Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Var afskeden med New Delhi smuk, var afskeden med Bombay ikke mindre skøn, selv om den var meget anderledes. Jeg forlod Bombay søndag den 9. februar kl. 23 og havde regnet med, at al afskedstagen med Indien var overstået den foregående dag, således at jeg kunne gå lige så stilfærdigt, som jeg var kommet. Men netop som jeg havde fået ordnet alle mine ting med toldvæsenet, kom en af Indian International Airlines assistenter og bad mig følge ham. Jeg troede faktisk, at jeg skulle have vrøvl med mine papirer, og jeg blev derfor glad overrasket, da jeg pludselig stod ansigt til ansigt med en gruppe af mine venner, der absolut ønskede at sige mig et sidste farvel. Iblandt dem var den unge forlagsdirektør, der nu overtager al distribution af vore bøger i Indien. Han har ikke alene et af de største forlag derude, men er kendt for både sin energi og sine dybe religiøse interesser. Vi var blevet meget gode venner under vore møder, og jeg følte derfor stor glæde ved endnu engang at få lejlighed til at drøfte forskellige mindre detaljer ved vort fremtidige samarbejde med ham.

Præcis kl. 23 gik vi på vingerne i en af de Super-G-Constellationsmaskiner, der besørger trafikken mellem Indien og Afrika. Kun fa minutter senere gled vi ud over det arabiske hav, efterladende Bombay, og dermed Indien, som et lysende punkt bagude i horisonten. Natten var stille og stjerneklar, og jeg havde atter fået en dejlig vinduesplads, så jeg kunne sidde og nyde synet af det strålende univers over og omkring mig. Jeg havde forestillet mig, at turen ville tage ca. otte timer, idet der på billetten stod: ankomst Cairo 7. 45. Men jeg havde glemt, at vi undervejs ville "indhente" ikke mindre end tre timer. Det blev faktisk den længste nat, jeg erindrer at have oplevet. Den blev dybere og dybere mørk, efterhånden som timerne skred frem, og da vi nåede den tid, hvor jeg i Indien normalt havde siddet i strålende sol og nydt min morgenmad, var der end ikke det fjerneste tegn på himmelen til, at dagen ville bryde frem. Een ting skete undervejs, som jeg med et lille smil nikkede genkendende til. Stjernebilledet "Carlsvognen" steg igen højere og højere på himlen, og jeg var helt glad, da jeg påny kunne se alle stjernerne i dette for os så kendte himmelske køretøj. Efter ni timers flyvning begyndte det endelig at lysne, og dybt under mig så jeg nu Saudiarabiens trøstesløse ørkenterræner udbredt for mine øjne. Uendeligt triste lå disse mægtige flader og lyste op imod os, ørkengule og livløse. Pludselig så vi nogle skarpe, lige linier tone frem, det var de berømte olieledninger, der fører olien direkte ud til havnen ved Suezkanalens sydlige munding. Og der lå så denne berømte kanal, der faktisk syner af det rene ingenting set fra luften, men som alene ved sin blotte eksistens næsten er at ligne ved en lunte til en international krudttønde! Kort tid efter lød ordren til at spænde sikkerhedsbælterne fast, og få minutter derefter tog vi cementen på en af verdens tristeste flyvepladser: Cairo Airport.

Det var endnu meget tidlig ægyptisk morgen, da vi i bus susede ind mod Cairo. Alt omkring var ørken, ikke et træ brød ensformigheden, og det hele så ærlig talt temmelig deprimerende ud. Cairo viste sig at være en på sin vis meget smuk by, selvom den, som de fleste af østens byer, syner langt mere fattig end byerne i vor verden. Eet virkede meget ubehageligt, og det var synet af den indfødte befolkning, især dens kvinder, der alle går klædt i det, vi hos os kalder "dybeste sorg". Ægypten er muhammedansk, hvilket vil sige, at foragten for kvinden eller måske rettere: den manglende respekt for hende som levende væsen, sætter sig det hæsligste spor. Klædt i sort og med ansigtet tildækket, lever disse kvinder næsten som en slags fremmede gæster på vor klode. De er i sandhed ofre for det, Martinus så træffende kalder "maskulin logik". Jeg så det allevegne, og det gør det faktisk lidt svært at tænke tolerant pa denne religion, der på disse områder er os meget væsensfjern.

