Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

De har sikkert lagt mærke til, at jeg meget ofte i mine breve til Dem har givet udtryk for, at Kosmos Ferieby, udover at være et henrivende feriested, også er tænkt som en skole i åndsvidenskab, ja, at denne skole i virkeligheden er det dybereliggende formål med dens skabelse! Da vi nu har ikke mindre end 23 sæsoner bag os, tror jeg, det vil interessere Dem at høre lidt om de erfaringer, een, der har oplevet alle disse sæsoner, har gjort.

Alle gode eventyr begynder som bekendt med sætningen: "Der var engang -", det gør eventyret om Kosmos Ferieby også. Thi der var virkelig engang en lille gruppe mennesker, som i deres begejstring for Martinus' tanker, i samarbejde med ham selv, enedes om at skabe et sted, hvor disse tanker skulle have en chance for at udfolde sig i livets egen hverdag. Drømmene var vældige, og det indbyrdes sammenhold af en sådan karakter, at der altid var hænder nok til de opgaver, der skulle og måtte løses. At der ikke altid var penge nok, var en sag for sig. Tingene løste sig, fordi "hvor der er en vilje, er der en vej"! Denne etappe i Feriebyens skabelse står vel for os alle i det virkelige eventyrs glans. Hver og en kendte vi hinanden, og dagene gik ofte over i natten i vor ivrighed efter at bygge "vor egen by". Nuvel, det var en dejlig tid. Martinus' arbejde var endnu ukendt af de mange. Alle kendte vi hinanden, og en sådan tilstand giver sin egen atmosfære. Men sagen voksede og Feriebyen med den – og dermed kom de første skuffelser for dem, som i den grad havde vænnet sig til Feriebyens "barndomsatmosfære", at de syntes, den skulle forblive her i al evighed.

Jeg nævner disse ting, fordi man her, på nærmeste hold, oplevede drømmens og virkelighedens møde med hinanden. For den, der er opdraget til aldrig at glemme Jesu berømte ord: "Jeg er ikke kommet til verden for at bringe fred, men sætte splid –" var der intet forbavsende i dette, thi selvom Martinus' arbejde på det tidspunkt endnu var i sin vorden, var det dog allerede så gammelt, at vi i centrum forlængst havde de første bitre erfaringer for, hvilke virkninger hans tanker kunne få, når de mødte mennesker, der var mere eller mindre fast forankrede i det åndelige idemateriale fra "Den gamle verdensimpuls". På den ene side havde vi således sagens teoretiske side, på den anden den livsvirkelighed, der relativt hurtigt begyndte at vise os sandheden bag de berømte ord: "Viljen er redebon, men kødet er skrøbeligt –". Eet stod imidlertid fast, og det var fællesviljen til at overvinde enhver vanskelighed. Feriebyen skulle skabes, og den blev det. I dag er den et kæmpeprojekt, som vokser sejgt og sikkert mod de mål, vi engang drømte om. Den "døgnfluetilværelse", man spåede denne ferieby, er nu kun et smil værd, det kan enhver se i dag.

Selv om denne ferieby endnu ikke er udbygget og næppe bliver det i vort nuværende liv, så har den dog nu eksisteret så længe, at man kan begynde at se, hvilken rolle den har spillet og vil komme til at spille i sagens liv. Sammen med hovedcentret i København er den en "udfaldsport" mod den fysiske verden. Gennem disse to porte strømmer Martinus' tanker ud i verden. I København næsten kun teoretisk, her, i Kosmos Ferieby, både teoretisk og praktisk. Teoretisk i form af den virksomhed der øves i foredragssalen, praktisk i form af det liv, der leves på denne plet. Et liv der, overfladisk betragtet, ligner ferieliv de fleste steder, men udsat for en nærmere undersøgelse afslører indtil det utrolige sandheden i hver eneste af Martinus' kosmiske analyser.

