Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Næst Tokyo i Japan er Calcutta østens største by, og jeg tror derfor, det vil interessere Dem at høre lidt om mine iagttagelser og oplevelser der. Jeg var der i tre uger og havde i den tid lejlighed både til at være sammen med mange mennesker og til at krydse byen igennem på næsten alle døgnets tider, natten dog undtagen — det havde jeg faktisk ikke mod til.

Calcutta er en havneby i den forstand, at floden Hooghly forbinder den med den bengalske bugt. Denne flod, der både er meget bred og dyb, skærer Calcutta i to dele, men byen Howrah er præcis lige så forbundet med Calcutta, som Amager er med København. Livet på og langs med floden er en verden for sig. Jeg har nu vandret der i timevis og betragtet dette mærkelige liv, hvor utalte tusinder fødes, lever og dør uden nogensinde at have haft kontakt med andre verdener end den, der knytter sig til denne gulbrune, lerede, men ved aftenstid så fantastisk skønne flod.

De fleste mennesker lever her i familiebåde, og overalt ser man de små, berømte Sampaner pile ud og ind mellem de vældige skibe, der fra alverdens lande bringer gods til Calcutta. Det sker, at en haj forvilder sig op i floden, og da slås der stor alarm. Regeringen betaler en høj pris for en sådan haj, velvidende hvor dødsens farlig den er for de utalte tusinder, der dagligt bader her.

Calcuttas centrum er bygget af englænderne og virker næsten europæisk. Ser man kun dette centrum, forledes man til at tro, at Calcutta er en storby på akkurat samme måde som alle verdens storbyer, for her presser bilerne hinanden, og både sporvogne og busser drøner afsted præcis så overfyldte, som man vil kunne se det i både London og Paris. Måske lidt mere overfyldte her, for hvor der overhovedet kan hænge mennesker på disse trafikmidler, hænger der mennesker. Som en indisk ven udtrykte det: "Vore sporvogne og busser er virkelig folkets ejendom, for konduktøren har ikke den ringeste chance for at kunne bilettere mere end halvdelen af passagererne!" Men Calcuttas centrum er kun en yderst beskeden del af denne mægtige by, hvis opland strækker sig helt ud til flyvepladsen Dum-Dum, der ligger mere end 30 km. fra centrum. Og vil man lære Calcutta at kende, skal man gennemvandre disse områder, hvor over 5 millioner mennesker søger at opretholde et liv og en eksistens, der i så godt som alt afviger så meget fra vor, at en sammenligning simpelthen vil være nyttesløs.

Det er i de smalle gader i disse vældige områder, jeg har vandret såvel ved dag som ved aftenstide. I begyndelsen sammen med venner, senere alene, idet jeg ønskede at prøve at danne mig et virkeligt indtryk af det liv, menneskene her lever. Gaderne er ikke som vore. Det er nærmest hårdttrampede jordveje i en, efter vore begreber, meget slem forfatning. Men stadigt er der her noget, man må holde sig for øje, og det er solen og varmen. Calcuttas indbyggere anvender ikke meget glas i deres huse, det er simpelthen ikke nødvendigt. For tiden er det vinter, og aviserne har dagligt fortalt om, hvor dejligt mild den er. Det tror jeg! En vinter med en dagtemperatur på 32° celcius sender jo ikke ligefrem kuldegysninger gennem sjælen! Hvordan sommertemperaturen er, tør man faktisk dårligt tænke på. Det må være nok at vide, at Calcutta i sommertiden på grund af sin hede bærer navnet: Østens helvede!

