Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg havde lovet min gode ven, Swaminathan, at tale for hans gruppe i New Delhi Library mandag d. 13. januar. Egentlig burde jeg stave hans navn Swami Nathan, men han er selv så moderne, at han skriver det i eet ord. Swaminathan er ingen helt almindelig ung mand. Han er ansat i et af regeringskontorerne, men så snart dagens værk er gjort, ifører han sig sin orangefarvede munkedragt og går i gang med sit "egentlige liv". Han er en meget kendt naturopath og har en skole i naturopathi, en herude meget yndet lægemetode. Men han er også meget åndeligt interesseret, og da han havde hørt mig tale i Ramakrishnatemplet, måtte jeg love ham at tale for hans gruppe.

Mit foredrag den aften måtte blive specielt, for jeg havde lovet Swaminathan at "gå lige til sagen", idet bade han selv og hans venner havde overværet flere af mine foredrag og nu vidste, hvem Martinus var. Og det gjorde jeg så på den måde, at jeg gav denne gruppe, der talte mellem 150 og 200 unge Indere, Martinus klare analyse af de tre X'er og gav dem et første glimt af "Det sexuelle mysterium". Jeg talte nøjagtig fra kl. 18 til kl. 20, og jeg kunne nu godt have undt Dem at opleve den stemning, der herskede i salen både under og efter foredraget. Måske mest efter, for da oplevede jeg den samme stemning, som i sagens allerførste pionertid i Danmark. Inderne er jo meget følsomme mennesker og meget åbne mennesker. Er de glade for en ting, så er de glade på en måde, som hvad varme angår ligger betydeligt over, hvad vi kender hjemme. Nuvel, de var meget begejstrede og ville jo helst beholde mig med det samme. Det ved de ikke kan lade sig gøre, men et center vil de have, – og får det. For det er ikke alene dannet, men dets indre struktur er allerede så udbygget, at jeg nu virkelig kan skrive, at min mission nu ikke alene er lykkedes over al forventning, men sådan set også sluttet, i hvert tilfælde for Delhis vedkommende. Vort arbejde har en mængde venner i denne by, men eet må vi gøre os klart, og det er, at flertallet af dem er så umådeligt fattige, at vi må hjælpe dem igang. Nå, dette problem er ikke uoverkommeligt, idet vi ihvert fald har min ret store bog og adskillige mindre, så vi starter foreløbig med at skabe et bibliothek her. Desuden er jeg ved at få sagen med import af vore bøger bragt i orden, så begyndelsen er, som allerede bemærket, skabt. Den åndelige hunger blandt ungdommen her er overvældende, og det ville være uhyre let at få vort arbejde til at blomstre voldsomt op. Men dette ønsker ingen af os. Tværtimod ønsker vi en rolig og forstandig vækst, og vi er i den meget lykkelige situation, at vi her har en lille gruppe åndeligt modne og forsigtige mænd, der kan varetage og beskytte denne vækst. Det vil føre for vidt at beskrive, hvorledes arbejdet er blevet organiseret her, jeg ønsker kun i denne forbindelse at give udtryk for, at det er organiseret, og at vi meget hurtigt vil spørge nyt fra denne nye og meget store arbejdsmark. Måske vil det glæde en og anden at høre, at Shanti Devi med liv og sjæl har deltaget i planlæggelsen og selv med sin arbejdskraft er med i det gruppearbejde, som allerede er i fuld gang her.

Da jeg kom hjem fra foredraget i New Delhi's Library, lå der en meddelelse til mig om, at jeg den følgende morgen kl. 9 ville blive afhentet, idet "man" havde ønsket at vise mig det berømte Kasturba Niketan, – skolen, hvor man opdrager flygtningebørn til at blive vågne, bevidste borgere i den indiske nation. Jeg havde hørt om denne institution, der udgør et stort anlagt forsøg på at lære børn begrebet "national selvdisciplin". Man må jo ikke glemme, at Indien for første gang i over 1200 år nu er blevet en nation af Indere. I over 1000 år herskede mogulerne og destruerede hinduismen næsten helt ned til dens rod, og derefter kom englænderne, og de har bestemt ikke behandlet dette folk på en sådan måde, at resultatet er blevet til deres ære. Den indiske regering står i virkeligheden overfor opgaver, der synes næsten umulige at løse, ihvert fald indenfor et kortere spand af tid. Men at viljen til at løse disse heltud fantastiske problemer er tilstede, kan enhver, der besøger landet, overbevise sig om. Man skal lede meget efter en så positivt indstillet ungdom som den, man møder her. Nuvel, jeg havde altså hørt om denne forsøgsskole, og ad kanaler, jeg ikke har kunnet kontrollere, er mit ønske nået op på "højeste sted". Det eneste, jeg positivt vidste, var at premierminister Nehru havde fritaget en af sine ministre, general Shri Bhondsle for al anden tjeneste, således at han helt kunne hellige sig denne betydningsfulde opgave, som han synes at have udprægede evner for at løse.

