Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Det levende væsens naturlige funktion eller opbyggelse af livet vil derved i virkeligheden være en evigt fortsættende opbyggelse og vedligeholdelse af de organer eller legemer, det skal bruge til manifestation af tilværelse. Denne evige fornyelse af disse organer eller legemer kender vi i den daglige tilværelse under begrebet "reinkarnation". Med hensyn til den nærmere detaillering af denne legemsfornyelsesproces kender jordmennesket kun den del, der foregår på det fysiske plan, hvilket vil sige: det fysiske legemes eksistens fra undfangelsen i moders liv til opløsningsprocessen i graven efter døden. Da dette kendskab i virkeligheden kun dækker en meget lille del af selve fornyelsesprocessen i sin helhed, ja, næsten kun er at udtrykke som mikroskopisk, har jordmennesket eller væsenet, der endnu ikke har "kosmisk bevidsthed", ikke noget fundamentalt overblik over, hvad der i virkeligheden foregår. Og det bliver derfor offer for den overtro, at dets nuværende fysiske legemes eksistenstid er det eneste fysiske liv, det lever. Det mener at have begyndt sin tilværelse med undfangelsen eller måske rettere med sin fysiske fødsel, og at nævnte tilværelse vil slutte med døden. At det lever efter døden og oplever livet igennem de øvrige organer eller legemer, det er udstyret med, og ved hjælp af disse kan bygge et nyt legeme op til erstatning for det, det har mistet, ligger uden for nævnte væsens dagsbevidsthed. Det er ikke så mærkeligt, at det er bange for at dø, eller at det efterhånden begynder at danne sig mange forestillinger om muligheden af en tilværelse hinsides den fysiske, og at troen på en sådan undertiden kan blive meget stærk. Væsenet kan jo umuligt blive ved med at leve i ukendskab til den absolutte virkelighed, det lever i, og hvis reaktioner det dagligt må opleve. Det virkelige liv, det befandt sig i før dets nuværende fødsel, kaster altfor mange virkninger ind i dets nuværende tilværelse eller rummer altfor mange løsninger på dets nuværende skæbnes gåde, til at det ikke efterhånden skulle opdage det. Desuden vil det evige begær efter tilværelse og den heraf følgende permanente villie til livet være en borgen eller garanti for en tilsvarende evig skabelse af det ønskede liv.

Det er rigtigt, at der er mennesker, der begår selvmord og dermed giver udtryk for livslede eller ønsket om at dø, men dette ønske bunder ikke ret dybt. Det er i virkeligheden aldrig i noget som helst tilfælde selve den virkelige død, der er ønskets kerne, men derimod en kontrast til den ting, der har frembragt livsleden. Selvmord er således i virkeligheden kun en slags "flugt" for denne ting. En sådan "flugt" eller ønsket om en sådan opstår aldrig i situationer, hvor alle væsenets livsorganer fungerer normalt og samme væsens skæbne ikke er ude for altfor yderliggående drastiske tilstande. Når væsener ønsker døden, skyldes det netop altid en hård eller ulykkelig skæbne. Væsenet kan være genstand for megen sygdom, økonomiske kampe, kampe imod underminerende laster, forfølgelse og bagtalelse fra medvæseners side samt mange andre besværligheder, der efterlader en tilsvarende naturlig træthed eller udmattelse af alle livsorganer, hvorved livsleden i tilsvarende grad opstår. Livslede eller lysten til selvmord er således en reaktion af overdreven livsoplevelse, en bevidst eller ubevidst længsel efter hvile og er i sin dybeste analyse ikke nogen absolut længsel efter en virkelig død eller tilintetgørelse og kan aldrig i noget som helst tilfælde blive det. Døden er en skabt ting, hvilket igen er det samme som et produkt af jeg'et og kan kun eksistere som sådan. Jeg'et derimod kan aldrig eksistere som et produkt af døden. "Skaberen" er ikke en frembringelse af "det skabte". Det er ikke "det skabte", der er "skaberen"s herre, men omvendt.

Døden kan således, som nævnt, kun være en "skabelsesmetode" og kan derfor kun udgøre en reaktion i jeg'ets stof, ikke en reaktion i selve jeg'et. Jeg'et er derfor hævet over døden, er evigt udødeligt.

Efterhånden som væsenet bliver "kosmisk bevidst", bliver denne dets udødelighed mere og mere til kendsgerning for det selv."