Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1958/9 side 9
SÅLEDES SKREV MARTINUS –
"Da intellektualitet er det samme som "kosmisk sommer", og primitivitet er "kosmisk vinter", har alle levende væsener således i sin natur denne medfødte urokkelige passage til "kosmiske somre" og "vintre" og de herimellem liggende "kosmiske årstider". Vi bliver derfor uundgåeligt vidne til, at alt, hvad der forekommer i livet eller tilværelsen, det være sig væsener eller ting, er præget af nævnte "kosmiske årstider". Noget er således "vinterpræget", medens andet er "sommerpræget", noget er "forårsagtigt", og noget er "efterårsagtigt". I det kosmiske liv er væsenerne i ligeså høj grad præget af "årstiderne" (spiralzonerne), som det fysiske liv er præget af de fysiske årstider. Ligesom der i den fysiske tilværelse er frost og kulde, solvarme og gråvejr, regn og tørke, storm og stille, lyn og torden, således er der i det kosmiske liv akkurat tilsvarende klimatiske forhold. Da disse forekommer i væsenets bevidsthed eller sjæleliv, er de, som tidligere nævnt, her i "Livets Bog" udtrykt som "tankeklimaer".
Igennem et hvilket som helst levende væsen strømmer der altså i dette øjeblik, i form af dets kosmiske mentale manifestation eller synliggørelse, enten "vinterkulde", "forårsblæst", "sommersol" eller "efterårståge og fugtighed". Vore tanker i dette nu, det vi siger til vor næste eller tænker om ham, eller det, vi tænker om os selv eller gør imod os selv, er således kosmisk "årstidspræget". Vor udfoldelse kan være vilde naturkræfter, der flænser og flår alt og alle i vor nærhed, ligesom vor udstråling også kan være af en sådan natur, at den fortætter og fryser alt til is. Og vi kan udgøre en inderlig lys- og varmekilde, der skaber sommerdagens vidunderlige blide briser og varmende solskin for alt, hvad der kommer ind under vor udfoldelse. Og vort væsen kan være et afbleget, kraftløst udtryk for aftagende storhed og fortids kraft og vælde. Jo, i vort indre er Guddommen den sande sol. Igennem vort "evighedslegeme" og "overbevidsthed" spreder den sin glans ind i vor underbevidstheds mørke, og dag og nat opstår i vort indre. Og den vekselvirkning mellem lys og mørke, vi kalder "livet", kommer således til at flamme, funkle og lyse igennem os, og ud fra os, ind i vore omgivelser, ind i andre væseners tilværelse. Vort væsen blivet eet med naturkræfterne. Vi er undertiden den iskolde vind omkring bjærgtoppene. Vi er de rasende snestorme på stepperne. Vi er den hvide død ved polerne. Imod os må alt liv beskytte sig i pelsværk og vanter, i uld og skind, ved ild og kakkelovne.
Til andre tider er vi det gryende forår. Fra vort indre suser en rasende livslystenergi. Det er forårsvinden. Den får isen til at smelte, lavinen til at skride og floder til at gå over sine bredder. For det frembrusende forår i vort indre må alt vige, men i sit fodspor efterlader det sig det spirende liv, den spæde anemone eller hvide vintergæk.
Undertiden er vi den lysende sommersol og befrugtende byge. I vor fremfærd myldrer livets tusindfoldige hærskarer frem. Vor kåbe er blomsterflorets strålende farvepragt. I vor atmosfære mærkes roser, guldregn og syren. På vor vej hen over kloder og verdener løfter vi livet mod den evige Fader. For vort himmelske lys må mørket vige.
Til andre tider er vi det afblegede efterår. Vort åsyn er de falmende skove, det brune løv og de gule stubmarker. Kun sparsom næring er der nu at finde på vore afribbede græsgange. Men over vort døende liv, vor svindende herlighed, funkler og lyser forjættende høstnattens klare stjerner."
LIVETS BOG II, stk. 471 og 472.