Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Afskeden med Delhi blev anderledes, end jeg havde ventet. Flyvepladsen Palaam ligger meget langt fra byen, og da jeg skulle starte tidligt, havde jeg aftenen i forvejen taget en hjertelig afsked med mine venner, en afsked som i virkeligheden indebar et meget alvorligt ment ønske fra deres side om, at jeg snart skulle komme igen. Jeg kunne ikke andet end være dybt bevæget over den kærlighed, der i denne stund strømmede mig imøde. Den viste mig, at vort arbejde nu virkelig "har hejst flaget" i Indiens skønne hovedstad, og at her er en endda meget omfattende kreds, som vil arbejde videre med det materiale, der i dag står til dens rådighed.

Det var endnu mørkt, da jeg forlod New Delhi, men solen strålede morgenfrisk over landskabet, da vi nåede ud til flyvepladsen. Jeg gik lidt stille omkring og kiggede, en smule ensom efter de mange dages samvær fra morgen til aften med kærlige mennesker. Og så, netop som min maskine var kørt frem, susede en bil ind på området, fyldt med gode venner, der på et øjeblik havde druknet mig i blomsterkranse og skønne gaver. Tro mig, det blev en virkelig festlig afsked! Der kan vist ikke være noget forkert i at fortælle, at vi alle havde tårer i øjnene under den allersidste afskedsomfavnelse.

Turen nedover Indien fra New Delhi til Bombay forløb på den måde, at en ung officer, der hele tiden havde iagttaget mig, kom hen og satte sig ved siden af mig. Han spurgte lige ud, om jeg ikke var – og det var jeg jo altså! Og på den måde kom jeg til Bombay, og på den måde fik han sig et tre timer langt foredrag om vort arbejde. Indien er både meget stort og meget lille. Herude kender man hinanden på en måde, man skulle forsværge. Landet er dog så stort, men ad kanaler, vi ikke kender, går rygterne om, hvem man er, og hvad man er, udover hele riget. I et land, hvor religionen, eller måske rettere, religiøse problemer, spiller en så altdominerende rolle, som tilfældet er her, vil enhver virkelig nyoplevelse indenfor dette område uundgåeligt blive meddelt lynhurtigt – det har jeg i hvert fald oplevet så direkte, at jeg endnu ikke er kommet mig over min forundring.

Men under denne ellers så skønne og interessante flyvetur indhentede skæbnen mig. Den sidste timestid før landingen følte jeg mig ikke godt tilpas, og da vi ankom til Bombay, kunne jeg mærke feberen brænde i blodet. Jeg havde et brev med til en ven af en af mine venner i Delhi, med besked om at hjælpe mig. Jeg kendte ikke denne mand, men telefonerede omgående til ham. Han kom straks og viste sig at være en ældre, meget høj Inder, der øjeblikkeligt sagde: "Men kære ven, De er jo syg!" Og det var jeg. Han kørte mig til sit hjem, der simpelthen var en drøm i indisk luksus, men på det tidspunkt var jeg meget lidt interesseret i andet end at få lov til at ligge stille med lukkede øjne. Jeg havde fået en af de nederdrægtige tarminfektioner, der så let rammer en i dette tropeklima, og jeg kan garantere Dem for, at det er noget, man mærker. Det var, som om hele underlivet "krampede" uafbrudt, og jeg tænkte uvilkårligt, at dette her kunne blive til hvad som helst. Nuvel, det varede nøjagtigt til kl. 5 morgen, så var det forbi lige så pludseligt, som det var kommet. Jeg var faktisk temmelig målløs over den pludselighed, hvormed det hele var ovre. Men sygdommen havde efterladt mig i en så træt og mat tilstand, som jeg ikke erindrer før at have oplevet. Men også det er en erfaring, man må gøre herude. Sygdommene kommer hurtigt og går hurtigt, men de tager ens kræfter, og det går ikke slet så hurtigt med at blive rask igen, som man kunne ønske sig. Min første uge i Bombay blev således en "stille uge". Mine værtsfolk forkælede mig forskrækkeligt, og jeg levede i omgivelser så luksuøse, at jeg faktisk lod stå til og bare glædede mig over, at jeg, når galt endelig skulle være, var faldet ned på en så skøn og paradisisk fredelig plet, som tilfældet var. Jeg bor lige ud til det arabiske hav i et hus, som jeg opgiver at beskrive. Det må være nok at sige, at jeg igen har min egen lejlighed, min egen tjener, og at vi i haven har et eventyr af en swimmingpool. Min nuværende tjener er iøvrigt den største gavtyv, jeg endnu har haft. Hvor gammel han er, ved han end ikke selv, for han kan hverken læse eller skrive, men jeg anslår ham til ca. 20 år. Han kan ikke eet ord engelsk, men til gengæld kan han et fingersprog, som enhver døvstum må misunde ham. Han er eet stort smil og een glad latter fra morgen til aften. Tænderne lyser uafbrudt i hans næsten sorte ansigt – ham ville jeg faktisk gerne have med hjem og vise Dem, for han er virkelig en repræsentant for det Indien, der helt betager os, når vi kommer her.