Mødet med pyramiderne, både Cheopspyramiden og de ved Memphis, var ikke helt det, jeg havde været indstillet på, ejheller mødet med Sfinksen. Årsagen var den enkle, at disse i virkeligheden så betagende mindesmærker for en længst forsvundet fortid, er gjort til genstand for hæslig turistindustri. Intet mangler fra restauranten med "forfriskninger" til kanonfotografen med kamel og alt, hvad man ellers kan forlange. Og det er umuligt at passere denne skærsild af forretningsshakaler, der alle er indbyrdes forbundne gennem et procentsystem, som vist søger sin lige i vor verden, uden at blive fanget i dette eventyrligt fint spundne net.

Var det sålænge nærede ønske om at se disse Ægyptens berømte klenodier blevet opfyldt i en vis skuffelsens atmosfære, kan det samme derimod ikke siges om mødet med det berømte Tut-Ank-Amonmusæum i Cairo. At stå ansigt til ansigt med disse mere end 4000 år gamle klenodier i guld og ædle stene udløser simpelthen dyb stilhed i ens sind. Betaget glider øjet henover disse massive guldkister, guldstole og guldsenge, der alle er udførte med en sådan kunst, at man tvivler på, at en gentagelse i vor tid er mulig. Den vældige, guldbelagte sarkofag og de utallige mindre er simpelthen ubeskriveligt skønne. Og den store guldbuste af Tut-Ank-Amon er så skøn og så levende, at synet af den føltes enhver ulejlighed værd. Jeg var ledsaget af en ældgammel ægyptisk fører, som på en vidunderlig måde fortalte mig alt det, jeg faktisk vidste i forvejen. Men da han var meget fattig, og det praktisk taget var umuligt at blive fri for hans selskab, nød jeg i virkeligheden denne repetition af en af de få historiske ting, som virkelig har haft min fulde og udelte interesse gennem mange år. Da det gik op for ham, at jeg ikke var helt uden kendskab til det vi så, blev han vældig hyggelig, og da vi trætte efter gennemgangen af disse mange skønheder satte os tilrette på en bænk for at hvile, fortalte han mig lidt om sit liv. Det begyndte med, at han spurgte mig om, hvormange koner jeg havde. Han syntes lidt skuffet, da jeg fortalte ham, at jeg kun havde een. "Nå ja!" sagde han, "de er jo også så dyre nu om dage!". Jeg fandt mig stilfærdigt i denne økonomiske degradation og spurgte derefter ham, hvormange han havde. "Jeg har kun to", var hans svar, og så kom det fortroligt: "Det er dog et forskrækkeligt vrøvl, man kan have med sådan to, du skal nu være glad for, at du kun har een, men profeten må jo have ment, at vi trængte til alt det spektakel!" Vi fortsatte vor hyggelige samtale en stund, og jeg forstod, at det ægteskabelige problem ikke bliver mindre kompliceret af praktiseret flerkoneri – efter samtalen at dømme snarere tværtimod, og det må jeg måske sige, at jeg faktisk havde anet i forvejen.

