Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

– Solen er netop stået op og forgylder i dette øjeblik de mægtige palmer, der står uden for mit vindue. En flok irgrønne papegøjer på størrelse med små duer laver et mægtigt spektakel akkompagneret af den indiske stær, der er ekspert i at efterligne enhver lyd. Temperaturen er i dette øjeblik ca. 25 grader celsius, og livet føles aldeles dejligt. Jeg er gæst hos en af Calcuttas ledende mænd Sri Ram Kumar Bhuwalka, en vidunderlig mand, der hele sit liv har kæmpet for Indiens frihed, været seks gange i fængsel og er nu medlem af parlamentet og chef for undervisningsvæsenet her i denne Indiens største by. Calcutta har 5 millioner indbyggere, og jeg føler det unægtelig som ikke så lidt af et eventyr ikke alene at være her, men være her under omstændigheder, som det kun times ganske få at opleve. Men lad mig nu begynde med den virkelige begyndelse.

– – – – –

Mon De husker, at jeg i et af mine breve gav udtryk for, at jeg meget gerne ville opleve det indiske fastland på nærmere hold fremfor udelukkende at have et syn af det fra luften? Da jeg for et par måneder siden fløj fra Bombay til Madras og så dette vældige sletteområde for mine øjne, besluttede jeg, at jeg næste gang ville se det samme område fra toget, og dette ønske indfriede jeg mandag den 4. november, idet jeg den dag forlod Anna Ørnsholts dejlige hjem i Kotagiri i "De blå bjerge" i Nilgiris for at deltage i den 15. internationale vegetariske verdenskongres i Bombay. Beslutningen om min deltagelse blev truffet, fordi vort arbejdes gode ven herude Mr. Venkatachalam påny var beordret på en længere rejse af regeringen, hvorfor det var umuligt at træffe ham. Jeg besluttede da at modtage invitationen til at deltage i denne kongres, hvor den indiske regering sammen med "The Bombay Humanitarian League" betalte alle omkostninger ved min rejse fra Bombay til Calcutta med ophold i byerne Agra, Delhi, Benares, Patna og Bodh Gaya. Jeg har således nu krydset Indien fra syd til vest og fra vest til øst – en rejse så eventyrlig, at dette brev, hvilken umage jeg end vil gøre mig, kun kan blive en svag afglans af den virkelighed, jeg har oplevet.

Det var ikke så let at forlade Anna Ørnsholt, der havde været verdens sødeste værtinde for mig, men da vi havde en klar aftale om at mødes "et eller andet sted i Indien" igen, skete det hele med smil. Jeg havde bestilt en 2.klasses billet til Bombay og glædede mig meget til at opleve det vældige område, jeg skulle gennemkrydse. Sidst jeg fløj hen over det, lå det hvidt og udtørret for mine øjne. Siden var regnen kommet, og nu var alle floder sprængfyldte, og jeg vidste, at visse områder var så oversvømmede, at toget kun med vanskelighed kunne passere. En indisk 2. kl. kupé er ikke helt det samme som en dansk. Den er beregnet til vistnok 16 mennesker, men har normalt betydeligt flere. Det havde den også i dette tilfælde, hvor vi flere gange var næsten det dobbelte antal. Men inderne er vidunderlige rejsefæller, og længe varede det ikke, før vi var én stor familie. Der var hele tiden nogle iblandt, der talte engelsk, og da jeg var ene europæer, og de gerne ville høre nyt udefra, ja så fik vi hurtigt arrangeret os med tolk, således at tiden fløj med en gensidig underholdning af fornøjeligste art. Rejsen skulle vare ca. halvandet døgn, men kom til at vare nøjagtig 49 timer. Og hvilken rejse! Vi jog igennem vældige sletteområder, der skiftede fra frugtbare terræner med ris, majs og sukkerrør til ørkenagtige terræner og derefter til en jungle så grøn og så tæt, at man hvert øjeblik ventede, at nogle af dens større beboere skulle gå til angreb på det uhyre, der så larmende brød disse områders dybe stilhed. Af og til måtte ekspressen snegle sig frem over områder, som de vældige vandmasser havde gjort bløde og usikre. Det føltes, som om toget "shimmy'ede", og jeg var ikke ene om at føle mig en smule utryg. Men vi kom da igennem og var snart igen oppe på den normale hastighed. Vidste man ikke bedre, kunne man få den forestilling, at Indien var et sletteland, helt og aldeles så fladt som for eksempel Lolland. Time efter time, ja dag efter dag kører man over disse vældige sletteområder, der synes uendelige. Men i det fjerne blåner bjergene, så man er klar over, at linien er lagt ud fra praktiske hensyn. Vi holdt ved alle større stationer, men farten var aldrig større, end at vi havde rig lejlighed til at betragte de utallige mindre byer, vi passerede. Indien er landsbyernes land. Her er ca. 700.000 af dem, og rent umiddelbart vil de fleste af dem forekomme en dansker utroligt fattige med deres små lerklinede hytter og yderst primitive redskaber. De er fattige, meget endda, men man må aldrig glemme, at Indien er et "sommerland". Her er varmt hele året rundt, og "indendørsliv" i den forstand, vi kender det, er ukendt her. Livet foregår udendørs det meste af tiden, og klædedragten er reduceret til det mindst mulige. Og selvom fattigdommen er stor og ofte må føles ulidelig hård, så møder man kun sjældent uglade mennesker, som tilfældet er mange andre steder på jorden, hvor bonden har langt bedre kår end her. Inderen smiler gerne. At smile til en gruppe indere er som at række dem hånden. Man får så godt som altid en regulær "varmebølge" imod sig, når man viser dem, at man har sympati for dem. Og endelig noget andet. Sejgt og sikkert snor højspændingsledningerne deres sølvnet ud over Indiens vældige sletter. Endnu trækker okserne vand op af brøndene, og endnu er det almindeligt at møde kvinderne med deres skinnende blanke messingvandkrukker på hovedet, akkurat som de har gjort det gennem årtusinder. Men dette er Indien af "idag". Indien af "imorgen" er på fuld fart ind i maskinalderen, og jeg føler mig på en måde meget lykkelig ved at opleve landet netop nu – om blot 25 år vil meget være forandret til det ukendelige.

Naturligvis er det et problem at få søvn i øjnene, når man sidder i en overfyldt kupé, og jeg var da også indstillet på at resignere. Men her mødte jeg det Indiens hjerte, der næppe nogen sinde vil standse sine slag. For næppe var jeg faldet i søvn, før alle mine rejsefæller krympede sig sammen på de usandsynligste måder således, at jeg fandt mig selv mageligt udstrakt, da jeg hen under morgen vågnede. Jeg følte mig meget skamfuld ved synet af mine medpassagerer, der sov i stillinger, jeg hidtil havde anset for reserveret yogaer og slangemennesker. Men næppe havde de opdaget, at jeg var vågen, før jeg fra alle sider blev spurgt, om jeg ikke trængte til en kop kaffe? Og hvilken dansker gør ikke det?

Præcis 49 timer efter afrejsen gled vi ind på en af Bombays vældige banegårde, og få øjeblikke senere befandt jeg mig påny på "Grand Hotel", der dennegang helt var reserveret delegaterne fra de 22 lande, der ville deltage i kongressen. Jeg skulle denne gang dele værelse med et medlem af kongressen, og stor var min glæde, da det viste sig, at min "værelseskammerat" var skoleinspektør Oluf Egerod, København, en af sagens interesserede gennem mange år. Han er vice-præsident i "International Vegetarian Union", og han blev – efter Bombay – den faktiske leder af kongressen. Vi var vældig glade ved at møde hinanden og fik en rejse sammen, som næppe nogen af os vil glemme. Ung af sind, som Egerod er, hyggede vi os utroligt i hinandens selskab, så jeg følte uundgåeligt mødet med ham som en del af den Forsynets styrelse, jeg hele tiden mærker under mit ophold i dette vældige land.