Var min første uge i Bombay stille, kan jeg love Dem, at den følgende – min sidste i Indien – har været alt andet! Mine venner vidste, at jeg var her, men ikke hvor. Da de endelig fik det at vide, brød det løs fra alle sider, og nu, hvor jeg har pakket og om få timer forlader ikke alene Bombay, men også selve Indien, må jeg jo så hellere fortælle, at der nu også er et meget aktivt, levende center her i Bombay. Torsdag aften den 6. ds. var jeg inviteret til en stor fest for mr. Mankar, generalsekretæren for The Bombay Humanitarian League, og havde her den store glæde at møde unionens minister for vand og kraft, hans exellence mr. S. K. Patil, som jeg overrakte det næstsidste eksemplar af min bog om Martinus. Vi havde mødt hinanden før, så gensynet var både hjerteligt og fornøjeligt, og han lovede mig at være mig behjælpelig på alle måder "når De snart kommer igen, for De må komme, det er vi alle enige om!" – ord der, hvor meget der så end menes med dem, dog føles meget varmende og livgivende. Også den aften fik jeg lejlighed til i min tale at fortælle om Martinus og hans arbejde, oplysninger, man ikke alene modtog meget interesseret, men bagefter klappede meget livligt for. Min sidste "officielle" aften, fredag d. 7. februar, blev brugt til at tale i en klub for unge humanister. Det er jo altid vanskeligt at beskrive sin egen sukces og sådan set heller ikke tiltalende. Men jeg kunne nu alligevel have undt Dem at opleve den begejstring, der herskede mellem de mange unge, da mit foredrag var sluttet. Så godt som alle kendte mig forud, så jeg var virkelig blandt venner. Der var i forvejen blevet organiseret en mindre gruppe, der skal tage sig af arbejdet "medens jeg er borte" – de er nu herlige – og denne gruppe var tilstede denne aften, så tiden fløj med diskussion om, hvordan det hele bedst skal gribes an. Nuvel, personligt tager jeg den med ro. Efter mange timers overvejelser og samtaler med modne mennesker er vi enedes om at gå meget stilfærdigt tilværks. Den unge Inder er jordens fattigste sjæl, så foreløbig starter vi med små "biblioteker", som stilles til rådighed for dem. Alt dette skal jeg imidlertid drøfte med Martinus først, så lad det her være nok at sige, at denne aften sluttede med, at en højtstående embedsmand fra regeringen her dels takkede mig hjerteligt for mine foredrag herude, og dels tilsagde mig al den støtte, der var nødvendig, for at Indien kunne få ikke eet, men en lang række aktivt arbejdende Martinus-centre. Også han sluttede med at bede mig komme igen, så snart det var muligt. "Du hører simpelthed til her hos os, Gerner!" – det lød, trods alt, dejligt!

Min sidste bog var bestemt for mrs. Nayantara Sahgal, Nehru's berømte niece, der viste sig at bo blot få minutter fra mig. Nayantara Sahgal er ganske ung. Gennem sin barndom og første ungdom oplevede hun Indiens forvandling til fri stat. Hendes far døde umiddelbart efter at have været i engelsk fængsel, og hendes mor er nu Indiens ambassadør i U. S. A. For få år siden udgav hun en meget læst bog om sin barndom, en bog i hvilken hun iøvrigt i et strålende kapitel tegner et særdeles livfuldt billede af Anna Ørnsholt og den indflydelse, hun har haft på hendes eget og hendes søsters liv. Jeg havde læst hendes bog og var meget spændt på at møde hende.

