Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Kun sjældent møder vi i vort eget land munke og nonner. Anderledes derimod når vi kommer så langt mod syd, at vi kommer indenfor katolicismens magtområder. Da møder vi dem allevegne. Og igen i Østen, hvor dette at møde buddhistiske munke hører til dagens orden. For mig har mødet med repræsentanterne for disse mange ordener været en ejendommelig oplevelse. Det ligger i sagens natur, at man, i mødet med mennesker, der har gjort tilværelsens religiøse element til livsfundament indtil en sådan grad, at de giver afkald på en såkaldt normal-eksistens, at man da betragter disse mennesker mere indgående end såmange andre. Man vil trods alt gerne vide, om det valg, de har truffet, er truffet udfra motiver på højeste plan, eller om der bag det eksisterer regulær livsflugt.

For dem, der med skarpe øjne fulgte den nyligt afdøde paves bisættelse og den nye paves indsættelse i fjernsyn, hersker der næppe megen tvivl om, at det, de her oplevede, mere var middelalder end fremtid. "Den guddommelige Suggestion" der eengang ledede udviklingen, er voldsomt på retur i vor tid, og selvom en så overdådig pragtudfoldelse som den, hvorom der her er tale, nok har påvirket modtagelige sjæle og overbevist dem om "moderkirkens" magt og vælde, så nærer jeg ingen tvivl om, at den katolske kirke tabte mere ved denne guldbroderede klunkeudstilling, end den vandt. Det jordiske menneskes evne til at lade sig overrumple af sine følelser er ikke den samme, som den har været. Den kølige intelligensenergi's regulerende kraft gør sig gældende allevegne, også her. Med sine mange hundrede millioner tilhængere kunne Romerkirken være en næsten uovervindelig faktor i kampen for fred mellem mennesker. Men Romerkirken vil ikke have fred for enhver pris. Den vil kun fred på sine egne vilkår, hvilket vil sige: blind lydighed overfor Romerkirken og dens pave, eller omtrent de samme krav, man hører fra det øverste Sovjet! Vi står her overfor nogle af tidens store paradokser. For jeg nærer ingen tvivl om, at flertallet af munke og nonner går ind til deres afsondrede liv med en brændende tro på, at de her opfylder det guddommelige tjenerprincip så langt, som mennesker kan opfylde det, nøjagtigt som jeg tror, at den menige kommunist virkelig er besjælet af troen på, at hans livsindstilling er den ædlest tænkelige. Begge parter ønsker at se kærligheden og freden vokse i verden. Og begge parter er ens i, at de, sig selv uafvidende, er blevet ofre for "Den guddommelige Suggestion". De tror — og det er denne deres trosevne, der udgør den ledende kraft bag de valg, de har truffet. De ved ikke. For vidste de, vilde de aldrig af sig selv og frivilligt lade sig spærre inde i disse i virkeligheden ret forfærdelige former for mentale fængsler.

Netop nu kommer der bud fra Sovjetunionen, at dette vældige land efter den næste syvårsplans fuldbyrdelse virkelig skal "flyde med mælk og honning". Da skal alle være rige, og arbejdstiden så kort, at det må forekomme de ældste i dette land en næsten ufattelig drøm. Nuvel, der hører sikkert en større trosevne, end selv den almindelige Russer har, til at forestille sig, at syv små menneskelige år skal fuldbyrde dette mirakkel, men om det skulle ske, hvad ville resultatet da blive? Et enormt overskud af fritid – eller netop det, der skal til, for at livet bliver andet og mere end en pinefuld spekulation over muligheden for det daglige brød. Men fritid er – tid for ånden! Så længe livet er reduceret til en tilværelse på grænsen af sultedød, må ånden sove. Men giv den mulighed for at vågne, og den vil gøre det. Og først vågnet, standser den ikke sin vækst mod det mål, der alene er dens: nemlig selverkendelsens kulmination i form af kosmisk bevidsthed.