Jeg var parat til den opgivne tid, men jeg vil ikke skjule for Dem, at jeg blev overrasket, da en høj, gråhåret, militært udseende person, ledsaget af en officer, spurgte efter mig og præsenterede sig selv som general Bhondsle. Nuvel, generalen var en yderst charmerende mand. Han er Deputy Minister for Rehabilitation og, som skrevet, øverste ansvarlige leder af Kasturba Niketan. Sammen med hans adjudant kørte vi nu i stor fart ud af Delhi og ankom en lille timestid senere til målet for vor udflugt. Børnene, der var her kun tale om piger i alderen 10-17 år, stod opstillet i militære formationer. Der var i alt 2000 børn, og naturligvis så denne præcise opstilling pragtfuld ud i den tindrende sol. Selv er jeg nu ikke altfor glad for den slags, vi har jo stadig "Hitlerjugend" i meget klar erindring, men generalen forsikrede mig om, at al opdragelse her stilede imod fredelige mål. Efter at vi var blevet hilst med en meget fin opvisning, holdt generalen en lang og meget livfuld tale og sluttede til min forfærdelse med at fortælle dem, at de nu ville høre Mr. Gerner Larsson fra Denmark! En mikrofon kan være en meget ubehagelig ting at få anbragt lige ud for hovedet. Men jeg måtte jo til det og valgte at fortælle alle disse søde unger lidt om det land, jeg var fra, og som er så mærkeligt, at det, Inderne kalder "vinter", er lig med sommer, men at også vi, når sommeren er over os, sender vore børn ud i lejre, hvor de ikke alene kan lære deres land at kende, men også lære lidt om kammeratskabets og samarbejdets store værdi. Og så fortalte jeg dem lidt om et eksperiment, jeg selv havde været med til at gøre, om skabelsen af KOSMOS ferieby, fordi vi, ligesom de, havde en stor mand midt iblandt os. Han var måske ikke så kendt som deres elskelige Nehru, men en dag ville de også høre navnet "Martinus", og så ville de vide, at som Nehru her er symbolet på fred og frihed, er Martinus hos os symbolet på de samme begreber.

Generalen takkede helt rørt for talen, og ungerne gjorde stram honnør, og så var den opvisning sådan set slut. Derefter så jeg alle bygningerne og hilste på de mange lærere, der viste stor optimisme. De var alle udvalgte folk og udenfor enhver tvivl meget dygtige mennesker. Hele Indien følger med spænding dette stort anlagte eksperiment, der er tænkt som model for tilsvarende skoler over hele landet. Efter en yderst fornøjelig lunch startede vi igen mod Delhi, og her skete der noget, som for altid vil stå for mig som en af mine herligste oplevelser herude. Hans excellence vidste åbenbart ikke ret meget om mig, i hvert fald ikke meget om min livsindstilling, for under en samtale om det ejendommelige i, at man for nogle dage siden her har dræbt en leopard helt inde i Delhi, – den havde sneget sig ind i byen fra en nærliggende jungle, – spurgte han mig pludselig med umiskendelig glæde i røsten, om han måtte have den fornøjelse at arrangere en tigerjagt for mig, således at jeg kunne få et tigerskind med hjem til min kone! Før jeg overhovedet kunne få sagt noget som helst, var han dybt inde i en forklaring om, at han havde de dejligste rifler og kendte et sted, hvor vi ville være helt sikre på resultat. Han skulle sørge for at få fat i en ged, og så skulle han nok få arrangeret en fin plads oppe i et træ til mig osv., osv. Jeg var meget lamslået, men efterhånden fik jeg dog mælet igen, og så skånsomt, som det nu kunde lade sig gøre, måtte jeg jo bedrøve generalen med, at det ikke helt var min interesse at hjembringe et tigerskind. Han tog det pænt, men jeg måtte dog love ham at følge med ham til hans hjem, hvor jeg måtte beundre vældig flotte tigerskind både på væg og gulv. Han havde personligt nedlagt 14 af disse store bæster og fortalte mig med fryd i røsten, hvordan han, på jagt sammen med den jugoslaviske præsident Tito, egenhændigt havde nedlagt en af disse store katte, medens hans ærede gæst intet havde fået. At han bagefter havde foræret gæsten sit bytte, havde ikke været ham en mindre fornøjelse. Det samme havde iøvrigt været tilfældet med ministerpræsident Bulganin. Jeg var faktisk et øjeblik helt bange for, at jeg alligevel ikke slap for at slæbe et sådant kæmpeskind med hjem, men det gjorde jeg dog.