Mit første indtryk af Nayantara Sahgal var indtrykket af en meget smuk ung indisk kvinde. Hun tog imod mig på den hjertelige og varme måde, der er typisk for inderne, og vi var meget hurtigt i kontakt med hinanden. Denne søde unge indiske kvinde, der har gennemgået så meget, lever nu her i Bombay sammen med sin mand og tre aldeles bedårende børn. Hun var meget lykkelig den dag, idet hun havde fået meddelelse fra Amerika om, at hendes næste bog netop var udkommet og blevet vel modtaget. Med stolthed viste hun mig sine skønne billeder af sin berømte onkel, og vi fik os en lang og meget interessant samtale om Indien af i dag og – især – om Indien af imorgen! Hun var naturligvis meget interesseret i min mening som fremmed gæst, om det Indien, jeg havde oplevet, men da vore synspunkter lå meget nær hinanden, varede det naturligvis ikke længe, før vi forsvandt ind i en meget levende samtale om Martinus syn på den udvikling, vi nu befinder os i. Jeg oplevede her igen dette ejendommelige, at det indiske menneske, enten det så repræsenterer sit lands højeste aristokrati eller mindre fremtrædende trin, rent intuitivt begriber Martinus livssyn langt mere intenst, end det normalt er tilfældet hjemme. Årsagen er den, at reinkarnationstanken er inderen "medfødt" i den forstand, at denne tanke har været bestemmende for indisk åndsliv gennem årtusinder. Her diskuterer man ikke, hvorvidt man har levet før, men diskuterer kun formen, og her udstråler Martinus tankeverden en sådan klarhed, at inderen simpelthen beruses af dette syn, der på een og samme tid forekommer ham så naturligt og så fascinerende nyt, – og jo også er det! Tiden fløj under vor samtale, og da jeg endelig forlod denne smukke unge repræsentant for det nye Indien, var det med et klart udtrykt, hjerteligt ønske om et gensyn inden altfor længe.

Jeg er overbevist om, at Nayantara Sahgal vil studere Martinus verdensbillede meget grundigt, og at vi i hende vil have en hjælp herude, som i givet fald kan blive meget værdifuld.

Min rejses timeglas løber langsomt ud. Min sidste oplevelse i dette dejlige land var af ren praktisk natur. Det er nu lykkedes mig at få orden i vort bogsalg herude og få arrangeret importen hertil af vore bøger på en sådan måde, at det ikke skal tage halve år, før bøgerne er fremme. Dette kan lyde af så lidt, men tro mig, det har ikke alene voldt mig, men også Anna Ørnsholt, alvorligt hovedbrud, at finde ud af hvordan denne tilsyneladende gordiske knude skulle løses. Nu har gode venner her i Bombay lovet mig at stå mig bi, og med mr. Mankar, den elskelige generalsekretær for "The Bombay Humanitarian League" i spidsen, er der dannet et mindre råd, som helt tager sig af denne sag. Denne løsning havde hele tiden været min drøm, men da jeg vidste, hvor optaget mr. Mankar er, havde jeg tøvet med at bede ham hjælpe mig. Nu tilbød han del selv, og på et øjeblik var den største af mine bekymringer herude løftet fra mine skuldre. Som De ved, var det mr. Mankar, der bød mig velkommen til Bombay i oktober måned sidste år. Det blev på en måde også ham, der gav mig det officielle farvel, idet han, i en lang række højtstående inderes nærværelse dels klart gav udtryk for, at det var min pligt at komme tilbage og skøtte den skønne humanistiske sæd, jeg havde sået under mit ophold herude, og dels ønskede mig en lykkelig rejse hjem – et ønske, altfor mange delte på den måde, at de næsten klemte livet ud af mig under deres hjertelige afskedsomfavnelser.

- - - - - - - - - -

Da jeg forlod Danmark, lovede jeg Dem at tage Dem med i alt, hvad livet herude ville lade mig opleve. Om det er lykkedes mig, kan jeg ikke vide. Jeg ved blot, at jeg i mine breve til Dem hele tiden har søgt at gengive indtryk og oplevelser så nær den virkelighed, jeg har oplevet, som mine evner som skribent har tilladt mig. Mødet med Østen vil, det føler jeg mig overbevist om, altid have tre faser. Den første opleves næstensom en beruselse. Alt er jo så anderledes her. Klima, mennesker, levevis og tænkemåde. Man føler sig som født i en helt ny verden og stirrer med betagne øjne på det eventyr, der synes at lyse en imøde, hvorhen man end vender sig. Når jeg i dag læser mit lange brev til Dem om mit første møde med Bombay, smiler jeg næsten vemodigt. Det vil aldrig gentage sig! For efter beruselsen kommer depressionen. Mødet med landets uhyre fattigdom og det, for os at se, næsten helt håbløse liv, utalte millioner her har. Jeg kan ikke beskrive denne fattigdom, for De vil ikke kunne forstå den. Vi har intet sammenligningsgrundlag. Jeg kan kun sige, at der kom dage, hvor jeg inderligt ønskede, at jeg aldrig med mine egne øjne havde set denne nød og elendighed, denne fortvivlede kamp for blot at få lov til at leve, selv om det så måtte ske ved et tiggeri, der i sin natur er hinsides enhver form for menneskelighed. Og så endelig den tredie fase: balancen! Den indvendige ro, der kom over sindet, da man tilbunds forstod, at Østens liv i virkeligheden er verdens liv, er et spejlbillede af den mentalitet, der hersker i verden, hvor det store flertal på den ene eller den anden måde fremdeles må leve af "krummerne fra den rige mands bord".