Det er alt dette, man oplever, når man idag rejser ude i verden med meget åbne øjne. Man ser da allevegne, at det, der var, det der bandt menneskene så hårdt, at det langsomt går i opløsning, og at opløsningskraften er den enormt hurtigtvoksende intelligens verden over. Rent videnskabeligt fordobles verdens viden nu hvert 15. år. At tro, at dette kan ske uden en tilsvarende underminering af det trosdominerede område, kan kun den gøre, der både er åndeligt blind og døv. Op til vor tid har livet haft et utal af mønstre, skabt og farvet af de forhold, den enkelte voksede op i. Idag begynder det ydre livsmønster at blive det samme verden over, eftersom de tekniske goder, alle begærer, er af samme slags. Og disse tekniske goder står øverst på ønskesedlen af den simple grund, at de giver frihed. I utalte århundreder har kamelen i Østen gået rundt, rundt og atter rundt omkring brønden og alligevel ikke hentet mere vand op til overrisling end selv en meget beskeden elektromotor med lethed kan præstere, og sådan kan man blive ved i det uendelige. Nu ved Asiens folk, at de tekniske goder eksisterer, og ingen magt vil kunne hindre dem i at få disse goder. Men dermed vil også det "romantiske Østen" forsvinde på samme måde, som man vel næppe mere i vort eget land kan finde blot een mølle, hvor en hest fremdeles på de stille dage alene besørger kornets maling.

Det vil tage lang tid, siger mange. Måske. Men hvad er tid? Ser vi tilbage over den del af vort eget liv, vi allerede har gennemlevet, forekommer den os ikke særlig lang. Og det er kun udtryk for en vis sjælelig begrænsethed ikke at kunne forestille sig udviklingen et lille hundrede år frem. Thi allerede til den tid vil meget af det, verden i dag kæmper med, ikke alene være historisk fortid, men det vil være det i en grad, kun få i dag helt er klar over. Udviklingen har et eventyrligt tempo på. Den fysiske udvikling af i dag minder mest af alt om de forårsstorme, der får selv vinterens sværeste is til at slå revner og bryde op. Nationalt og socialt befinder verden sig i et opbrud uden historisk sidestykke. Ja, så voldsom er denne udvikling, at et hvilket som helst forsøg på at bremse den, på forhånd er dømt til at mislykkes. Lokalt kan meget i denne forvandlingsproces se forvirret ud, men betragtes den udfra et rent og klart kosmisk synspunkt, føjer detalje sig til detalje og danner samlet netop det livsmønster, vi alle inderst inde både drømmer om og længes efter, nemlig en verden af frihed, af ånd og af kunst.

Med den dybeste respekt for det, der var, er der trods alt mere inspiration i at være med til at skabe det, der skal komme. Mere end de fleste har jeg haft lejlighed til at se fortidige mindesmærker, men jeg skal sent glemme mit møde med Ægyptens pyramider. Der havde jeg i årevis drømt om at dvæle ved disse fortidens vidundere. Disse stolte mindesmærker over en svunden kultur. Hvor ofte har jeg ikke i mine tanker forestillet mig den ærefrygt, der ville besjæle mig i det øjeblik, jeg ville stå ansigt til ansigt med Sfinksen og med hele min sjæl søge at fornemme dens atmosfære. Ak, som det gik mig i Versailles, hvor jeg een iblandt måske 20- måske 30.000 fik mine trommehinder næsten revet i stykker af evigtråbende hæse " rejseledere", som med en taperecorders dødbringende præcision hamrede facts ind i ens overtrætte hjerne, gik det mig her. Hvor man ventede at finde ophøjet fred og ro, fandt man kun råbende og skrigende arabere, der tilbød en alt fra is og øl til sjofle postkort. Og da jeg endelig nåede frem til den gang, der fører ind til det inderste kammer i Cheopspyramiden, ja, så var den oplyst af skærende hvide neonrør samtidigt med at en modgående strøm af mennesker jamrede over mangel på plads – der brast den illusion!

