Kosmos 1993/4 side 73
Pyramiden og påskemysteriet
af Olav Johansson
Påskedag 1992. Befinder mig i en taxi midt i det larmende Kairo. På vej til pyramiderne ved Gizeh. Der ligger ingen bevidst hensigt bagved, men ting og sager har udviklet sig på den måde, at jeg kommer til at besøge pyramiderne på netop denne dag – opstandelsens dag. Oprindeligt var det meningen, at dette besøg skulle have fundet sted en anden dag i løbet af den uge, jeg tilbringer i Nilens land. Men eftersom livet nu har arrangeret det således, at besøget i stedet finder sted på den dag, der i højere grad end nogen anden symboliserer udødelighed og opstandelse til nyt liv, funderer jeg over, hvad det kan betyde. Meningsfyldte sammentræf, tror jeg det kaldes inden for jungiansk psykologi, og Martinus lærer os jo, at alle sammentræf er meningsfyldte.
"Lidelsens vej"
Har Jesu korsfæstelse og opstandelse og Ægyptens pyramider noget med hinanden at gøre? En del af svaret forekommer mig åbenbart allerede på vej ud til pyramiderne. I evangelierne tales der jo om via dolorosa – lidelsens vej – Jesu vej fra Pilatus' hus og til Golgatha. Vejen gennem Kairos myldrende trafikkaos er også en lidelsens vej. Det er en form for trafik, der ikke kan beskrives – den må opleves. Her hersker jungleloven i praksis uindskrænket. Ingen trafikregler, ingen (eller yderst få) trafiklys. Alt er en kakofoni af dyttende horn, brummende motorer, hvinende dæk og skingre menneskestemmer. Stemmer, hvis ejere med dødsforagt iblandt kaster sig lige ud på gaden i håb om at nå den anden side, dvs. gadens anden side. Omend det for den uvante betragter af dette drama i højere grad forekommer sandsynligt, at de i stedet når tilværelsens anden side. At flere ikke gør det, er et rent under – et levende bevis på eksistensen af skytsåndsprincippet.
En stædig, ensformig og messende stemme bryder pludselig den almindelige kakofoni. Det er bønneudråberens stemme, som fra minaretens tårn kalder de rettroende til en af dagens bønner. Min chauffør – en venlig ældre herre, som har kørt taxi i Kairo siden 1947 – oplyser, at han beder fem gange dagligt.
– Man må bede for at kunne overleve i denne trafik, replicerer jeg spontant. Min ven bag rattet, som jo i denne udsatte situation er min fysiske skytsånd, nikker samtykkende. Hans venlige og trygge gestalt indgiver mig, trods alt, en vis ro.
"De dødes by"
Here to the left you have the city of the dead (her til venstre ligger de dødes by).
Det er min skytsånd – jeg mener altså chaufføren – der afbryder mine tanker med disse ord. Et øjeblik tænker jeg lidt fortumlet på, om jeg mon, på en for mig selv umærkelig måde, allerede har forladt den fysiske tilværelse og er klatret over grænsen til "den anden side". Den mulighed forekommer mig slet ikke usandsynlig taget i betragtning, hvor mange potentielt dødbringende redskaber på fire hjul der i denne situation omgiver os på alle leder og kanter. Omgivelserne virker dog alt andet end himmelske. Befinder jeg mig mon i skærsildszonen?
Jeg kommer imidlertid hurtigt i tanker om, at jeg har hørt tale om en bydel i Kairo, der er bygget på et område med gamle gravpladser, og som derfor kaldes "City of the dead" ("De dødes by"). Og vist virker benævnelsen velvalgt. Her lever Kairos allerfattigste i en slum og elendighed, der i mange tilfælde dømmer dem til en for tidlig død. Men påsken handler jo om vejen fra "død" til "opstandelse". Vejen fra "de dødes by" fører også videre til Gizeh – et sted som netop symboliserer opstandelsen fra "død" til "liv".
Stenenes råb
Lige foran os i vejens retning dukker den pludseligt og uventet op – Kheopspyramidens vældige krop. Det er en imponerende åbenbaring. Jo nærmere vi kommer, desto større en del af synsfeltet udfylder den. Og i tilsvarende grad føles det, som om ens egen materielle størrelse krymper og krymper...
Men sine gigantiske dimensioner til trods er pyramiden ikke primært et materielt eller teknisk fænomen. Det er den ganske vist også, men det primære ved pyramiden er noget andet. Så længe vi er kosmisk "døde" eller bevidstløse væsener, ter pyramiden sig bare som en gigantisk stendynge. Ganske vist en imponerende stendynge, men under alle omstændigheder en stendynge. På dette stadium betyder pyramiden for jordmennesket "stene i stedet for brød". Men efterhånden som vor kosmiske fornemmelse udvikler sig, vil vi i voksende grad kunne høre "stenene råbe".
Hvad er det så, de råber disse millioner stenblokke? Er det slavernes klagesang, eller er det en livets højsang?