Jeg havde planlagt at være tre dage i Cairo, men afkortede opholdet til to, da alting i denne mellemøstlige by er vanvittigt dyrt. Atmosfæren forekom mig utiltalende, og jeg følte mig derfor helt glad, da det viste sig, at jeg kunne komme med en maskine til Rom dagen før beregnet. Tidlig onsdag morgen den 12. februar gik jeg ombord i en stor amerikansk maskine og oplevede den dag en flyvetur, som næppe nogensinde vil gå mig af minde. Solen strålede fra en skyfri himmel, da vi svævede henover det nordlige Ægypten på vej mod Middelhavet og mod Athen i Grækenland, vor rejses første mål. Lige så trist Cairo var, ligeså skønt var det nordlige Ægypten, der netop nu oplever det tidlige forår. Vårgrønne lå markerne og lyste op imod os, og jeg følte en dyb glæde ved dette syn, der fuldstændigt bragte tankerne hen på mit eget land i maj måned. Så mærkeligt har mit liv formet sig de sidste måneder, at jeg nu har oplevet forårets virkelige "fødsel" i ækvatorområdet og dets gradvise vækst mod nord. Vi havde "vinter", Delhi, selvom jeg altså følte den som vidunderlig dansk højsommer. Men i Bombay var det forår med udsprungne træer og buske – og altså ca. 30 graders varme! Det er meget mærkeligt at se stedsegrønne træer og buske "skifte" blade. Nogle træer mister deres blade helt og står for en kort stund så nøgne som vore. Andre derimod skifter til nyt, endnu medens de gamle blade sidder på træet, brune og triste. Overalt var haverne i Bombay eet vidunderligt flor af blomster og vel at mærke: vore blomster! Jeg fik her kvalt en illusion, jeg altid har haft, thi selvom der i haverne i Indien findes blomster, vi ikke kender, således f. eks. orchideer, så er de almindeligt anvendte blomster alle de, vi kender fra sommeren hjemme, inclusive roser. At varmen giver disse blomster en mere fuldkommen udvikling, end vi kender, er en sag for sig, det er ikke alene de samme blomster som vore, men det synes også at være nøjagtig de samme sorter. Jeg forlod Bombay i det skønneste forår. Snart vil varmen dernede have kvalt enhver blomst og kun støvet vil herske, indtil monsunen i juni starter og med alt sit vand lader livet gro frem påny. Nu oplevede jeg atter foråret i Ægypten, men dennegang på et mindre fremskredent stadium end i Indien. Det virkede meget hjemligt, og jeg smilede, da jeg så svalerne tumle sig i luften. Jeg havde netop oplevet, at de sad tæt på telefontrådene i Bombay, klar til afrejse nordpå. I en indisk bog læste jeg en dag, hvorledes Inderne i gamle dage troede, at svalerne i slutningen af februar "en nat alle begravede sig i Ganges, hvor de blev indtil de en nat i efteråret alle igen kom frem"! Så ens er verden altså, thi i gamle dage troede man i Danmark, at svalen om vinteren søgte ly og læ i muldvarpens gange i jorden! Nu ved vi, at de yngler hos os og derefter "ferierer" helt ned til Sydindien!