Jeg vil udtrykke det på den måde, at havde jeg ikke som livsbaggrund haft Martinus verdensbillede, ville synet af Østens elendighed meget vel kunne have bragt mig ind i et af de politiske partier, der tilsyneladende kæmper for proletariatets ret til at leve på lige fod med enhver anden borger i verden. Men livet har været god imod mig, the det er udtryk for en meget stor livslykke at få en kosmisk opdragelse som den, Martinus har givet mig. Takket være den er jeg nu i besiddelse af en evne til at forstå, jeg ellers ikke ville have haft, og takket være denne kosmiske opdragelse åbnede der sig i Indien døre for mig, der er absolut lukkede for enhver anden fra vor verdensdel.

Dybt i vor sjæl foregår der altid en kamp mellem Gud og os. Vi er "jordfødte" i den forstand, at selvom vi med vort religiøse instinkt som baggrund begriber, at Gud må eksistere, så er det alligevel, som rader der altid en tvivl i os, en tvivl som gang på gang kaster os ud i dybe kriser. Som alle andre mennesker har også jeg måttet passere disse smertefulde perioder, men under denne lange rejse har jeg oplevet, hvorledes dette i alt bevidst at prøve at samarbejde med universets centrum har ført til, at tilsyneladende umulige opgaver lod sig løse langt lettere end man turde tro eller håbe. Jeg ønsker ikke med disse få ord at give udtryk for noget billigt-sentimentalt føleri. Jeg ønsker kun at understrege, at jeg ikke tror, min opgave herude ville være blevet løst, som tilfældet er, om jeg ikke netop i alt havde været og fremdeles er indstillet på, at det, vi med et smukt udtryk kalder "Guds vilje", skulle og måtte være det bestemmende for hele min færd.

- - - - - - - - - -

Om ganske få timer vil lyshavet fra kæmpebyen Bombay, der rummer ikke mindre end fire millioner mennesker, være Indiens sidste hilsen til mig. Kl. 11 i aften vil jeg i en af India Airline International's kæmpemaskiner forlade dette land, der har givet mig mit livs hidtil rigeste eventyr. Jeg ved, at mine tanker i natten, under de strålende stjerner, vil glide tilbage over disse mange ugers brogede oplevelser, og jeg ved også, at mit sind vil være fyldt af en dyb og varm taknemmelighed imod de mange, der gjorde mine dage herude så skønne, som de vitterligt blev. Men også til Dem vil der gå en varm tak, for uden Deres kærlighed var dette eventyr aldrig blevet virkelighed for mig. Mødet med Indien blev så helt anderledes, end jeg havde forestillet mig. Mennesker jeg havde ventet at møde, således mr. Venkatachalam, mødte jeg ikke, hvorimod mennesker, jeg aldrig havde turdet håbe at se, ikke alene så jeg, men mange af dem blev mine venner for livet. Mr. Venkataschalam ramtes af en alvorlig sygdom og har tilbragt meget af sin tid på hospital i syden, medens jeg har været i norden. Men selvom vi ikke mødtes, skal han herigennem have en varm tak, fordi han inviterede mig herud! Indien er anderledes end vor verden, men når dette er sagt, må jeg idag skrive, at der ikke er så stor forskel mellem mennesket her og mennesket i vor verden, som vi er tilbøjelig til at tro. Mennesket i denne del af verden er i samme åndelige nød som mennesket i vor verden. Det ved jeg nu, og jeg ved også, at den tankeverden, vi igennem Martinus er blevet delagtiggjort i, rummer en uhyre hjælp til det Østen, der i dag er langt mere i opbrud, både fysisk og åndeligt, end de fleste hjemme evner at forestille sig. Vort arbejde herude vil blive stort, blive meget omfattende, – men vil også kræve en enorm arbejdsindsats og offervilje!

- - - - - - - - - -

En rejse er endt. Når lysskæret fra Bombay toner bort i nattens mørke, vil Indien indtil den dag, jeg vender tilbage hertil, være en strålende erindring i mit sind. Forude vil morgendagen lade mig opleve solopgangen henover Saudiarabiens enorme ørkenstrækninger, og ved sekstiden vil Afrika's vældige fastland tone frem. For en kort stund vil jeg gæste en flig af denne vældige verden og dvæle ved Kheopspyramiden, og, det føler jeg, betaget betragte verdens ældste symbol for det sexuelle mysterium, den gådefulde Sfinks i Sahara's glødende ørken. At jeg glæder mig til disse oplevelser, ved jeg, De forstår. Jeg bliver kun få dage i Ægypten, så går rejsen nordpå mod Rom, hvor jeg håber at kunne lade denne brevcyklus slutte med en hilsen til Dem fra dette vidunderlige eventyrs sidste etape!