Ifølge den pt. herskende opfattelse er det vel snarere det første. Man forestiller sig jo, at pyramiderne er blevet opført af tusindvis af slaver til minde om farao. Denne opfattelse er dog blevet draget i tvivl af visse forskere, som har studeret pyramiderne nøjere og bl.a. kunnet konstatere den nærmest usandsynlige præcision, med hvilken hele bygningsværket er blevet opført. Stenenes perfekte sammenføjninger er af en forsker blevet sammenlignet med "det fineste optikerarbejde udstrakt over flere tønder land".
Skulle nogle tusinde slaver med primitive hjælpemidler og værktøj have kunnet afstedkomme en sådan millimeterpræcision i et så gigantisk bygningsværk, bestående af ikke mindre end ca. 2,5 millioner stenblokke (bare i Kheopspyramiden) af varierende størrelse og vægt? Med al respekt for oldtidens ægyptiske slaver og deres faglige dygtighed er det dog lidt svært at forestille sig.
En hypotese hvilende på sand...
Men hvis pyramiderne ved Gizeh ikke er slavers værk – hvad er de så? Monstro et værk af individer som ikke var slaver under materien – men tværtimod herrer over den? Individer med et sådant herredømme over materien, at de har kendt til og behersket materialiseringens og dematerialiseringens hemmelighed?
Disse spændende spørgsmål gives et mindst lige så spændende svar i bogen Martinus erindringer. Dér fortæller Martinus også om, at pyramiderne ved Gizeh aldrig har været gravmonumenter, som videnskaben i dag tror. De blev bygget med helt andre formål, hvilke vi straks skal komme tilbage til.
Lad mig blot først et øjeblik dvæle ved nogle enkle fakta, som viser, at "gravhypotesen" er en i højeste grad tvivlsom hypotese. Pyramidernes "gravkamre" har i virkeligheden ingen lighedstræk med de virkelige faraonergrave, som man har fundet andetsteds i Ægypten (i det man kalder "Kongernes dal" bl.a.), bortset fra at de er kamre med en kiste eller "sarkofag" i. Derimod adskiller de sig fra disse virkelige gravkamre på mindst tre afgørende måder:
1. Alle de virkelige faraonergraves vægge og sarkofager er uden undtagelse udsmykket med malerier og symboler, som man antager havde en vigtig eller magisk funktion for farao på hans fortsatte færd efter jordelivet. I pyramidernes "gravkamre" findes derimod ingen spor efter malerier eller symboler. Både deres vægge og såkaldte sarkofager er helt nøgne.
2. De virkelige gravkamre har – af naturlige grunde – været hermetisk lukket uden luft- eller ventilationskanaler. I det, som kaldes "Kongens kammer" i Kheopspyramiden findes derimod to sådanne luftkanaler. Hvad skal man med sådanne i et gravkammer?
3. Alle andre gamle ægyptiske grave (altså selv faraonergravene), som man har fundet, er uden undtagelse beliggende under jordhøjde. "Kongens kammer" i pyramiden ligger derimod 45 meter over jordhøjde.
"Gravhypotesen" er altså en hypotese, der hviler på løst sand, om udtrykket tillades i denne sammenhæng... Det, som denne hypoteses tilhængere støtter sig til, er naturligvis forekomsten af "sarkofagerne" i disse kamre. Deres størrelse (som et rummeligt badekar, cirka) viser, at de har været beregnet på at skulle rumme en menneskekrop. Men det beviser ikke, at denne menneskekrop nødvendigvis har skullet være død. Luftkanalerne i kammerets vægge antyder jo snarere det modsatte. Et lig eller en mumie behøver ikke frisk luft...
Pyramiden – et "fødselshus"
Men hvis det nu ikke var den døde farao, som lå i pyramidens "sarkofag" – hvem var det så?
Svaret på dette spørgsmål overrasker sikkert mange. Ifølge Martinus er svaret: den vordende farao. "Sarkofagen" var nemlig, forklarer Martinus, slutstationen i en række indvielsesprøver, som faraokandidaten måtte gennemgå inde i pyramiden, inden han blev en virkelig farao, dvs. en indviet (1). En farao var altså oprindelig et individ, som havde oplevet en vis grad af indvielse i livets og universets mysterier. Det var i kraft af denne sin indviede tilstand, at han kunne blive sit folks både åndelige og verdslige leder. Oprindeligt var det altså ikke således, at farao- eller kongetitlen kunne arves. Det var en skik som først opstod langt senere, og som hovedsagelig var udtryk for, at farao- eller kongeprincippet var begyndt at degenerere.
Pyramiderne er altså ikke gravmonumenter, men indvielsestempler. I denne sammenhæng er det også interessant at notere sig, at pyramide på oldægyptisk hedder Per-mes, hvilket betyder "fødselshuset" (2). Et "fødselshus" er noget andet end et gravmonument. Den "fødsel", som foregik i dette hus, var altså en åndelig "fødsel" eller en grad af indvielse i livsmysteriet. Den totale indvielse i livsmysteriet eller oplevelsen af kosmisk bevidsthed er jo også af Martinus blevet kaldt "den store fødsel".
