Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Så er det atter sommer over Kosmos Ferieby, – og i år en aldeles fantastisk højsommer, – hvert eneste hus, ja, hver eneste soveplads er belagt, og omkring os svirrer det med dansk-svensk i en sådan grad, at det uvilkårligt leder tanken hen på en større inter-skandinavisk kongres, idet både norske og færingske lyde blander sig i det sproglige kor Feriebyens ydre ramme er skønnere end nogensinde før, og overalt hører man kun begejstring over de store udvidelser, der har fundet sted siden sidste år. Kosmos Ferieby fremtræder nu i en midlertidig afsluttet og afrundet form og udgør på grænsen til sit 25-års jubilæum en virkelig seværdighed.

Foredragene og kurserne er nu i fuld gang. Mogens Møller har i år valgt at gennemgå udviklingen fra flokbevidsthed til kosmisk bevidsthed, medens jeg, på min side, har valgt at give de interesserede et detaljeret indblik i Martinus' symbolteknik. Derudover holder vi begge en række foredrag over emner med nær tilknytning til de problemer, ethvert modent menneske er i berøring med. Da jeg forestiller mig, at de mange, der ikke har lejlighed til at feriere her, gerne vil høre lidt om de problemer, vi i vore foredrag beskæftiger os med, vil jeg i det efterfølgende forsøge i forkortet form at gengive det foredrag, hvormed sæsonen heroppe blev åbnet i år.
 

Begrebet "verdenskrise" er i den grad gledet ind i vor bevidsthed, at langt de fleste af os kun rent teoretisk kan forestille os denne tilstands modsætning. Fra vi var børn, har vi kun hørt om krise, selvom der dengang ofte var knyttet den for os lidet trøstende bemærkning til den, at "i gamle dage var det hele anderledes"! Vi har ikke oplevet disse "gode, gamle dage", tværtimod. I vort liv har to omfattende verdenskrige gjort ende på enhver tale om fred i gammeldags forstand. Krise, krig, efterkrigstid og forberedelse til ny krig er blevet en tilsyneladende konstant tilstand for os, hvorfor mange mennesker, drevet af det pres på nerverne, denne konstante krise udløser, begynder at spørge efter de mere dybtliggende årsager til denne tilstand i klar erkendelse af, at de overfladeforklaringer, hver eneste avis, hvert eneste tidsskrift indeholder, ikke kan være den fulde sandhed.

Gennem Martinus' kosmiske analyser har vi hørt om to ting der, alvorligt studeret, giver os et virkeligt holdbart grundlag i vor søgen efter en forståelse af det, vi er vidne til. Disse to ting er dels hans analyse af de to kosmiske verdensimpulser, der i dag behersker verden, og dels hans påvisning af, at også jordkloden, som vel de fleste anser for en død og livløs materiemasse, er det, vi forstår ved et "levende væsen". Selvom de fleste mennesker i begyndelsen reagerer overfor denne opfattelse, varer det i almindelighed ikke længe, før de fleste forstår, at enten er universet eet eneste vældigt liv, med en allestedsnærværende guddommelig bevidsthed bag sig, eller også hersker døden enevældigt i et dødt univers, – en tanke intet fremskredent menneske kan finde indre tryghed ved. Enkelt og legefremt har Martinus vist os, at livet på vor klode i virkeligheden udgør en overvældende forstørrelse i det ydre af det liv, der foregår i vort eget, ofte for vore omgivelser skjulte sind. Som vort sjælelige rum, det, vi kalder "vor bevidsthed", indeholder to fra hinanden meget stærkt afvigende "sind", et dyriskegoistisk betonet og et menneskeligt uegoistisk betonet, således indeholder klodevæsenets sjælelige eller mentale rum det samme. Men medens vi anvender en enorm mængde energi på at skjule vor såkaldte "sande natur", så åbenbarer klodevæsenet sin sjælelige tilstand for enhver, "der har øjne at se med og øren at høre med", idet vi her, i en vældig makrokosmisk forstørrelse er vidne til nøjagtig de samme brydninger, der finder sted i vor egen sjæl. Også klodevæsenet har "to sind", hvoraf det ene repræsenteres af alle de kræfter jorden over, der kæmper for et livsmønster, i hvilket junglens moral: "Magt for ret" udgør den bestemmende faktor, medens det andet sind repræsenteres af alle de kræfter, i hvilke humanismens krav om "Ret for magt" er den bestemmende faktor. Stort set er verdens mennesker forlængst udskilt i disse to grupper, der hver for sig søger at hverve proselytter, enten ved åbenlys tvang eller også ved en propaganda der, hvor intellektuel den så bliver, ikke formår at skjule sin indre natur.