Lad os begynde med forsæsonen. Som De vil vide, er den reserveret to kategorier af mennesker: folkepensionister og syge. Folkepensionisterne er mennesker mellem 65 og 90 år. Kun de allerfærreste af dem kender andet til Martinus' arbejde end navnet på instituttet. Hvad vi tænker og mener er de uvidende om og forbliver det i den forstand, at vi aldrig på noget som helst område søger at påvirke dem. Vi har her den indstilling, at de, så langt vore kræfter rækker, helt og fuldt skal nyde den rent fysiske frugt af vort arbejde i form af vore praktiske og bekvemme ferielejligheder, som de får for så små penge, at de næppe kan få en sådan ferie noget andet sted i vort land for tilsvarende beløb. Selvom disse mennesker således kun er knyttet til os gennem de fysiske goder, vi kan yde dem, udgør de alligevel et yderst værdifuldt "studiemateriale" for de af os, der her har den glæde at være i berøring med dem, idet vi her står overfor en sum mennesker, der er inde i det fysiske livs "høstperiode". Næsten indtil 100% har de livet igennem været knyttet til det religiøse idemateriale i "Den gamle verdensimpuls". De ryger deres pibe eller cigar, tager deres øl eller snaps og spiser deres bøf uden at skænke disse ting anden tanke end den, at "sådan har menneskene altid levet, og sådan vil de altid leve". De fleste af dem repræsenterer "massemennesket" i renkultur, men selv her bekræfter de tre hovedkategorier sig meget stærkt. Kun få procent er "ligevægtsmennesker", men de har til gengæld også en alderdom så velsignet, at deres nærværelse her er direkte lysende, ja, så lysende og varmende, at de normalt kan holde alle "uligevægtsmenneskene" i skak. Nu skal det hertil siges, at vi i det skjulte foretager en diskret udvælgelse, idet vi føler, at vi har ret til at foretrække denne type. Vi kan alligevel ikke ændre disse mennesker og hvorfor så ikke bruge vor åndelige viden til at tilføre området så megen kærlighedsenergi som muligt? Dermed være ikke sagt, at "uligevægtstypen" ingen adgang har hertil, kun at vi søger at afbalancere forholdet så meget, som det er os muligt. Ejendommeligt er det at lægge mærke til, hvorledes uligevægtstypen forkalker meget stærkere end ligevægtstypen. Mennesket med de skarpe meninger "stivner" åbenbart meget hurtigere end mennesket med evnen til at tage tingene "lidt fra oven". Jeg har i de år, vi har haft ordningen med folkepensionisterne, mødt mange dejligt vise mænd og kvinder, med hvem det har været en stor oplevelse at tale, – og jeg har mødt mange, man kun kan klare ved at være akkurat så bestemt, som man må være overfor børn.

Vi har haft mange syge mennesker heroppe i for- og eftersæsonen. Sidst nu en ret stor gruppe sclerose-ramte mennesker, som kom til at stå os alle meget nær, hjælpeløse som de var. Uden på nogen måde at være sentimental har jeg fået den tanke, at vi bør udbygge vort samarbejde med disse så hårdt ramte mennesker mest muligt. De trænger til os – og vi trænger til dem – fordi vi trænger til opgaver, der påkalder vor praktiske idealisme. Så lidt som de ældre udsættes disse mennesker for åndelig påvirkning af anden art end den, vor menneskelige venlighed udtrykker. Spørger de, henvises de – såvel som de ældre – til selv at læse de bøger, der står i biblioteket. Vi har her den helt klare indstilling, at al teoretisk undervisning må og skal være henlagt til selve højsæsonen. I modsætning til de ældre, som får lov at komme igen år efter år, har vi ingen indflydelse på arrangementet med de sclerose-ramte. Det sørger scleroseforeningen for, og jeg har forstået det således, at vi her hele tiden vil se nye ansigter. At jeg rent privat håber på gensyn med adskillige af dem, vi allerede har lært at kende, er en sag for sig. Men jeg kunne unde Dem at se disse mennesker, selv om jeg er klar over, at det ville chokere mange af Dem. Men det ville i så tilfælde være et sundt chock. For livet i verden er hårdt. Vi, som er sunde, har vist i os en tilbøjelighed til at flygte fra de områder, hvor smerten hersker enevældigt. Men denne flugt kan aldrig være rigtig, ihvertfald ikke om vi tilbunds ønsker at være menneske. Mødet med de syge er mødet med evnen til at resignere, og vi møder denne evne på alle dens stadier, lige fra den pinefulde, grådkvalte protest hos den ganske unge, i hvem drømmen aldrig blev andet end drøm, og til den ældre, der ydmygt bøjer sig for sin skæbne og nu blot ønsker at bruge de sidste få kræfter til at hjælpe og stimulere de andre. Personligt synes jeg, at jeg i mødet med disse meget syge mennesker oplever så megen menneskelig skønhed, at jeg på sagens vegne føler mig dybt taknemmelig over at få lov til at være med til at løse netop denne opgave. For- og eftersæsonen her i feriebyen er således en meget rig periode, og hvordan man ellers ser på vort arbejde, er det en meget stor kompliment til Martinus' ånd, at disse perioder er lagt til rette, som tilfældet er.

