Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Da jeg med et sidste varmt håndtryk sagde farvel til Martinus i Kastrup Lufthavn og med én af Swissair's store maskiner fløj direkte til Zürich, havde jeg ikke tænkt mig, at min rejse ud til Indien skulle blive den længste, jeg endnu har oplevet. Men det blev den. Og årsagen hertil var den enkle, at tågen, flyvningens værste fjende, lammede London Airport og dermed tvang dén indiske maskine, jeg skulle med, ned i Paris. Alt dette fik jeg at vide, da jeg nåede Zürich – og der sad vi! Nu skaldet straks siges, at nar uheld endelig er ude, er det ikke særlig svært at møde, nar man er Air India International's gæster! Vi – d.v.s. undertegnede samt ca. 20 gæster af mange nationaliteter og flere kulører, blev omgående installerede på et af Zürichs bedste hoteller og udstyrede med – lommepenge! Det har jeg aldrig prøvet før, og det var faktisk ikke kedeligt. Og hvad mere var, uheldet rystede os meget hurtigt sammen til at blive en af de morsomste familier, man kan forestille sig. Da dette brev imidlertid skal rumme temmelig meget, må jeg nøjes med at fortælle Dem lidt om to af "familiemedlemmerne" nemlig en Libaneser, hvis navn jeg ikke må røbe, det lovede jeg ham på ære, og så Jitinder Singh. Når jeg ønsker at fortælle Dem lidt om disse to mænd, er det fordi de hver for sig næsten klassisk repræsenterer det Østen, jeg nu befinder mig i. Min libanesiske ven lever ikke for intet i det såre urolige Mellemøsten. Han var simpelthen fyldt til randen, dels med ønsket om at reformere hele dette mishandlede område og dels med en sådan begejstring for præsident Nasser, at man lyslevende oplevede, at både Hitler og Mussolini stod op af deres grave og omfavnede hinanden i glæde over, at de dog ikke havde levet forgæves. Bevar mig vel for en gang eksplosionsenergi! Da han var færdig, var ikke een af det mellemste Østens sheiker i live! Nå, det er nu ingen skade til at lytte lidt til de mennesker, der på nærmeste hold har oplevet "olieguldet"s forbandelse. For selv om jeg ikke hører til de, der tror på nogen endelig løsning ved sværdet, indrømmer jeg, at rent lokalt må det være forfærdeligt at opleve, hvorledes et lands eller et landområdes vældige værdier ikke alene går i ganske få lommer, men anvendes på en sådan måde, at den sult og den fattigdom, som ved disse værdiers hjælp kunne ændres til en for alle vidunderlig levestandard, fremdeles består uændret. Libaneseren gav os alle et formidabelt kursus i de tanker, som lever under den i øjeblikket tilsyneladende rolige overflade. Jeg finder ingen grund til at skjule, at jeg føler mig meget lykkelig ved ikke at skulle stationeres netop der. Går denne mands meget detaljerede profetier i opfyldelse, varer det ikke længe, før vore aviser får rigeligt med blodigt stof. Ejendommeligt nok skete der midt under hans glødende fremstilling det, at en af Ægyptens kendte Pashaer kom ind med hele sit følge i den sal, hvor vi sad. Libaneseren blev aldeles stum for et øjeblik. Til gengæld skød hans øjne så hidsige lyn, at jeg tror, at det løb os alle iskoldt nedad ryggen. Modsat denne på sin vis fantastisk charmerende mand var Jitinder Singh en ægte søn af det Indien, jeg var på vej imod. Høj og meget svær og med Sihkernes typiske fuldskæg og turban var han selve den inkarnerede venlighed. Inden længe opdagede vi, at vi havde fælles venner i Delhi, og så var kontakten sluttet på en sådan måde, at jeg om få dage, gennem ham, vil være gæst i hans fars hjem her. Dette siger måske ikke Dem såmeget. Men for mig betyder det, at jeg på denne måde får lejlighed til at møde en mand, der ikke alene er en af Indiens rigeste, men også, og det interesserer mig faktisk nok så meget, en af dette lands mest spirituelle. Jitinder Singhs far har aldrig røget, aldrig drukket spiritus og aldrig spist kød, og da Jitinder opdagede, at jeg var ligesådan, var der ingen grænser for hans omsorg for mig. Som skrevet blev vi hurtigt en lille familie, og timerne fløj, dels med samtaler og dels med vandringer i Zürich, der er en meget smuk by, men frygtelig kold på denne årstid, – især når man ankommer til den i tropetøj, ush! Vi var alle ankommen torsdag, men først lørdag middag var alt klar til afgang. Påny truede tågen, men præcis 12.10 gik den store Superkonstellation på vingerne og cirklede sig op mellem bjærgene indtil vi, i skærende sollys så hele den vældige, sneklædte alpekæde udbredt for vore undrende øjne. Mon ikke der evigt vil forblive noget mirakuløst over dette på få minutter at kunne nå op over de bjergtinder, tusinder af mennesker gennem tiderne har stræbt efter at besejre gennem de bestigninger, der for mange er lykkedes, medens de for andre blev døden ved nedstyrtning? Der sidder man som en anden lille dreng med næsen klemt flad mod ruden for endelig ikke at miste blot det mindste syn af disse forrevne bjergtoppe, hvis navne vi allerede lærte at kende i skolens første klasser. Mont Blanc's majestæt lyste skærende hvidt imod os. Og Mont Pilatus ligeså. Et øjeblik fik dette bjerg mig til at mindes et andet år, hvor jeg sammen med en af vort arbejdes trofaste venner i Sverrig, Sven Johansson, havde den glæde fra dette bjrgs top at skue udover det plateau, vi gled henover nu. Der gik i det øjeblik en meget kærlig tanke fra mit hjerte til Lunds Lazarett, hvor Sven Johansson nu på andet år kæmper sin hårde kamp mod en ubarmhjertig sygdom.