Det var skønt at gense Middelhavet. Det er virkelig så blåt, som sagnet siger. Jeg ved ikke bedre end at udtrykke det med, at det ser ud som om vandet er farvet med tusinder af tons "blånelse". Efter et par timers flyvning dukkede øen Kreta op forude, og vi gled lige henover den. Dens højeste bjerge lyste op imod os, dækket af sne, det så både festligt og inspirerende ud. Kort efter gled vi ind over Grækenland, hvor synet af Akropolis i Athens midte ikke kunne undgå at virke betagende. Vi havde et kort ophold på Athens flyveplads og fortsatte derefter mod Rom. Vejret var stadigt eventyrligt skønt, og det var en dejlig oplevelse at sidde og se nedover Grækenlands vældige bjærgområder. Et skønt land, men et fattigt land, hvor hyrderne i dag som for tusind år siden stadig vogter deres får på de magre bjergskråninger. Overalt lyste snedækkede bjergtinder op imod os, et betagende syn. Vi gled udover Adriaterhavet og fik snart efter øje på Italiens berømte "støvle", som vi lidt senere så i sin næsten fulde udstrækning. Tilvenstre havde vi først synet af vulkanen "Ætna" på Sicilien og lidt senere den lige så berømte vulkan "Vesuv" på maskinens højre side. Derefter dukkede byen Neapel frem, og når sådan ser den fra luften en strålende solskinsdag, forstår man ham, der i ekstase udbrød: "Se Neapel og dø!" – for hvor ligger denne berømte by dog vidunderligt på sine sydskråninger ud imod det dybtblå Middelhav. Så fulgte synet af øen Capri, der uvilkårligt bragte dr. Munthe's bog "San Michele" frem i erindringen. Øen ligger fantastisk skønt og selvom man kun kunne se dens bygninger som små legetøjshuse, forstod man, at dens placering måtte gøre den til et yndet udflugtssted allerede i Roms oldtid. Fra Capri drejede vi påny ind mod Italien, og snart efter lød så for foreløbig sidste gang ordren til at spænde sikkerhedsbæltet fast, Rom – den evige stad – lyste hvidt forude i solen. Få minutter senere var vi nede, og da jeg lidt efter, i tindrende sol og forårsvarme gik over mod paskontrollen, følte jeg for alvor, at en cirkel var løbet sammen. Mit "indiske eventyr" var uigenkaldeligt forbi, min mission fuldbyrdet, og jeg følte en dyb glæde og en dyb taknemmelighed imod Forsynet over, at jeg stod her, frisk og rask, strømme igennem blod og nerver.

- - - - - - - - - -

Medens jeg i mine mange breve til Dem mest har prøvet at give Dem et billede af denne lange rejses ydre side, vil jeg gerne, nu da den er sluttet, forsøge at fortælle Dem lidt om, hvad den rent åndeligt har givet mig. Thi selvom vort fysiske liv er meget flygtigt, så udgør det dog en del af en større helhed, og kun den, der kender denne større helhed, kan helt vurdere de oplevelser, en sådan rejse, lig en vældig flodbølge, skyller hen over ham. Det "faste punkt" i min egen indre, daglige vurdering af de begivenheder, jeg oplevede, har været kendskabet til " Det guddommelige Skabeprincip"s tre udstrålinger. Jeg har gennem Martinus' analyser fået et kendskab til, at vi alle lever under påvirkningerne af idematerialet i disse tre vældige impulser, og jeg kan roligt skrive, at mine oplevelser i Østen har været een stor bekræftelse på deres eksistens. Gennem "Livets Bog" ved vi, at den ældste af disse kosmiske impulser ligger til grund for alle de religioner, i hvilken "magtprincippet" spiller den dominerende hovedrolle. Omend disse religioner praktisk taget er uddøet verden over, er dette ikke ensbetydende med, at det idemateriale, de indeholdt, er uddøet. Tværtimod, må man desværre sige, idet dette idemateriale jo ligger til grund for vor egen medfødte evne til ikke alene at kunne hade, men også føle glæde ved hadet.

