Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mogens Møller:

Træet har gennem årtusinder stået som symbol på livet for den jordiske menneskehed. I det gamle testamente kan vi læse om "paradisets have" med "livets træ" og "kundskabens træ". I den nordiske mytologi hører vi om "Ygdrasils ask", og i Indien findes legenden om "træet waq-waq", som er afbildet i gamle indiske miniaturer som et træ, hvis stamme og grene består af slanger, og hvis blomster og frugter er dyr og mennesker. Mange her hjemme kender vist også, bl. a. gennem Paul Robesons smukke fortolkning, sangen der fortæller, at "digte er lavet af tåber som mig, men kun Gud kan lave et træ".

Ælde og ro, kraft og skønhed repræsenteres af træet, hvis safter stiger fra rødderne op til den øverste kvist, og hvis blade til gengæld indånder næring fra luften til grene, stammer og rødder. To verdener er på engang træets livsrum, den mørke jord, som blinde regnorme formulder, og det lyse himmelrum, hvor fuglene flyver ind og ud mellem træets grene, hvor de bygger deres reder og slår deres triller, som om de giver træet mæle, hvormed det kan udtrykke sin glæde over livet

Inde for åndsvidenskaben kan man også bruge træet som symbol, som et billede på livsprincipperne. Det bliver naturligvis ikke en analyse, men en illustration, et tankebillede, der illustrerer et samarbejde af kosmiske kræfter. Martinus skriver i 2. del af Livets Bog: "Hvis livets kredsløb eller selve tilværelsens struktur f. eks. var et træ, så ville jordmenneskenes viden kun strække sig til detaljer i dets blade". Altså bladene som helhed betragtet, grenene, stammen, roden og det frø, hvoraf træet er spiret frem, ville være ukendte faktorer. Jordmenneskets "virkelighedsopfattelse" strækker sig kun til et lille lokalt felt i en stor kosmisk sammenhæng eller organisme. Jordmennesket ved, at det er omgivet af en verden af energi, og at dets egen organisme og bevidsthed består af særlige energikombinationer, men disse energiers indbyrdes forhold, specielt når det gælder åndelig energiudfoldelse, kender det ikke noget til. Det har ud fra sin materialistiske livsopfattelse den indstilling, at dets tanker og følelser er resultater af kemiske stoffers indbyrdes reaktion i oeganismen, altså at dets sjæleliv er et produkt af stoffernes reaktion. Det tænker sig ikke muligheden af, at det kunne være omvendt, nemlig at stoffernes reaktion er et resultat af tankevirksomhed, af levende væseners sjæleliv, ikke blot når det drejer sig om jordiske mennesker, dyr og planter, men overalt i universet. Forskernes studier af de universelle energiers udfoldelse både i stjerneverdenen og atomernes verden begynder dog at give det jordiske menneske sådanne perspektiver, at den materialistiske livsanskuelse ryster i sin grundvold. Og biologernes studier af planters og dyrs organismedannelse viser, at mennesket så at sige ikke kan gøre en opfindelse, uden at den allerede er gjort i naturen. Med undtagelse af hjulet findes alle mulige geniale menneskelige opfindelser lige fra radar-apparater til peberbøsser også i naturen. Den elektriske ål opsporer sit bytte med elektromagnetiske radiobølger, og strødåsen har vi det smukkeste eksempel på i valmuens frøkapsel Menneskenes geniale tanker er altså allerede "tænkt", men af hvem og hvornår? Planter og dyr har jo eksisteret på kloden i årmillioner, før det jordiske menneske fremkom, dels i former, der viser en gradvis udvikling, og dels i former (insekterne f. eks.), som ikke har ændret sig i umindelige tider. Er alt dette blot et resultat af stoffers tilfældige kombination? Nej, det kan det ikke være. Naturen viser en lovmæssighed og planmæssighed, en genialitet, som ikke kan være resultatet af tilfældigheders tilfældigheder. Blot celleopbygningen i et græsstrå, der bøjer sig for vinden og retter sig op igen, må få den søgende og af fordomme uhildede forsker (og det bør vi jo alle være) til at indse, at også naturen har en bygmester, en skaber, hvis vilje og tankekraft udfolder sig bag stoffernes kombination. London-professoren A. M. Low finder det muligt, at livet kan eksistere i form af ren tankevirksomhed, fuldstændig uafhængig af materien i den betydning, vi tillægger ordet. Måske består alting i bund og grund simpelthen af "energi"," siger han, "og måske findes der former for liv, som er så gigantiske, at de betragter vort solsystem på samme måde, som vi betragter atomet. Vi er i lige så høj grad ude af stand til at erkende deres eksistens, som en hvilken som helst form for liv inde i atomet kan erkende vor eksistens". Her har vi jo Martinus' billede med træet og bladene i en anden variation. Den fysiske videnskab står på grænsen til åndsvidenskaben og kan ikke komme videre ved blot at studere detaljers detaljer, nu er det den åndelige eller stråleformede energiudfoldelse bag alle naturens detaljer (og deriblandt os selv), der må studeres. Det er netop også det, der er begyndt at finde sted gennem menneskets kendskab til og arbejde med elektriciteten. Ikke blot den elektricitet, vi bruger i vore lamper og kraftmaskiner, men den elektricitet, der eksisterer bag alle former for liv på vor klode og i universet omkring os. Magister V. J. Brøndegård skriver i en artikelserie om "Naturen som opfinder": "Under alle omstændigheder har elektriciteten været brugt som drivkraft lige så længe, der overhovedet fandtes liv på vor klode. Ja, man kan sige, at hele naturens værksted er el-drevet. Vor hjerne "trækkes" af elektricitet. Alle sanseindtryk føres med elektricitet gennem nerverne til hjernen. Ethvert hjerteslag, enhver muskelbevægelse kommer kun i stand takket være el-kraft". Man begynder altså nu at indse, at stoffernes indbyrdes forbindelser er afhængige af de elektriske kræfter, de er ladet med. Men hvad er disse elektriske kræfter for noget? Hvad er elektricitet? Den fysiske videnskab kan ikke besvare dette spørgsmål, thi det kan ikke klares blot ved udregning af hastigheder og bølgelængder. Universet er elektrisk, mennesket er elektrisk, atomet er elektrisk; makro-, mellem- og mikrokosmisk elektricitet gennemstrømmer et levende univers og skaber kredsløb inden i kredsløb. Partikler med negativ elektrisk ladning kredser om positive "kerner" både inden i os og ude i rummet omkring os. Livet udfolder sig ned i elektronernes verden og ud i mælkevejssystemerne, og det, vi kalder "virkeligheden", vort eget liv i hverdagen, kunne ikke eksistere uden disse mikro- og makrokosmiske elektriske udladninger, som bygger alt logisk op efter love og principper, som den fysiske videnskab begynder at få et vist overblik over. Men hvad er det, der bygger op? Det er jo ikke blot elektricitet; elektricitet er den kraft, der bruges, men hvem bruger den? Low taler om ren tankevirksomhed, men hvem tænker? Gud?