Om selve kongressen vil jeg kun sige, at dens indre indhold ikke gav mig noget som helst nyt udover den vidunderlige oplevelse, det var at møde et utal af dette lands førende mænd som glødende forsvarere af vegetarismen. Hvilket andet land i verden har en præsident, der som den indiske lever helt i kontakt med vore idealer. Og hvilket andet land har et utal af ministre, guvernører og folk i førende stillinger som f.eks. chefredaktøren og ejeren af "India Times" til at forsvare denne universelle tanke? Indien er vegetarismens "fædreland", og det mærkes allevegne, stærkest måske gennem den sorg de alle gav udtryk for over, at indisk ungdom under sit ophold i vesterlandene som studerende påvirkes til at spise kød og til at få den forestilling, at dette at leve uden kød, alkohol og tobak kun er for "underudviklede" mennesker.

Så meget om denne store kongres' indre indhold. Dens ydre ramme derimod var så fantastisk, at den næppe nogen sinde vil kunne kopieres af noget andet land. Fra morgen til aften har vi gennem 3 uger været det strålende midtpunkt i de byer, vi har besøgt. Vi har været selvfølgelige gæster hos de respektive guvernører og derudover deltaget i så mange festmiddage og frokoster, at det forekommer mig som et Guds under, at vi alle overlevede det. For følgende indisk skik og brug har vi fået indiske frokoster og middage, og jeg tør love Dem, at de i alt, alt, afviger fra det berømte danske "store, kolde bord". Store var bordene, men kolde, nej!!! Visse retter har været som "flydende ild", og når jeg i dette øjeblik ser tilbage, ved jeg med hele min sjæl én bestemt ting, og det er, at jeg nu har praktisk erfaring i, hvilke indiske retter man absolut ikke skal spise!!!

Da jeg ikke bryder mig om, at dette brev skal blive en summarisk beskrivelse af mit møde med de mange førende indiske personligheder, jeg ikke alene har truffet, men også i mange tilfælde er blevet livsvarigt venner med, vil jeg i det efterfølgende koncentrere mig om nogle af de indtryk, som denne næsten 5.000 km. lange rejse har bundfældet i mit sind. Thi selvom en og anden måske nok ville finde glæde ved beretningen om den luksus, jeg virkelig har mødt, og den overdådighed vi alle ved hver eneste officiel middag og frokost blev stillet over for, så er alt dette dog ikke det Indien, De og jeg har søgt. Dette Indien, som er selve landet, lever ikke i paladser. Det lever måske et af verdens hårdeste liv idag, men bag hårdheden og afsavnet lever viljen til at genrejse dette land og gøre det til et af verdens rigeste. Og betingelserne herfor er tilstede, som de f.eks. også er det i Rusland. Det skæbnesvangre her er kun, hvilke kræfter der vil få magten: de positive, der er fast forankret i overbevisningen om Guds eksistens, eller de negative, for hvem en kold og fattig materialisme er livets mål og bestemmelse. Kun fremtiden kan give det endelige svar.

Ét vil det dog måske være på sin plads at fortælle, og det er, at jeg på denne rejse har haft den store glæde personligt at kunne overrække min bog: "Introduction to Martinus' Cosmology" til mange betydende indere, som ikke alene har modtaget den med glæde, men som også har tilsagt mig al mulig støtte i mit arbejde. Jeg har ikke skjult for noget menneske, at jeg er her i en speciel mission, og overalt, hvor jeg har haft lejlighed til at tale om mit arbejde, har man lyttet til mig med endog meget stor interesse. I by efter by har jeg haft lejlighed til at bringe adskillige tusinde indere en kærlig hilsen fra Martinus og vort arbejde hjemme, idet man på alle pladser har ønsket at høre, hvorfra vi kom, og hvad der var vort livs største interesse, så navnet "Martinus" er ikke længere ukendt herude. Den rent praktiske konsekvens af disse mine hilsener er blevet et utal af indbydelser til private hjem i de byer, jeg har besøgt. Når jeg betragter den stabel af visitkort, jeg i øjeblikket har, og den øges ustandseligt, må jeg spørge mig selv, hvordan jeg dog skal overkomme at se disse mennesker. Men da jeg følger samme rute tilbage, som jeg kom, har jeg ihvert fald chancen – og denne gang bliver det ikke som deltager i en kongres, da bliver det som lærer i Martinus åndsvidenskab.

Ser jeg bort fra de officielle festligheder i Bombay, og de var mange og eget ofte forfærdelig trættende, så fik Egerod og jeg dér en oplevelse, vi næppe vil kunne glemme. Vi ville gerne se ligbrændingspladsen, og begge havde vi det håb, at vi måske kunne få lov til at overvære en ligbrænding. Da vi ankom til pladsen, var der imidlertid intet lig netop den dag, så vi var en smule skuffede. Pladsen selv var meget lidt imponerende. Den bestod i virkeligheden kun af lo små pladser med hver en "ovn", der igen kun bestod af 4 nedhamrede jernpæle, på hvilke ligbåren blev placeret. Derefter bygger man brænde op omkring liget, og efter brændingen samles asken og kastes i floden. Lidt skuffede forlod vi stedet og begav os "ud i det blå". Hvor vi var, anede vi ikke, men pludselig befandt vi os i en ret stor tempelgård. På rad og række sad der hellige mænd med langt skæg, vilde øjne og overmalede hoveder – hver for sig en levende opfyldelse af ethvert rimeligt krav om østerlandsk mystik. Oprigtig talt, jeg var en smule lammet. At vi intet havde at gøre her, kunne tydeligt mærkes på atmosfæren, men nu var vi der, og vi var meget nysgerrige. Scenen var ikke rar. Der lugtede forfærdeligt, og mennesketyperne, hvor hellige de så end var, lignede mere "medicinmænd" end netop det, så mange hjemme forestiller sig ved "hellige mænd". Desværre var tempelgården så mørk, at fotografering var umulig, men jeg forsøgte mig nu alligevel i det forfængelige håb, at et mindre mirakel ville tillade mig at få et beskedent indtryk af denne mærkelige forestilling med hjem. Vi var øjensynligt dumpet ned i et helt kompleks af tempelgårde, for umiddelbart efter befandt vi os ved et nyt tempel. Vi så lys brænde og ville netop til at tage vore sko af, da en næsten nøgen og svedig præst kom farende og med utvetydige gebærder lod os forstå, at vi omgående havde at forsvinde. Vi forsvandt! Men kun for at finde os selv i en ny tempelgård, hvor vi blev vidne til noget ganske mærkeligt. Vi så en gammel hellig ko stå bundet, og netop som jeg ville tage et billede af den, kom en sød ung pige og knælede ned foran den og gav den lidt hø. Derefter gik hun hen til dens bagdel, knælede igen ned og tog dens beskidte haledusk og lagde den op på sit hoved og sad derefter en stund med lukkede øjne. Så gik hun, men scenen gentog sig atter og atter. Efter at jeg havde taget nogle billeder, gik vi dybere ind i gården. Vi så et helligt træ, omkring hvilket kvinderne dansede i ekstase, og vi så mennesker sidde og vrikke fra side til side i dyb andagt. Ingen gjorde os noget, flere smilede endda venligt til os.

Jeg følte mig en smule fortumlet, da vi igen var ude i den larmende trafik. Egerod havde ikke set de samme ting som jeg, så vi havde nok at tale om. Havde vi ikke haft vore officielle forpligtelser, ville vi være blevet og prøvet at få mere at se, men vi måtte tilbage og nåede da også at ankomme så betids, at ingen fik lejlighed til at bemærke vort fravær. For når vi har givet denne kongres alt det gode, der virkelig kan siges om den, må vi have lov til at tilføje, at vort officielle program var så hårdt, at kun de, der havde mod til at "skulke" engang imellem, havde en lille chance for at se andet og mere end det, det officielle program bød på. Gud være lovet var Egerod ferm til at skulke!

De mange fester i Bombay sluttede med en stilfuld te i guvernørboligen tirsdag morgen den 12. november. Guvernøren, hans excellence Shri Prakasa modtog os meget hjerteligt, og jeg var ret interesseret i at se dette mægtige palads, som Anna Ørnsholt for få år siden måtte "organisere" til den daværende guvernør. Det skal siges til englændernes ros, at de ikke sparede, da de herskede her. Disse guvernørpaladser lader ikke én i tvivl om formålet. Et mere koncentreret udtryk for magt skal man lede længe efter. Det må være mærkeligt for de mænd, der nu bebor dem, og som alle har været i fængsel adskillige gange for deres overbevisnings skyld, at vandre i disse mægtige rum og tænke på, at her blev deres skæbne engang afgjort. Militær strenghed er idag blevet afløst af indisk venlighed og gæstfrihed. Nok står der væbnet vagt ved indgangen, men øjnene smiler, og guvernøren smiler med!