Når man vandrer i disse gader og betragter det heltud usandsynlige liv, der rører sig omkring en, er detofte, som "synker" man pludselig 2-3 hundrede år, ja, måske mere tilbage i tiden; her sidder flittige små skomagere med redskaber så primitive, at det synes en ufatteligt, at de kan reparere med dem, bøjet over deres arbejde, som de har siddet siden Arilds tid, og her sidder mænd og fletter sengebunde, som de har gjort det næsten fra skabelsens første dag. Tiden synes at have stået stille på denne plet, hvor køer, får og geder kappes med hunde, høns og aldeles bedårende små brune unger om at gennemrode de affaldsdynger, man med visse mellemrum er i fare for at snuble over. Hvad jeg har set køer æde her, tør jeg slet ikke skrive, for jeg kan allerede i tanken høre Dem sige: "Een til, kære ven, og så ikke flere, vel?" Men jeg kan dog fortælle Dem, at der i børnenes lærebøger herude står om koen, at den er altædende, — og nu tror jeg det! Børnene — tilgiv mig, at jeg skriver mere om disse henrivende unger — synes mig at være en verden for sig. De fleste af dem er virkelig rene åbenbaringer af skønhed, af blændende smil og medfødt charme. Men at de kan overleve dette liv er for mig den rene mystik. Luften er dirrende lummervarm, og støvet, dette indiske mareridt, står i konstante skyer omkring dem. Nuvel, tusinder dør, men det ses ikke i dette frugtbarhedens eldorado, hvor hver eneste lille hytte synes at være en privat børnehave. Jeg venter aldrig mere at få så mange børn at se som her, ejheller så mange professionelle tiggere. På en af mine vandringer mærkede jeg pludselig en lille hånd i min og kiggede forbløffet ned. Det var en lille stumpet tøs på måske 10 år, snavset indtil det usandsynlige og med en hårtop, som formodentlig var een stor luserede. Men med det dejligste smil sagde hun som den selvfølgeligste ting af verden: "Far, jeg er sulten!" ("Daddy, I am hungry"). Man lærer disse småbørn denne ene sætning, det absolut eneste engelske de kan, men ih, hvor de også kan den! Jeg er mildt forbløffet over, hvor mange små sønner og døtre, jeg har herude, og endnu mere over den utrolige snildhed, de lægger for dagen i deres lille kamp for penge, de sandsynligvis aldrig selv ser. Nuvel, tiggeri vil altid være et uvæsen, men når man efterhånden trænger lidt ind i baggrunden for dets eksistens, kan man ikke lade være med at tilgive, i hvert fald de ganske små børn, de blinde og de meget defekte, for deres liv her er, trods al sol og varme, bestemt ikke misundelsesværdigt.

Overalt finder man små templer indeholdende enten en beskeden lille statue eller også et eller flere kulørte gudebilleder. Så godt som altid vil man finde friske blomster foran gudebilledet, og meget ofte vil man se mennesker stå i dyb andagt foran det. Det religiøse liv herude ytrer sig jo meget anderledes end hjemme. Bortset fra oplevelsen i Kalitemplet, som jeg fandt, det var min pligt at referere for Dem så nær den virkelighed, jeg selv oplevede, har Inderens gudsdyrkelse noget meget smukt over sig. For Inderen synes det at være en medfødt evne at kunne abstrahere fra dagliglivet eller yderverdenen. Jeg har set mennesker under de tilsyneladende mest urimelige forhold, i larmende trafik for eks., dybt hensunkne i bøn. Som regel står de op med bøjet hoved, men meget ofte enten knæler de eller ligger sammenbøjet. Jeg beundrer altid sand religiøs følelse, som, hver gang jeg oplever den, sender en strøm af varme igennem mig; men jeg frygter den der, hvor den helt er baseret på blind tro. Thi Inderens religiøse lidenskab kan søge andre veje, som den iøvrigt kan det hos ethvert troende menneske, og da bliver denne følelse med eet dødsensfarlig. Og i dette vældige folkehav lurer den religiøse intolerance og kan, som den gjorde det for netop 10 år siden, slå ud i blodorgier, fantasien ikke evner at forestille sig. Dette må man altid tænke på, når man iagttager livet her, der så ubestridt har en dybere, en mere fremtrædende religiøs tone end i vor verden. "Den guddommelige suggestion" kan løfte mennesket til svimlende religiøse højder, men den kan også styrte det i en afgrund, hvor alt med eet bliver til een eneste ond vilje til destruktion.