Da intet menneske kan leve sit liv til ende på lykkelig vis uden at have et åndeligt ståsted, er det af uhyre betydning for os gennem Martinus' analyser, at få et indblik i det, han betegner som "Den gamle verdensimpuls" og "Den nye verdensimpuls". Klart og uigendriveligt har han vist os, at hvert eneste menneske, der endnu i sig har en medfødt evne til blindt at tro, stole på og adlyde autoriteter, enten så disse er af religiøs, politisk eller såkaldt videnskabelig karakter, ved denne sin specielle kosmiske struktur er tilknyttet de kosmiske verdensimpulser, der har båret det uintellektuelle menneske frem til det trin, det i dag oplever, og af hvilke især den impuls, der ligger til grund for de nuværende verdensreligioner i øst og vest, endnu har et dybt tag i den menneskelige sjæl. Modsat denne gruppe, der endnu tæller verdens store masser, står den stadigt voksende gruppe af mennesker, der igennem en selvtænkning, der næsten altid er en frugt af dyb personlig åndelig krise, har forladt dette specielle livsgrundlag og nu selv søger sig en vej frem, idet de rent intuitivt føler, at der må eksistere en dybere mening med livet end den, flertallet giver udtryk for. Disse mennesker er, deres uhyre forskelligartethed tiltrods, ens i een ting: de har helt eller delvis mistet deres evne til blindt at tro opsatte påstande, påbud eller dogmer. I besiddelse af et vågent, kritisk intellekt er de, om de er positivt indstillet, i dag "jordens salt". For det meste sig selv uafvidende inspireres de, siger Martinus, af en vældig kosmisk impuls, der nu stråler indover jorden og påvirker hvert eneste åndeligt levende og vågent menneske. Det inderste idemateriale i denne nye kosmiske impuls kan måske bedst udtrykkes på den måde, at det tilsigter en endelig og uigendrivelig højintellektuel afdækning af de kosmiske sandheder, der i mere eller mindre tåget form er blevet åbenbaret gennem alle hidtil eksisterende religioner Medens således den foregående, den såkaldt "gemle verdensimpuls" i særlig grad udløste sig gennem tre store forkyndere eller kosmisk bevidste mennesker, nemlig Buddha, Jesus af Nazareth og Muhammed, hvad der igen resulterede i tre fra hinanden afvigende åndelige kulturer, så udløser den nuværende kosmiske impuls sig ikke alene igennem Martinus' kosmiske bevidsthed, men også igennem hvert eneste fremskredent menneske, der er i kontakt med dets idemateriale som, meget enkelt udtrykt, går ud på skabelsen af et hele verden omfattende ensartet åndeligt livsgrundlag, baseret på et kosmisk verdensbillede, der ikke alene til bunds forklarer – og forsvarer – det, de tre allerede nævnte kosmiske bevidstheder eller verdensgenløsere bragte, men også viderefører og afrunder deres forkyndelse på en sådan måde, at hvert eneste udviklet menneske i fremtiden, gennem egne selvoplevede erfaringer bringes til at akceptere Guds reelle eksistens og dets egen evige, udødelige tilværelse. Mellem disse to grupper står tilsyneladende en tredie, nemlig alle de religiøst indifferente eller de, der ikke synes at have nogen interesse af religiøse problemer overhovedet. Men det er kun i det ydre at denne gruppe synes stor. I virkeligheden er alle mennesker religiøse i den forstand, at de, såsnart de forstår at man virkelig kan erhverve sig bevidst dagklar viden om sin egen evige natur, hurtigt ændrer deres tilsyneladende indifferens til aktivt studium.

Dybest set har vi altså her et billede på det verdensdrama, der udspilles lige for vore egne øjne eller måske endnu skarpere, det drama, i hvilket vi hver især er deltagere. På den ene side har vi et klodevæsen, i hvis vældige organisme vi selv "lever, røres og er", og med hvis viljeførende kræfter vi ustandselig er i berøring – og på den anden side vort eget lille liv, som vi selv ønsker at bestemme over. I sin vældige udviklingscyklus har klodevæsenet allerede, siger Martinus, overskredet grænsen mellem den uintellektuelle dyriske og den højintellektuelle menneskelige mentalitet. Dets kurs er klar. I dybet af dets sjæl foregår der nu en vældig udrensning af disse dyriske kræfter til fordel for de humane, højintellektuelle kræfter. Da begge disse kraftområder befordres igennem dets mikrovæsener, har vi her årsagen til den krise, vi i den ydre verden er vidne til og hvor "broder står imod broder, far mod søn og moder mod datter", kort sagt årsagen til den "alles krig mod alle", som vitterlig raser omkring os.