Vi forlod Bombay sent på aftenen i et tog, som den indiske regering havde stillet til vor rådighed. Det afveg betydeligt fra det, jeg var ankommet til Bombay i, for vi havde ikke alene hver vor dejlige soveplads, men fik også udleveret både lagener og tæpper. Vi var nu på vej mod nord, og det kunne mærkes på den måde, at nætterne var kølige. Påny rejste vi nu henover vældige sletteområder, meget lig det jeg allerede havde mødt i den sydlige del af landet. Landsby lå ved landsby, som rismark lå ved rismark. Gang på gang måtte jeg sige til mig selv, at dette friskgrønne landskab aldeles lignede, hvad vi overalt kan se hjemme i maj måned – blot altså med den forskel, at træerne her er palmer og bananer, og kornet på marken ris og majs.

Tidligt torsdag morgen den 14. november var vi fremme ved byen Agra – verdensberømt fordi den rummer et af verdens syv underværker: mindesmærket Taj Mahal. Det var endnu mørkt, da vi forlod toget for at stige om til to mægtige busser, der skulle føre os til Taj Mahal så betids, at vi kunne nå at se solen farve dets hvide marmorkuppel rosenrød. Vi kørte igennem den sovende by mod fort Agra, stedet hvor kejser Shah Jahan døde efter at have fuldbyrdet dette kunstværk i marmor og opaler. Netop som solen gled op over horisonten nåede vi frem til Taj Mahal. Dybt betagne så vi, hvorledes det snehvide marmor lyste rosenrødt, og meget stille gik vi frem imod dette gravkapel, der rummer de sidste jordiske rester af en elsket kvinde, men også af en mand, hvis skæbne netop for dette mindesmærkes skyld blev så dybt tragisk, som tilfældet var. Taj Mahal funkler i hvid marmor, og i denne marmor er indlagt tusinder af ædle stene. Ja så gigantisk har skabelsen af dette gravmæle været, at det tog 20.000 mennesker 17 år at fuldbyrde det. Intet under, at man har kaldt det for et værk af giganter og juvelerer. Knap havde kejseren fuldbyrdet det, før han ville bygge et tilsvarende i sort marmor. Men så kastede hans sønner ham i fængsel, hvor han måtte blive, til han døde. Vi fik senere lejlighed til at stå i hans celle og se Taj Mahal gennem det lille gittervindue, der gav ham selv det sidste syn af det vidunder, han havde skænket menneskeheden.

Der findes i livet oplevelser, der gør én helt stum. En sådan oplevelse er Taj Mahal. Dette mindesmærke er så uvirkeligt skønt, at man blot nøjes med at se og at bøje sit hoved i taknemmelighed over, at man fik denne oplevelse. Jeg tog mange billeder, og er de lykkedes, ja så vil det blive en af mine store glæder at vise Dem dette skønne mindesmærke og søge at delagtiggøre Dem i lidt af den vidunderlige stemning, der hersker på dette så fredhellige sted. Mærkeligt nok ville skæbnen, at jeg fik Taj Mahal at se igen nogle få dage senere. Egerod var ikke med toget, han ankom med fly, og ved en fejltagelse nåede han ikke frem sammen med os. Inden vi forlod Delhi, bestemte han at ville se Taj Mahal og inviterede mig med på en køretur derud fra Delhi. Naturligvis tog jeg med, og denne biltur gennem utallige landsbyer blev i virkeligheden en oplevelse af meget stor skønhed. Agra ligger ca. 250 km. fra Delhi, så det var en lang tur, vi indlod os på. Men vi fortrød det ikke. Taj Mahal er af en sådan skønhed, at ethvert gensyn ikke alene virker betagende, det vil altid give sindet noget nyt!

Mødet med Delhi var en stor oplevelse for os alle. Indiens hovedsted er ikke Indiens største by, men den nye del – New Delhi – er dens mest moderne. Efter en strålende modtagelse på banegården med blomsterkranse – inderne modtager enhver kær gæst med en blomsterkrans, som vedkommende får om halsen – nåede vi frem til vort hotel, som for vort vedkommende lå lige i grænsezonen mellem det gamle og det nye Delhi. Fra vort vindue havde vi et så fantastisk udsyn over det gamle Delhi, at jeg godt kunne have tilbragt et par timer med at sidde og betragte livet i denne bydel, men dertil var der ikke tid. Vi skulle kun være i Delhi til den 17. november, og vi blegnede faktisk en smule, da vi så programmet. Nuvel, vi klarede det meste, men jeg var faktisk lykkelig over, at Egerod "kastede terningerne" og inviterede mig med til den ovenfor nævnte tur til Taj Mahal den sidste dag. Jeg gik ganske vist glip af et kort personligt møde med Jawarhal Nehru, men da jeg vidste, at det ville blive så kort, at det nærmest kun var udtryk for en officiel gestus, kom min samvittighed over det. Efter alt at dømme får jeg rig lejlighed til at møde Indiens største nulevende skikkelse inden længe under langt bedre forhold – noget jeg glæder mig meget til. En oplevelse fik vi, som blev uforglemmelig, og det var vort møde med Indiens præsident dr. Bajendra Prasad. Den meget fornemme invitation lød på "at home" hos præsidenten lørdag den 16. november kl. 17,30. Da vi ankom, blev vi vist ud i præsidentboligens skønne park, hvor der ikke alene var rejst et kæmpetelt, men også anbragt de skønneste borde og stole. Overalt sørgede venlige tjenere for lækre forfriskninger, og stemningen var meget lys, da en officer pludselig meddelte: præsidenten kommer. Og der kom dr. Prasad. En umådelig hyggelig og kærlig ældre mand, der hele sit liv har været streng vegetar og iøvrigt totalt afholdende. Han hilste på hver eneste af os og slog sig ned iblandt os som den naturligste ting af verden. Personlig havde jeg den store glæde at overrække ham min bog, som han modtog med stor venlighed.

Forud for denne oplevelse var der gået en anden, som efterlod et dybt indtryk på os alle, og det var besøget ved Gandhis mindesmærke i Delhi. I det ydre er dette mindesmærke ikke imponerende, men da det udgør et pilgrimssted for utalte tusinder, der her daglig kommer med blomster til "Nationens Fader", råder der over stedet en atmosfære så ren og skøn, at man uvilkårligt bliver dybt betaget. Iøvrigt ser man over alt i Indien statuer af Gandhi, og jeg har lagt mærke til, at enten er disse statuer bekranset med skønne blomsterkranse, eller også ligger der altid friske blomster ved deres fod. Selv klager ledende indere over, at den opvoksende ungdom ikke følger Gandhis lære, og det er måske også sandt, men at denne mand i Indiens skæbnetime har haft og fremdeles har en heltud ufattelig indflydelse, er hævet over al diskussion.

Det var meget sent, da vi søndag aften gled ud fra Delhi station for at køre til Benares eller Varanasi, som inderne kalder den. Men vi var alle meget spændte på det, der nu ventede os, for Benares er ikke alene Indiens hellige by, den er også stedet, hvortil tusinder søger for at dø ved Ganges hellige vande. Vi ankom sent på dagen den 18. november, og der var kun levnet os meget lidt tid til bad og omklædning, før vi skulle igang med det officielle program. Påny mødte vi fremtrædende indere, og påny løb vi en alvorlig risiko for ved den officielle middag at indtage netop de retter, der kunne ødelægge enhver chance for at få mere at se i den by. Men vi slap med skrækken, og vi fik lov til at gå forholdvis tidligt til ro, da vi alle havde fået besked på at være klar til en morgensejltur på Ganges allerede kl. 7.

