Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Før jeg prøver på at give Dem et indtryk af mine nuværende oplevelser i New Delhi, må jeg hellere fortælle Dem om den virkelige begyndelse til det eventyr, jeg i øjeblikket befinder mig midt i, for denne begyndelse har nemlig en ganske bestemt dato: Lørdag d. 16. november, 1957. Efter nogle meget anstrengende dage under den vegetariske verdenskongres var vi netop den dag, efter vort besøg hos den indiske unions præsident dr. Prasad, inviteret til en strålende middag, hvor vi mødte en mængde af denne skønne by's førende mænd og kvinder. Efter middagen var der en yderst festlig underholdning, hvor vi bl. a. så de indiske bønders berømte dans efter en vellykket høst. Vi vred os af latter over denne vidunderlige dans, der slutter fuldkommen ekstatisk. Formodentlig til ære for os gik de dansende, der alle var flotte Sihker, med vældige skæg, i den grad op i denne primitive dans, der synes at være en blanding af Rock'n'roll og en vild indianerdans, at det lykkedes dem at få en mængde publikum op på scenen, således at det hele en overgang så ud til at ende i den vildeste panik. Nå, det sluttede nu meget pænt, men vi var helt udmattede af latter, da det var overstået, og jeg vandrede derfor rundt og nøjedes med at betragte alle disse mange fremmedartede, men meget interessante ansigter. Pludselig stod der en alvorligt udseende midaldrende mand foran mig og spurgte meget venligt, hvor jeg var fra. Jeg forklarede ham det, og så sagde han med eet i en helt anden tone: "De er her ikke alene for den vegetariske kongres skyld, vel?" Jeg følte mig lidt desorienteret, for man skal være varsom herude, så jeg spurgte ham forsigtigt, hvad han mente med det, og så kom det: "Jeg tror, De er en meget religiøs mand, og jeg vil meget gerne tale med Dem. Jeg har fulgt Dem hver dag, siden De kom, og jeg har hele tiden følt, at jeg skulle tale med Dem!" Og der stod jeg, træt efter de mange dages fester og en smule skuffet over, at det tilsyneladende ikke kunne lykkes mig at netop den kontakt med Delhi, jeg så inderligt ønskede. Jeg vidste, at denne aften var min sidste officielle aften i Delhi, så da denne ukendte fremmede talte til mig i det sprog, følte jeg mig meget mærkelig til mode. Vi vandrede hen i et hjørne, hvor vi ugenert kunne tale sammen, og han fortalte mig da, at han havde set mig, da jeg trådte ud af expressen fra Bombay, og øjeblikkelig følt, at mig måtte han tale med. Men også han var en forsigtig mand, så han havde nøje fulgt mig under hele kongressen. Men da jeg over mikrofonen havde bragt den vældige forsamling, der bød os velkommen til Delhi, Martinus' kærlige hilsen, var han helt sikker. Og nu stod vi altså der og var på øjeblikke dybt inde i Martinus' arbejde og tanker. Min nye ven hed T. P. Advani og var ejer og leder af et meget stort radioforetagende i New Delhi. Jeg skulle rejse den følgende morgen, og resultatet af vor samtale blev, at jeg lånte ham dels de små bøger, vi har på engelsk, og dels min "Introduction to Martinus Cosmology", som jeg bad ham læse, medens jeg var i Calcutta.

Dette var den virkelige begyndelse til det, jeg siden har oplevet her i Delhi, og som på sin vis udgør kronen på min rejse herud. Da jeg den 13. december igen ankom til New Delhi, var min første handling den at telefonere til mr. Advani, og kun få minutter senere fik jeg en modtagelse, som helt tog vejret fra mig. Kort fortalt: jeg har virkelig "familie" her i New Delhi, for ikke alene mr. Advani, nej, hele hans familie har omgående akcepteret mig som en, ganske vist temmelig lys, bror og onkel! Mr. Advanis hele familie er en dybt religiøs familie, men religiøs i dette ords bedste betydning. Læsningen af min bog om Martinus havde været en stor lysoplevelse for ham, og han havde forlængst fortalt sine mange venner om både Martinus og mig. Og hvilke venner!