Selve højsæsonen er en verden helt for sig selv. Her mødes alle mulige kategorier af mennesker, alle overgange mellem både de to kosmiske verdensimpulser og de to sexuelle polkombinationer, således at denne periode åndelig talt i sig selv udgør een eneste uafbrudt undervisning i "kunsten at omgås mennesker". Nægtes kan det ikke, at Kosmos Ferieby nu er blevet så stor og, åndelig talt, så uensartet, at det kræver en hel del af ledelsen, om ikke dens indre, dybereliggende formål, skal blive forflygtiget. Den største hjælp er her den menneskegruppe – og den er, Gud være lovet, meget stor – som i det stille, med hele deres sjæl er knyttet ikke alene til Martinus' tankeverden, men også til kampen for dens fremtid. I det ydre mærkes disse mennesker ikke, dertil er de af naturen for ydmyge og dermed for beskedne. Men i "det indre" er det disse mennesker, der alene gør det muligt år efter år at få inspiration til at løse enhver af de vanskeligheder, der nødvendigvis må opstå, hvor så mange forskelligartede typer mødes. Thi vi har dem alle her, fra de, der virkelig har forstået Martinus, til de, der trods en tilsyneladende voldsom interesse ved deres væremåde afslører, at de intet som helst har begrebet. Og netop fordi alle mulige typer mødes her, kan et ophold her blive en oplevelse for livet for den enkelte. Martinus' arbejde er verdens hidtil mest gennemførte forsvar for den absolutte og ubegrænsede tolerance. Når dette er sagt, må man måske i al stilfærdighed gøre opmærksom på, at dette ikke er ensbetydende med, at man akcepterer enhver form for væremåde. Et gammelt ord siger – og det udtrykker en dyb kosmisk sandhed – at du skal hade synden, men ikke synderen! Nu er ordet "had" i sig selv et grimt ord. Lad os nøjes med ordet "afsky". Og er det ikke her, den usynlige linie går, mellem den, der virkelig har forstået livets indre mening, og den, der kun teoretisk har begrebet den? Det virkeligt udviklede menneske ønsker aldrig ved sin væremåde at sætte andre hverken i forlegenhed eller virkelig vanskelighed. Derfor foretrækker det at leve stille – og lytte. Men denne dets væremåde kan misbruges, og i virkeligheden give den mindre udviklede en urimelig chance til at optræde, som han eller hun lyster. Og her er det, at vore foredrag træder ind i billedet. Thi hvor skønne huse der end bygges på denne plet, og hvormange penge den enkelte end ofrer på sit private sommerparadis, så er det dog den yderst beskedne træbygning i Feriebyens midte, der er dens virkelige magnet. At glemme dette, ja, alene at bidrage til at forflygtige denne kendsgerning er på denne plet alene den "synd" der, omend i begyndelsen usynligt, sætter den proces igang, der usvigeligt sikkert fjerner den enkelte fra dette indviede område. Vi har ingen ceremonier, ingen klokkeklang, ingen dogmer og ingen hellige miner. Vi har intet ydre apparat, ved hvis hjælp vi forsøger at opretholde en speciel autoritet. På alle områder har Martinus givet os fuld frihed og vægret sig ved at binde vor ånd. Og alligevel har han bundet os, så sandt som at mødet med en sandhed, der på alle områder er i dybeste kontakt med vort eget selvoplevede erfaringsmateriale, er det stærkeste bånd, der findes. Det er på grund af de kosmiske sandheder, han har givet os, at vi binder vort liv til dette sted, og for deres skyld vi bærer de byrder, stedet pålægger os – og det er for deres skyld, at dette sted er blevet vort livs helligdom. Og selvom man ikke i dag straffer dem på livet, der krænker helligdommen, så straffer livslovene selv derved, at de usvigelig sikkert isolerer den bort, der går imod dem, på akkurat samme måde som vort eget legeme isolerer enhver indtrængende splint, inden den når at true det med undergang.

Foredragene og de dertil knyttede kurser udgør den inderste ild i denne store skabelse, og det har været en ubegribelig stor lykke for os alle, at vi nu i så mange år har haft Martinus iblandt os, både at lytte til og til at rådføre os med i opbygningen af denne ferieby, som i dag er et millionforetagende. Om alle bare kom ligeså stille på denne plet, som han kommer, og om alle bar den samme kærlighed i hjertet og den samme forståelse, som han gør, da ville denne plet lyse og funkle udover verden som den stjerne, det er dens bestemmelse at skulle blive. Derfor disse linier umiddelbart før højsæsonen begynder. På alle andre pladser er ferielivet måske en tid uden ansvar, det kan det aldrig blive her!

P. S. Tag hele sagens hjerteligste tak for de mange dejlige bøger, De har sendt os! For første gang må vi bede Dem standse tilsendingerne, vi har simpelthen ikke plads til flere! Det har været en umådelig håndsrækning. De her har givet os, og De kan være overbevist om, at Deres smukke gave vil komme til nytte. Vi har nu et fantastisk bibliotek. Endnu en gang hjertelig tak!