Solen var netop stået op, da vi nåede den plads, hvorfra to store både skulle føre os op ad floden. Med ét befandt vi os midt imellem hundreder af badende mennesker. Aldrig i mit liv har jeg set et sådant virvar af gamle og unge mennesker, af børn, hunde, geder og køer, ja af hvad ved jeg. Jeg gik lidt afsides for at stå i ro og betragte dette forunderlige skuespil, der her har gentaget sig i utalte af hundreder af år. Kommentere det kan jeg ikke, kun sige, at det vist skal opleves, for at man kan få en følelse af dets egenartethed. Midt i larmen ser man mennesker sidde med tæt tillukkede øjne i dyb bøn. Man ser hellige mænd, og man ser mennesker, som kun er kommet her for at dø, man ser, ser og ser – hvorhen man end vender blikket, møder det nye fremmedartede syner, og jeg var meget tavs, da jeg gik om bord i den båd, der ventede os. Turen op og ned af Ganges hører til de oplevelser, der brænder sig dybt ind i sjælen. Jeg sad for mig selv i dyb tavshed og søgte at fange disse glitrende billeder, der virkede så nye og dog så uendelig gamle på min sjæl. Jeg så mennesker stå ude i vandet, kun med hovedet over overfladen, og påkalde Gud. Jeg så gamle mennesker med kroppe så svage, at det kun kunne være et spørgsmål om meget kort tid, før deres timeglas ville rinde ud, bade sig i det for dem så hellige vand, og jeg så de indsvøbte lig blive gjort klar til brænding. En gnistrende ildrød sari skjulte i ét tilfælde de sidste rester af en kvinde, og jeg så, hvorledes man sænkede hende i flodens vande, før hun blev anbragt på bålet. Og over alt dette funklede templernes gyldne tage i solen. Sagte gled min hånd ned i vandet, der føltes varmt og levende. Gulbrunt flød det sin evige vej mod havet, rensende, lutrende, magisk, som jordens vande er det allevegne. Jeg så leende børn pjaske ved flodbredden, jeg så mennesker i alle aldre bade og anråbe Gud, og jeg så de døde ligge i deres sidste klæder og vente på ilden. Hele livets store kredsløb åbenbarede sig for mig i denne skønne, tidløse morgen, og med dyb undren følte jeg igen dette mærkelige, at alt dette mere var en genoplevelse end nu nyoplevelse. Jeg har følt mig så uendeligt hjemme i Indien, men skulle jeg virkelig have levet her engang, har livet siden givet mig noget, som alene hører vesten til, endnu da. Kun meget få mennesker i min egen verdensdel har givet mit sind den fred og den tryghed og gjort det muligt for mig at være så meget mig selv, som mange indere har givet mig, men desuagtet er jeg nu meget bevidst i, at det Indien, jeg føler, jeg genkender, er ved at svinde. Indien er i en vældig krise, og for mig at se går den indiske ungdoms vej lige ind i en materiel periode, som den sikkert vil passere uden at få de bitre ar, der præger så mange vesterlandske sjæle. Jeg forstår de ting, jeg har oplevet, som man forstår de ting, man selv har været igennem. De binder mig ikke, for mødet med Martinus tankeverden har gjort mig så fri, som mennesker kan blive i vor verden. Og jeg ved, at denne frihed er og må være et mål, også for østens ungdom. Det Indien, der engang var, synker langsomt i grus, men det vil blive afløst af et Indien, som vil blive et vidunderligt organ i den menneskehed, der er ifærd med at blive!

Netop som båden påny nærmede sig kysten, fik vi at vide, at hans højhed Maharajaen af Bengal ventede os i sit palads på den modsatte flodbred til frokost. Sagte drejede vi af, og ret snart efter tonede paladset frem lige foran os. Det gik direkte ned til floden, og da vi få øjeblikke senere lagde til ved anløbsbroen, stod Maharajaens livvagt i ildrøde uniformer og med krumkniv i bæltet og hjalp os i land. Oprigtig talt, det var med en mærkelig følelse, jeg betrådte dette 400 år gamle palads. Jeg var unægtelig meget spændt på det, der nu skulle hænde. Vi blev ført igennem nogle lange mørke korridorer og befandt os så pludselig i skærende sol i paladsets gård. Også her stod der livvagter, men de var i grå uniformer og med opplantede bajonetter, og de så ærlig talt ud til allehånde. Vi blev ført videre ind i en stor hall og op ad en trappe, og pludselig befandt vi os i en mægtig sal, hvis gulv var dækket af det hidtil største og sikkert også dyreste tæppe, jeg endnu har set. Ovenpå tæppet lå skindet af ti mægtige tigre med udstoppede hoveder og stirrede på os. Salen var overdådig og kostbar, og mange fornemme indere ventede os. Hans højhed selv viste sig at være en smilende og meget smuk mand, der bød hver og en af os hjertelig velkommen og førte os til et frokostbord, jeg nok kunne ønske at vise Dem. Der var dækket på paladsets terrasse ud imod floden, og vi sad påny under et af disse orientalske telte, der nærmest virker som et luftigt palads. Nuvel vi spiste så meget, vi kunne, af den dejlige mad, og derefter viste hans højhed os sit palads eller måske rettere: dets skatte. Jeg ved ikke, hvad det er i min natur, der lader mig så kold over for ophobning af gods og guld. Jeg har følt det så ofte, at jeg ved, at det er noget af mit væsen. Og jeg oplevede det også her, selvom der naturligvis blandt disse fantastiske skatte var ting, jeg måske nok gerne ville tage med hjem. Men jeg føler uvilje imod denne enkeltbesiddelse af så overdådige mængder af ting, og uviljen blev til kvalme, da vi fik forevist hans højheds våbensamling. En tjener viste med stor fryd en sjælden dolk frem. Vanvittig kostbar – og vanvittig brugelig. For i det øjeblik den sad begravet i en eventuel modstanders bryst lige til skæftet, udløste der sig automatisk tre mindre knive, der nok skulle føre til det ønskede resultat.

Nuvel, hans højhed selv er ikke alene vegetar og totalt afholdende, han er også kendt som et elskeligt menneske, og alle de ting, han viste os, var en arv fra den fortid, der også i hans tilfælde er virkelig fortid. For Maharajaernes tid er lige så uigenkaldeligt forbi herude, som fyrsternes er det i Europa. Sammen med det Indien, der er ifærd med at forsvinde, forsvinder også disse uhyre rigdomme. Det er allerede sket i en mængde tilfælde, og hans højheds sekretær, der sad ved siden af mig under frokosten, lagde ingen skjul på, at skattevæsenet beredte hans højhed meget store vanskeligheder. Vi fik det bekræftet om aftenen, da vi efter middagen på et af Varanasis fornemste hoteller diskret fik forevist vanvittigt kostbare juveler, som hans højhed havde indsat til salg til rige amerikanere!

Efter frokosten og fremvisningen af de mange gamle og, det skal siges, meget skønne ting, klappede hans højhed i hænderne, og pludselig tonede to vældige elefanter, malede i de skønneste farver og mønstre, frem. Og nu har jeg altså redet på en elefant, oven i købet en jagtelefant. Hvordan det føltes, vil jeg bevare som en hemmelighed for mig selv. Kun så meget vil jeg sige, at hvis en herude nogensinde tilbyder mig et sådan bæst som gave, vil jeg mumle et beskedent: behold den selv, kære ven!

Ét så vi ikke, og det var hans højheds hustru Maharanien. Hun lever strengt isoleret, og viser hun sig, er hun altid helt tilhyllet. I den retning er hans højhed ren ortodoks. Men tilfældet er isoleret. Overalt bryder og gærer det "kvindeoprør", som må komme og rense denne luft, der, ihvad man end mener om den, er altfor præget af kold og grusom maskulin logik. For nok er Indien og det øvrige Asien en verdensdel, hvor smilet synes at høre hjemme. Men dette bør ikke forlede én til at tro, at der ikke bag smilet kan leve stor grusomhed. Det lærte jeg i Karachi, hvor synet af de tusinder af tilhyllede kvinder næsten gav mig et chok, og det har jeg mange gange siden måttet erindre, når jeg lagde mærke til de ganske små ting, selv trænede asiater ikke helt formår at skjule. Europæerne har deres fejl, og de er meget åbenlyse, men asiaterne er heller ikke engle.

