Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"I hævnens lovprisning hylder man netop princippet øje for øje og tand for tand.

Men hvor kan man opveje den skete skade på denne måde? – Et øje, der er blindet, bliver ikke seende ved, at et andet øje knuses. En myrdet mand bliver ikke levende, ved at morderen dræbes. Og dermed er hævnens lovprisning eller dyrkelse således blottet for logik og i strid med loven for tilværelse. Nævnte lovprisning har derimod vist, at den i stedet for at være en hadets og myrderiets bekæmpelse blev fundamentet for dets forplantning eller formering. At dræbe et væsen, fordi det har dræbt et andet væsen, gør jo det ene mord til to. At hævne, fordi man selv har været udsat for hævn, kan kun være at formere hævnen. Men at tro, at man kan fjerne en ufred ved at formere hævnen, der i realiteten er ufredens fundament, er jo toppunktet af naivitet. Og vi ser da også denne mentalitet særligt florere hos primitive folkeslag, selv om den naturligvis også i stor udstrækning martrer den moderne verden, ja, hvad raffinement i grusomhed angår, ligefrem kulminerer her.

Men denne grusomhed er således i virkeligheden kulminationen af resultatet af misforståelsen af "den guddommelige korrespondance". Da nævnte resultat er grusomhed, vil det uvægerligt afføde antipati imod dets årsag. Det vil igen sige, at man vil få hundrede procents erfaring for, at brutalitet og grusomhed, hævn og had ikke er vejen til lykken, men til ny brutalitet og grusomhed, til nye had- og hævnformer. Det man dyrker, det holder man i live. Sanser og tankearter udvikler sig ved benyttelsen eller brugen. Det gør ingen forskel, om det er hævntanker eller kærlighedstanker. Kun virkningen af de sanser og de tankearter, man benytter, bliver bestemmende for disses varighed i ens bevidsthed. Når man først opdager, hvad der er vejen til den virkelige fred og lykke, og hvad der er vejen til den virkelige ufred og lidelse, skal man nok efterhånden følge det, der er vejen til lykken."