Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Mon der findes blot eet tænkende menneske, som aldrig har spurgt sig selv om, hvad den egentlige, den inderste mening med hans eller hendes liv virkelig er? Jeg tvivler. Men læg mærke til, at vi kun sjældent stiller os selv dette spørgsmål i medgangsdage! Finder vi mon medgangen rimeligere end modgangen? Nok om det, spørgsmålet om livets inderste mening eller hensigt kommer som regel stærkest frem, når modgangens hårde kno banker på døren, og det hele forekommer en så "uendelig meningsløst".

Det mest interessante ved spørgsmålet er, at alle normale mennesker stiller det, og stiller det mange gange i deres liv. Vi er så vante til, at der er en mening med alt, hvad vi selv foretager os, at vi simpelthen ikke kan akceptere den tanke, at vort eget liv, kort eller langt, i sig selv skulle være en formålsløs tilsynekomst. Og stilles spørgsmålet mellem venner, leder det ganske af sig selv til de tre næste, ligeså berømte spørgsmål: hvorfra? – hvorfor? – hvorhen?

For mig er det imidlertid naturligt at formulere problemet, som jeg har gjort det. Kan det første spørgsmål besvares, må svaret i sig selv blive en nøgle til besvarelsen af de andre. Og det gør det. Men svaret er et paradoks, idet det på den ene side er absolut negativt i den forstand, at det må lyde, at livet ingen mening har i sig selv. Havde det det, var det kun en skabt ting, der som alle skabte ting måtte følge regelen: begyndelse, kulmination, afslutning. På den anden side er svaret også positivt. Men det bliver det først i samme øjeblik, man forstår, at livet er dobbeltsidigt, idet det på den ene side består af en skaber og på den anden side af "det skabte".

Desværre ved ikke alle mennesker dette på en for dem selv virkelig nyttig måde. Når et menneske i depression stiller sig selv spørgsmålet om meningen med livet, er det normalt den ganske bestemte form for liv, det i øjeblikket oplever, og som det sandsynligvis finder meget pinefuldt, der er den udløsende faktor bag spørgsmålet. Vælger vi at stille spørgsmålet: "Hvad er meningen med det i os, vi kalder vort "Jeg" ", vil vi se, at svaret må blive, at dette jeg i sig selv må være hævet over begrebet "mening" eller "formål". Det er bare. At benægte dets eksistens er muligt, fordi enhver form for tankeudtryk er mulig. Men i sig selv vil intet normalt menneske akceptere denne benægtelse. Af alt, hvad vi ved, er intet mere erfaret end dette: "Jeg er"! Havde dette "jeg" et bestemt formål, var også det "en skabt ting" og vi dermed reduceret til de skabte og dermed begrænsede tings endelighed. Men vi har aldrig oplevet dette. Vi har kun oplevet, at det, vi almindeligvis kalder "livet", er frugten af vor egen og andres eksistens. Og er denne frugt behagelig for os selv, finder vi "livet" dejligt, ja måske går vi i vor optimisme så langt, at vi faktisk inderst inde mener, at vi har "fortjent" al denne dejlighed. Anderledes derimod når det samme liv kommer til at bestå af tilsyneladende endeløse modgangsdage. Så er det pludselig uden mening, ja, direkte ondt og hensynsløst. Og så sker det, at mennesker forfalder til at tænke det, som adskillige formulerer, både for dem selv og, hvad værre er, forandre, nemlig det berømte: "Hvorfor skal dette overgå mig, der er jo dog såmange andre, livet kunne have valgt i stedet for mig!" Nuvel, det er der! Det ændrer blot ikke situationen.

Nej, med selve vor reelle eksistens er der ingen mening. Vi kan bilde os ind, at vi kan ophæve denne eksistens, og nogle forsøger at gøre det gennem selvmordet. Men selvmord er ikke populært. Vi leger alle med tanken, når livet går os imod. Men stillet overfor realiteten betænker de fleste sig nu mere end een gang. Og hvorfor? På sin vis er livet for utallige mennesker så trist og indholdsløst, at det synes mig mere end et mirakel, at de fortsætter det. Selv i sin mest elendige form synes det alligevel at være at foretrække for tanken om "ikke at være"! Og mon det ikke netop er, fordi de fleste bevidst føler eller fornemmer, at det, vi kalder livet, er et produkt af os selv, og at dette liv kunne have været anderledes, om vi selv havde været det?