Sent på aftenen den 19. november forlod vi Benares for at rejse til Patna, hovedstaden i staten Bihar. Vi ankom til Patna den følgende middag, og besøget i denne by vil aldrig gå mig af minde af den ganske enkle grund, at jeg der, sammen med Egerod, torsdag den 21. november kl. 4 om eftermiddagen fik mig det vidunderligste bad i Ganges. De mange indtryk under rejsen plus det hasarderede tempo havde givet mig en så forfærdelig hovedpine, at jeg ikke vidste mit levende råd. Og da Egerod heller ikke havde det for godt, ja så "skulkede" vi og fandt sammen med nogle ligesindede en fisker, som førte os ud til en af sandøerne midt i Ganges. Og her smed vi så vort tøj og svømmede ud. Jeg ved ikke, hvad det er for vand, der er i Ganges, men mærkeligt er det. Det synes uendeligt snavset, men det snavser ikke. Og da jeg igen stod oppe på sandøen, gjorde jeg den opdagelse, at min hovedpine og det ubehag, jeg hele dagen havde kæmpet med, var som blæst bort. Og trætheden med. Suggestion? Absolut nej! For jeg kom først i tanker om det altsammen, da jeg igen havde fået mit tøj på. Nuvel, jeg er jo ikke den første, der har konstateret Ganges mærkeligt helbredende kræfter. At de skulle komme mig selv tilgode, havde jeg derimod aldrig forestillet mig. Men det gjorde de.

Opholdet i selve Patna efterlod intet særligt indtryk, men det kan skyldes, at tiden for vort besøg var så kort. Vender jeg tilbage til denne by og kan få lov til i stilhed at gå og betragte den, vil det jo nok vise sig, at også den har hemmeligheder, det vil være en fryd at aflokke den. Én enkelt ting gjorde et stærkt indtryk på mig, selvom jeg gudskelov blev fri for personligt at opleve den. Vi besøgte et badested ved floden, hvor hundreder af mennesker badede, og jeg tog en del billeder. Bagefter spurgte Egerod mig: "Så du det lille drengelig, der lå og flød imellem de badende?" Det gjorde jeg ikke, og det var jeg meget glad for. Herude brænder man ikke ligene af børn, dem kaster man blot i floden, som fører dem bort. Jeg var nu meget taknemmelig over, at jeg slap for dette syn. Det havde gjort et voldsomt indtryk på flere af de andre.

Den følgende morgen forlod vi Patna i busser for at køre til Bodh Gaya, stedet hvor Buddha oplevede "Den store fødsel". Det blev en meget lang tur, idet vi først ankom til stedet ved syvtiden om aftenen. Inden da havde vi imidlertid besøgt adskillige templer, hvor munkene havde taget imod os på det hjerteligste, bekranset os og vist os deres helligdomme. Om det er mængden af de templer, jeg nu har set, eller om det simpelthen er dette, at kirkebygninger, hvordan de så end er, altid udløser ubehag i mig, kan jeg ikke afgøre, ét er imidlertid sikkert, og det er, at de indiske templer lader mig meget kold, eller akkurat så kold, som f.eks. Notre Dame i Paris og Peterskirken i Rom gjorde. Guld og sølv dominerer allevegne, også her i Indien, hvor jeg har set Buddhafigurer så kostbare, at alene deres værdi kunne frelse tusinder af liv, om de blev realiseret til fordel for hospitaler og børnehjem. Og det samme skete i Asiens berømteste tempel, templet i Bodh Gaya. Buddhafigurerne der var vanvittig kostbare og naturligvis skønne at betragte. At jeg ikke er blind for deres værdi som redskaber for "Den guddommelige suggestion", nævner jeg kun for at undgå misforståelser. For mig selv personlig er og bliver de udtryk for trin, vi enten har forladt, eller er i færd med at forlade. Noget helt andet var derimod oplevelsen under det skønne Banyantræ uden for templet. Det hævdes, at dette træ står nøjagtig på samme plads, som det træ stod, under hvilket Buddha oplevede sin åndelige indvielse. Medens de andre var travlt optaget af at bese de store skatte og de skønne figurer, satte jeg mig i stilhed under dette træ og lod mine tanker vandre fra dette sted og til en lille lejlighed på Nørrebros Runddel i København. Forunderlige verden. Så uendelig stor, og dog ikke større, end at livet har givet mig lov til at opleve begge disse to steder. Det ene åbenbaret for verden, det andet skjult. Det ene som en blomst, der nu begynder at visne. Det andet som en spire, der langsomt bryder gennem den hårde jordskorpe!

Efter besøget i Bodh Gaya gik vi igen ind i toget, der ventede os ved den nærliggende station, og i løbet af natten nåede vi frem til Calcutta – den by, hvor jeg havde bestemt mig til at afbryde min deltagelse i kongressen, der fortsætter og slutter i Madras. Men dels har jeg været i Madras, og dels var jeg ved ankomsten til Calcutta så træt, at jeg, om min beslutning ikke allerede var truffet, sikkert ville have truffet den alligevel. Efter en meget hjertelig velkomst på banegården blev vi til vor store overraskelse afhentet af private biler, der førte os til hver sit indiske hjem. Og her har De altså forklaringen på årsagen til, at jeg i dette øjeblik er gæst hos hans excellence Mr. Ram Kumar Bwulka. Og gæst, som man vistnok kun er det i Indien. Jeg har to skønne værelser til min rådighed, min egen tjener og min egen chauffør og bil. Nuvel, vi har haft vidunderlige dage her i Calcutta også. Vi har set byens skønne templer og offentlige institutioner, og vi har været til frokoster og middage i så skønne hjem, at det hele ofte føles som en uvirkelig drøm. Lad mig til slut blot skildre én af disse middage, og de vil forstå, at vi virkelig har været genstand for en usædvanlig hyldest. Vi var for nogle få aftener siden gæster hos redaktøren af "India Times", en af Indiens rigeste mænd, der netop har fuldført bygningen af et palads her i Calcutta til millioner. Redaktøren selv er streng vegetar og derudover umådelig charmerende. Vi mødtes her med alt, hvad der har betydning i denne by, og efter en overdådig middag gik vi ud i parken og anbragte os i magelige stole. Så tændtes to projektører, og på en interimistisk, men meget skøn scene, optrådte nu nogle af Indiens fornemste dansere og danserinder for os. Dette er hændt mange gange for os under denne forunderlige rejse, men her var rammen den skønneste, jeg endnu har set, og vi nød alle denne oplevelse, som den skønhedsåbenbaring den var. Da aftenen sluttede, og vi skulle sige farvel til vor vært, overraskede han mig ved at vide, at jeg forblev i byen, og jeg måtte love ham, at vi igen kunne mødes, da han meget gerne ville høre om mit arbejde. Det lovede jeg ham.

Og nu sidder jeg her med en stabel af invitationer foran mig. Lang tid fremover er min tid belagt, men denne gang ikke som deltager i nogen kongres, men derimod som det jeg er her for: lærer i Martinus åndsvidenskab. Jeg kunne blive boende her, om jeg ville, men måske husker De, at jeg i et af mine breve fortalte Dem om et engelsk ægtepar, jeg mødte i maskinen fra Rom til Karachi, Mr. og Mrs. Rossell? Dette ægtepar bor umiddelbart her ved, og da vi skiltes i Karachi, var det et løfte mellem os, at såfremt jeg kom til Calcutta, var jeg deres gæst. Mr. Rossell er chef for en meget stor virksomhed herude, og vort gensyn var ikke alene meget hjerteligt, det indebar også, at jeg om få dage siger min elskelige vært og hans kærlige familie tak for den usandsynlige gæstfrihed, jeg har oplevet i dette skønne indiske hjem, og flytter over til mine engelske venner.