Da jeg vendte tilbage fra denne lidt usædvanlige udflugt, lå der en ny meddelelse til mig om at møde en medarbejder fra "The Statesman", et af Indiens meget betydende blade, der nogle dage senere i et interview med mig bragte Martinus navn udover det ganske Indien. Så endelig kunne jeg få et hvil, før jeg igen skulle ud, denne gang for at opleve at tale for – danske! Jeg havde modtaget en meget elskværdig invitation fra en af de ledende mænd i U. N. I. C. E. F.'s hjælpetjeneste herude, hr. Poul Larsen, i hvis hjem jeg traf en gruppe meget tiltalende unge danskere. Og så talte jeg igen, for første gang i meget lang tid, mit eget modersmål. Det var nu dejligt! Og dejligt var det også, at disse mennesker viste stor glæde over Martinus tanker, som de her mødte for første gang. Klokken blev mange, altfor mange, før jeg igen var tilbage og lå i min seng, – det havde faktisk været en begivenhedsrig dag!

----

Jeg er igen flyttet, dennegang ned på et rent indisk hotel. Mine elskelige værtsfolk var enige med mig i, at jeg skulle have denne oplevelse med, og jeg bor nu i et ikke helt færdigt indisk hotel i den del af denne store by, som må siges at være den mest interessante – old Delhi. Jeg bor midt i en gade, og jeg har privat døbt denne gade "min gade", fordi jeg efterhånden kender den ud og ind, og inden de oplevelser, jeg her har, viskes bort fra min lidt for overbelastede hukommelse, vil jeg nu fortælle Dem om det mærkelige liv, jeg her oplever. Hvad vil det sige, at hotellet er indisk? Det vil på en måde kun sige, at dets indretning er en smule anderledes end de europæiske hotellers. Her er ikke badekar, kun brusebade, og toilettet er også lidt anderledes, idet Inderne ikke anvender vor metode med W. C. kumme.

Oversættelse:

Jeg mødte i går i Delhi en lykkelig mand. Hr. Erik Gerner Larsson hævder, at han har været lykkelig i 30 år.

Hr. Larsson er vegetar, afholdsmand og ikke-ryger – men det betyder ikke, at denne afholdenhed er nødvendige dele af hans lykke. Han er vegetar af etiske grunde. Han ryger ikke, fordi han anser nikotin for at være en "stærk gift"; han drikker ikke, fordi for ham har alkohol en dårlig indflydelse, den svækker ens kontrol over det åndelige – bevidstheden.

Hr. L. kom til Indien i november sidste år for at deltage i Verdens Vegetar Kongressen i Bombay; han blev her for at studere de unge indere. Hvilket resultat er han kommet til? "De unge indere er meget sunde, de er meget positive i modsætning til de unge i Europa, som er meget negative."

Hjemme i København tilbringer den 50-årige dansker sin tid med at gøre unge ulykkelige mennesker lykkelige. Han er vicepræsident i Martinus Åndsvidenskabelige Institut.

Dette var introduktionen. Det, der interesserede mig mest i går, var hr. L.'s opskrift på lykke. Han sagde: "Da jeg var 21, mødte jeg den store danske personlighed Martinus, som siger, at den vidunderligste kirke i universet er selve universet. Jeg forstod hans filosofi og gik ind for den. Martinus lærer folk at kontrollere deres sind, han lærer dem deres egen kosmiske struktur at kende. Intuition er en evne, man har, når man har kontrol over sit sind. Den er en del af én selv".

Det er denne filosofi, der har gjort hr. L. lykkelig, og denne filosofi prøver han at give videre til de unge i sit hjemland og andre steder i verden. Hr. L. hævder, at Martinus skole ikke er en ny religion, efter hans opfattelse er det snarere en ny måde at forstå religionerne og sig selv på.

"De intelligente unge mennesker i Europa", siger hr. L. "befinder sig idag på et stadium, hvor verden har undermineret deres evne til at tro. De vokser fra alle traditioner. Fra det primitive stadium har menneskeheden udviklet sig til det menneskelige stadium. Det intelligente menneske er ikke indstillet på at tro alt, hvad man fortæller ham, at han skal tro. Den gamle overlevering, hvor vismanden placerer sig selv mellem det almindelige menneske og Gud, tilfredsstiller ham ikke mere. Mennesket ønsker at være sin egen lærer.

Hr. Larsson bringer de unge ulykkelige mennesker en "åndelig basis" i stedet for tro. Denne basis findes i Martinus teori om åndsvidenskab. Med hr. L.'s ord lyder det således: "Gud har givet mennesket intuition, for at det kan forstå alt. Mennesket skulle prøve på at få kontrol over sit eget sind for at komme til at forstå verdensaltet.

Skønt hr. L. er meget tolerant, tilstod han, at der er en ting, han hader. Det er enhver form for fanatisme. Jeg spurgte, om hans egen tro på en eller anden måde kunne føre til fanatisme? Nej, svarede han, Martinus filosofi er tolerancens filosofi, ligevægtens filosofi. Vi har ingen foreninger til at prædike denne filosofi, fordi det moderne menneske ikke ønsker at tilhøre en bestemt gruppe.

Der kommer tusinder af mennesker til Martinus Institut i København fra hele Skandinavien og fra andre steder i Europa. I månederne juni og juli har instituttet en sommerferieby, hvor folk kan komme, og hvor de får chancen for at prøve på at blive lykkelige.

[Oversættelse slut]

De bruger, om jeg så må sige, "naturmetoden", men dog tillempet vor metode så meget, at udskyldningssystemet er akkurat det samme. Inderne er meget renlige mennesker, så hvert værelse har eget bad og eget toilet – og så er prisen altså ca. den halve af de europæiske hotellers! Maden er naturligvis ren indisk, men den har jeg nu vænnet mig såmeget til, at jeg kun langt bagude i min bevidsthed ser frem til den dag, hvor disse besynderlige retter, som jeg helt opgiver at beskrive, viger pladsen for det, vi spiser hjemme. Betjeningen er over al beskrivelse høflig. Jeg er eneste europæiske gæst og bliver i virkeligheden meget forkælet. Til mit værelse hører en altan, og den er så stor, at jeg kan vandre hele huset rundt – og dermed følge livet både i min egen gade og i den tilstødende – og hvilket liv!

Det starter meget tidligt om morgenen, hvor en af vore tjenere lige udenfor mit vindue i lyset af den opgående sol påkalder sin Gud. Jeg har endnu ikke kunnet afgøre, om han er muhammedaner eller hvad, og jeg vil faktisk nødigt spørge. Men hans religiøse påkaldelse udløser en association, som gør mig lige henrykt hver morgen. Mon De kan huske Peter Malberg som "Tummelumsen" i Gustav Wieds berømte stykke? Hvis De kan, kan De også huske ham der, hvor han på knæ beder Gud om, at hans nummer må komme ud med den store gevinst i lotteriet. Netop som han har nævnt nummeret, hæver han røsten meget højt og siger: Man gentager!!! Virkningen var den, at nummeret kom ud! – Og her er det altså, at jeg hver morgen føler, at hvis ikke Vorherre kan høre den ellers så stilfærdige tjeners bøn, er det i hvert fald ikke tjenerens skyld!

Efter at jeg har fået mit bad, tager jeg min stol og sætter mig ud på altanen og barberer mig og betragter livet. Netop på den tid – vi er begge lige præcise – kommer skraldemanden med sin store vogn, der trækkes af en kamel. Hvilken forskel mellem dette dyrs værdige, næsten kongelige holdning og gang, og så den bestilling, den er sat til! Skraldemandens næsten bedrøvede råb sætter som ved et trylleslag liv i alle kludebunkerne rundt omkring. De ruller og vrikker som sommerfuglepupper i fødselsveer og ud af dem kommer der mennesker, der først gnider øjnene og derefter sindigt pakker hele deres rørlige formue, sækkebunken, som har lunet dem natten igennem, sammen. Og så går det slag i slag. Livet i min gade er som en langsomt rullende film. Nu kommer grønthandlerne med deres vogne og al stilhed er forbi. Der råbes og larmes, så det er en fryd. Lige over for mit værelse står der et træ, og under det "bor" der en grønthandler, som hver morgen kalder både Gud og alle hans profeter til vidne på, at hans leverandører snyder ham med alt, hvad de bringer ham. Nuvel, det får jo også ende, og derefter anbringer han alle sine sager i en pyntelig rundkres omkring sig. Lidt efter er der fuld gang i handelen, og så får hver eneste kunde at vide, at også hun snyder ham, men det tager enhver nu roligt. Næsten på slaget kommer en stor hellig tyr ud fra sidegaden og stiller sig sindigt bag alle de handlende koner. Og det er den ikke snydt med, for såsnart handelen er ved at stilne af, får den hele bunken af blade og andet grøntaffald lagt hen til sig, og det er helt rørende at se, hvor glad den lille brune mand er for denne store, kønne tyr. De kender hinanden, og til den har han kun ømme ord.

Så er det skolebørnenes tid. De vælter ud af alle husene med deres vældige bogpakke under armen. De mindre iklædt kjole og liv, de lidt større i en næsten-sari, med fint hvidt slør, som de tager omkring hovedet i den kølige morgen. Alle disse unger er meget søde at følge. Deres gang og holdning er helt anderledes end hjemme, der er virkelig stil over dem, og jeg nyder synet af dem hver eneste morgen. Med dem er min gade vågnet til liv for alvor. Nu er hver en skodde væk og alle butikker åbne. Og nu kommer næste akt, som er aldeles uforglemmelig, og det er "sweeperne"s – gadefejernes – ankomst. De har hver et stort ris i hånden, og med det hvirvler de alt støv og skidt op i luften. Det er en fantastisk komedie at se dem, fordi man simpelthen tror, det er løgn! Men det er bitter sandt, især for den lange række af kokke, der gaden rundt nu er i færd med over det åbne ildsted at lave morgenmad til utallige mennesker. Gang på gang har jeg set, hvorledes al maden bliver dækket af et kraftigt lag støv, men kokkene rører videre i det hele, og lidt efter er det spist af alle de, som her får dagens første måltid.

Det sker, at larmen brydes af lystige hornsignaler, og alt standser. Først ser vi en række musikanter i røde uniformer komme i ilmarch rundt om hjørnet, fulgt af en gruppe mennesker, af hvilke nogle bærer en båre på deres skuldre. Men hvilken båre! Smykket i rødt og guld, med en lang række appelsiner anbragt på pinde båren rundt, ligger den afdøde faktisk som selve livsglædens udtrykte billede. Nå, det er også meningen! For udsmykningen fortæller, at det er et gammelt menneske. Og et gammelt menneskes død er både en stor glæde for familien og for ham selv! Siger Inderne, og håber man selv. Dette syn har jeg nu set hver dag, så jeg mindes i denne forbindelse uvilkårligt "mit hus" i London, hvor jeg også hver dag så mennesker med båre på skuldrene. Men derovre var det bestemt ikke festligt, det er det her.

En aften, mens jeg sad og skrev, mærkede jeg, at noget måtte være ved at ske nede på gaden. Alt var blevet så mærkeligt stille, men pludselig hørte jeg lyden af en musik, jeg ikke kendte. Der var både hornmusik og sækkepibe, en meget speciel kombination, kan De være overbevist om. Lyden kom nærmere og nærmere, og fra alle sider kom folk løbende. Jeg gik ud på min altan, der er mere end 30 meter lang, så jeg har faktisk plads i "første parket". Nu drejede musikerne omkring hjørnet og standsede op. Nej, hvor var de flotte! De var i strålende røde uniformer med hvid banderole, og de larmede, så det var en fryd. Jo mere larm, desto større glæde for sjælen, synes at være recepten her. Men grunden til deres tilsynekomst var stadig dunkel for mig. Så satte de sig igang igen og kom lige henimod mig. I to parallelle rækker vandrede de under øredøvende spektakel fra deres instrumenter hen til det hjørne af mit hotel, hvor en anden gade krydser ind, der stoppede de op og satte i med en ny øredøvende melodi. Gaden var nu sort af mennesker, og det hele var mig om muligt endnu mere ubegribeligt, end da det startede. Men så blev der voldsomt røre i den ene ende af gaden, hvorfra musikerne var kommet, og så kom endelig forklaringen. En fuldkommen åbenbaring i sølv- og guldpapir tonede pludselig frem. Det var en bil, der helt var bygget om til to mægtige svaner foran og en høj guldtrone bagpå. Langs kanterne var der mængder af små elektriske pærer, så det hele så ud som en ren åndelig åbenbaring i aftenens mørke. På toppen af tronen sad en ung mand med en guldhat på hovedet, og ved hans fødder sad nogle små børn i stiveste puds og med ansigter så alvorlige, at det var en fryd. De gik med liv og sjæl op i deres roller.