Den følgende søndag (d. 15. dec.) blev jeg inviteret til et besøg i den meget smukke og meget berømte "Sri Aurobindo's Asram" uden for New Delhi, hvor jeg mødtes med mange overordentlig tiltalende indere. Sri Aurobindo var en berømt indisk politiker, der efter mange sammenstød med englænderne og adskillige fængselsophold, efter en dyb åndelig krise opgav sin politiske karriere og hellige sig et rent åndeligt studium. Under dette oplevede han et dybtgående kosmisk glimt, noget der herude er mindre sjældent end i Europa, og var derefter en "hellig mand" med stor indflydelse. Han døde for ikke så lang tid siden, og hans negle og hår var netop for få uger siden blevet hensat i et vanvittigt kostbart mausoleum i haven til den Asram (skole for undervisning i hans filosofi), der bærer hans navn. Efter besøget her, hvor jeg overværede et foredrag, som foregik på den måde, at lederen, siddende på en skammel, medens vi andre sad på gulvet, forklarede os visse af Sri Aurobindo's tanker, tog vi afsted, dennegang for at besøge en af Advanis venner, hvis navn jeg ikke havde fattet. Det viste sig, at denne ven var ingen ringere end den tidligere chef for den indiske hærs lægevæsen, generalmajor A.N. Sharma, der modtog mig med åbne arme. Også han havde læst min bog, og så glad var han for den, at han venligt, men bestemt meddelte sin ven Advani, at den bog så han aldrig mere, i hvert tilfælde ikke, før han selv var "passed away" (død). Han var så optaget af Martinus verdensbillede og den betydning, det kunne få for Indien, at vort samvær fløj med diskussion af planer og ideer for skabelsen af et Martinus-center her i New-Delhi. For skabelsen af dette center var allerede blevet planlagt før min ankomst!!! Nuvel, eet var vi alle enige om, og det var, at vi ville gå til værks med stor varsomhed. Men at dette ikke var ensbetydende med en for mig stille tilværelse her, skulle jeg snart få at mærke, for allerede dagen efter blev jeg inviteret til at tale i den store "Lion-club" her i byen, hvis medlemmer modtog mig med venlighed og lyttede til mig med stor interesse. Og nogle få aftener senere mødtes jeg med medlemmerne af den endnu større Rotaryclub, hvis medlemmer hilste mig med en meget hjertelig klapsalve og sådan fortsatte mine dage og aftener. Advani er en ildsjæl og hans bror ikke mindre. De har svoret, at Martinus navn skal blive kendt over hele Indien, og det er der ingen tvivl om, at det vil blive, meget hurtigt endda.