– – – – –

Solen brænder fra en skyfri himmel, og varmen er nu over 30 grader. Stadig pludrer papegøjerne i havens træer, og et lille egern smutter uafbrudt ud og ind til mig. Store grapefrugter hænger svagt gule lige ud for mine øjne, og nogle dybtrøde meget store blomster sender en mildt berusende duft ind til mig. Aldrig nogensinde før i mit liv har jeg skullet sende noget menneske mine julehilsener under sådanne omstændigheder, og jeg tror, De forstår mig, når jeg skriver, at det på sin vis er godt for mig, at situationen er, som den er. For jeg er meget langt borte fra mit hjem og fra mine kære, og min jul i år bliver en jul i min egen indreverden. Gennem mange, mange år har jeg haft den ufattelige lykke at kunne fejre juleaften sammen med Martinus og mine kære og kunnet bade mig i lyset af den varme, der har strømmet imod os alle fra de mange hundrede julebreve, der hvert år har forgyldt denne aften for os. I år er jeg selv blandt de, der skriver til vort skønne centrum, og det er en mærkelig oplevelse for mig. Sne og kulde, korte, mørke dage er næsten ubegribelige ting her i Calcutta. Men jeg véd jo, at livet er sådan hjemme, og at julen derfor er en vidunderlig oplevelse for Dem alle. Tag derfor med disse ganske få linier alle mine kærligste ønsker om en lys og god juleaften!!! Og tag med disse ønsker også ønsket om et lyst og lykkeligt nytår, hvor vi alle må mødes igen. Tro mig, det bliver en festdag, når København toner frem forude, og hjulene igen tager cementen i Kastrup lufthavn. Men inden da er der et arbejde, der skal gøres – og jeg glæder mig til at gøre det!

 

At Indien er religionernes land, vidste jeg, før jeg ankom hertil. Men i hvor høj en grad det er det, var jeg ikke klar over. Under mine lange rejser herude har jeg imidlertid haft rig lejlighed til at iagttage de forskellige religiøse opfattelsers indflydelse, hvad der for mig har været en særlig stor inspiration, idet jeg overalt har fået bekræftet Martinus analyse af den guddommelige suggestion og dens betydning for og indflydelse på det åndeligt endnu umodne sind. For mange europæere står Indiens åndelige liv i et lys, der ikke modsvares af den virkelighed, man her oplever overalt. Naturligvis findes her mange åndeligt rigt udviklede mennesker, men det er ikke dem, man møder der, hvor den guddommelige suggestion har herredømmet. Tværtimod. Her møder man derimod sekterismen og ofte i en så grov form, at man kan gyse derved.

Den primitive inder elsker at male sit ansigt. Jeg tænker ikke her på kastetegnet, som – skønt på sin vis forbudt, idet kastevæsenet officielt er ophævet – florerer overalt. Nej, jeg tænker på den enkle kendsgerning, at tusinder af mennesker her dagligt smører ansigtet med aske og andre ting, således at man uvilkårligt undrer sig over, om vedkommende opfatter sig selv som "hellig mand" eller blot tilkendegiver, at han har forrettet sin specielle religiøse kult. At det set fra et vesterlandsk synspunkt udtrykker noget, der vil forsvinde, er en sag for sig. Det vil næseringene også, hvad der ikke forhindrer, at de idag udgør en nødvendig bestanddel af formodentlig langt de fleste unge kvinders fysiske udrustning. Idag hersker disse ting og er i høj grad med til at give den besøgende det indtryk, at inderne endnu har en lang vej at skulle vandre, før Kiplings berømte ord: "Øst er øst, og vest er vest, og de to skal aldrig mødes", er gået til de forhenværende sandheders store brigade.

Nuvel, det nye Indien, det opvoksende Indien eller måske rettere: det Indien, der ikke alene er modtageligt for undervisning, men med begærlighed modtager den, er med flyvende faner på vej ud af al den overtro, der endnu i en frygtelig grad dominerer herude. Det andet Indien derimod, det Indien der op til vor tid har været og endnu er i de mange sekters vold, er et Indien, intet kan ændre, og som kun vil forsvinde i takt med det frafald, som er synligt overalt. Da jeg netop kommer fra et "besøg" i denne mærkelige, men frygtelige overtroens verden, et besøg der endnu belaster mine nerver stærkt, må De tage det efterfølgende som en ren subjektiv beskrivelse af noget, De selv er afskåret fra at opleve, men som jeg på Deres og egne vegne ikke alene har set og oplevet, men også prøvet at forstå. Kort sagt; jeg har lige besøgt Calcuttas verdensberømte Kalitempel.

Som De måske husker, bor jeg her i Calcutta nu hos et yngre engelsk ægtepar, hvor jeg har det aldeles dejligt. Jeg har min egen lille lejlighed med alt, hvad et menneske kan ønske plus en herlig tjener Ashid, en mand på ca. 40 år, meget høj – og muhammedaner. Det sidste var i dette tilfælde ikke så godt, for Ashid må ikke komme i Kalitemplet. Det må derimod Kancha, husets kok, som er Nepaleser og hindu – ovenikøbet kalitilbeder, så det blev ham, der blev min fører. Dyrkelsen af gudinden Kali går tilbage til tidernes morgen. Det er måske Indiens ældste religion og omfatter foruden dyreofringer en meget stærk lingadyrkelse (phallosdyrkelse). Jeg så lidt af det sidste i Bombay og turde faktisk ikke beskrive det. Det virker temmelig voldsomt på en europæer og kan ikke beskrives, uden at man må bruge ord og udtryk, der vil virke mere end chokerende.

