Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Dette løfte blev gennem seklerne rettet mod hele menneskeheden, et udtryk for et kosmisk forældreprincip: "Verdens­genløsnings­princippet", som er Forsynets specielle middel til at hjælpe menneskene med at komme igennem det svære udviklingsafsnit med dets indre og ydre konflikter, som påbegyndes i og med, at væsenerne forlader det egentlige dyrerige. En udvikling, der strækker sig over æoner af tid og i tusindvis af inkarnationer, og som ikke afsluttes før væsenerne har nået et helt nyt udviklingsstadium, hvor de igen er i harmoni med sig selv, ligesom de var det i det egentlige dyrerige.

I denne nye tilstand, som Martinus karakteriserer som "det rigtige menneske", møder vi et væsen, der stråler af intellektualitet, kreativitet og intuition, af kærlighed, medfølelse og omtanke for alt levende. Der findes altså, ifølge Martinus, en ny tilstand i den gigantiske udviklingsproces, vi kender gennem videnskaben, der er lige så naturlig og selvfølgelig som det egentlige dyrerige, en tilstand, der ikke præges af sygdomme, indre konflikter, mangel på livsnæring i dens forskellige former, krig og ulykke, seksuelle afsporinger m.m. Denne tilstand bag alle de nævnte lidelsestilstande kan vi kun opleve som en svag anelse i de øjeblikke, hvor vi befinder os i harmoni med vor omverden, når vi nyder virkeligt venskab, når vi beskæftiger os med kunst og videnskab, når vi beskæftiger os med en eller anden uselvisk opgave eller på anden måde er til glæde og nytte for vore omgivelser. Rent fysisk kan vi altså ikke betragte denne nye tilstand og den specielle verden, den resulterer i, men på mange andre planeter findes dette rige jo i fuldt udviklet tilstand, hvis man skal stole på Martinus analyser. Materialisme, krig, kødspisning, økonomisk udnyttelse såvel som andre disharmonier, der præger dagens jordmenneskelige samfund, tilhører i disse verdener en fjern fortid. Disse foreteelser er henvist til historiebøger og museer.

Det er altså denne nye tilstand, som verdensgenløserne er indviet i, og det er deres specielle opgave at vejlede menneskene frem til denne nye tilstand. Når man betragter alle de besværligheder og prøvelser, som jordmenneskene i dag gennemgår, i deres egenskab af "degenererede dyr" og "ufærdige mennesker", føles det trygt at vide, at der findes højere udviklede væsener, der følger denne udvikling. Jordmennesket er virkelig "en såret flygtning mellem to riger" og et "sfinksvæsen", som Martinus udtrykte det.

Men for at vi skal kunne vænne os af med at føle intolerance mod mørket, må vi forstå, hvorfor mørket eksisterer i verden. Derfor har det tyvende århundredes verdensgenløsning haft som en meget vigtig opgave at forklare årsagen til mørkets eksistens. Gennem denne forklaring, som vi kan få adgang til i Det Tredje Testamente, bliver det åbenbaret, at mørket i verden har en speciel mission i det udviklingsafsnit, vi for øjeblikket befinder os i. Ved at forstå dette, kan vi også forstå, at Guddommen, Forsynet og verdensgenløsningsprincippet slet ikke har forladt os, selv når vi gennemgår de allersværeste prøvelser. Tværtimod, det er netop da, når vi må møde resultatet af vore egne ufuldkomne handlinger, at vi i allerhøjeste grad er delagtige i den omdannelsesproces, der nødvendigvis må gå forud for fødslen af "det rigtige menneske" her på jorden.

Gennem forståelsen af mørkets opgave kan vi se, at Guddommen er med os "alle dage". Selvfølgeligt i de "lyse" dage, hvor livet strømmer imod os i al sin skønhed og fuldkommenhed – men også i de "mørke" dage – hvor vi mest har brug for kontakten med Gud og derfor må anstrenge os allermest for at holde den i live. Den fuldkomne, kosmiske bøn i samklang med studiet af de kosmiske livsprincipper er netop den kraftkilde, der kan hjælpe os igennem alle disse "dage", såvel mørke som lyse, frem til "verdens ende" – eller det tidspunkt, hvor mørket har fuldendt sin mission, og vi er blevet til mentale lysvæsener, som kan fødes ind i lysets rige.

Gennem bønnen kan vi lære at blive bevidst i vor kontakt med Forsynet. Dermed kan vi få den hjælp, vi behøver for at holde os "oprejst" selv i livets fysiske og mentale uvejr og storme. Vi kan træne os i at se, at livet ikke er en fjende, men i virkeligheden er en utrættelig "lærer", der aldrig opgiver håbet om os (noget man jo let selv gør), og som aldrig bliver træt af i form af "livserfaringer" at minde os om, hvilke specielle mentale felter i netop vort væsen, vi må fortsætte at arbejde med for at blive det "færdige menneske i Guds billede", som vi er bestemt til at blive.