Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Vi landede i Kastrup lufthavn i en så forrygende snestorm, at en bus matte ud og hente os ved selve maskinen. Det var, om jeg så må sige, den mest gennemførte oplevelse af kontrastprincippet, jeg i dette liv har været ude for. Men selv om jeg kom fra ca. 30° varme i Bombay til ca. 30° kulde i København, vil jeg nu alligevel sige, at det trods alt er lettere at ga fra kulden og ind i en dejlig varm stue, end det er at gå fra en nogenlunde kølig stue og ud i en temperatur, der føles som en glohed bagerovn. På den anden side oplever jeg nu i omvendt orden vanskelighederne ved at vænne sig til Nordens mere beherskede temperaturer, – jeg længes, kort sagt, som alle andre danskere meget stærkt efter forårets komme!

Siden jeg kom hjem, har jeg haft den meget store glæde, at flertallet af de mange billeder og film, jeg tog i Indien, viser sig at være vellykkede, således at jeg nu har en strålende chance for at vise Dem denne lange rejses rent ydre, meget kulørte side. Hvad den derudover betød, er først nu ved at udarbejde sig selv i dybet af min bevidsthed. Det føles til tider ganske mærkeligt at opleve, hvorlede de mange tusinde indtryk fra denne rejse, gennem en proces, vi kun kender uhyre lidt til, ustandseligt omgruppere sig selv og nu begynder at danne et helhedsbillede, som sandsynligvis vil blive stående. Eet står mig imidlertid allerede nu meget klart, og det er den værdi, mit kendskab til Martinus' kosmiske analyser har og har haft for mig som oplevelses- og vurderingsgrundlag af de begivenheder og ting, jeg har været vidne til. Man kan opleve fremmede lande rent journalistisk, hvilket i almindelighed vil sige ret overfladisk, men man kan også opleve livet indenfor disse landes områder fra et synspunkt, der lader dem fremtræde som dele af denvældige evolutionsproces, dette århundrede befinder sig i. Gang på gang har det under min rejse slået mig, at dersom jeg ikke havde fået den træning i kosmisk tænkning, som samværet med Martinus gennem de mange år har givet mig, ville jeg uundgåeligt have vurderet alle mine oplevelser udfra et lokalt, tidsbestemt synspunkt, som, dybest set, har meget lidt med den virkelighed at gøre, der især i Østen skjuler sig bag det daglige livs næsten uoverskuelige virvar.

Jeg havde den mærkelige oplevelse at være indbudt til the hos premierminister Nehru den samme dag, som den islandske forfatter og nobelpristager Halldor Laxness skulle komme til middag, og nu, ved min hjemkomst, læser jeg så i "Politiken"s kronik for 11-3-58 hans vurdering af Indien, der konkluderer i at "En kommunistisk hjernevask med alle marxismens banaliteter efter kinesisk mønster er at foretrække for det metafysiske dilemma, som den indiske befolkning lider under". Nuvel, jeg forstår Halldor Laxness' syn, men også, at det er et resultat af en altfor forhastet vurdering af det, han på sin lynrejse var vidne til. Det er så umådeligt let at kritisere Indiens liv af idag, også de vitterlige åndelige tåbeligheder, man der er vidne til, som f. eks. den absolut uhygiejniske badning i Ganges og de til tider uhyggeligt magre, elendige køer, der vandrer rundt overalt og blot venter på at dø, da ingen vil dræbe dem. Men det forekommer mig nu, at der også i det vesterlandske religiøse liv er et og andet, der kan få en til at stille nærgående spørgsmål. Jeg passerede således Italien, netop som landet var i oprør over, at en biskop fra prædikestolen havde stemplet en ung kvinde, der kun var borgerligt viet, som "skøge". Røret om denne sag berørte Paven så dybt, at han aflyste alle festligheder i anledning af en stor katolsk højtidelighed, specielt fordi den borgerlige dom, der var gået biskoppen imod, af ham føltes som en dyb krænkelse af den hellige kirke osv., osv.

Det er sandt, at det indiske menneske er dybt bundet til sit religiøse liv og dets årtusindgamle traditioner, og det er også sandt, at der iblandt disse traditioner er mange, der står foran et umiddelbart fald på akkurat samme måde, som utallige af vore gamle traditioner af livet selv er blevet opløst og udslettet Men når Halldor Laxness går så vidt, at han stiller forholdet mellem muhammedanere og hinduer op som den alvorlige hindring, det idag er for samarbejdet mellem Pakistan og Indien, glemmer han, at det først er i vor tid, at dette problem blev bragt op på et politisk plan og derved blev gjort næsten uløseligt. Indtil vort århundrede levede disse to store trosretninger ikke alene udmærket "dør om dør", men utallige sønner og døtre fra begge lejre indgik ægteskab med hinanden, uden at dette forvoldte uovervindelige vanskeligheder.