Nuvel, Kancha og jeg begav os på vej. Kalitemplet lå ret nær ved vor bopæl, så vi var snart inde i det mylder af mennesker, der flokkes om dette tempel, og i dets specielle gudsdyrkelse finder det, de søger. Kancha er en meget lille mand, ca. 50-60 år gammel og ren mongoler, en meget tillukket mand, så jeg vidste, at udover at han kunne komme ind der, hvor jeg, om jeg var alene, ville blive vist ud, skulle jeg ikke vente mig meget fra hans side. Da jeg nærmede mig templet, der er meget stort, ramtes jeg af en frygtelig stank. Den slags tænker man i almindelighed ikke så meget på, for Indien "lugter" nu engang anderledes end Danmark. Meget anderledes! Men her var stanken meget stærk. Støjen var voldsom. Tusinder af mennesker trænges i gaderne omkring templet, der ikke alene udgør en helligdom, men også en levevej for en mængde mennesker, lige fra de der sælger de gedekid, der ofres, til det hav af tiggere, der her nyder godt af gudindens indflydelse på sine tilbedere. Vi var næppe nået inden for templets mure, før en stor, skummel kalipræst slog en klo i mig og efter et par ord med hancha "akcepterede" mig (5 rupees). Og så kom jeg da ind i det "allerhelligste", hvor han med et tordenbrøl jog de bedende så meget af vejen, at jeg kunne se selve gudinden. Var jeg nu anlagt for det mystiske, ville jeg give Dem en beskrivelse af en gudinde med sort ansigt og guldkrone osv., osv. Men ærlig talt, foran mig så jeg det ledeste hoved, jeg endnu har set. En skikkelse med fire arme og et stort sort fjæs, ud af hvis mund der hang en lang ildrød tunge. Figuren var behængt med perler og smykker med guld og sølv for enorme summer. Hele rummet var fyldt med en atmosfære, som var sådan, at jeg følte ubehaget krybe ind i mig gennem hver eneste nervepore. Gulvet var frygtelig snavset, og det var meget svært at skaffe sig plads for de bedende, som for de flestes vedkommende var i dyb ekstase. Kali udgør symbolet både på skaberen og tilintetgøreren. Selve den dyrkelse, der finder sted i Kalitemplet, synes mig mest at være knyttet til tilintetgørelse, men begge udgør dele af den hindureligion, i hvilken Siva spiller den store rolle. Medens de to af gudinden Kali's hænder var tomme, rummede de to andre henholdsvis en økse og et afhugget menneskehovede. Det var foran dette symbol i sort, guld, sølv og perler, jeg så mennesker ligge i dyb religiøs hengivelse. Luften i rummet var kvælende, præsternes blikke hårde og atmosfæren af en sådan art, at jeg hviskede til Kancha: "Lad os komme ud!" Men præsten var nidkær, og jeg måtte se det hele. Derefter førte han os ud til et andet og større rum, nærmest en lille gård. Et øjeblik virkede sollyset meget stærkt, så jeg var næsten blindet. Men jeg kom hurtigt til mig selv, for foran mig – kun et par meter fra mine fødder – lå et lille gedekid og sprællede med afhugget hoved. Blodet stod i en pøl ud af dets hals, og fra alle sider flokkedes mænd og kvinder og dyppede deres fingre i blodpølen. Jeg stirrede paralyseret på dette fantastiske skuespil. Så fangedes mine øjne af det lille afhuggede hoved, der til min forfærdelse lå og hev efter vejret. Jeg var åbenbart kommet kun få sekunder efter, at hugget var faldet. Offerpræsten stod med det blodige sværd i hånden og gjorde klar til næste eksekution. Ca. 100 gedekid ofres på visse af ugens dage til gudinden, og præsten fortalte mig med stolthed, at på de store festdage "vadede" de bedende i blod! Jeg så på ham, og jeg så på menneskene omkring mig. Oplevede jeg det 20. århundrede, eller var jeg midt i den sorteste middelalder. Jeg kiggede på hancha, men hans øjne skinnede, og jeg kunne se, at han var med i dette med hele sin sjæl. Jeg så på de forskellige ansigter. De var alle ophidsede, og jeg mærkede en modbedelig kryben og prikken over hele kroppen. Kvinderne var alle indsmurte i det hellige blod, og mændene var i dyb ekstase. De kastede sig på jorden og gebærdede sig som i krampe. Henne i et hjørne sad en præst og parterede de allerede ofrede dyr og solgte det "velsignede" kød til dobbeltpris. Jeg betragtede ham meget nøje. Et sløvt individ, der rent mekanisk flåede skindet af de små gedekid, der efter ofringen blev slængt hen til ham. Kalipræsten fortalte med rivende tunge om stedets hellighed og store betydning for Indien. Han ville absolut have mig til at vente, for det næste gedekid var allerede pa vej. Jeg så præsterne velsigne det, og jeg så offerpræsten gore sig klar – så havde jeg fået nok. Jeg lagde en ret tung hånd på Kanchas skulder og sagde: "Nu går vi Kancha!" i en sådan tone, at han vågnede op og mumlede: "Yes Sahib, yes Sahib" – og ud kom vi! Men næsten kun for at komme fra asken og i ilden. For ved siden af templet var ligbrændingspladsen, og også den havde jeg bedt Kancha vise mig. Jeg stod lidt og trak vejret dybt. Omkring mig hylede og larmede mængden. Tiggerne rev i mig fra alle sider og viste mig alle deres elendigheder, der synes som én stor samlet sum af alle Ægyptens plager, og over mig svævede de tunge, nøgenhalsede grippe. Og så luften! Stanken var forfærdelig, og jeg ventede hvert øjeblik, at min trang til at kaste op skulle tage magten fra mig. Nuvel, jeg klarede mig, og lidt efter vandrede vi så ind på brændingsp1adsen. Jeg fik mit ønske om at se en ligbrænding opfyldt. Påny kom en betydningsfuld person hen til mig. Manden der brænder ligene, og formedels 2 rupees var jeg indladt. Med et fornøjet ansigt sagde han:" Sahib heldig, stor fed mand brændes". – Lad gå. Jeg var "heldig". Liget af en stor mand lå midt i brandebunken, der flammede lystigt. Hans hoved og arme stak delvis udenfor og stanken al brændt kød var sådan, at jeg lige netop holdt til at tage et billede. "Sahib se mere, Sahib se Ganges!" – Og Sahib vaklede ned til Ganges, der flød materiegul og hæslig lige ved brændingspladsen. Min aske fik Ganges ikke, men noget af mig fik den – og det hjalp lidt! Kancha var åbenbart blevet lidt betænkelig ved synet af mit blege ansigt, for han sagde: "Nu vi gå og se den elektriske brænding!" Det gjorde vi, men den var gudskelov af en ren neutral karakter, og jeg måtte uvilkårligt smile, da jeg af en ny præst fik at vide, at det "kun" koster 9 rupees at blive brændt i den elektriske ovn, men derimod 16 rp. at blive brændt rigtigt!

Jeg kan ikke glæde Dem med at sige, at jeg var glad, da jeg igen var ude "i den fri luft", for her er ca. 30 gr. varme, og luften er meget lidt frisk. Men efterhånden, som jeg kom væk fra den atmosfære, der beherskede hele området, følte jeg mig bedre, og da jeg igen var hjemme i mit dejlige værelse og lå og tænkte det hele igennem, ja så følte jeg mig på sin vis taknemmelig over, at jeg havde fået disse oplevelser, der, i hvad man end mener om dem, klart demonstrerer de modsætninger, dette vældige land er så rigt på. Inden jeg skiltes fra kalipræsten, prakkede ham mig nogle billeder på. Nu, hvor jeg sidder med dem i hånden, er jeg faktisk glad for dem. De vil altid være en erindring om et øjeblik i mit liv, hvor middelalderens sorte og uigennemtrængelige onde åndelige verden for en stund lammede min sjæl. Sot kontrast til den rene og høje atmosfære Martinus verdensbillede udtrykker, var denne oplevelse ikke uden værdi.

– – – – –

– Når De har dette brev ihænde, er vi alle inde i det nye år. Jeg tilstår, at det er med lidt mærkelige følelser, jeg sidder her i Calcuttas glødende varme og tænker på, at De måske hjemme både har sne og is nu. Julen og nytårsfesterne hører jo til de lyspunkter, der på de nordlige breddegrader gør livet midt i vinterens hjerte udholdeligt. Her er enhver tanke om kulde og mørke så besynderligt fjerne og uvirkelige, at man må søge ind i sin erindringsverden for at fremtrylle den særegne stemning, der hører livet hos Dem til netop nu.

Men ét er fælles for os alle. Et år er gået, og et nyt er blevet født. Og selvom palmerne duver i en svag brise lige uden for mit vindue, og nogle papegøjer laver et djævelsk spektakel, fordi en abekat på en eller anden måde har fået fat i noget, der tilhører dem, så er det ligefuldt januar 1958, når De læser disse linier. Og derfor vil jeg prøve i nogle linier at samle lidt af de indtryk, især den sidste del af det nu svundne år har givet mig. Jeg er jo nu ved min rejses absolutte yderpunkt. Om kort tid begynder jeg den lange tilbagerejse, hvis første station vil blive Delhi, hvor meget kærligt indstillede mennesker venter mig, og hvor jeg har det håb, at det vil lykkes mig at skabe sagens "brohoved" nr. 2 herude. Nr. 1 er skabt, det ligger nede i syden i Kotagiri, hvor Anna Ørnsholt ikke alene næsten dagligt sidder bøjet over sit oversættelsesarbejde med LIVETS BOG, men hvorfra usynlige tråde fordeler sig udover dette vældige rige. Både i Delhi og i Bombay har jeg mødt mennesker, for hvem Martinus arbejde synes at kunne få samme betydning, som det har for alle os, og jeg glæder mig meget til gensynet med dem.

Mødet med Indien har naturligvis været en vidunderlig oplevelse for mig, som det vil være det for ethvert åndeligt levende og modtageligt menneske. Som De af mine breve vil vide, modtog Indien mig meget kærligt. Overalt er jeg blevet mødt med en venlighed, som for resten af dette liv vil lyse og varme i sindet i form af minder, der måske nok vil blegne i tidens strøm, men aldrig ophøre med at skænke sjælen glæde. Det synes i dette øjeblik meget længe siden, jeg både i Bombay og i Madras oplevede familien Ayyangar's velkomst, og det synes også længe siden Anna Ørnsholt gav mig sit første hjertelige håndtryk nede i Kotagiri. Et næsten uendeligt antal ansigter har siden passeret revy for mig, og hvor mange mennesker jeg har trykket i hånden, har jeg ingen mulighed for at have rede på. Jeg mindes en oplevelse her i Calcutta: Jeg besøgte en skole, hvor pludselig hundreder af børn ville trykke mig i hånden. Kun med besvær kom jeg ind i den vogn, der skulle hente mig, men børnene ville ikke slippe. Jeg rakte da begge mine hænder ud af vinduet, og på den langsomme tur ud af skolen gled de gennem hundreder og atter hundreder af små ivrige hænder – denne oplevelse hører til en af de skønneste, jeg har haft herude.