Husene i Calcutta, hvis man kan give dem dette navn, har kun meget lidt tilfælles med vore huse. Udefra set ligner det meste af bebyggelsen i det Stor-Calcutta, som omgiver byens centrum, mere barakker end egentlige huse. Butikkerne har jo ikke, som hos os, en lukket facade. De ligner mest åbne garager i hvis dyb man altid finder mennesker siddende beskæftiget med deres arbejde. Morsomt er det at se de mange skræddere, der her sidder i deres butik med korslagte ben og med en snurrende symaskine foran sig. Mange af dem er Sihker, måske Indiens smukkeste mennesketype. Sihkerne må ikke klippe hverken hår eller skæg, hvorfor man næsten aldrig ser en barhovedet voksen Sihk. De har altid en som regel meget smuk turban på. Og som de forstår kunsten at få et flot skæg! Naturligvis giver denne vældige skægprydelse både et meget maskulint og et meget værdigt udseende. Og Sihkerne er født værdige. Alene at betragte deres små 10-12 årige sønner er en nydelse, idet disse drenge alle synes opdragne til værdighed og beskedenhed i optræden. Jeg var en aften gæst i en club og oplevede der en otteårig drengs første offentlige optræden. Han skulle sige nogle ord i mikrofonen, og han gjorde det med absolut ægte Sihk's værdighed. Vi var alle meget imponerede over denne lille fyr, der, uden at en mine forrådte hans nersøsitet, fremførte sin tak for en ferie, man havde givet ham. Jeg sad ved siden af hans far, en ægte Sihk med et kæmpeskæg, og forstod hans stolthed, da drengen kom hen og meget alvorligt bukkede dybt for ham, før han satte sig. Men ellers oplever man ikke alene hele Indien i Calcuttas utallige små gyder. Man oplever hele Orienten. For her findes store kineserkvarterer og kvarterer med en befolkning så blandet, at jeg tror, alle arter og afskygninger af den menneskelige race er repræsenteret. Der er noget fascinerende i at kunne studere alle disse kombinationer, hvoraf mange er eventyrligt skønne. Det er, som om man her rent realistisk ser ind i "Guds eget værksted", og ser hvorledes en ny mennesketype er i færd med at blive til. Fattigt er der i disse kvarterer, det må enhver, der ser dem, bekræfte. Men Indiens fattigdom er på en måde helt anderledes end vor. For solen skinner — og solen forgylder! Og solen giver trang til glad livsudfoldelse, og den ser man meget af under en sådan vandring. At jeg i disse kvarterer var en fremmed, er klart, og mange blikke fulgte mig, hvor jeg så end gik. Men standsede jeg op et øjeblik og betragtede et eller andet interessant, var jeg omgående omgivet af en masse mennesker, der på det mest gebrokne engelsk, der tænkes kan, forsøgte at forklare mig det, jeg så, og når jeg så til slut rakte dem hånden, ville glæden ingen ende tage.

Men var disse områder interessante ved dag, var det næsten for intet at regne imod synet af dem ved aftentid, når mørket sænkede sig over byen. At opleve dette Calcutta — ikke dets neonpralende centrum, — men det store mørklagte område, var som at vandre midt i et berusende eventyr. Som ved et trylleslag dukker der pludselig titusinder af små bål op i disse gader, bål omkring hvilke hele familier samler sig for at spise og for at samtale. Almindeligvis anvender man en gammel, omvendt vandspand som fyr. Man murer den op indvendig med ler, laver et lille indfyringshul, og straks har man det fineste komfur, som både kan anvende de traditionelle gødningebriketter eller også de herude betydeligt dyrere koks. Om dette fyrsted ser man mennesker sidde indhyllet i spraglede tæpper, og som på et magisk bud er tiden ophørt med at være. Lyset fra bålene kaster et besynderligt skær henover de mange brune ansigter, og alt synes at være netop så romantisk, som man altid har forestillet sig, at Østens liv måtte være. Man lytter til lyden af de ældgamle instrumenter, og man lytter betaget til de ældgamle sange. Der råder over disse aftener i Calcuttas små gader en så vidunderlig stemning, at den, der virkelig har oplevet den, aldrig vil kunne glemme den.

Naturligvis foregår der også ting, der er alt andet end romantiske, men lad det være. Overalt hvor mennesker klumpes sammen som her, findes der råddenskab. Men den synes langt mindre her end i Paris og London, ja, for den sags skyld København med, hvor den kan give aften- eller nattelivet et ligefrem uhyggeligt præg. Jeg har, som antydet, ikke oplevet Calcutta ved nat, fordi jeg simpelthen ingen grund finder til at udfordre skæbnen. Men hvad jeg har set i de sene aftentimer af virkeligt smukt familieliv omkring de utalte tusinder af bål, vil altid stå for mig som et minde om et liv, der, hvor afvigende det end er fra vort, så dog har den indbyrdes glæde ved at være sammen tilfælles med vort.