Metafysik og metafysik vil altid være to ting. Åndelige opfattelser kan til enhver tid tages til indtægt for tåbelige livsformer, hvad der dog ikke ændrer den kendsgerning, at sand livsvisdom altid har været og altid vil blive kernen i enhver livsopfattelse, enten den så er øster- eller vesterlandsk. Og at tro, at Inderne alene bygger på rene vildfarelser, er udtryk for en naivitet så afgrundsdyb, at den unddrager sig diskussion. I sin inderste natur er der ingen dybere forskel mellem muhammedanisme, hinduisme og kristendom. Alle har de rod i personer, der aldrig drømte om, at man over deres oplevelser og erfaringer skulle bygge "teologier", der ved deres mængder af misforståelser omtrent har formået at dræbe det budskab, disse ædle skikkelser gav verden. Og vi ser da også, hvorledes reformationerne med visse mellemrum både i Øst og i Vest har ryddet op og afdækket de næsten begravede evige kerner. Og ser man på livet i Indien af idag med øjne, der ikke lader sig blænde af de nuværende vanskeligheder, det nuværende tilsyneladende håbløse kaos, ser man overalt de ubedragelige tegn på, at også Indien, åndelig talt, er midt i en fantastisk opvågningsproces, der meget vel kan lade både dette vældige rige og de øvrige asiatiske stater i løbet af blot et enkelt århundrede blive verdens åndelige model.

Een ting overser langt de fleste europæere, der gæster Østen, og det er den enkle kendsgerning, at det asiatiske menneskes kosmiske struktur er lidt anderledes end det vesterlandske menneskes. I Vesten opdrages mennesket til alene i den materielle medgang at se livets mål og mening. Sandt nok har vi bade religion og kirker, men ingen i vor verden er i tvivl om, hvilken indflydelse og betydning man tillægger mennesket, der har penge. At man også i Østen tillægger besiddelsen af penge stor betydning, vil jeg være den sidste til at benægte, men – og der er her et "men", man bør kende! Medens man i Vesten praktisk taget aldrig hører om, at et velstillet menneske på ca. 60 år helt overgiver alle sine værdier til slægten for at bruge sine sidste år til at forberede sin død, så er dette en ganske normal og dagligdags oplevelse i Østen, der altid har sat dødens problemer betydeligt højere end det, vi har kalder "livets". For os er døden noget definitivt. Med den er vi "ude af billedet". I Østen derimod udgør døden ikke det definitive, den er for os. Thi Inderen, f. eks. nærer ikke i sit hjerte mindste tvivl om, at han skal vende tilbage til denne verden og her opleve den "høst", han ved sit liv har frembragt. Reinkarnationstanken udgør simpelthen en del af hans sjælelige struktur og vel at mærke: en levende, aktiv del. Religion er således ikke det samme for det asiatiske menneske, som det er for vesterlændingen, hvor den kun altfor sjældent udtrykker hans inderste livskerne. At besøge Indien uden at vide dette, vil uundgåeligt føre til en fejlvurdering af det, man der er vidne til. Ved man det derimod, ser man overalt, at selvom den unge Inder har sine øjne rettet imod Vest og i meget så absolut er på vej ind i det, vi kalder "materialisme", så vil denne materialisme aldrig nogensinde blive af den samme slags som den, der i så lang en tid har behersket vesterlændingens hjerte og hjerne. I vor verden har kun få akcepteret reinkarnationstanken som livsbasis. Jesus forkyndte åbenlyst denne høje tanke, men en efterfølgende, af maskulin logik gennemtrængt teologi udelod den, hvorfor den vestlige verdens åndelige fundament blev et af de svageste i verden, et forhold der bl. a. giver sig udtryk i den urokkelige kendsgerning, at Europa blev de blodige kriges faste arnested. I Indien derimod, såvel som i det øvrige Asien, udgør reinkarnationstanken hovedhjørnestenen i langt den overvejende del af den religiøse tænkning. I disse områder angår tvivlen ikke selve tanken, men derimod dens fortolkning, og her er det, at Martinus' kosmiske analyser modsvarer et krav, der idag er så stærkt, at det verdensbillede, han i sit livsværk har afsløret for os, meget vel i løbet af få årtier kan være mere kendt i Orienten end i Occidenten.