Inderne holder jo ikke jul helt på samme måde, som vi gør det, så sådan set mærkede jeg ikke meget til "juletravlhed" her. Ganske vist havde mange forretninger "julepyntet", men jeg tilstår, at det mere kaldte på mit smil end på min alvor at stå i tindrende sol og sommervarme og se på julenisser i vatsne! Det er håbløst at forsøge at ændre sin indre livsrytme. I vor tankeverden er jul ensbetydende med "snefog og kulde og mørke dage" – ikke med blå himmel med kvidrende svaler og haverne fyldte med blomstrende roser og sommerblomster, som vi har det her i Delhi netop nu! Men dagene op til jul beslaglagde brd. Advani såmeget, at jeg fik tid til lange vandringer i denne mærkelige by. Aldrig nogen sinde har jeg oplevet en by, der så levende illustrerer Withus' berømte tegning af de to sind. Ja, så nær denne tegning kommer Delhi, at den har to regulære navne: Old Delhi og New Delhi! Og Old Delhi er old! At vandre i dens gader er som at vandre i middelalderen. Men hvor er det charmerende! Byen ligner på en måde een stor slum, og den er det sådan set også. Men her kommer igen dette mærkelige, at solen i den grad forgylder disse usle rønner, at man ligesom glemmer deres usselhed. For liv er der i dem og om dem. Hundredtusinder af mennesker myldrer i gaderne, og overalt larmer og regerer livet med en sådan voldsomhed, at man af og til standser op og spørger sig selv, hvor alle disse mennesker dog får den energi fra. Jeg tager med visse mellemrum ned i denne bydel, fordi jeg er levende interesseret i den forunderlige verden, som findes der, og som på sin vis er ubeskrivelig. Ubeskrivelig fordi, ligegyldigt hvad man så end fortæller om den, vil det aldrig kunne dække den virkelighed, man oplever. Jeg var der igår og gik ned igennem en meget smal gyde, hvor der kun var plads til netop at strække armene helt ud. Der var vrimlende fyldt med mennesker, og så kom der selvfølgelig netop et par hellige køer fra den modsatte side. Hvad gør man? Ja, jeg for mit vedkommende hoppede op i en lillebitte bod, hvor der i forvejen sad en ældgammel mand og lavede betelpakker (to grønne blade rullet sammen omkring forskellige ting, mest betel). Han strålede op i et stort smil ved synet af mig og gav villigt plads til mig. Ikke eet ord kunne vi tale sammen udover: "Salaam!", men det var nok. Køerne passerede, og jeg vandrede videre, videre i dette mylder af liv, hvor mennesker, køer, får, geder, hunde, aber, katte, egern og papegøjer synes at gå op i en højere eenhed. Jeg føler mig håbløst forelsket i de indiske bazargader som, deres åbenlyse fattigdom tiltrods, synes mig at rumme langt mere virkeligt liv end nogen af vore næsten for velorganiserede stormagasiner. Alt kan købes i dette babylon, alt, og det er bestemt ikke altid let at slippe fra de ihærdige sælgere. Men igår lykkedes det mig virkeligt ikke alene at slippe fra en, der havde haget sig fast i mig, men også at få ham til at måbe. Jeg havde ikke åbnet min mund til en eneste lyd under hans energiske faldbyden af sine i virkeligheden forbistret dejlige silkesager. Men så sagde jeg pludselig engleblidt: "Parlez vous francais?" Den kunne han ikke give igen på!

Old Delhi er dømt til undergang. Langsomt, men sikkert, "æder" New Delhi sig ind på området, og mange år vil der næppe gå, før denne bydel er forsvundet, og vel godt det samme. Til gengæld vil New Delhi vokse sig enormt stor — og stor i vesterlandsk betydning! At vandre i denne by er som at vandre i et nyt Indien. Et Indien, ikke alene af "imorgen", men simpelthen i det Indien, der er ifærd med at blive til. Englænderne grundlagde New Delhi udfra ønsket om at skabe dette vældige land en centraltbeliggende hovedstad. Til mange englænderes fortrydelse iøvrigt, idet man gang på gang kan høre, at havde England valgt enten Calcutta eller Bombay, ville de aldrig have opgivet herredømmet her. Nå, den opfattelse hviler nu på en illusion. Tiden er simpelthen gået fra ideen om at herske over andre folk. Englænderne sparede ikke, da de planlagde New Delhi. Den kostede Indien utalte millioner, men nu har det til gengæld en hovedstad og et regeringscentrum, som søger sin lige i pragt og arkitektonisk skønhed. Og det er inderne glade for, for de ved alle, at havde englænderne ikke bygget disse pragtpaladser, var de aldrig blevet bygget. De nuværende ledere ville aldrig være gået med til denne luksus, — for luksus er det, og det endda på det højeste "imperialistiske" plan. Jeg har haft den enestående oplevelse, takket være et privatbesøg hos en af præsidentens adjudanter, at se hele præsidentboligen. Og jeg kan garantere Dem for, at også De ville tabe både næse og mund ved synet af den pragt, øjet her møder! New Delhi er jo regeringscentrum for et land på næsten 400 millioner mennesker, så det må ikke forundre nogen, at der her mere er tale om en meget stor by end om et bestemt kvarter. Og vel at mærke om en by, der er planlagt indtil de mindste detaljer. Og der bygges her i Delhi i et tempo, som er helt utroligt. Indien er et "ungt land", og det mærkes. Landet næsten dirrer af vilje til selvhævdelse, hvad der jo nok af og til kan give sig udslag i ting, der kalder på smilet, men alt i alt mærker man kun en uhyre stolthed over de opnåede resultater og en urokkelig vilje til at forfølge de allerede opnåede mål. Nå nu har Indien også både en præsident og en premierminister af meget store åndelige dimensioner, – den slags ting mærkes!