– – – – – –

Mit liv i Calcutta var jo et liv, hvor jeg gik fra besøg til besøg. Jeg tror virkelig, jeg har gæstet alle kategorier af hjem i denne store by og oplevet det indiske menneskes liv på meget nært hold. Jeg har været gæst i uhyre rige hjem, hvor tjenerantallet syntes at være det tredobbelte af herskabet, og jeg har været gæst 1 absolut beskedne hjem. Overalt har jeg mødt en næsten fantastisk venlighed, og i mange tilfælde er aftenen fløjet med samtaler om Martinus verdensbillede. Da oplevelsernes mangfoldighed truer den enkelte oplevelse med hurtig udslettelse, vil jeg prøve at gengive nogle få af de oplevelser, der gjorde størst indtryk på mig, og her må jeg først og fremmest fortælle Dem om mit besøg på detstore Bose-Institut, hvor grundlæggerens nevø, den nuværende direktør for Instituttet professor Bose, viste mig rundt i disse skønne bygningskomplekser og sluttelig endte med at lade to af hans ældste og mest betroede assistenter tage de instrumenter frem, hvormed grundlæggeren for nu snart mange år siden viste et forundret vesterlands videnskabelige verden, at planten ikke alene er et levende væsen, men også et væsen der kan føle smerte. Påny blev en plante anbragt i disse fint konstruerede maskiner, et "kirurgisk" indgreb blev foretaget, og igen skete det forunderlige, at instrumentet viste et meget stærkt udslag i samme øjeblik, kniven trængte ind i plantens væv. Og derefter viste man mig den samme proces i de nykonstruerede instrumenter med fotoceller osv., og der var udslagene naturligvis endnu stærkere. Længe varede det ikke, før vi var inde i en dyb samtale om plantevæsenets kosmiske struktur, og jeg måtte give et helt lille foredrag om Martinus syn på dette problem, før jeg kunne forlade dette institut, hvor Anna Ørnsholt, som professor Boses sekretær, levede og virkede lige til grundlæggerens død. Det var mig en stor glæde at høre, med hvilken beundring hun blev omtalt, hun var absolut ikke glemt!

Det indiske hjemmeliv er meget forskelligt fra vort, og meget forskelligt i de forskellige kredse. Jeg har været gæst i hjem, der var helt vesterlandsk prægede, og hvor man brugte både ske, kniv og gaffel, såvel som man sad ved vesterlandske borde, og jeg har været gæst i hjem, hvor jeg har siddet med korslagte ben på et lille tæppe på gulvet, ved et bord, der kun var ca. 25 cm højt, og hvor jeg, som alle de andre, spiste med mine fingre, hvad der slet ikke er så let, som det lyder. I nogle hjem var husets kvinder selvfølgelige deltagere i samværet og måltiderne, og i andre hjem var de lige så selvfølgeligt reducerede til kun at være opvartende skygger. Jeg har været gæst i hjem, hvor alle, med værten i spidsen, ræbede så højt og så inderligt, at enhver tankefunktion i min hjerne standsede, og jeg har været gæst i hjem, hvor værten lige så naturligt — og lige så chokerende for mig — gav helt andre lyde fra sig. Jeg har kort sagt lært en del om andre måder at leve livet på, og jeg har spist retter, som sikkert altid vil fylde mig med forundring over, at jeg kom levende over mit besøg i Østen, — nå, jeg er jo da ikke hjemme endnu! Men fælles for alle disse besøg har været den enestående godhed, hvormed man har modtaget mig, og den åbenhed man har vist mig. Een oplevelse havde jeg, som jeg må fortælle Dem om, fordi den gjorde et stærkt indtryk på mig. Jeg havde adskillige gange været gæst i et meget rigt hjem, hvor jeg efterhånden næsten følte mig som hørende til familien. En aften skulle jeg vise billeder fra Danmark og derefter Martinus symboler. Mange venner var inviteret, og husets ganske unge svigerdatter havde begejstret meddelt mig, at hun sådan glædede sig til den aften. Og da så eftenen kom, og vi havde spist, og alt var gjort klart til, at jeg kunne begynde, fik hun, sammen med husets øvrige kvinder, ordre til at forsvinde, fordi det, der nu skulle ske, "var ikke noget for dem". Jeg skal sent glemme det blik, hun sendte mig, da hun ydmygt samlede sine hænder foran på brystet og bøjede sit hoved til en stum afskedshilsen. Jeg så fra hende til hendes mand, men hans ansigt var lukket, lukket præcist lige såmeget som hans unge, uudviklede sjæl. Og sådan har billederne skiftet uafbrudt. Når en dag alle disse brudstykker af den indiske sjæl samler sig til et helhedsindtryk, vil jeg vide, det føler jeg, temmelig meget om Østens mennesker, der ofte synes så blide, næsten feminine, men som bag den meget ofte overvældende venlighed alligevel har en sexuel polkonstellation, dergiver stof til dyb eftertanke.