Nedover gik det, men kulden syntes hård over Europa i øjeblikket. Tyskland havde været helt dækket af skyer, da jeg fløj henover det, og det meste af Italien med. Men endelig lysnede det. Ruten gik over Zürich, -Locarno, - Firenze, - Bari, - Brindisi, - Corfu, - Athen, - Rhodos, - Nicosia til Beirut i Libanon. Man kender disse navne og ved, i det øjeblik man passerer henover stedet, at dybt dernede blev den verdenshistorie skrevet" der udgør en del af den kultur, vi er vokset op i. Men indtrykkene skifter så hastigt, at man simpelt hen ikke får tid til at reflektere alvorligt nok over det, man virkeligt oplever. Mørket sænkede sig hurtigt over vor verdensdel. Allerede kl. 16,30 var det forbi med at se neget under os. Men over os lyste stjernerne, renere og skønnere end man ser dem fra jorden, og påny befandt jeg mig i den forunderlige stemning, der hver gang er kommet over mig, når jeg har måttet flyve om natten. På en for mig selv ufattelig måde oplever jeg det, som om tiden med eet står stille. Jeg er for et øjeblik gæst i selve evigheden. Fra et tilsyneladende svimlende højt punkt ser jeg henover mit nuværende livs begivenheder. Ser hver eneste af de oplevelser, der, med smerte eller fryd, har brændt sig ind i min sjæl, som led i en kæde, der fortoner sig ned i en ukendt fortid og strækker sig frem imod en ligeså ukendt fremtid. Ansigter kommer og går. Alle har de på et eller andet tidspunkt bragt mig bud om noget, det var nyttigt for mig at kende, nyttigt for mig at vide og med eet føles det, som om alt former sig til eet væsen, i hvis hånd hele min skæbne hviler. Livet, siger Martinus, er kun Gud og dig selv. Denne sandhed kan i dagligdagens tummel forekomme en som ord uden liv og mening. Men her, glidende nenunder det evige stjernehvælv får ordene ikke alene liv, de får en mening så dyb og fredfyldt, at enhver form for bitterhed ikke alene må vige, men simpelthen føles helt meningsløs.