Betragter man Asiens vældige folkehav, af hvilket der alene lever næsten 400 millioner i Indien, må man gøre sig klart, at dette millionhav af mennesker endnu rummer utallige mennesker, der ikke alene ikke kan læse og skrive, men som i alt er prisgivet en påvirkning både "nedenfra" og "ovenfra". Nedenfra i form af en religiøs kultus, der endnu er livsforbundet med skabeprincippets mørke udstråling, ovenfra i form af en politisk påvirkning som, hvormeget den end er forbundet med skabeprincippets lyse udstråling, så dog endnu rummer mange ideer af "blandet karakter". Et typisk billede på denne tilstand mødte jeg i det berømte Kalitempel i Calcutta, hvor jeg med egne øjne så blodet flyde, og mennesker i ekstase smøre sig ind i dette "hellige blod". At det virkede meget voldsomt, har jeg givet udtryk for, og følelsen af afsky bliver ikke mindre ved, at man "mand og mand imellem" ret åbent taler om, at der endnu i Indien findes steder, hvor gedekiddet er erstattet med den oprindelige kultus' offer – et menneske. Man ved det ikke, men man har sine anelser, idet disse ideer er fantastisk stærke. Og har man blot een gang med egne øjne set med hvilken lyst, ja fryd i sjælen, offerpræsten hugger hovedet af dyret, forstår man, at springet fra det ene til det andet absolut ikke er uoverkommeligt, og at det kun er regeringens magtbud, der udgør skillevæggen mellem disse ofringsmåder. Indien er en del af Asien, og Asiens liv er, når man når ned i dybderne, i religiøs henseende ikke så væsensforskelligt fra Afrika's, hvor vi finder de samme ideer, omend menneskene der måske nok står på lidt lavere stadier. Disse vældige områder rummer mennesker på alle udviklingstrin. Dette er sagt så ofte, men kun få gør sig helt klart, at vi her finder mentale områder eller zoner, hvor udstrålingerne fra "Det guddommelige Skabeprincip"s mørke tilstande endnu har virkelig magt, og at denne magt, omend døende, kæmper for sin eksistens. Dette indebærer i virkeligheden, at vi her må være forberedte på at finde mange variationer for mere eller mindre mørk magi, – og de findes!

Jeg har vandret utallige kilometre i Indien for i stilhed at studere de mange kosmisk-kemiske kombinationer, dette land er så rigt på. I et folkehav på såmange millioner, som der her er tale om, og bestående hovedsageligt af uintellektuelle mennesker, må vi møde de psykiske evner i fuld udfoldelse. Og det gør man. Langt de fleste af Indiens såkaldte "hellige mennesker" er udelukkende mennesker, der enten på naturlig eller kunstig vis er kommet i berøring med den åndelige verdens reelle eksistens. At denne berøring i visse tilfælde har været af vidunderlig karakter og ført til skabelsen af en mystik på højeste, positive plan er akkurat lige så sandt, som at den i andre tilfælde har ført til nøjagtig det modsatte. Under en rejse som den, jeg har foretaget, møder man ustandseligt repræsentanter for begge lejre, og man forstår deres nødvendighed. Men lige så glad man er ved at møde en ægte Swami eller Sadhu, ligeså bedrøvet eller nedslået bliver man, når man møder den form for mystik, der udelukkende er baseret på massernes manglende viden, – og den møder man meget af i Indien.

At den primitive Kalidyrkelse er i forfald, ved vi, og vi kan ydermere få denne viden bekræftet i et studium på stedet. Ingen virkelig fremskreden Inder sætter sine ben i disse templer, selv om de, hvad jeg til min forfærdelse flere gange fik bekræftet, økonomisk støtter dem. Dette sidste er på en ejendommelig måde forbundet med noget, vi finder i vor egen verden, nemlig angsten for tallet "13", angsten for at tale om sin egen fysiske sundhed "skynd dig at banke under bordet" osv. Det næste religiøse trin derimod er ulige mere kompliceret, idet vi her finder alle tænkelige overgangsformer mellem den ene og den anden form for tro. Eet er imidlertid meget synligt, og det er, at gennemsnitsinderen simpelthen er prædestineret til at tro. Overalt møder man en mennesketype, i hvis bevidsthed følelsen i den grad dominerer på intelligensens bekostning, at denne type udgør en ægtefødt repræsentant for den gruppe, han er vokset op i, det være sig Hindu, Muhammedaner eller en af de utallige sekter, der dominerer indisk åndsliv. Jeg vil ikke sige, at Inderen er "blåøjet troende", kun at hans trosevne er så langt stærkere end vor, at man så godt som aldrig i Indien af idag finder mennesker med "dårlige nerver" eller mennesker i religiøs krise på samme måde som i vor verden. For Inderen er religion ikke alene en naturlig ting, det er simpelthen noget, han er stolt af. Jeg har mødt mange mennesker, som med stolthed – og åbenhed – har fortalt mig om denne eller hin i hans familie, at han eller hun "er meget religiøs"! I Europa ville en sådan udtalelse i langt de fleste tilfælde være det, man så nænsomt kalder "en betinget kompliment"! Inderens religiøse talentkerne er et af nationens største åndelige sundhedsreserver – og et af dens sikreste skjold imod kommunistisk indflydelse. Inderen vil nok meget gerne have social forandring til det gode, men ikke for enhver pris, og slet ikke for den pris, der hedder tabet af hans religion eller tro. Derfor er det at være fattig i Indien noget ganske anderledes end at være fattig i vor verden. Den fattige i Indien er, som det hedder: "medlem af verdens ædleste broderskab" og denne indstilling har ført til, at den fattige bestemt ikke lider af det mindreværdskompleks eller den mindreværdsfølelse, som er så almindelig i vor verden. Man kan nu engang ikke bruge ordet "fattig" som skældsord eller mindreværdsytring i et land, hvor fattigdommen deles af mere end 80% af befolkningen, altså af mere end 300 millioner mennesker.