Min juleaften blev min hidtil mærkeligste. Mine værtsfolk, et henrivende ældre lægeægtepar, havde planlagt at invitere mig ud, og jeg havde også akcepteret det. Men så ville skæbnen, at jeg fik en så overvældende og en så vidunderlig julepost, at jeg med eet mistede enhver lyst til at se mennesker. Jeg bad om lov til at tilbringe aftenen alene med mine breve, og det forstod disse kære mennesker, der på alle områder søger at skabe det så godt for mig her, som de overhovedet kan. Men andre af mine indiske venner havde besluttet noget andet, og allerbedst som jeg sad og var i virkelig dansk julestemning, myldrede det ind ad døren med indiske venner, som ville være sammen med mig. Og så kom lysbilledapparatet frem, og før jeg vidste af det, fløj aftenen med at fortælle om "Eventyret Martinus". Jeg tilstår, at da billedet af Mariendalsvej dækket af sne tonede frem, kneb det en smule.

1. juledag havde jeg den store oplevelse at besøge det skønne Ramakrishnatempel her i Delhi. Dette tempel er kun ganske få år gammelt og dækker et vældigt område. Det er bygget til ære for den store indiske seer Ramakrishna, der døde i 1886, og som har haft meget stor indflydelse, ikke alene her i Indien, men også i Vesten, hvor hans første discipel Swami Vivekananda gennem sin glødende kærlighed til sin mester spredte kendskabet til hans lære ved hjælp af sine ildfulde taler og sine glimrende bøger. Templet her i Delhi er kun eet af mange, men det har kostet millioner. Foruden selve det meget skønne hovedtempel rummer det boliger til de unge, vordende swamier og en foredragssal, der hvad skønhed og rummelighed angår søger sin lige. Den har ikke alene over 1000 yderst moderne, behagelige siddepladser, men fra talerstolen er samtlige rum i det mægtige tempelkompleks forbundet ved hjælp af et hypermoderne højtaleranlæg. Jeg mødte den øverste leder, Swami Ranganathand, som var en nær ven til mr. Advani, og efter at vi havde talt sammen en stund om Martinus, overraskede han mig ved på stående fod at invitere mig til at tale om Martinus i templets foredragssal søndag den 29. december kl. 6 om aftenen.

Således gik det til, at jeg den følgende søndag, efter en meget smuk indledningstale af Swamien, pludselig så mig selv ansigt til ansigt med det største antal mennesker, jeg endnu har set fra en talerstol. Salen var fyldt til sidste plads, og overalt i de åbne døre stod lyttende mennesker. Jeg indrømmer, at jeg et øjeblik følte det, som om hjertet standsede sine slag. Tusinde par øjne rettet imod en virker voldsomt, og da jeg begyndte at tale, var det, som om det var en fremmed røst, jeg hørte langt borte. Men så skete igen det forunderlige som, omend det næsten altid sker, er lige nyt hver gang. Inspirationen brød igennem, og jeg fortalte alle disse mennesker om mit eget livs største eventyr: mødet med Martinus. Jeg fortalte dem om hans barndom og ungdom, om hans åndelige indvielse, og om årene der fulgte. Om "Livets Bog" og feriebyen og sagens skønne centrum i København. Der var dødsensstille, medens jeg talte. Det Det var, som om disse mennesker sugede ordene ud af mig, og da jeg sluttede med en kærlig hilsen fra Martinus, følte jeg nøjagtig den samme kontakt med alle disse mørke mennesker, som jeg kendte hjemmefra instituttets sal. Swamien bragte mig en kærlig tak for den oplevelse, jeg havde givet dem alle, og derefter skete der noget, som jeg næppe nogensinde vil kunne glemme. Fra alle sider greb man mine hænder, og ukendte mennesker omfavnede mig og kyssede mig på kinden. Ungdommen kom i store grupper og bad mig, om jeg ikke ville tale til dem endnu en gang – kort sagt: navnet "Martinus" er nu et navn, der går fra mund til mund, ikke alene i denne by, men også udover dette vældige land. For Indien er fremdeles et af verdens mest religiøse lande og, vel at mærke: et af verdens mest tolerante, religiøse lande. Da jeg kom ud på den vældige plads foran templet, kom Advani med udstrakte arme og sagde: "Hvor ville Martinus have været glad, om han havde hørt dig!" – det var faktisk den skønneste kompliment, jeg nogensinde har fået!