Mødet med Beirut lufthavn var en oplevelse. Sidst da jeg passerede denne store station på vej til det fjerne Østen, føltes den trist, snavset og meget uvenlig. Men på blot eet år har Libaneserne, trods krise og midlertidig besættelse, bygget en af de største og skønneste lufthavne, man kan forestille sig. Hvor vi sidste gang mødte skumle ansigter, mødte vi nu mængder af smilende, mørke mennesker og befandt os kort efter landingen i en aldeles dejlig spisesal, hvor vi som Air India's gæster blev beværtet på det fornemste. En overtjener meddelte mig yderst diskret, at der var en særlig overraskelse til mig, og det var der. En tjener bragte nemlig en vegetarisk anretning så overdådig, at mine bordfæller for et øjeblik syntes, at de trods alt var gået glip af noget ved blot at leve "almindeligt".

En lille time senere var vi påny på vej. Over os glimtede den stjernehimmel, der netop nu i den tilstundende jul forekommer os så nær. Min lille søn har netop lært sangen "Dejlig er den himmel blå", vistnok den første, han i dette liv helt har lært, og mine tanker gik uvilkårligt tilbage til mit hjem, hvor jeg dennegang, inden min afrejse, havde oplevet en ganske vidunderlig "juleaften", sammen med alle mine kære. Men længe fik jeg ikke lov til at dvæle i disse meget friske minder, thi knapt havde vi passeret Damascus, før et fantastisk uvejr brød løs. Da både Martinus og jeg selv tidligere har oplevet det samme på disse breddegrader, synes der her at være en zone, hvor dette er normalt. Der er noget aldeles fantastisk i at se ørkenen under en oplyst i skærende hvide glimt og mærke, hvorledes en kæmpemaskine på over 80.000 kg er som et blad for vinden, når stormkastene kommer. På den anden side føler man sig mærkelig tryg. Nok giver det et lille chok i en, i det øjeblik man "dykker", men det hele går så hastigt, at man dårligt får tid til at tænke over det. Og længe varede det da heller ikke, før vi påny støt og roligt bevægede os frem imod vort endelige mål, New Delhi. Natten var nu for alvor over os, og da vi kun havde stjernerne over og ørkenen under os, var det tid at prøve at få lidt søvn. Meget blev det nu ikke til. Thi længe varede det ikke, før morgengryet viste sig, og da ingen oplevelse er skønnere end den at opleve solopgangen over Indien fra et fly, var jeg lysvågen, da de første stråler begyndte at farve himlen rosenrød. Vi gled henover Karachi, netop som solen stod op. Dybt under os lå Pakistans mærkelige hovedstad, der er placeret midt i den tristeste af alle triste ørkener. Intet grønt, kun gulbrunt i det uendelige. På en måde var jeg glad for, at jeg ikke dennegang skulle gøre ophold der. Situationen er ubehagelig i denne del af verden i øjeblikket, og man føler sig mest tryg ved at opleve den på afstand. Men nu nærmede vi os hastigt vort mål. Solen lyste fra en aldeles skyfri himmel, der tillod os et mægtigt udsyn. Pludselig begyndte maskinen at tabe højde, og ordren til at spænde sikkerhedsbælterne fast lød i højttalerne. Og der, ret forude, tonede pludselig Indiens skønne hovedstad, New Delhi frem. Hjertet begyndte uvilkårligt at banke. Ville der være nogen til at modtage mig? Eller skulle jeg tage bussen ind til byen og selv overraske mine venner? Hvordan mon min ankomst denne gang skulle forme sig – mere eventyrlig end sidst kunne den dog dårligt blive – –