Vibrationerne fra skabeprincippets lyse udstråling dominerer Indien totalt, idet så godt som enhver Inder, jeg har mødt, er religiøs af natur. Men – og her kommer det nye element i indisk liv af idag, – intelligensenergien er i en så fantastisk vækst i dette land, at man uvilkårligt spørger: hvorfor? Og svaret er let at give. I over 1200 år har Indien været et undertrykt land, først af Mogulerne og derefter af Englænderne. Nu er det frit! Men som man ikke kan undertrykke et enkelt individ et liv igennem, uden at dette individ "tager skade på sin sjæl", således kan man heller ikke undertrykke en nation gennem et så langt tidsrum, uden at denne nation også tager skade på sin sjæl, ja måske næsten helt mister den. Og det er det, der er sket i Indien. Indiens sjæl er en sprængt sjæl, hvilket vil sige, at landet, som "Indien" betragtet, er en fiktion. Landet består af mange stater, af hvilke de større har deres eget sprog og tænkemåde. Men om dem alle gælder det, at de har været besat, hvilket har ført til, at enkeltindividerne gennem såmange århundreder har været vante til først og fremmest at tænke på deres egen – hvilket i Indien vil sige: familiens – sikkerhed, at de nu næsten er uden evne til at tænke nationalt. Inderen er egoist på en for en vesterlænding forbavsende måde. Han tænker nemlig ikke så meget på sig selv, som han tænker på sin familie! Familien er i Indien alt, enkeltindividet næsten intet. Det er, dybest set, kun til for at tjene familiens tarv. At regere et folk med denne indstilling må være et af verdens vanskeligste hverv, og landets ministerpræsident skjuler ikke denne vanskelighed, hverken for sig selv eller folket. En fremmed magts besættelse eller erobring betales i virkeligheden, om den strækker sig over længere tid, med en langt mere blodig pris end den, der kan gøres op i penge. Den betales simpelthen med skabelsen af det, vi kalder "slavementalitet", og Inderen selv skjuler ikke over for sin bedste ven, at denne slavementalitet er landets største mareridt af idag. Officielt er Indien og England de bedste venner, men dette venskab er akkurat lige så ægte, som venskabet var mellem Danmark og det Tyskland, der besatte os.

Og her er det, at vi nu møder virkningen af skabeprincippets tredie udstråling. Indien er som en kæmpepyramide, i hvis øverste top en enorm forvandlingsproces er igang, en forvandlingsproces, der gradvis vil forplante sig nedad i folkets brede masser. Indiens ungdom er indstillet mod vest, nærmere betegnet: Amerika. Den søger til England og Amerika for at blive uddannet, og den vender tilbage fuld af oprørstrang imod landets egne traditioner og tænkemåde, – og den påvirker med voldsom kraft sin egen generation. De ædleste af disse unge har bevaret deres dybe religiøse følelse, og de vil alle blive svorne tilhængere af den nye kosmiske impuls' idemateriale. Men mange af dem er simpelthen prædestineret til at blive renlivede materialister, der alene i Indiens materielle velfærd ser deres livsmål. Og man forstår dem, selvom man ikke deler deres indstilling, thi Indien må have mænd, hundredtusinder af mænd, som oparbejder den evne, Englænderne i deres vanvittige stupiditet dræbte, evnen til at administrere. Undertrykkere har ikke brug for folk med selvstændig tænkeevne, og Indiens mareridt af i dag er dets mangel på mennesker med netop denne evne. At denne mangel vil blive afhjulpet er klart som dagen, men hvad kan der ikke ske, før dette er nået?