Nytårsaften blev en oplevelse helt for sig selv. I et selskab havde jeg mødt ejeren af de fleste biografer her i Delhi, en meget venlig mand, der straks fattede stor interesse for mig, og da han var nær ven til mine værtsfolk, inviterede han os alle til festbanket på hotel Asoka, ikke alene Indiens, men hele Asiens største og mest luksuriøse hotel. Jeg havde hørt helt usandsynlige beskrivelser af dette hotel, som den indiske regering har bygget til sine mange internationale gæster, så jeg var meget spændt, da vi ankom nytårsaften ved tyvetiden. Og jeg må sige, at man vist skal lede temmelig længe, før man igen ser et sådant hotel. Alle dets 330 værelser er forskelligt møbleret, men hvilke rum!! I hvert eneste værelse er der et meget stort køleskab foruden airkondition, og hvad der ellers kan gøre livet i den varme tid herude så nær paradisisk, som det teknisk er muligt. Hotellet rummer et utal af skønne konferencerum og sale, og da vor vært var en nær ven til den ledende direktør, var jeg i den lykkelige situation at få forevist alle herlighederne. Selve aftenen var forunderlig for en vesterlænding. Vi var ialt ca. 1000 gæster i den fantastisk smukt pyntede spisesal, hvor en ren indisk underholdning begyndte samtidig med serveringen. En meget skønt klædt indisk danserinde viste optrin fra Bhagavad-Gita,– det var meget betagende. Og så igen dette at være sammen med mennesker, festklædte indtil det svimlende hvad guld og diamanter angår, men alligevel mennesker som for langt den overvældende parts vedkommende var vegetarianere. De skulle se en opdækning i vegetariske herligheder! Og ingen rygere og, hvad De måske næppe vil tro, uden så meget som een dråbe alkohol! Kl. 24 rejste vi os alle og til tonerne af "Auld Long Syne" ønskede vi hinanden glædeligt nytår i – krystalklart drikkevand! Den aften får jeg svært ved at glemme!

Og nu dagene i det nye år. Ja, om De kunne se den virkning, mit foredrag i Ramakrishna-templet har haft, ville De nu alligevel blive glad i hjertet. For hver eneste dag lige siden har mennesker opsøgt mig, og invitationerne til at tale er er strømmet ind over mig. Blandt gæsterne har der været ikke mindre end tre Swamier (åndelige lærere eller måske mere populært "hellige mænd"). Det har været en stor oplevelse for mig at møde disse mennesker, som hver for sig har udtrykt meget stor glæde, dels over mit foredrag, dels over at verden rummer en Martinus. Det virker meget ejendommeligt, når de kommer i deres smukke, enkle orangefarvede dragt. De står gerne lidt stille og betragter mig med deres stærke, brune øjne. Så bøjer de deres hoved dybt til hilsen og spørger: "Kan vi tale sammen, broder?" Og så taler vi, åbent og frit om alle de problemer, vi hver for sig er brændende optaget af. Jeg skal bringe Dem alle en meget varm og kærlig hilsen fra mr. Vigyananand, en ung Swami på ca. 30 år, der ikke alene har gennemvandret hele Indien til fods, men også i lang tid har levet i en hule i bjergene. Han havde overværet mit foredrag, og nu havde han ingen ro på sig, før vi havde fået talt sammen. Mit foredrag havde bragt ham en meget, meget stor glæde, fortalte han mig, og jeg måtte love ham at bringe både Martinus hans kærligste hilsen, men også hans venner, som har den lykke at kunne være i hans nærhed. Tro mig, hvis Martinus var her en kort tid, – vi så ham aldrig mere! For Indien er, som jeg allerede har skrevet, et af verdens mest religiøse lande, og utallige mennesker her har en næsten "sjette sans" for forståelse af disse problemer. Jeg holder nu foredrag næsten hver aften. I aftes talte jeg således ikke mindre end to steder og i hver sin ende af Delhi. Kl. 19 talte jeg for en gruppe på ca. 40 mennesker i et stort hjem, og kl. 21,30 i et tilsvarende i den modsatte ende af byen, hvor jeg havde den glæde at møde en mængde unge, intellektuelle indere, der insisterede på at ville høre mig resten af den tid, jeg er her. Og det var endda en dag, på hvilken jeg først havde haft den store glæde at være inviteret til en meget stilfuld, men også meget interessant reception i præsidentens residens, hos den allerede nævnte adjudant, der netop havde fejret sit bryllup. Midt under receptionen tonede pludselig Indiens nationalhymne, og til stor glæde for os alle kom dr. Rajendra Prasad og beærede sin unge officer med sin nærværelse. Den indiske unions præsident er utrolig ligefrem, og han hilste hjerteligt på enhver af os. At Indien er diamanternes land ses ved en sådan lejlighed,– jeg har ihvert tilfælde aldrig set så mange juveler, som jeg ser ved både officielle og private fester herude.