Naturligvis beundrer jeg den fra fortiden overleverede skønhed, hvor jeg møder den, men når man i et af Indiens skønneste og mest berømte templet ser de blide vokslys bag en vanvittig kostbar guldbuddha erstattet med neonrør, så gør sjælen oprør. Jeg vendte i hvert fald om og gik ud i natten for dog under himlens stadigt originale stjerner at nyde den natur, der Gud være lovet næppe nogensinde kommer på musæum. Og her er det, at jeg forstår, at vi i dag lever i en grænsezone. Vi lever mellem en tid, der for bestandigt er forbi, og en tid, der er ifærd med at blive til. Man kan gå tilbage og se sig blind på en fortidig romantik, men man kan også gøre op med sig selv og mobilisere enhver kraft i sig til fordel for det, der er ifærd med at blive til. Altfor mange mennesker lever i dag i skyggen af angsten for en kommende 3. verdenskrig. Nuvel, menneskene gør, hvad de kan, for at den skal komme. Og kommer den, bliver den simpelthen ubeskrivelig grusom. Men den ændrer ikke verdensplanen! Jorden vil ikke efter den være de "øde vange", som mange spår. Nej, den vil være den erfaring rigere, den måske i dag mangler – den, der enkelt siger, at krig aldrig har været og aldrig vil blive vejen til virkelig fred. Med den erfaring bag os, kan vi på eet eneste århundrede nå længere, end det har taget os hele vor fortid at nå! Vi ejer i dag teknik og indsigt nok til at lave hele verden om til en strålende boplads for mennesker. Men vi mangler den fornødne følelse derfor, den fornødne menneskekærlighed. Og vi opnår ikke denne menneskekærlighed ved at vandre i klostre, blive munke og nonner. For også disse tilstande hører fortiden til og løser ikke vore problemer. Lad ikke mine ord blive tolket som noget angreb på nonne- og munkevæsenet. Alt dette har sikkert været storartet for sin tid. Om man vælger at vandre ind i et religiøst eller i et politisk mentalt fængsel er mig uvedkommende i den forstand, at jeg bedre forstår den, der gør det, end han mig. Men jeg ser, at alle disse mentale fængsler hører et fortidigt livsmønster til. Fremtidens menneske vil ikke være et bundet, men derimod et frit menneske! Det vil ganske vist også have en autoritet, men denne autoritet bor i dets eget hjerte i form af et dybtgående kendskab til tilværelsens kosmiske love. Det vil kende sin egen kosmiske struktur og vide, at det ikke alene er evigt, men også, at det selv i alt, absolut alt, bærer skylden for sin egen skæbne. Det er især denne sidste viden, der for det enkelte menneske vil forandre alt. I dag er vi opdragne til at give alt og alle skylden for vor modgang. Se hvilken utilfredshed, det har skabt! Verden vrimler med neuroser, vrimler med mennesker, der har "nerver", vrimler med mennesker, der næsten er geniale til at beklage sig. Men sådan må det være i en verden, hvor så langt de fleste ikke har nogen virkelig viden om sig selv som det skønneste, det mest sublime, der eksisterer. Fortæller man dem, at de virkeligt er "søn af Gud", smiler de et sygt eller skævt smil, samtidig med at deres tanker om en står så mejslet i deres atmosfære, at man måtte være evnesvag for ikke at kunne tyde dem. Og dog er det denne tanke alene, der skal gøre os frie. Alt kan vi miste. På sekunder kan alt det, vi troede var vort, være ude af vore hænder. Men har vi først fået kontakt med det evige bag det timelige og i småt som i stort set blot et glimt af den plan, livets dybeste strømme følger, vil vi i al fremtid eje en klippe skjult i os selv, som end ikke den hårdeste modgang kan knuse. Det er på denne klippe vort åndelige hus skal hvile. Stråler vor bevidsthed udfra dette urørlige "faste punkt" viger enhver forvirring i verden til fordel for forståelse af de mange tilsyneladende så tilfældige begivenheders rette plads i det store kosmiske livsmønster. Og med denne forståelse følger den indre fred, vi ikke alene selv har brug for, men som også gør det muligt for os virkelig at være til nytte og velsignelse for vore omgivelser! Og er ikke dette at være til glæde, til nytte, ja, til velsignelse det største, vi overhovedet kan opnå? Er det ikke det, der midt i alt mentalt mørke virkelig er "verdens lys"?