Da vi alle lever i en vældig makroorganisme, der selv er i krise, bør det altså ikke kunne undre nogen, at vi alle hverisær fornemmes at være i krise. Thi enten vi vil eller ej, er vi ved vor væremåde enten i kontakt med de kræfter i jordens bevidsthed, der af jordklodejeget er dømt til undergang, eller også er vi i kontakt med de kræfter, der i fremtiden vil nyde fremme for til sidst at sejre over de, vi idag kalder dyriskegoistiske. Vor dørm om personlig frihed opfyldes her kun forsåvidt, som vi selv kan vælge, hvilke af jordklodevæsenets viljeførende kræfter, vi vil tilslutte os. Tilslutter vi os de døende, d. v. s. alle de kræfter, der fortvivlet knytter sig til fortidige idealer og tilstande, ja så forbereder vi selv, måske delvist uafvidende, vor egen undergang. Tilslutter vi os derimod de kræfter, der nu vil vokse frem med umådelig styrke, er dette ikke ensbetydende med, at vi bliver lykkelige, idet disse kræfter ofte vil tvinge os til brud med både nære og fjerne venner. Vi sejler i bogstaveligste forstand mellem Scylla og Charybdis. Men da valget ikke alene bestemmes af vort intellekt men også af følelse, vil vi, hvis vi er meget ærlige overfor os selv, se at vor egen væremåde i højeste grad afslører, at vi har valgt. Thi ligegyldigt i hvor høj grad et menneske med sine ord priser friheden, tolerancen og næstekærligheden, så er hans væremåde dog hans sjæls sandeste talerør. Derfor ser vi også, at Martinus gennem alle sine analyser alene lægger hovedvægten på væremåden, der for ham er tilværelsens alfa og omega. Hvis ord havde kunnet gøre det, var verden forlængst blevet et paradis, thi millioner af præster jorden over har gennem svundne århundreder sendt enorme floder af kærlige ord og formaninger udover jorden. I fremtiden vil dette billede helt skifte karakter. Det ses allerede idag, hvor kirker og templer jorden over langsomt tømmes, fordi livets sande kilder ikke mere springer der. Det moderne menneske kræver klare svar på klare spørgsmål. Det vil vide. At denne viden i første omgang fører til nye kriser og vanskeligheder for det selv, ændrer ikke udviklingens kurs. På tærskelen til alle tiders største krig, der ikke vil betyde hverken jordens eller kulturens undergang, men alene en klodeomfattende udbrænding af alle negative og destruktive kræfter, kan intet menneske forvente et liv i lykke og indre, såvel som ydre harmoni. Dette er heller ikke det afgørende. Det afgørende er, om vi ved vor viden og den deraf flydende ændrede væremåde er så meget i kontakt med den vældige forvandling, livet på vor klode nu er undergivet, at vi af livet selv vil blive båret gennem den bølge af ild og blod, der venter forude, for efter den med hele vor sjæl at være med til at opbygge den verden af ånd og skønhed, der som fugl Fønix vil rejse sig af de nedbrændte områders glødende aske.

Som man vil forstå, er flokinstinktets tid ved at være forbi. På ruinerne af ofte hjertekolde autoriteters pseudokultur vil der hinsides det drama, der gennem tilsynekomsten af selve det dræbende princips blodrøde blomst – de altødelæggende kernevåben – er ifærd med at udspille sig, opstå en menneskehed, som til sin inderste natur er een, og hvis enkeltindivider er frie i den vidunderlige forstand, at de er sig Guds eksistens bevidst indtil en sådan grad, at de i alt langt foretrækker døden fremfor at lægge hånd og vilje til en væremåde, der er imod ånden i det ældgamle bud om, at "du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv". Ved ordet "Næste" vil disse mennesker ikke alene forstå deres medmennesker, nej, for dem vil selve livet blive helligt. De vil blive livskunstnere af et format, vi kun svagt kan forestille os. Ikke desto mindre er det dette liv, der er vort mål. Det er for dette livs skyld, at denne skønne ferieby er skabt og med en inderlig appel til Dem om under Deres ophold her at søge atvære i kontakt med denne kommende vidunderlige ånd, erklærer jeg hermed på Martinus' vegne Kosmos Feriebys 24. sæson for åbnet.

- - - - - - - - - -

Og modtag så til slut de kærligste hilsener fra alle i feriebyen, fra samtlige medarbejdere, fra Martinus og fra