Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Da jeg ved, at dette brev når Dem samme dag, som den største højsæson, vi hidtil har oplevet i Kosmos Ferieby slutter, vil jeg benytte det til at gengive for Dem et af mine sidste foredrag heroppe. Jeg er naturligvis stærkt fristet til istedet at fortælle Dem om livet her i den hektiske måned, der nu toner ud, om de mange mennesker, her har været, om det vældige svenske indslag i feriebyens liv, der næsten har tvunget os alle til permanenet at tale "skandinavisk" og om den dejlige ånd, der har hersket overalt og gjort disse dage til en fest for hver eneste af os, men dybest inde i mig selv føler jeg altid, at De trods alt vil være gladere for at høre lidt om alt det, der knytter os alle så stærkt sammen.

– – – – – –

Dybt i hvert eneste menneske, ja, i hvert eneste levende væsen, ligger der en aldrig helt tilfredsstillet længsel efter at opleve det, vi udtrykker med ordet "glæde". Sorgen, ved vi, er vi sikre på, men glæden, de sollyse timer, forekommer en altid at være noget, livet er karrig med. Da glædens problem er noget, der angår os alle, tror jeg, det vil være af interesse at forsøge at trænge dybere ind i dens væsen, end det almindeligvis er tilfældet. For glædens problem er i højeste grad af kosmisk natur, og uden at kende dens kosmiske baggrund står man næsten hjælpeløs i sin længsel efter for alvor at befordre dens vækst i verden.

For de fleste mennesker er glæden næsten kun kendt som sorgens modsætning, og det er naturæigvis også sandt, at al vor livsoplevelse foregår mellem disse to mentale eller åndelige poler. Men glæden er mere end det. Den er en kraft, som virker udvidende og livsbefordrende, hvor sorgen virker hæmmende og livsnedbrydende. Er vi glade, føler vi trang til at gøre andre glade, da er det let at give, og da er livet en fest; sørger vi derimod, føler vi trang til at isolere os, til at opgive alt, og fra denne tilstand er der ikke langt til at føle livet som en byrde, som et helvede.

Sorg og glæde er ikke noget, der alene angår os. Alle mere fremskredne dyr har denne evne og i mangfoldige situationer på en så "menneskelig" vis, at det burde kunne få os til at forstå, at mennesket ikke er ene om at have en sjæl. Vi ved jo dog, at en hund kan sørge sig til døde, og at højtstående al der, der gennem fangenskab knyttes nær til mennesker, meget hurtigt forgår, om de pludselig mister den kærlighed og omsorg, forstående vogtere har givet dem. Det er vigtigt at vide dette, fordi vi derigennem kommer på sporet af disse evners kosmiske oprindelse. Men dyret er ikke jeg-bevidst. Det lever endnu i Nuet, næsten uden kontakt med tilværelsens kosmiske perspektivprincip. Anderledes derimod med det jordiske menneske, for hvem tiden forlængst er blevet spaltet i ikke mindre end tre forskellige tidsformer: fortiden – nutiden – og fremtiden. Almindeligvis glemmer dyret hastigt. Dets liv er endnu for langt den overvældende dels vedkommende udadvendt. Det er altid i bevægelse, altid optaget. Det er endnu ikke i nævneværdig grad plaget af det psykiske lys og mørke, der følger med evnen til at tænke. Anderledes derimod med det jordiske menneske, der uden virkelig kontakt med sit eget livs inderste, kosmiske mening, ja, endog ofte uden viden om dette kosmiske livs reelle eksistens, lever på den måde, at det lader fortidige, smertefulde begivenheder influere på både nutidens og fremtidens livsoplevelse. Men at mennesket tiltrækkes af glæden og altid, bevidst eller ubevidst, søger imod den, ændrer ikke den kendsgerning, at det endnu er sorgen, der spiller hovedrollen i dets daglige liv. Var det modsatte tilfældet, ville vi ikke, som tilfældet er, møde såmange lidelsesprægede ansigter, som vi gør. Årsagen hertil er let at se. Mennesket er ikke længere som dyret et frit væsen. Det er bundet til sin fortid, bundet til den modgang, de skuffelser, som livet har ladet det opleve. Vi oplever alle skuffelse, modgang, smerte og sorg. Da vi ikke kender disse tilstandes inderste natur som kærlige kosmiske budskaber, men derimod ofte opfatter dem som ubehagstilstande, vi uden egen skyld må opleve, omformer vi, ofte os selv helt uafvidende, dette ubehag til åndelige byrder, vi med flid slæber med os ind i hver ny dag, vi far lov at opleve. Vor livsoplevelse bliver hermed utrolig beskåret Thi det er klart, at er hjertet fyldt med vrede, med hævn- og hadfølelser imod den og den, far glæden kun ringe kår i vor sjæl. Det er dette ukendskab til sorgens og smertens virkelige natur, der har ført menneskene ind i religiøse opfattelser, hvor begreber som "evig straf" og "evig pine" har kunnet slå rod. Mennesket har gjort sin fra dyreriget nedarvede evne til at hade og søge hævn, guddommelig, ja har simpelthen skabt sig en guddom med tilsvarende evner.

Imidlertid er der nu en åbenlys forskel mellem dyrets og det jordiske menneskes åndelige eller kosmiske struktur. I dyrets bevidsthed fremtræder evnen til at kunne erindre langt stærkere, end den gør hos dét udviklede jordiske menneske Og evnen til at kunne erindre udgør hadets forudsætning. Kan man ikke erindre, kan man ikke hade, ihvert tilfælde ikke så aktivt, som det menneske kan, der er berøvet evnen til at glemme en tilføjet fornærmels eller en indbildt forsmædelse. Vi ser derfor også, at medens det primitive menneske endnu kan føle sig åndeligt hjemme i en tankeverden, hvor hadet fremdeles spiller en betydningsfuld rolle, så føler det udviklede menneske ikke alene afsky ved hadets væsen og natur, men også ved, at det føler sin egen evne til at kunne hade som en nedværdigende egenskab ved dets sjæl. Og godt således. Thi sålænge man vil fastholde retten til at hade, akkurat lige sålænge er man selv den, der hårdest lukker sin åndelige dør i for forståelsen af sorgens, smertens og modgangens inderste natur eller budskab.

Guddommen er ikke en straffende Gud i jordmenneskelig forstand Det er rigtigt, at vi alle har lært sætningen: "Hævner eder ikke I elskelige, hævnen hører mig til, jeg vil betale!" Men har man først forstået dette budskabs inderste, kosmiske natur, har man fred i sin sjæl og lægger trygt enhver hævnfølelse i HANS hånd. For Guds måde at betale på er simpelthen den at lade de kosmiske energier eller bølger fuldbyrde deres egne kredsløb således, at kosmisk sæd og høst kan følge hinanden uden vort personlige indgreb. Thi hævnfølelsens farlighed beror jo netop på, at det skal være her og nu, at hævnen skal fuldbyrdes. At lade guddommen overtage hævnerens rolle forekommer det jordiske menneske for abstrakt, for risikabelt.

Ser vi udover verden, som den ytrer sig idag, er det let at se, at alle de religioner, der endnu forsvarer retten til hævn og had, går deres undergang i møde. De er simpelthen nu imod de humane kræfter, der ad tusinde kanaler søger sig vej frem. Det er muligt, at vi endnu en gang skal opleve en sidste opblussen af dem, ja vel sandsynligt, men dette ændrer ikke, at de har tabt magten over de mere fremskredne af menneskene, der alle længes imod en livsindstilling, der helt har udslettet begrebet om Gud som "Hævner" eller "Hader". Men et verdensbillede eller et gudsbegreb uden hævn og had og dermed følgende helvede udgør en så voldsom kontrast til det, mennesket i dag kender, at det kun kan betegnes som et livsglædens evangelium. Og det er dette livsglædens evangelium, Martinus gennem sine kosmiske analyser forkynder for os. Hvor fortidens religiøse liv var gennemsyret af angst for Gud og for døden, forkynder Martinus os nu eksistensen af en Guddom, der i alt er lys og skønhed. Med skabelsen af hans verdensbillede sker der en fuldkommen ændring i vor indstilling til alt det, der før udløste angst, frygt eller bekymring i vort sind. Med genindsættelsen af reinkarnationstanken som hjørnestenen i al kosmisk tænkning og med påvisningen af de to sexuelle polers regulære eksistens, viser han os enhver sorgs og enhver smertes virkelige natur som kræfter, vi selv har udløst og selv må bære virkningen af. Hvor vi før har levet i en åndelig perspektivløs verden, der aldrig gav hverken kloge eller kærlige svar på vore dybeste og mest brændende spørgsmål, bliver vi nu borgere i en verden, der ikke er skilt i mørke og lys, men hvor det, vi idag kalder mørke kun er den nødvendige baggrund, på hvilken vor oplevelse af lyset kan finde sted.