Og nu er jeg altså der, hvor jeg hver eneste dag møder mennesker, der ønsker at høre om Martinus. Ustandseligt kommer de, og jeg må beundre min vært og værtinde, der med englelig tålmodighed ikke alene tager imod enhver besked, men gang på gang serverer både lunch og middag for disse fremmede, der, alle deres gode egenskaber ufortalt, synes at have en ting, vi ikke er helt fortrolig med – tid nok! For en inder er tiden noget, Vorherre i sin visdom har givet os ubegrænset af, og jeg må tilstå, at jeg endnu er meget imponeret af den selvfølgelighed, hvormed de indretter sig under deres besøg. Men når jeg ikke kan mere, går de med ligeså stor venlighed – fortrydelse synes de ikke at kende! – – –

Vi skriver 1958 nu, og herude mærkes det på den måde, at varmen langsomt er begyndt at tage til. Så paradoksalt er livet, at Indiens koldeste tid, i hvert fald her i New Delhi, praktisk taget er lig med vor varmeste. Dagtemperaturen er her ca. 26 gr. celcius, hvorimod natten kan være meget kølig, helt ned til 6-7 gr. Men alt dette er i færd med at ændre sig – varmen er på vej! Fra jeg kom og indtil nu, har solen skinnet fra en skyfri himmel, og inderne fortæller mig, at det bliver den ved med, – her må blive usandsynlig tørt og støvet. Men her er meget skønt netop nu, og jeg nyder i fulde drag denne by, der i sin fantastiske blanding af nyt og ældgammelt er som en rigt facetteret diamant. Man kan vandre i timevis i dens gader, og ved hvert nyt hjørne dukker nye skønne ting frem. Jeg har fotograferet og filmet som aldrig før i mit liv, og jeg glæder mig meget til at se resultaterne som, om de er lykkedes, vil gøre det muligt for mig en dag at delagtiggøre Dem alle i lidt af den skønhed, livet her i så rigt mål har skænket mig. Dag efter dag har jeg i nu snart 4 uforglemmelige måneder bladet i "Guds Billedbog" og på hver eneste side mødt nye skønhedsindtryk. Selvfølgelig har jeg haft og har fremdeles også mine vanskeligheder og bekymringer, men de synes mig alligevel for intet at regne imod den glæde, som det er at være med til at bringe budskabet om Martinus eksistens og tankeverden ud til dette fra Europa så umådeligt afvigende land. Jeg ved meget vel, at et kæmpearbejde venter forude, men alene dette at "så en sæd" og få lov til at se de første spirer bryde frem, er i sig selv en så stor glæde, at mit sind er fyldt af en uendelig dyb taknemmelighed. Den fred, der sænkede sig over mig, da jeg landede på indisk jord, har været i mig lige siden, og selv om De måske ind imellem bliver træt af, at jeg så ofte anvender ordet "eventyr" om mit liv herude, får De alligevel tilgive mig – det danske sprog indeholder intet bedre til at illustrere det, jeg indtil nu har oplevet!