Indvielsens mønster
I bogen Martinus erindringer fortæller Martinus, at pyramideindvielsens sidste og afgørende prøve bestod i, at farao kandidaten lagdes i "sarkofagen" i Kongens kammer og hensattes i dyb dvale. Kandidaten forlod derefter sin fysiske krop for at blive indviet i visse af den åndelige verdens mysterier. Vilkåret for, at han derpå skulle kunne betragtes som en indviet, var, at han kunne vende tilbage til sin fysiske krop med disse kundskaber bevaret i sin dagsbevidsthed.
På baggrund af disse oplysninger kan vi nu begynde at se et mønster i pyramideindvielsens mysterium. Og det mønster, der fremtræder, er det samme mønster, som vi kender fra et andet af verdens store mysterier – påskemysteriet!
Martinus, Sam Zinglersen og Peter Zacho ved granitsarkofagen i kongekammeret midt inde i Kheopspyramiden
Påskemysteriet har tre hovedelementer: 1) Jesu lidelseshistorie 2) Jesu korsfæstelse og død og 3) Jesu opstandelse. Disse elementer genfinder vi også i pyramideindvielsens forskellige faser. Lidelseshistorien har sit sidestykke i alle de prøvelser og besværligheder, som faraokandidaten udsættes for inden den store og afgørende afslutningsprøve. Og denne afslutningsprøve består altså i at "dø" for derpå at "opstå" på ny i den fysiske verden.
Påskemysteriet – kontinuitet og vendepunkt
I påskemysteriet, som vi kender det fra bibelens beretninger, findes der yderligere nogle detaljer eller puslebrikker, som afslører forbindelseslinierne bagud til oldtidens kongeindvielser. Jesus får jo af Pilatus spørgsmålet "Du er altså jødernes konge?" og svarer "Du siger det selv". Hans kors forsynes jo siden også med inskriptionen "jødernes konge" og hans hoved krones med en tornekrone.
Samtidig med, at dette markerer en kontinuitet og forbindelse bagud til oldtidens indvielser, så markerer det også et afgørende vendepunkt i udviklingen. Det markerer en ny fase i det, Martinus kalder "verdensgenløsningsprincippets" manifestation på vor klode. En fase, hvori den sande "konge" – dvs. den indviede – ikke længere fremtræder som en jordisk konge med verdslig magt. Han bliver tværtimod spottet og ironisk kronet med en tornekrone. Hele Jesu liv her på jorden, lige fra fødslen i stalden til døden på korset, er én eneste stor demonstration af dette vendepunkt i udviklingen.
Det er jo også derfor, at så få af hans samtid kan kende ham igen som den "Messias", man ventede på. Iflg. deres forestillingsverden skulle "Messias" jo være en jordisk konge med stor magt og herlighed.
Påskemysteriet og indvielsen i "hverdagens pyramide"
Påskemysteriet indebærer altså, at det mysterium eller drama, som tidligere foregik skjult for verden inde i den store pyramide, nu for første gang i menneskehedens historie foregår for åbent tæppe – med alle verdens mennesker på tilskuerpladserne.
Og det mest fantastiske ved dette drama er, at vor rolle ikke bare er tilskuerens. Dramaet handler jo om os – om dig og mig og vor vej til indvielse i livsmysteriet. En vej, som er en "lidelsens vej"; en vej, som går over "korsfæstelse" og "død", men som til sidst fører til "opstandelse" og sejr over "døden". Jesus er ikke et offerlam, som dør for vore synders skyld, men modellen eller forbilledet for vor egen vej til "opstandelse", hvilket også fremgår af hans egne ord:
"Tag dit kors og følg mig".
Tegning af A-M Gunnarsdotter og forfatteren
At befinde sig inde i den store pyramide påskedag føles som et mærkeligt – og meningsfuldt – sammentræf i tid og rum. Jeg bliver inde i Kongens kammer i lang tid og forsøger at inddrikke rummets atmosfære. Det er en særegen følelse at befinde sig midt inde i verdens mærkeligste og ældste bygningsværk. En følelse, jeg mærker stærkere, når trafikken af ind- og udgående turistgrupper for en stund ophører, og jeg bliver alene tilbage. Min bevidsthed fyldes af en stille glæde og taknemmelighed mod det Forsyn, som har muliggjort besøget. Jeg bliver der, indtil jeg er "mæt" af oplevelsen og føler, at det er på tide at vende tilbage til den "hverdagens pyramide", hvor den virkelige indvielse finder sted...
Noter:
1) Martinus erindringer, s. 139-140, Zinglersens Forlag, København, 1987.
2) Hohlenberg, Johannes E.: Kheopspyramiden og dens hemmelighed, s. 75, Nyt Nordisk Forlag, København, 1920.
Oversætter: LB
I hjernen på den, som ønsker at erkende den store pyramides virkelige natur, rører sig tanker, der får ham til at bide sig i fingerspidserne.
al-Makrizi
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige