Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Der er noget dybt betagende over den danske sensommer. Forårets og sommerens blide ynde er på en måde borte. Sensommerblomsternes farver er strålende klare, næsten glødende, og naturens grønne har fået det første svage skær af gult. Himlen er høj, og om nætterne stråler stjernerne klarere end på nogen anden årstid — samlet i eet billede fornemmes denne årstid som selve naturens manddom, som blomsten på en udvikling, der starter den dag, den første lille Eranthis i marts håbefuldt folder sig ud i solen.

Der er stille i feriebyen nu. Kun vore ældre gæster og de sclerose-ramte fylder vore lejligheder og nyder den sol, der så pludseligt er vendt varmende og livgivende tilbage. Det er en vidunderlig gerning, vi her har taget op, velsignelsesrig i sig selv. Man skal næsten se disse mennesker ankomme for at vide, hvad det vi gør virkelig betyder. Se dem komme, blege, trætte og desillusionerede, – og se dem rejse, brune og med blanke øjne. På sagens vegne er jeg jo oftest den, der modtager deres rørende og meget hjertelige tak, – kunne jeg blot med disse linier bringe den videre på en sådan måde, at De alle følte den dybe varme, den udtrykker! Vi har her fundet en vej til også at bruge feriebyen på en praktisk-kærlig måde, og måske lykkes det os næste år at føje et nyt led til denne side, idet der er en mulighed for os for samarbejde med de hårdt leddegigtramtes organisation. Lykkes disse forhandlinger er det næsten, som om en cirkel løber sammen. Feriebyen vil da være i funktion gennem hele den periode, hvori det er muligt at anvende den, nemlig fra det tidlige forår til det begyndende efterår. Og dermed må den vel siges at have indfriet alle ønsker.

Jeg har engang skrevet, at jeg føler det begyndende efterår som sjælens forår. Og jeg mener det. Thi nu vågner længselen efter det åndelige liv, efter fordybelsen i de problemer som, om man lader dem ligge, uundgåeligt vil resultere i den sjælens henvisnen, der er den virkeligt onde alderdom. Thi mennesket er krop og ånd. Og om man kun lader den ene af disse to ting leve, dør den anden. I begge tilfælde! Men sjælens langsomme død er mere pinlig for omgivelserne end kroppens. Det burde man altid erindre sig, så sandt som at den lykke, der venter os i livets sidste afsnit, helt og fuldt beror på vor åndelige elasticitet, på vor menneskelige forståelse. Vi lever jo i dag i en verden, hvor den materielle ide eller forestilling fejrer sine største triumfer. Overalt får vi at vide, at livet efter de halvtreds er ensbetydende med voksende senilitet og forkalkning, og at vi, om vi ville vore efterfølgere det bedste, helst lagde os til at dø omkring det alderstrin.

Nuvel, der er den sandhed i den tale, at hver den, som lader sine medfødte åndelige talenter ubrugte, ofte for sent må tilstå overfor sig selv, at livet er gået fra ham. For livet er ikke en lukket indsø med stillestående vand. Det er en evigt rindende flod, og kun den, der har mod til hele tiden at søge midt ud i strømmen, får lov til permanent at opleve dets virkelige kraft. Og hvad er strømmen andet end tidens nye, livgivende tanker? Langs bredderne gror sivet og — "andemaden"! Og hvad er " andemad" andet end gamle tanker og ideer, som ideligt går i ring?

Vi er alle "gudesønner" i den forstand, at der dybt i hver eneste af os er nedlagt en længsel efter at forstå mere af dette liv end blot den glitrende overflade. Sandt nok kan denne glitrende overflade i ungdommens første, illusionsfyldte tid dække næsten ethvert behov, men der kommer for os alle en dag, hvor denne forvirrende periode er gennemlevet, og hvor modningens første tegn begynder at vise sig. Men med disse tegn kommer også prøvelserne. Thi livet er et kredsløb, der søger mod sin fuldendelse. Og fuldendelsen er, ligesom begyndelsen, af ren åndelig natur. Det er så let – og så naivt – at sige, at ingen ved, hvorfra vi kommer og hvortil vi går. Men det er ikke sandt. For vil man "lægge øre" til livets dybere pulsslag, varer det ikke længe, før ens dunkle anelser om en evig eksistens, begynder at forstærke sig. Billede føjer sig til billede, erfaring til erfaring, og en dag kan man, om man virkelig har villet, og om man virkelig har trænet sine medfødte åndelige evner, selv begynde at "tyde Guds fodspor i sandet".

Det enkelte menneskes prøvelser er størst i de områder, hvor det ved mindst. Og mennesket ved mindst om sig selv, om sin egen skæbne. Og er det ikke således, at man altid der, hvor man intet ved, erstatter den manglende viden med en tro, der måske nok er smuk, men alligevel kun en tro, hvilket vil sige: en erstatning for virkelig viden? Og verden er fuld af tro. Tro på de besynderligste ting. Som et ocean af " mentale fængsler" ligger disse religiøse såvel som politiske og videnskabelige trosformer strøet ud over hele jorden og opdeler en menneskehed, der fra Forsynets side er bestemt til kun at være een, i utalte millioner af grupper, der alle "taler i fremmede tungemål". Mange hævder, at troen samler. Det gør den måske også, men kun de, der evner at dele samme tro. De andre må søge ind i trosformer, der tiltrækker dem. Resultatet kender vi alle, for vi er omgivet af det hver eneste dag.

