at bønnen her omtales så rosende. Hvordan kan man bede til Gud uden at være troende? Men mon ikke det med hensyn til bøn kan dreje sig om andet end blot tro. Det er måske mere et spørgsmål om en medfødt livsfunktion, som vi alle bevidst eller ubevidst har. Martinus omtaler dette bl.a. i symbol nr. 21 i Det evige Verdensbillede 2. Men for at kunne acceptere bønnen som en bevidst livsfunktion kræves, hvis man nu ikke har sin trosevne eller barnetro i behold, enten egne erfaringer eller en for intellektet logisk forklaring på livets struktur, eller "hvem Gud er", selv om tilliden til den, man beder til, sjældent her vil være lige så stor for den, der ikke absolut kan tro som for det menneske, der stadig ejer trosevnen og derfor inden for det religiøse og filosofiske område af livet ikke har noget større eller slet intet behov for intellektuelt bevis.
Bønnen eller det personlige "indre møde" med Guddommen eller "det universelle jeg" giver jo også i sig selv en meget behagelig stimulans i nervesystemet og mikrokosmos tilligemed en stemning af ydmyghed og måske en følelse af lettelse, fred, håb eller andre lyse tanker og følelser, som den bedende bagefter kan være opfyldt af, og som jo er forudsætningen for at fremkalde de helbredende stoffer i kroppen.
Den positive tankekemi, som den meditative bøn bevirker, skal altså ikke undervurderes. Og måske var det meget på grund af den regelmæssige anvendelse af bønnen, at de omtalte religiøse menneskers livskraft var så stabil, at de bedre end andre kunne tåle belastninger, stress og forkølelser, men det fremgik ikke af den amerikanske undersøgelse vedrørende de religiøse menneskers helbred.
Oversætter: SB
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige