Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus:

Vi har nu oplevet afslutningen på det gamle år og er begyndt på et nyt. Vi har nylig passeret vintersolhverv eller årets korteste dag, den fysiske mørketids kulmination, og går nu en lysere tid imøde, hvor solen vil lyse og varme mere og mere på vore breddegrader for efterhånden at indhylle os i sommerens strålende atmosfære og kolorit. Vinteren går, og foråret og sommeren kommer; de kommer med tiden, siger man. Tiden går og tiden kommer. Ved nytårstid er man tilbøjelig til i særlig grad at tænke over tiden, over hvad det svundne år har bragt, og hvad det kommende år vil bringe. Mit foredrag i dag skal derfor være helliget "tiden"; hvad er egentlig "tiden" for noget?

Tiden er det samme som "evigheden" spaltet i "åndelige rum". Det lyder måske lige straks lidt mærkeligt, fordi man, når der er tale om "rum", almindeligvis kun tænker på den fysiske verden. Men man bruger dog i daglig tale rent uvilkårligt udtrykket "tidsrum", hvilket viser, at man alligevel har en fornemmelse af, at også tiden har med "rum" at gøre. Ligesom intet i denne fysiske verden kan være til uden at befinde sig i et fysisk rum, således kan heller ikke noget som helst eksistere uden at befinde sig i et åndeligt rum. Hvad er da et "åndeligt rum"? Det er et "rum", som udelukkende består af tankematerie. Tiden eksisterer overhovedet ikke på det fysiske plan, den er en åndelig realitet. Overalt hvor tid nævnes eller konstateres, vil den i sig selv udgøre en åndelig detaille eller realitet ved tingene. Den er ikke tingen selv, men "noget", der konstateres som uløseligt knyttet til tingenes eksistens. Det er denne tidens tilknytning til tingene, vi kalder "alder". Intet kan eksistere i vor verden uden at have en alder og dermed være knyttet til tiden, men da tiden er et åndeligt "rum", en ophobning af åndelige detailler, vil det sige, at ingen som helst fysisk fremtoning kan eksistere uden tilknytning til en åndelig realitet eller en åndelig verden, der eksisterer parallelt med den fysiske.

Tænker vi f. eks. på året 1944, som nu er gået, erfarer vi, at det faktisk eksisterer endnu i vor tankeverden. Det er fortid, men det er en åndelig realitet, det er noget, vi har i os i den forstand, at det udgør et åndeligt rum for en hel serie af vore oplevelser og erfaringer, det er en åndelig skueplads for et vist afsnit af vort liv. Året 1943 udgør et andet afsnit eller åndeligt rum af vor tilværelse. Men det er jo ikke blot i år og årtier, at tiden inddeler vort liv, den inddeler det også i måneder, uger, døgn, dage, nætter, timer, minutter, sekunder og brøkdele af sekunder. Disse realiteter er ligeledes hver for sig åndelige rum, inden for hvilke afsnit af vort liv finder sted. Tiden er altså en foreteelse, der så at sige "nummererer" eller "katalogiserer" hver eneste detaille af vore oplevelser af livet. Den sætter alle vore livsoplevelsesdetailler på plads, så hver eneste får sit eget lille "rum". Gennem denne markering er det muligt for det menneske, der kan læse og skrive, at optegne sit livs detailler, hvis det har lyst. Et menneske, der fører dagbog, skaber ligefrem et kartotek over sine oplevelser, hvorved det kan have overblik over nogle af sit livs detailler. Det kan, når det senere slår op i bogen på forskellige datoer, ja, måske klokkeslet, se og genopleve i erindringen, hvad der skete for flere år siden. Det skrevne vækker minderne til live i bevidstheden, tankebilleder træder frem og bliver helt levende. Hvad er det, der sker ved en sådan lejlighed? Dagbogen blev i sin tid skrevet, medens begivenhederne eller oplevelserne stod friske i erindringen, og det er måske også erindringen, der er årsag til, at man nu slår op i bogen, fordi der er særlige begivenheder, man mindes, men ikke kan huske i detailler. Medens man læser, dukker det hele dog op igen. Det læste sætter tanker og følelser i gang, som ellers var gemt i bevidsthedens dyb. Menneskets hukommelse er, som nævnt i mine analyser i "Livets Bog", stærkt degenereret, d. v. s. det husker almindeligvis ikke så længe og ikke i så mange detailler. Men selv om vi ikke dagsbevidst kan huske alle detailler fra oplevelser og begivenheder i fortiden, og mange gange endda glemmer selve begivenhederne, er det ikke ensbetydende med, at alt dette er borte og aldrig vil kunne genopleves i erindringen. Når læsningen af dagbogens korte beretning om fysiske fakta kan få billeder til at stå lyslevende for vort indre blik, er det fordi, disse tankebilleder hele tiden, siden vi oplevede begivenheden på det fysiske plan, har været i vor bevidsthed eller vort åndelige rum. Den fysiske dagbog er blot en slags kopi i fysisk materie af en "åndelig dagbog", vi har i vort sind, et "åndeligt kartotek", som rummer alt, hvad vi har oplevet. Dagbogen blev skrevet, medens vi havde begivenhederne "frisk i erindringen", men erindringen bliver ikke ved med at være "frisk", fordi så mange andre begivenheder i nuet kræver menneskets koncentration og opmærksomhed. Følelsens og intelligensens udvikling og indbyrdes harmoni er det væsentlig på det jordiske menneskes nuværende udviklingstrin. Denne udvikling befordres ikke ved, at vi kan huske alle detailler fra vor fortid, tværtimod, det ville blot virke distraherende. Men i det øjeblik, vi i nuet står over for en begivenhed, arbejder vor hukommelse i brøkdele af sekunder. Vi ved straks, om vi har oplevet noget lignende før, og i så fald, hvad der er bedst at gøre i en sådan situation. I det øjeblik sættes hele vor kraft ind på at hente materiale fra vort "åndelige kartotek", det er ren automatfunktion, udviklet gennem mange inkarnationer. Her har vi også årsagen til, at mennesket i almindelighed ikke husker sine tidligere liv. Den degenererede hukommelse giver ikke i øjeblikket vor dagsbevidsthed adgang til vort oplevelsesmateriales detailler fra tidligere inkarnationer, men "kartoteket" korresponderer med automatfunktionen, således at også disse tidligere livs erfaringer og udviklede talenter og evner kommer os til gode i vort nuværende liv. Netop derved bliver der tale om en udvikling. Engang, når menneskets herredømme over sin egen bevidsthed er langt større, end den er nu, og når samme væsen blander grundenergierne på en anden måde i sin bevidsthed end nu, vil hele vort "åndelige kartotek" med hvert "rum", hver lille begivenhed og oplevelse fremtræde som "guldkopier" eller dagsbevidste minder, der er skønnere og rigere, end nogen fysisk dagbog kan beskrive dem.