Jeg har haft den sjældne lykke at tale med utallige ældre og unge intellektuelle Indere "på tomandshånd", og jeg ser ganske klart, at det store spørgsmål i Indien er ikke, hvad der sker nu, men derimod, hvad der vil ske den dag, alle " de gamle" er borte, og en ny generation rykker ind på deres pladser. Thi hverken landets nuværende præsident eller premierminister har altfor lang tid igen, og de ved det og gør alt, for at forberede nationen derpå. Jawarhal Nehru er på en måde langt mere en religiøs leder end en førsteminister. Ustandseligt appellerer han til den unge Inders ansvarsfølelse overfor sit land, og ustandseligt beder han denne ungdom om at opgive sin selviskhed til fordel for nationens vel. Men Nehru ved, som alle andre, at begrebet " nationen" ikke er en virkelighed for Inderen på samme måde, som det er for danskeren, og han gruer for den splittelse, som meget vel kan komme. Landet er stort, to trediedele af Europa, og et sådant område er ikke let at regere, når det er opdelt i områder med sprogforskellighed, klimaforskellighed, hudforskellighed – og religionsforskellighed!

Men Indien må igennem sine kriser, og personligt tror jeg, at selvom der nok vil kunne komme temmelig forfærdelige perioder, vil landet komme igennem dem til fordel for det Indien, som er i færd med at blive til. Vort eget arbejde har kun relation til " pyramidens øverste top", og når jeg ser tilbage over disse måneder, må jeg sige, at jeg er fuld af taknemmelighed over den begejstring, hvormed disse intellektuelle unge Indere modtog budskabet om Martinus' eksistens. Jeg vil ikke sige, at de i deres begejstring har " slidt mig op", kun, at de virkelig har modtaget mine foredrag med en sådan glæde, en sådan ærlig følt hunger, at det for altid vil ståsådan for mig, at disse morgener, dage, aftener, ja, for den sags skyld nætter med, jeg tilbragte sammen med dem, og hvor Martinus' analyser helt var bindeleddet mellem os, vil høre til mit livs rigeste!

- - - - - - - - - -

En ny, strålende, kosmisk impuls lyser ind over verden. Vi, som ved, at den har sit udspring ikke alene i Norden, men i vort eget land, har, om vi føler det sådan, et uendeligt stort ansvar overfor alle de, der verden over hungrer efter det budskab, denne nye impuls har at bringe en menneskehed i åndelig nød. Min rejse gennem Indien havde to helt forskellige sider. I det ydre blev den et af de eventyr, det kun forundes ganske få at opleve, – i det indre blev den, om muligt, et endnu større eventyr derved, at den i alt bekræfter for min egen sjæl, at det verdensbillede, Martinus har bragt os, netop er det, verden hungrer efter. Om man er lærer i denne sag, eller man blot studerer de tanker, Martinus med sit verdensbilledet har givet os, er for mig personlig uendeligt underordnet. Betydningsfuldt derimod er det, at jeg på denne rejse i alt har fået bekræftet, at rigtigt forstået og rigtigt tilegnet er Martinus' verdensbillede ikke alene en vidunderlig nøgle til menneskehjerter, det er i dag den eneste virkelige nøgle til forståelse af de vanskeligheder, hele den samlede menneskehed kæmper med!