Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Det er rigtigt, at man i århundreder har levet i troen på "arvelighed". Men denne tro må naturligvis ligesom alt andet, der er et falsum, falde for det kosmiske klarsyns gennemtrængende intellektuelle lys. "Arvelighed" giver ingen forklaring på, hvorledes primitive eller forholdsvis ubegavede forældre kan få et barn, der er et geni, ligesom den også bliver et virkelig urokkeligt svar skyldig på spørgsmålet om, hvorledes det går til, at genier kan få børn, der er forholdsvis ubegavede. Var "arvelighed" den fundamentale årsag til de levende væseners begavelse og hermed til fundamentet for deres skæbne, måtte alle levende væsener indtil de mindste detailler være kopier af forældrene. Men det er heldigvis ikke tilfældet. Ethvert levende væsen viser sig at være strålende individuelt og har sit større eller mindre absolutte særpræg, der udelukkende kun kan skyldes – dets egen, fra en tidligere tilværelse til dets nuværende liv i form af evner og anlæg, overført "arvelighed". Og herigennem bliver det synligt, at det levende væsen i kraft af genfødelse eller reinkarnation bliver sin egen tilværelses absolut første årsag, hvilket vil sige, sin egen skæbnes absolutte ophav. "Det, det sår, kommer det til at høste".

Idet det levende væsen, som før nævnt, er sin egen skæbnes ophav, bliver tilværelsen hundrede procents retfærdig, hvilket vil sige, at den bliver en åbenbaring af kulminationen af "kærlighed", altså et facit, der ville være absolut umuligt i en hvilken som helst anden analyserække af livsmysteriet end den her fremførte. Hvis de levende væsener ikke var evige væsener, men havde en virkelig "begyndelse" igennem undfangelsen og den fysiske fødsel, således som den kirkelige opfattelse går ud på, var de jo at udtrykke som "skabte" og dermed udgørende "timelige" foreteelser, hvad den kirkelige autoritet jo også fremfører. Men hvis de er "timelige" foreteelser, kan de aldrig nogen sinde blive andet. De vil i al evig fremtid repræsentere tidsrummet fra deres fysiske fødsel og frem efter. De vil repræsentere alder, være så og så gamle. Om et "evigt liv", som det den førnævnte autoritet bebuder de "frelste", kan der således ikke være tale, thi "evige" væsener med "alder" kan kun være udtryk for en analyse, der viser sit ophavs abnorme brug af tænkeevnen."