Tiden er en absolut nødvendig markering i det levende væsens tilværelse, uden den ville der ikke kunne være tale om en evig livsoplevelse. Det levende væsen ville da kun eksistere i et evigt "nu" uden kontraster, oplevelse eller skabelse. Hvis der ikke var tid, kunne man jo heller ikke "sanse tid", dette ville igen betyde, at der ikke kunne være noget, der hed "før" eller "efter", ingen skelneevne, intet perspektiv. Når "nu'et" ikke kunne gå over i en "fortid", ville der heller ikke være nogen "fremtid", og en tilstand, en situation eller en ting, der er uden fortid og fremtid, er totalt uden fysisk og åndelig markering, hvilket vil sige, at den slet ikke er manifesteret, er uden oplevelsesevne og livsytring og derfor ikke virkelig levende. Men vi er levende, vi har en fortid og går gennem nuet en fremtid i møde. Det, vi kalder "nuet", er i virkeligheden oplevelsen af vor jegbevidsthed, vort faste punkt. Det er selve evigheden. Udtrykket "det evige nu" dækker altså over en realistisk oplevelse, men det ville ikke være nogen oplevelse eller realitet for det levende væsen, hvis der ikke eksisterede en kontrast til det faste punkt, nemlig bevægelsen. Gennem oplevelsen af bevægelsen eller tiden kan oplevelsen af evigheden blive en realitet. Tiden er vort åndelige rum, vort oplevelseskartotek, og vor oplevelse af fortid, nutid og fremtid er et bevis på, at der parallelt med den fysiske verden eller det fysiske plan eksisterer et åndeligt plan eller en åndelig verden. Da en hvilken som helst fysisk detaille ved at repræsentere en alder er knyttet til tiden og repræsenterer et åndeligt rum, bliver tiden detailleret med lige så mange åndelige rum, som der er fysiske detailler. Tiden bliver i virkeligheden her synlig som selve den åndelige verden. At Forstå dette rigtigt er at se den åndelige verden som en realitet, selv om man i øjeblikket kun er dagsbevidst på det fysiske plan. At benægte den åndelige verdens eksistens vil altså være det samme som at benægte tidens eksistens. Når det jordiske menneske er kommet videre i sin udvikling, og de seks grundenergier er kombineret på en anden måde i dets bevidsthed, end det nu er tilfældet, vil det opleve tiden i et større perspektiv. Det vil korrespondere mere bevidst med detaillerne i sit åndelige rum, og det vil ikke være bange for, at fortiden er forsvundet, eller at det selv skulle kunne gå til grunde. Det vil se tiden under evighedens synsvinkel og vide, at det altid selv er i centrum af dets tilværelse, altid er "midt i evigheden". Tiden og evigheden, eller det foranderlige og det uforanderlige, bevægelsen og det faste punkt, er de kontraster, uden hvilke en evig livsoplevelse var umulig. Vi bruger i vor daglige tilværelse her på det fysiske plan et instrument, som er et udmærket symbol på dette kontrastprincip: uret. Uret er ikke blot en praktisk opfindelse, men også, fordi det er i kontakt med livslovene, et genialt symbol på livets evige princip. Urets skive med dets centrum er symbol på evigheden, det faste og uforanderlige; viserne symboliserer skabeevnen, der skaber tiden, bevægelsens stadier, som igen markeres ved tallene, der danner rummet med dets detailler, hvori livsytringerne udfoldes. Uret bliver også her synligt som symbol på det treenige princip eller det levende væsens analyse: Jeg'et eller skaberen, skabeevnen og det skabte.