Sådanne spørgsmål besvares af Martinus i de kosmiske analyser af det treenige princip: "Skaberen, skabeevnen og det skabte", som det udfolder sig i universet og i alle dets levende væsener. Martinus* kosmologi beskriver det "land", der ligger på den anden side af den "grænse", som den fysiske videnskab står ved. "Alt er relativt", siger den fysiske videnskab. Denne sætning rummer meget mere, end man i almindelighed tænker på. "ALT ER", disse to ord fortæller det samme om alt i universet, nemlig at det er "Noget, som er". Det har også alt sammen den egenskab, at det står i forhold eller relation til "Noget andet, som er". Det udtrykker ordet "relativt". Her kan livets komplementære princip udtrykkes som "jeg og det". "Jeg" og "det" er tilsyneladende modsætninger, og dog eksisterer de kun på grund af hinanden. Inderst inde er de eet. Den, vi her i norden kender bedst af fortidens store vise på denne klode, Jesus af Nazareth, gav udtryk netop for dette forhold med ordene: "Jeg er i Faderen, og Faderen er i mig, jeg og Faderen er eet". Han formulerede "jeg og det" som "du og jeg", og dette "du" var "du, som er i himlene". Det er ikke så mærkeligt, at han også sagde: "Dersom I kunne forstå det". Han vidste, at hans samtidige ikke kunne forstå det og ville forestille sig en Vorherre i deres eget billede, der sad på en himmeltrone. Men han vidste også, at "kommende slægter skulle forstå det". "Himlene" eller himmelrummet ved vi nu er overalt helt ned i elektronernes verden, og "den ledende, skabende og tænkende kraft, som findes bag alt i universet", som Einstein sagde, og som han bøjede sig for i den største ærbødighed, begynder vi at kunne forstå må være den "Guds ånd, der svæver over vandene". Denne livskraft eller elektricitet er det Martinus analyserer ud i seks grundvibrationer eller grundenergier, som han kalder instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse, og han viser, hvorledes alle levende væseners livsoplevelse er afhængig af deres jongleren med disse energier i deres bevidsthed og organismedannelse. Men han viser os også, at disse elektriske kræfter, som danner alt stof eller materie, har deres rod i det levende væsens overbevidsthed, i skæbneelementets talentkerner og dirigeres af det levende væsens "faste punkt", "jeg'et" eller "skaberen", som vi fornemmer i os på den måde, at vi alle føler os som verdensaltets centrum. Det er altså ikke storhedsvanvid, når vi haren sådan fornemmelse, men det har sin betydning, at vi forstår, at det ikke er vor "person", der er det. Den er en fin "elektromotor" med en masse fine instrumenter indlagt, bl.a. et "afsender- og modtagerapparat", og den må før eller senere bukke under for slitage, altså det, vi kalder døden. Men bag denne "person", som blot er et midlertidigt fysisk udtryk, et led i en kæde af skiftende organismer, som viser vor evne til at kombinere grundenergierne, eksisterer vort "faste punkt". Om det, siger Martinus, kan vi blot sige, at det er "noget som er", X-1 kalder han det. X-1 er i alt, og alt er i X-1. Igennem de to andre evige principper, X-2 og X-3, skabeevnen og det skabte, hvilket sidste vil sige det evigt foranderlige, oplever det evige "noget som er" sin evige tilværelse i relation til "alt andet som er", og som ikke blot er en mangfoldighed af levende væsener i åndelige og fysiske verdener, men tillige den enhed, det universelle væsen, hvis X-1, X-2 og X-3 er den guddom, hvori vi "lever, røres og er".