Men alene i dette, at mennesket kan tro, ligger der en dyb afsløring af, at det glitrende overfladeliv ikke i det lange løb tilfredsstiller sjælens krav om indsigt. Og netop i vort århundrede oplever man, om man virkelig evner at lytte, hvorledes millioner nu hamrer på de mentale fængslers lukkede døre. De vil ud. De kan ikke længere udholde det åndelige snæversyns trange horisont. Hele jorden over opleves det samme. Kirker, moskeer og templer, alle tømmes de, langsomt, men usvigeligt sikkert. Og udelukkende fordi fortidens svar ikke dækker nutidens krav. At mange i dette ser en dyb ulykke og omtaler den åndelige krise, der går henover verden, som udtryk for "de sidste tider", er forståeligt, thi disse mennesker ejer ikke selv noget større overblik. Gjorde de det, ville de hilse denne verdensomfattende krise med jubel i hjertet. Thi den er i virkeligheden udtryk for de " kosmiske forårsstorme", der varsler et kommende "kosmisk forår"s fødsel. Verdens tommetykke, åndelige isdække sønderslides i dette århundrede. Overalt åbenbarer sig ulægelige revner og furer, hvorunder man aner den rivende strøm. Verden vender aldrig tilbage til "troens gyldne århundreder", aldrig! Thi som to floder af gyldent lys mødes i dette århundrede den fysiske videnskabs sandheder med den gryende kosmiske videnskabs vældige, sammensluttende analyser. En åndelig eenhed, der i sig formår at forbinde al den viden, som den menneskelige ånd har frembragt, med universets indre, evige struktur, er ifærd med at fødes lige for vore øjne.

Det er dette, som det menneske, der ikke " begravede sine talenter", med så uendelig glæde i hjertet ser. Det er en urokkelig sandhed, at vi, hver for sig, er en del af den samlede menneskehed. Men det er lige så sandt, at vi derudover er absolut ene i det ganske univers. For en tid kan evnen til blindt at tro udnivellere denne vor medfødte kosmiske ensomhedsfølelse og få os til at synes eet med vore omgivelser. Men kun for en tid. Det udviklede menneske ved, hvor ensomt det i virkeligheden er. Thi det er kun denne vågne, bevidste viden, der er uroen i al virkelig åndelig søgen. Men det er også denne uro, der leder til livets største, mest betagende oplevelse: den bevidste erkendelse af en allestedsnærværende Guddoms eksistens. Og det, vel at mærke, ikke en Guddom, der tilhører de få " udvalgte", men derimod en Guddom, der omfatter alt liv, fra det mindste til det største, med samme dybe hengivenhed, samme dybe kærlighed.

Det er her, vejene skilles. Mennesket, indelukket i et mentalt fængsel, enten det så er af religiøs, politisk eller af videnskabelig art, evner ikke at se denne altomfattende Guddom og evner derfor heller ikke i sit hjerte at nære den altomfattende tolerance, der er selve forudsætningen for dette syn. Det afskyer det ubegrænsede, fordi det gør det usikkert, og elsker det begrænsede for den illusoriske tryghed, det indebærer. Men det begrænsede kan aldrig ophæve vor ensomhedsfølelse. Det kan kun indstillingen på det ubegrænsede, det evige, gøre. Og tillader man denne indstilling, denne følelse, at vokse i sig, kommer der uundgåeligt et tidspunkt, hvor den før så negative ensomhedsfølelse skifter karakter og bliver rent positiv. Da ved man, på en måde, ens omgivelser måske hverken evner at fatte eller akceptere, at Gud er til, og at alt, når det kommer til stykket, kun er et spørgsmål om ham og en selv. Da "taler" man med Gud, som man før talte med sin næste, og da, og endelig først da, får begrebet "bøn" den indre mening, der gør den til dagens nødvendigste handling.

– – – – – –

Sagte bliver dagene kortere og kortere. Inden længe jager de første hårde efterårsstorme henover vort land, forløberne for den vinter, vi alle ved er på vej. At det er en stor lykke at være født i et så afvekslende klima, som vort, ved man måske kun helt, når man har oplevet vinteren under en svidende tropesol, der ligesom synes at suge alt liv ud af ens krop. Og så er lykken måske størst i dette, at disse lange, mørke aftener giver giver os en vidunderlig lejlighed til påny at mødes i studiet af de problemer, der kun nægter at give den liv, der mener at have forstået alt. Thi så viselig er den åndelige verden indrettet og opbygget, at den kun åbner sig for den, der aldrig i sit hjerte glemte de dybe ord: "Drag dine sko af, thi stedet, du står på, er helligt!"