Samtidigt med at man forstår, at tiden er den nødvendige kontrast, som markerer evigheden, har det lige så stor betydning at få indsigt i, at uden evigheden ville begrebet tid slet ikke eksistere. Rent fysisk giver tiden sig til kende som "alder", men hvad vil det sige, at noget er 25 år gammelt? Det vil ikke sige, at det har eksisteret uforanderligt i 25 år, for det er der intet, som er manifesteret, der kan. Alt i tidens og rummets verden forandrer sig, forvandles. Det vil heller ikke sige, at skaberen, det uforanderlige bag det manifesterede, er 25 år, for det, som er selve evigheden, har ingen alder. Hvad dækker da, kosmisk set, udtrykket "den unge mand er 25 år gammel"? Det, vi i dag oplever af det unge menneske, så ganske anderledes ud for 25 år siden, det repræsenterer noget, der er kommet til med årene. Det har en helt anden højde, en helt anden vægtfylde, en helt anden begavelse. Hverken højden, drøjden eller begavelsen repræsenterer 25 år, men er blevet til lidt efter lidt. Begrebet 25 år udtrykker derimod de åndelige rum, indenfor hvilke det omtalte væsens "jeg" har afstedkommet den forandringsproces i materien, vi kalder dets fysiske liv. Nævnte "jeg" har haft 25 åndelige rum at skabe forvandling i, men væsenet selv er ikke blevet et eneste lille sekund ældre. Vi er alle ifølge vort inderste væsen evigt nyfødte i et evigt nyfødt univers. Vi har alle haft en tid som eetårig, en tid som toårig o. s. v., hele vort liv er inddelt og klassificeret i åndelige rum. Og det er i disse åndelige rum, at vi med hukommelsen eller erindringsevnen kan finde tilbage og åndeligt genopleve de tidligere fysiske oplevelser. Ved hjælp af tiden markerer forsynet vort fysiske legemes fødsel og dets alder og vil engang komme til at markere det, vi kalder vor død, hvilket vil sige det fysiske legemes adskillelse fra vort "jeg" og vore åndelige legemer. Men efter denne adskillelse er der ikke sket nogen forandring i princippet, det levende væsen befinder sig stadig i sit evige nu mellem fortid og fremtid. Der er dog sket en forandring derved, at væsenet ikke mere oplever indtryk gennem fysiske sanser, det er nu i en anden "tidsdimension" og må lære at indrette sig efter denne. Umiddelbart efter døden er væsenets dagsbevidsthed endnu dirigeret af vaner og tanker, som hører den fysiske verden til, selv om det ikke mere er i besiddelse af et redskab eller legeme, hvormed det kan vekselvirke med denne verden og de former, ting og bevægelser, som rører sig der. Det kan i visse tilfælde blive en "skærsild" for væsenet, hvis det har været alt for afhængigt af sine fysiske vaner og har svært ved at omstille sig til en rent åndelig tilværelse. Ligeledes bliver det en "skærsildsoplevelse", hvis væsenets åndelige rum er opfyldt af had, vrede, bitterhed eller dårlig samvittighed. Derfor har det stor betydning at rense sin bevidsthed for den slags tanker og ligeledes at udvikle et tanke- og følelsesliv af intellektuel art, som man kan "leve videre" på efter døden. De levende væsener kan ikke lære at tænke i den åndelige verden, det kan kun læres på det fysiske plan, hvor det gør "ondt" at tænke forkert. Derfor må væsenet, som har mistet sin fysiske organisme, inkarnere i denne verden igen, indtil det til fulde har lært at tænke i overensstemmelse med livets love. Men inden den nye inkarnation kommer væsenet først til at opleve et kredsløb i de åndelige rum, som omgiver alle jordmenneskers åndelige rum, nemlig jordklodevæsenets åndelige legemer, som er de skønne åndelige verdener, religioner og okkulte bevægelser omtaler i skønne billedsprog, men hvis organiske struktur den åndelige videnskab først nu er i stand til at analysere.

Når væsenets dagsbevidsthed er overført til det stråleformede rum, i mange tilfælde ved hjælp af skytsengle, som har suggereret dets "skærsildsoplevelse" bort, da væsenet bad om hjælp, er dets oplevelsesmuligheder begrænset af dets moralske og intellektuelle stade. Men hvor små disse evner end kan være i forhold til de væsener, som er hjemmehørende i disse verdener, vil de dog bibringe væsenerne de skønneste oplevelser og en trang til at vende tilbage til den fysiske verden for at udvikle sin tænke- og sin næstekærlighedsevne og høste den fremtid, det har sået i sin fortid og så en ny fremtid, som er mere på bølgelængde med universets grundtone, eller den evige Guddoms kærlighed.