Lad os til slut igen bruge billedet af træet, "livets træ", der engang var et lille frøkorn. Det fik rødder, og en spire skød op over jordoverfladen, og den begyndte at tilføre organismen ny energi. Hele træets udvikling kan bruges som symbol på de seks grundenergiers kombination og skiftende udfoldelse i et levende væsens oplevelse af en udviklingsspiral. Frøet symboliserer hukommelsens indre verden, erindringer om noget, som før har været (en tidligere spirals livsoplevelser), og som kommer til at danne spiren til nyt liv. Rødderne, der fæstner sig i det vordende træs yderverden, symboliserer instinktet, som netop rodfæster og muliggør det levende væsens fysiske udfoldelse. Denne udfoldelse symboliseres af træets stamme og grene, der er udtryk for tyngdeenergien, den eksplosive kraft, der sammen med følelsen danner en fysisk organisme og form, som vokser og udfylder rummet. Følelsen symboliseres som specielt organ i træet af bladene, der danner træets åndedrætssystem, hvormed det forbinder sig med det omgivende makrovæsens åndedrætssystem. Intelligensen er udtrykt ved træets blomster, skønhed og logik i een og samme form, og af blomsten kommer frugten, intuitionsenergiens kulmination, det fuldendte resultat af de kosmiske kræfters vekselvirkning. I den modne frugt ligger frøet, og så er kredsløbet sluttet. Men intet kredsløb slutter uden at være begyndelsen til et nyt. I frøet gemmes nye muligheder, det er en talentkerne, hvorfra nyt liv vil spire frem.

Stammen og grenene på vort kosmiske livstræ, der som før nævnt er udtryk for tyngdeenergien, symboliserer også den epoke i træets udvikling, der i de gamle skrifter er udtrykt som "kundskabens træ", hvor vi hører om " slangen i paradiset" og også på det indiske træ "waq-waq" ser slanger danne stamme og grene. Det er netop i tyngdezonen, at "livets storme" opleves. Her må træet bestå sine prøver og vinde styrke og smidighed. Det må udsættes for den fysiske verdens modstand og skiftende vejrlig, før end det er modnet til at sætte blomster og frugter. I den udviklingsspiral, der er vort "livets træ", er den jordiske menneskehed endnu kun "bladknopper", men dermed er vi jo netop begyndelsen til "den skønne krone af løvværk", Martinus kalder "det rigtige menneskerige". "Blomsternes" og "frugternes" verdener på samme "træ" ligger for os rent fysisk set i en uoverskuelig fremtid. Med vore begyndende kosmiske sanser, hvormed vi lærer livslovene at kende, kan vi dog fornemme, at en sådan strålende fremtid også er vor fremtid.