Stiller man spørgsmålet på den måde, bliver der pludselig en mening med livet. For da er det ikke skaberen eller livets ophav, talen drejer sig om, men derimod dette ophavs måde at reagere overfor livet på. Og her er svaret med det samme positivt. Her har livet virkelig en mening. At udtrykke den med de gamle ord om mental sæd og høst er nok et svar, men ikke længere svar nok. For vi er nu nået så langt frem ad vejen, at vi kan drøfte dette problem i et bedre og klarere sprog. Og det er mærkeligt nok takket være den fysiske videnskab, der i det længste har forsøgt at reducere livet til en blot og bar stoflig foreteelse.

Der var engang, da det omgivende liv tilsyneladende kun bestod af faste, flydende og luftformige tilstande. Man anede dengang den fjerde tilstand, men kendte den ikke på samme måde som idag, hvor vi ved, at alt stofs dybeste analyse er, at det er stråleformigt, og det enten vi kalder det organisk eller uorganisk. Midt i dette ubegrænsede hav af stråler eksisterer vort Jeg som tilværelsens eneste virkeligt "faste punkt". I kraft af vor evige evne til at begære, kontakter vi dette strålehav med det resultat, at vi alle har en "bevidsthed", der i sig selv kun er at udtrykke som "det instrument, ved hvis hjælp vi reagerer overfor det os omgivende hav af stråler". Dette har menneskene altid anet. De vise vidste det, men kunne af naturlige grunde ikke udtrykke det i vort sprog. De måtte "ligne" processen ved hjælp af "billeder", vor barnlige sjæl kunne begribe. Martinus derimod kan tale, ligeud, for nu kender vi "sproget" og ved, hvad ordene betyder. Nu evner vi virkelig at se, at sådan, som vi reagerer overfor det os omgivende krafthav, bliver vor "skæbne". Nu ved vi, at hidsighed er mere end larmende ord, vrede gebærder og ligblege eller ildrøde ansigter. Det er også stråler eller vibrationer. Og disse vibrationer påvirker vort nervesystem og dermed vort blod på en for os selv så dødsensfarlig måde, at vi begynder at forstå, at netop den form for liv er for risikabel for os. Når vi derfor oplever at møde denne specielle "bølgelængde", forsøger vi i det længste at "redde os selv" ved at "sende på en anden bølgelængde". Vi begynder bevidst at neutralisere den mod os rettede "ild" med – "kulde". Vi har for ofte oplevet, at ild plus ild meget let giver eksplosion til, at vi behøver en gentagelse. Og så har vi oplevet, at vi ved at benytte "kulden" ikke alene beskytter os selv, men også giver "ildsenderen" en lektion, der giver ham stof til eftertanke! Et klogt menneske har engang sagt, at den nederdrægtigste hævn, man kan tage over en fjende, er – at elske ham! Og jeg tror det. For kunne man i alle livets situationer besvare udsendte "vredesbølger" med "kærlighedsbølger", ville hadet få trange kår i vor verden!

Men det kan vi ikke – endnu! Men vi kan lære det. Vi kan virkelig nu give vort liv en helt anden "mening", end det før havde. Men for at kunne gøre det, må vi kende livet på akkurat samme måde, som vi, om vi vil bruge en kompliceret maskine, virkelig først må kende den. Som livskunstnere eller "livsbrugere"er vi amatører på laveste trin. Vi oplever dagligt, at tilværelsen i virkeligheden kun består af os selv — og livet. Men se om vi vil lære dette liv at kende! Nej, vi tilegner os et beskedent kendskab til et og andet "fag", en eller anden stump liv, og med kendskabet til denne stump tror vi at kunne magte helheden. Det er vist faktisk det, man kalder superoptimisme! Jamen livet er altfor kompliceret til, at man kan lære det at kende i sin helhed, siger de fleste. Lad mig svare: det var det måske, men sådan er det ikke mere. Gennem århundreder har verden længtes efter og set hen til den dag, da et religiøst geni blev født og afdækkede de hemmeligheder, som vor egen sjæl rummede. I dag er han her. Martinus har virkelig gennem alle sine analyser vist os, hvorledes de kræfter, livet består af, reagerer indbyrdes – og vist det på en sådan måde, at enhver begavet halvvoksen dreng eller pige vil kunne forstå det. At verden ikke ved det, kommer sådan set ikke Dem og mig ved. Vi ved det – og vi kan frit bruge denne viden! Og vi er uforpligtet overfor den i den forstand, at vi, om vi vil, kan beholde denne viden for os selv. At det ikke er helt fair, er en sag for sig, og nogen af os følger da heller ikke den vej.