Martinus er således det første menneske på jorden, der viser os Gud i mørket og belærer os om smertens, sorgens og frygtens inderste natur som meddelelsesmiddel mellem Gud og gudesøn. Gennem analyse efter analyse viser han os tåbeligheden i at frygte det liv, som i sin natur ikke alene er evigt, men i alt kun lys og fuldkommenhed. Når man betænker, i hvor høj en grad fortidige religioner har indespærret os i mentale fængsler, fra hvis små og tilgitrede vinduer vi kun har haft den mindst tænkelige udsigt, føles mødet med dette livsglædens evangelium ofte så overvældende, at sjælen totalt beruses af det. Og det er forståeligt. For vi er alle vokset op i frygtens og angstens skygge. Kun som kosmisk døende væsen, endnu med evnen til blindt at tro, fandt vi lidt trøst i den tanke, at Gud i sin uendelige kærlighed og nåde ville forbarme sig over os. Men så kom videnskaben og gjorde ende på enhver religiøs tro. Vor sjæl blev reduceret til en illusion og vort liv til et resultat af arv og miljø. På baggrund af alt dette, må det virke voldsomt at vågne op til forståelse af det mørke, vi nu har gennemvandret. Voldsomt, ja men vidunderligt. Thi intet menneske kan i virkeligheden leve uden et åndeligt fundament, der kan bære trykket af både følelse, intelligens og intuition. Dette åndelige fundament har vi nu. I lyset af det stråler verdens ældgamle, ofte forkastede og ofte forkætrede sandheder os imøde i et nyt lys. "Guds rige er indeni Eder", siger Kristus. Men hvem har forstået dette? Nu forstår vi det. Forstår det således, at hver den, der siger sig fri af enhver gemen hævn- og hadfølelse, samtidigt giver mere rum for lys og forståelse i sin egen sjæl. Og lys tænger verden til. Omkring os mørkner det påny, og ingen af os ved, hvornår et nyt kosmisk uvejr vil hærge verden. Ikke som en hævn fra en vred Guddom, men som en bitter frugt af åndelig uvidenhed. Skal dette uvejr bryde løs i vort eget liv, ved jeg, at hvert eneste menneske, der for alvor har studeret Martinus' verdensbillede, vil opleve dets uhyre åndelige bærekraft, thi ikke alene evner dette livsglædens sande evangelium at fjerne frygten for vort fysiske liv fra vort sind, men også frygten for den død, der før betød udslettelse, har Martinus fjernet fra os og erstattet med den eneste trøst, som kan skabe lys: at vi evigt har været og evigt vil være, og at døden mindre end at være vor fjende, betyder indgangen til verdener så skønne, så fyldt med glæde, at den, som han engang udtrykte det overfor mig "udgør Guddommens største og mest glædesfyldte overraskelse til hver eneste af os."

At se verden og alligevel intet se udgør den største forbandelse, vi kan opleve, thi denne tilstand er i sig selv en fuldbyrdelse af begrebet "Helvede" At vågne op og med alle sanser opleve i alt og overalt Guddommens egen strålende bevidsthed, og i alt at føle sig i kontakt med denne allestedsnærværende, vibrerende bevidsthed, udgør selve fuldbyrdelsen af det livsglædens evangelium, jeg med disse få og måske fattige ord har søgt at give Dem et indtryk af. Med en ægtefølt indre forståelse af sandheden i dette evangelium har vi i virkeligheden ladt både den kosmisk døende og den kosmisk døde tilstand bag os. Vi befinder os nu i det kosmisk opstandne menneskes lyse position, og vil vi, kan vi udfra denne position ved vort liv og ved vor væremåde bidrage til, at tusinder gennem os kan hæve sig udaf det mørke, som også vi har kendt og som måske bragte os til fortvivlelse, men som dog ligefuldt har udgjort og fremdeles vil udgøre den baggrund, uden hvilken vi aldrig havde evnet at skue det himmelske lys og i blod og nerver føle den fred, den glæde og lykke, vi i dag kender.

– – – – – – – – – –