Jeg ved, at mange af Dem gerne vil stille mig spørgsmålet: "Hvordan er Indien, hvordan føles det at være der og møde dets mennesker?" Jeg tror ikke, man kan besvare sådanne spørgsmål kort og klart. Indien er, om ikke en verdensdel, så et så umådeligt rige, at dets beboere fra nord er fremmede i deres eget land, når de kommer ned til syden. Indien har mange sprog, hvoraf flere så forskellige, at dets indbyggere indbyrdes ikke kan tale sammen. Og Indien har flere klimaområder. Men skal jeg svare kort, vil jeg sige det på den måde, at Indien er et vidunderligt land i den forstand, at det er et meget, meget skønt land. Personligt har jeg følt mig mere hjemme her end andre steder, jeg har besøgt, og det skyldes uden tvivl den modtagelse, jeg overalt har fået, og den kærlighed hvormed man har mødt mig. Jeg har haft mange meget sublime oplevelser her, så sublime, at jeg helst afholder mig fra at beskrive dem, fordi de omformet i ord ikke alene mister deres indre skønhed, men også kan bevirke misforståelser. Jeg synes, det her er rigtigt at skrive, at var jeg ikke opdraget i Martinus tankeverden og som følge deraf i besiddelse af en livsindstilling, der ligger meget nær op ad den, der behersker så mange herude, ville alting sikkert have været anderledes. Jeg har mødt mennesker, der har været herude i mange år, og som nærmest måber, når jeg fortæller dem om mine indtryk. For de har intet set, intet hørt, men heller intet forstået. Som en englænder sagde under en "rundbordssamtale", vi havde om indiske problemer: "Jeg har været herude i snart 15 år, og det er først gennem Dem, jeg har forstået, hvormeget jeg har snydt mig selv for!" – for man kan være her og intet se. Men sådan kan man også leve hjemmel

Det, der har gjort det dybeste indtryk på mig herude, er landets fattigdom. Man "ved", at der lever omtrent 400 millioner her, men hvem evner at forestille sig denne sum af mennesker? Ingen! Er man her, og bruger man sine øjne, som jeg prøver på at gøre det, er der imidlertid én ting, der brænder sig dybt ind i sjælen, og det er de livsvilkår, mennesket – gennemsnitsmennesket – herude fødes ind til. Over for synet at dette liv dør enhver romantisk illusion om Indien mellem ens hænder! Ingen af os, der er vokset op i Skandinavien, har blot ringeste mulighed for at forstå et sådant liv. Vi må nøjes med at se det, og så, om vi har en rigtig indstilling til livet, i vort hjerte takke Gud for, at vi er blevet født i en anden del af verden end her.

Et har Indien imidlertid, som kaster et forsonende skær over de manges elendighed, og det er solen. Indien er et sollyst område, og jeg tror, at det skyldes solen, at så mange bærer en relativ tilfredshed med livet til skue. Og det synes mig, som om denne altid nærværende og varmende sol genspejler sig i det indiske menneskes øjne. Jeg har aldrig mødt så mange kærlige, ja strålende øjne som i dette land, og det uanset om det er børn, unge eller gamle mennesker. Jeg har bemærket dette adskillige gange, fordi disse strålende øjne afviger så meget fra det, De og jeg er vante til. I Europa synes det næsten naturligt at møde hinanden med kølige, kritiske blikke, nærmest efter recepten: "Lad mig lige se på dig og finde ud af, hvad jeg kan kritisere hos dig!" Her synes livet trods den vitterlige fattigdom, de fleste må leve i, at være resulteret i en indstilling, som kan udtrykkes med ordene: "Når du smiler til mig, kan du sikkert lide mig, og så vil du gøre mig glad, hvis jeg må få lov til at hjælpe dig!" Sådan føles livet her, og det gør, at man føler sig så godt tilpas sammen med indere. Ordet "nej" kendes ikke her på samme måde som hjemme, hvad der kan føre til de sjoveste oplevelser. For inderen vil så nødigt skuffe én. Spørger man ham, om han kan engelsk, siger han normalt uvægerligt "yes", selvom det måske er det eneste ord, han kan. Derfor kan man komme ud på temmelig lange køreture med en taxachauffør. Men man kan ikke blive rigtig vred på dem, for har de lavet en dumhed, ler de så hjerteligt, at ihvert tilfælde jeg må le med.

Om relativt få uger er mit ophold herude forbi. Selvom øjeblikket endnu ikke er inde til at gøre denne lange rejses facit op, kan jeg dog roligt sige, at jeg under den hidtidige del af den har opnået så værdifulde kontakter i alle de byer, jeg har besøgt, at den opgave, jeg følte, jeg havde herude, vil blive løst. Martinus arbejde er jo ingen "døgnflue", og jeg er ikke her for at skabe eller opleve nogen øjeblikkelig ydre sukces. Min rejse hertil såvel som til de mange andre pladser, dette år har bragt mig til, er del af en plan, som rækker langt udover mit eget korte, fysiske liv. Dette aner man gang på gang i de glimt, der giver én selv en urokkelig vished for, at denne plan ikke alene eksisterer, men også er meget mere virkelighedsnær, end de fleste forestiller sig. Jeg mødte således nede i Bombay en zenbuddhistmunk, der lukkede sig inde på sit værelse i to dage, som han tilbragte med at læse min bog om Martinus verdensbillede. Han var så begejstret for den, at han simpelthed besluttede sig til at afbryde sin deltagelse i kongressen i Delhi for at tage hjem og fortælle sine brødre om det, han havde oplevet. Jeg kunne skrive et langt brev til Dem alene om denne oplevelse, men vil her blot gengive for Dem hans afskedsord til mig: "Min ven", sagde han, "dette er et meget vigtigt budskab. Du må hilse Martinus meget kærligt fra mig, jeg er meget dybt bevæget ved at have oplevet den store lykke at læse om hans oplevelse og vide, at han eksisterer. Du vil høre fra mig!" Imidlertid er det glimt, jeg her har berørt, kun et af mange, men, som jeg allerede har skrevet, er disse oplevelser så sublime, at jeg foretrækker at give afkald på at beskrive dem. Både De og jeg ved, at livet har to sider, en indre og en ydre, og selvom jeg er her i en på sin vis rent åndelig anledning, føler jeg det rigtigst indtil videre mere at delagtiggøre Dem i de ydre oplevelser, som hver eneste dag her bringer mig i så rigt mål.

Mine begreber om Indien var meget vage, da jeg kom herud, og i mange ting blev livet her en stor afvigelse fra de tanker og forestillinger, jeg havde prøvet at danne mig om denne rejses hensigt og forløb. Men det er nu engang livets store skønhed og under, at man aldrig på forhånd kan vide, hvordan det virkeligt vil ytre sig. Idag ved jeg ikke alene betydeligt mere om Indien end før, men også om vort arbejdes forhold til dette land. Og der er jeg meget lykkelig ved at kunne skrive, at jeg aldrig har skjult for noget menneske, at jeg ikke hører til dem, der venter, at Martinus arbejde vil flamme op som en anden oxfordbevægelse. Det, som skal have evighedsværdi, må have lang tids forberedelse, og personlig har jeg i mange år haft den tanke, at så længe LIVETS BOG ikke er færdig fra sin skabers hånd, er tiden ikke kommet, hvor dette arbejde helt kan overgives til menneskeheden. For mig selv har denne rejse været en stor menneskelig oplevelse, under hvilken en naturlig afklaring af mange problemer har fundet sted. Jeg har ikke alene mødt en mængde noble mennesker, der hver for sig vil blive kontakter til nye mennesker, jeg har også mødt mennesker, for hvem vort arbejde udgør det samme svar på deres spørgsmål, som det i sin tid var det for os, og jeg ved, at den dag, jeg forlader dette land, vil der der, som de andre steder, jeg har været, være mennesker, som er blevet en naturlig del af vort arbejdes stadigt voksende og meget levende organisme.

Det er i indre lykkelig viden om denne kendsgerning, at jeg bringer Dem min kærligste nytårshilsen. Takket være Deres kærlighed både til sagen og min person i det år, der nu er sluttet, er jeg herude. Jeg glæder mig til ved min tilbagekomst både i billeder og tale at kunne delagtiggøre Dem i noget af det eventyr, denne rejse har været for mig – til den tid skal jeg nok gøre rede for mange af de forunderlige oplevelser, denne rejse – skjult bag sin ydre glans – også bragte mig!