Det, der er vigtigst for Dem og mig, er den kendsgerning, at vi, på hvilken måde ved vi kun dårligt, er kommet i berøring med en viden om det omgivende liv så ubegrænset, at vi aldrig mere kan stille spørgsmål, der må vente på svar! Jeg ser her helt bort fra, at vi ikke alle er lige "sultne", vor sult, stor eller lille modsvares nu af en mulighed for mættelse, ingen af os tidligere har kendt. Med denne mulighed, virkelig anvendt, åbner livet sig for enhver af os og giver ganske klare og meget selvfølgelige svar på spørgsmålene: hvorfra?, hvorfor?, hvorhen?

Og virkningen? Ja, er den nu ikke blevet den, at vi pludselig har fået perspektiv i vor tænkning? Før levede vi kun i "timeligheden", dette ulykkelige perspektivløse liv, der får os til enten at overvurdere eller undervurdere alt, hvad vi møder. Nu derimod kan vi, på vor egen viljes bud, ophæve denne timelighed og anskue enhver situation, vi kommer ud for, fra den "evighedens synsvinkel", der alene giver fred i sindet. Hvortil had, vrede, ophidsethed og bitterhed? Kun til at gøre vore egne dage triste og negative. Og ydermere: kun til at nedbryde vore egne nerver og dermed gøre os uegnede til at "sende" på de virkeligt positive bølgelængder.

Med sine kosmiske analyser slynger Martinus os fra en verden af tilsyneladende uforståelighed ind i et liv, hvor hele den omgivende verden med eet er blevet et kæmpemæssigt "kosmisk laboratorium" med os som små og ofte meget betuttede lærlinge. Men længe skal man ikke være i dette laboratorium, før der bliver "mening i galskaben". Der var for mig absolut ingen "mening" i vegetarisk levemåde, før Martinus viste mig den. Ejheller i sætningen om, at "man skal vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre". Absolut ikke!!! I dag er der mere end god mening i den. Og sådan kunne jeg blive ved. Alene dette tilbunds at forstå, forstå med sine egne evner, toleranceproblemets inderste væsen, er en sådan glæde, en sådan lykke, at jeg finder, at det alene forpligter en til "at gå ud i verden

Engang var "livets mening" den begrænsede, kirken kunne give os. Så blev det videnskabens tur, men det blev "meningen" ikke mere tiltalende af. Nu er det åndsvidenskabens tur, og den "mening", den giver os, er virkelig værd at eje. Der er blot det ved den, at den fås hverken gennem "nåde" eller "eksamen"! Den må erfares. Den kan kun tilegnes gennem praktiske "forsøg" i livets store laboratorium. Men disse "forsøg" er til gengæld så spændende, så bevidsthedsudvidende, at engang begyndt, så kan man simpelthen ikke længere standse sin "forsøgsrække", men må udvide den i det uendelige.

Jeg har så ofte sagt og skrevet, at vi alle er ensomme. Det er vi, men mennesket uden kosmisk indsigt forekommer mig at være dobbelt ensomt. Vi ser det allevegne. Møder det på gaden, i litteraturen, i filmen, i teatret, ja, overalt, hvor mennesket skal leve på en lille og meget usikker "mening" om livet. Men eet sted møder vi det ikke: hos de store åndelige læremestre! Det var ikke dem, der skabte "religion". Det lavede vi over deres kloge og kærlige ord. De var livskunstnere på højeste plan. De var kosmiske kemikere, der kun ønskede eet: at lære os at blande vore tanker på samme måde, som de blandede deres. Vi var for små dengang, og mange er det vel endnu. Men det menneske, der virkelig formår at lytte, vil bag alle ordene finde det samme ønske hos dem, som det vi møder hos Martinus, det Jesus udtrykte med ordene: "Tag dit kors og følg mig", og som Martinus udtrykker med ordene: "Tag det af min viden du har brug for –!" Gør vi det, vil resultatet i begge tilfælde blive det samme. Vi vil komme til at elske disse store for det, de på hver sin måde har givet os, det jeg vil udtrykke med ordene: den endelige og sande mening med livet!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!