Som De måske husker, startede jeg mig besøg i Calcutta med at være gæst hos hans excellence, minister Khumar Bhuwalka. Omend jeg efter en uges forløb flyttede fra ham og hen til nogle engelske venner, mr. og mrs. Rossell, betød dette ikke nogen afbrydelse i vort samvær. Der var opstået et meget hjerteligt venskab mellem denne familie og mig og ofte holdt deres vogn ved min dør for at føre mig rundt, enten til familiens venner eller også til de seværdigheder, man absolut ønskede at vise mig. Min sidste aften i Calcutta blev en meget skøn oplevelse, idet jeg af denne meget åndeligt interesserede familie blev inviteret til en opvisning af gammel indisk dans i et af byens fornemme teatre. Forestillingen, der varede ca. 3 timer, var så eventyrlig skøn, at den mere føltes som en oplevelse af en drøm end af en virkelighed. I dragter så skønne, at jeg er uden evne til at beskrive dem, og i bevægelser så yndefulde, at ethvert forsøg på at iklæde dem ord blot ville dræbe dem, så jeg her det Indien, som engang var, men som sagte vil dø ud, fordi det så nøje var knyttet til den rigdom, der rådede ved Maharajaernes paladser. Da vi efter forestillingen skiltes, var det med meget varme ønsker om et gensyn i fremtiden, og jeg var en smule vemodig, da disse kærlige mennesker gled bort i mørket. Den følgende morgen bragte ministerens sekretær mig et meget smukt brev og en lille pakke, der viste sig at indeholde en meget smuk elfenbensfigur, — en sidste hilden fra et møde med mennesker af en sjælden fin og kærlig tankegang.

– – – – – – – –

Det var mørkt, da jeg ved tyvetiden fredag d. 13. december nåede ud til flyvepladsen Dum- Dum, hvor en splinterny Viscount-maskine skulle føre mig til Delhi. Afskeden med mine engelske venner var meget hjertelig. Også de havde været strålende værter for mig, men jo langt mere i den stil, jeg fra min egen verdensdel var fortrolig med. Stjernerne funklede over mig, da vi rullede ud til start, og fa minutter senere var lyshavet over Calcutta det sidste, jeg så af denne vældige by, der for Indien er et meget sårbart punkt mod det Østen, der her, bag den tilsyneladende så rolige overflade, rummer mulighed for frygtelige eksplosioner.

Jeg havde påny fået en fin vinduesplads og sad og nød synet af det nu månebelyste indiske landskab under mig. Vi fulgte floden Ganges, der lyste sølvhvidt op imod os, og efter en stund kom kaptajnen, en elskværdig, midaldrende Inder ud fra førerkabinen og satte sig ved siden af mig og forklarede for mig det område, vi fløj henover. Eet vil jeg aldrig glemme fra denne flyvetur, og det var synet af stjernebilledet "Carlsvognen", der her var så nær horisonten, at den ene stjerne i "stangen" var under horisontlinien. Martinus havde fortalt mig om det, og her så jeg det nu med egne øjne. Kl. 23,45 var vi fremme og tog cementen i New Delhis store lufthavn. De første tusinde kilometer af min lange rejse hjem var tilbagelagte, og jeg stod ud i en by, hvor temperaturen til min meget store overraskelse var så lav, at jeg med ét hundefrøs, — en virkelig helt ny fornemmelse for mig. Delhi ligger — set fra Calcutta — meget mod nord og har helt andet klima. Her er ca. 7-8° celcius om natten og ca. 25 om dagen, et i virkeligheden dejligt klima for os, når man altså er blevet en smule omstillet. Det er jeg nu, og jeg må åbent sige, at jeg nyder det. I alle haver her blomstrer roser og jasminer sammen med løvemund, morgenfrue og stedmoder. Om dagen stråler solen fra en skyfri himmel, og det hele føles som den dejligste sommerdag ved Klint i juli måned. Men imorgen aften er det juleaften! Lad mig slutte dette brav med at fortælle Dem, at mine venner her i New Delhi gav mig den kærligste modtagelse, jeg kunne Ønske mig. Påny er jeg inde i en verden af nye oplevelser og nye eventyr. Jeg bor hos et herligt ældre lægepar i en stor villa her og har nu påny den strålende indiske gæstevenlighed om mig på alle sider, lige fra husets tjenere og ned til et par dejlige hunde, der helt har akcepteret mig. Jeg har allerede nu talt i flere klubber og er i det hele taget i "fuld sving", men lad det være "en ny historie"! Eet bliver helt anderledes i år, og det bliver min juleaften. Men lad mig til allersidst fortælle Dem, at selvom den bliver ren indisk, har jeg forstået på mange små hemmelige vink og blik mine værtsfolk imellem, at den absolut ikke bliver ensom og trist!