Det første, jeg så, da jeg trådte ud af maskinen i det blændende sollys, var en hel lille skov af viftende hænder, og det første, jeg hørte, var et mangemundet: "Welcome, Erik!" Var jeg et rent privatmenneske, ville jeg standse her. Men jeg ved, at De følger mig i Deres tanker, og jeg ved også, at De ønsker mig alt det bedste, derfor skal De også vide, at jeg, da jeg kom ud fra tolden, blev begravet i blomster, kys og hjertelige omfavnelser. Der stod alle mine venner med tårer i øjnene. For Inderne har hjerte, og de er ikke bange for at vise det. I hast blev jeg ført ud til en ventende vogn, og lidt efter var jeg så påny på vej mod den by, der er kommet til at stå mit hjerte meget nær, fordi jeg ikke alene her har mødt såmegen forståelse og såmegen venlighed, men også fordi jeg føler, at jeg her har en opgave at løse, en mission at fuldbyrde.

Jeg har i mine tidligere breve herudefra fortalt Dem om familien Advani, hvis overhovede jeg lærte at kende for ca. et år siden, og som siden har stået mig meget nær. Mr. Advani har på alle områder været mig til uvurderlig hjælp og nytte. Gennem ham har jeg mødt utallige mennesker og knyttet kontakter, som ikke kan vurderes højt nok. Ham var det, der sammen med sine børn og sine venner var mødt op for at tage imod mig, og til hans hjem blev jeg bragt, så hurtigt, det kunne lade sig gøre. Og der ventede mig så et af de måltider, jeg endelig nåede at blive vant til, inden jeg rejste, men som nu påny sendte en sviende ild ned gennem halsen ved den første mundfuld. Alle lo de, da de så min reaktion, og dennegang lo jeg med — jeg burde jo have tænkt mig lidt mere om.

Og nu strømmede gamle venner til. Selvom jeg faktisk var dødtræt og trængte skrækkeligt til at hvile mig, var selve tanken umulig. På den anden side er det også dejligt at føle, at de venskaber, der blev skabt sidste år, stadigt har livskraft i sig, ja, faktisk har formeret sig siden, men derom i et andet brev. Her kan jeg kun fortælle, at min tilbagekomst til Delhi mere føltes som en hjemkomst end en tilbagevenden til almindelige bekendte, og det følte jeg mig meget, meget lykkelig for. Adskillige gange siden min ankomst havde jeg spurgt min vært, om han havde reserveret et hotelværelse til mig, men hver gang svarede han i vest, når jeg spurgte i Øst. Jeg undrede mig lidt over det, men da vi havde spist, og stemningen var den bedst tænkelige, bad han om et øjebliks stilhed, og så kom det: "Erik, du har nu flere gange spurgt, om jeg har sørget for et hotelværelse til dig. Det har jeg ikke, for vi ønsker dig ikke på et hotel. Derimod ønsker vi, at du skal føle dig hjemme iblandt os, og derfor er jeg lykkelig ved at fortælle dig, at du foreløbig skal bo i det eget hus kun få minutter herfra. En af mine venner, som beundrer Martinus' arbejde, har stillet sit hus til din rådighed. Han er ene nu, og ønsker at du vil glæde ham med at være hans gæst. Han er selv bortrejst nogle dage, men alting er klart til at tage imod dig!"

– – – – –

Således gik det til, at jeg nu bor i et af de skønneste huse i New Delhi. Jeg har det dejligste soveværelse med bad og moderne toilet og derudover et stort og meget smukt arbejdsværelse, som vender direkte ud til den skønnest tænkelige lille have, hvor roserne nu står i fuldt flor. Og så har jeg ikke mindre end tre tjenere, med hvem jeg foreløbig taler det fornøjeligste fingersprog, da de ikke begriber mere end højst ti engelske ord. Men den side af sagen går nu fint, selvom jeg nok er klar over, at det bliver mig, der trækker det korteste strå og må gå i gang med at lære Hindi! Da jeg ankom til nuset, stod to af tjenerne og tog imod mig med de smil, kun sydinderne har, og som når fra øre til øre. Da vi havde hilst på hinanden, sagde den ene af dem noget til mr. Advani, der fik alle til at le meget hjerteligt. Da jeg fik det oversat, forstod jeg latteren. Han sagde: "Fortæl Sahib, at vi skal passe ham så godt, at han ikke skal få lejlighed til at klage til Memsahib!"