Jeg var med eet slag midt inde i en ældgammel østerlandsk tradition. Det var en brudgom på vej til sin brud. Og til alt held for mig boede bruden lige omkring "mit" hjørne! Vognen bevægede sig langsomt frem gennem folkemasserne, der jublede og tilråbte brudgommen alverdens gode og vise råd. Jeg ville have givet meget for at have forstået dem, men jeg begreb ikke eet eneste ord. Men at rådene måtte være gode forstod jeg af de bølger af latter, der rullede gennem gaden. Så standsede vognen, og nu blev der liv i den anden ende af gaden. Det var brudens familie, der var på vej for at hente brudgommen. Nej for en larm og jubel! Musikerne larmede af al kraft, og folket larmede med, og så mødtes da endelig begge parter, og "så fik de hinanden", som der så smukt står i eventyret!

Når aftenen sænker sig over min gade, er vi midt i "tusind og een nat". Overalt kommer bålene frem, og i det blafrende lys ses hundreder af flaksende skygger. Alt forandrer sig som ved et trylleslag, og et tusindårigt Indien genopstår næsten på sekunder. At vandre i denne gade og i alle de tilstødende er som at vandre i et tidløst rige. Hele det gamle testamentes galleri af typer toner frem. Gamle skæggede profeter, tilslørede kvinder, okser og kameler, alt er der. At se en ældgammel, langskægget muhammedaner sidde med lukkede øjne og sutte på sin vandpibe er et billede så langt hinsides vor tid, at man uvilkårligt standser op og forstår, at alt vort jag er noget, vi har skabt. Livet har tid nok, oceaner af tid, kun vi har travlt – og med hvad? Jeg passerede en gyde en aften og så i mørket en hulning ind i et hus. Og der, i mørket, så jeg bag i rummet en stor hest ligge, og op imod den sov hele familien – midt i Indiens hovedstad! Fortid, nutid og fremtid glider i denne mærkelige by over i eet. Her er bygninger så moderne, at vi måske dårligt nok har mage til dem hjemme, og her er huse så ældgamle, at vi slet ikke har mage til dem. Livet her er en overdådig blanding af alt, hvad tænkes kan. Af ufattelig rigdom og ubegribelig fattigdom. Men over alt dette stråler om dagen en vidunderlig varmende sol og om natten en stjernehimmel så skøn, at alt i een er een eneste stor og dyb betagelse!

Jeg kunne fortsætte, men lad mig standse her. For min "indiske gade" er kun een af titusinder i dette vældige land, der på een og samme tid er så uhyre forskelligt og dog så ens. For de indiske bazargader er ens fra nord til syd og fra øst til vest. Og jeg føler mig overbevist om, at det ikke bliver i min tid, de forgår, selvom udviklingen også rykker ind pa dem. Til at begynde med forskrækker de en ved deres overvældende liv, men i dag føler jeg mig ubeskrivelig glad i sjælen, når jeg forvilder mig ind i kvarterer, hvor jeg aldrig før har været, og hvor hvert et skridt bringer nye, forunderlige indtryk til øje og sjæl. Eet præger dem alle. Deres beboere har let til smil – og til dejlige smil. Jeg standsede en dag op ved synet af to ældgamle, langskæggede mænd, der midt i larmen sad og spillede skak. De opdagede mig og ned måtte jeg! En gammel tandløs kælling med hovedet flækket i eet stort grin kom med kaffe, og der sad jeg, omgivet af lykkelige mennesker. Ingen af os kunne tale sammen, for jeg forstod ikke eet ord af det, de sagde, og min tak begreb de ikke. Efter en stunds hyggeligt samvær bukkede vi alle dybt, og med et virkeligt ment "Salaam!" forsvandt jeg igen i mængden, – sådan er livet i "mine gader" her og tro mig, – det er et heltud eventyrligt dejligt liv!