Har man blot een gang i sit liv haft den oplevelse at tale til Indere om Martinus' kosmiske analyser og der oplevet dels den heltud eventyrlige dybe lydhørhed, og dels den næsten ubegribelige intuitive forståelse af hans symbolik, ved man, at det enkelte menneskes medfødte religiøse talentkerne i Indien er ganske anderledes "funktionsdygtig", end tilfældet er med gennemsnitsmennesket i Europa. Gang på gang giver landets berømte premierminister i sine taler udtryk for, at vejen frem idag ikke er et spørgsmål om penge alene, men derimod i langt højere grad er et spørgsmål om en sand og urokkelig videnom, hvorledes man kan beherske kræfterne i sit sind på en sådan måde, at man altid er i besiddelse af en urokkelig indre harmoni. Jeg har haft den sjældne lykke personligt at møde en lang række af Indiens ledende mænd af idag, og jeg ved ganske nøje, at omend de i det ydre har al deres opmærksomhed rettet imod Vest for derfra at hente impulser til den rent fysiske omformning af deres land, så følger deres sjæl det ældgamle indiske mønster. Ingen anden regering i verden har så stort et antal af rene altruistiske medlemmer som den indiske, af hvilken hovedparten ikke alene er vegetarer, men også afholder sig fra tobak og alkohol. Disse idealer, som gang på gang fremkalder ironiske smil på vesterlændinges ansigter, er så rodfæstede i indisk tænkning, at selvom de for en stund kan blegne, vil de aldrig dø bort. Vesterlandsk tænkning i materiel betydning har idag en stigende magt over den opvoksende indiske ungdom. Men – og herom er jeg hundrede procent overbevist – kun for en stakket stund. Thi inderen har det talent for religiøs forståelse, der er så sørgeligt degenereret i Vesten, og dette talent vil hurtigt kræve sin ret!

"Talent for religiøs forståelse"? Kræves der da talent for at forstå religion? Det ikke alene kræves, men det kræves i så høj grad, at uden dette talent vil kun de færreste besidde kraft til at forsøge at leve deres idealer i det daglige liv. Religion er i sin natur ikke mere ophøjet end musik eller enhver anden form for kunst, og intet menneske tror vel på, at en interesse for musik, der end ikke fører til blot det svageste forsøg på selv at udøve denne ædle kunst, nogensinde vil føre til skabelsen af en habil musiker? Hvor tåbeligt derfor at tro, at et menneske, som kun har svage medfødte religiøse sympatier, foreløbig vil blive en virkelig praktisk idealist. Her i Vesten er dette at være religiøs forlængst blevet gjort identisk med noget, om ikke just tvivlsomt, så dog noget, de fleste ikke holder af at tale om. I Østen derimod udgør det religiøse liv i så høj en grad en af det daglige livs naturlige funktioner, at den opvoksende intellektuelle ungdom i virkeligheden blot venter på den reformation af begreberne, alle føler må komme. At man også her venter en fornyelse "udefra", skjuler ingen, thi alle er ganske klare over, at denne nye åndelige reformation må indebære en oplysning, udtrykt i og formet til en høj intelligens og en levende intuition. At jeg personligt her ser således på det, at Martinus' verdensbillede tilfulde opfylder disse krav, kan næppe forbavse Dem, men jeg er også i stand til at understrege mit eget syn på dette problem med en udtalelse, som en fremstående jurist i Delhi kom med, efter at jeg i over to timer havde gennemgået en række af Martinus' symboler for ham og en lang række af hans kolleger. Han sagde: "Det er for mig en selvklar sag, at Martinus måtte fødes i Norden, men jeg er akkurat lige så sikker på, at hans arbejde først skal sejre her i Østen, før Vesten for alvor bliver opmærksom på hans eksistens!"

Om denne alvorlige mand, der har tilsagt os al sin støtte i vort arbejde derude, vil få ret, kan kun tiden afsløre. Men hans ord indeholdt for mig en dybt alvorlig appel til på alle måder ikke alene at søge at bevare enhver kontakt med Indien, vi allerede har opnået, men til at udbygge disse kontakter, hvor som helst det er muligt. Dette kræver i første omgang meget af os, men jeg føler mig overbevist om, at vi med lethed kan magte enhver byrde, Forsynet i denne sag måtte lægge på vore skuldre. Thi når alt kommer til alt, vil det måske blive vort nuværende livs skønneste frugt ved vor indsats at bringe de sandheder, på hvilke vort eget liv hviler, ud til det Østen, der langt mere bevidst, end tilfældet er i Vest, venter, at netop dette århundrede skal bringe den åbenbaring af den evige ånd, der altid har fundet sted, når det moralske sammenbrud i verden nærmede sig det totale.