Og jeg tror dem. For de er faktisk så meget omkring mig, at hvis jeg skifter tøj og ikke passer på, når de at tage det fra mig for at styrte ud og vaske det. Da jeg stod og pakkede ud og et øjeblik glemte at se efter dem, forsvandt alt mit linned. Nuvel, jeg kender dem jo og tog det roligt. Da jeg kom ind efter mit bad i morges, lå det der igen, skinnende hvidt og nystrøget.

Klimaet er vidunderligt netop nu. Der var 31 gr. celsius, da vi landede, og det er en temperatur, jeg er glad for. Vinteren går på hæld nu, og snart vil varmen tage til. Men jeg nåede herud i så god tid, at jeg når at få vænnet blod og hjerte til varmen, inden den for alvor begynder at genere mig. Ude i haven blomstrer roser og chrysanthemum samt de skønne ildrøde poinsettia, dem vi hjemme kalder "julestjerner". Fuglene synger, bierne brummer og sommerfuglene vifter sig gennem den blide, varme luft. Utroligt næsten, at det kun er godt 48 timer siden, jeg forlod et Europa, der nu går sine koldeste måneder imøde.

– – – –

Som De vil forstå, er jeg nu tilbage i Indien. Tilbage på en måde, man næsten ikke tør vove at drømme om. Jeg var træt, da jeg i aftes gik i seng, meget træt, men også inderlig taknemmelig. Martinus' tanker er blevet grundigt studeret i den tid, jeg har været borte, og fra alle sider måtte jeg høre om mine venners længsel efter mine foredrag. Det havde været en meget bevæget dag, og jeg trængte til søvn. Men just som jeg ville slukke lyset, ringede min telefon, og en elskelig stemme sagde: "Tilgiv at en gammel ven ringer og forstyrrer Dem. Men jeg har netop hørt, at De er vendt tilbage til os, og min hustru og jeg kan ikke vente til imorgen, med at fortælle Dem, hvor lykkelige vi er over denne nyhed. Vi har netop påny afsluttet læsningen ningen af Deres dejlige bog om Martinus og glæder os af Vort hele hjerte til at se Dem hos os snarest mulig!" Det var general Sharma, tidligere chef for den indiske hærs lægevæsen og en så stor beundrer af Martinus' tanker, at jeg ved, at han i den kommende tid vil stå ved min side i det arbejde for vor fælles sag, der nu er begyndt!

– – – –

Jeg håber, dette brev må nå Dem alle inden jul, og jeg beder Dem til slut modtage mine kærligste ønsker for Dem alle om en lys og festlig stund. Og må jeg så med disse linier endnu en gang bringe Dem mit hjertes tak, fordi De gjorde det muligt for mig at vende tilbage hertil. Hvor lidt eller meget jeg når, ved jeg ikke. Jeg ved kun, at jeg nu er her, og at Indien gav mig en velkomst langt udover, hvad jeg havde turdet håbe. Når jeg nu får hvilet ud, og kroppen påny er blevet vænnet til klimaet, går jeg for alvor igang. Vær overbevist om, at selv om mange af Dem har glædet mig ved at fortælle mig, at De venter mine breve med spænding, glæder jeg mig ikke mindre til at skrive dem! Med ønsket om en rigtig glædelig jul og et lyst og lykkeligt nytår, både for Dem selv og den sag, vi alle elsker, beder jeg Dem modtage de kærligste hilsener og tanker fra