Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Før jeg forlod Danmark, bad en af mine venner mig om, når jeg var faldet lidt til ro herude, at skildre min tilværelse på en ganske almindelig hverdag. Det lovede jeg ham, og da jeg nu på en måde er "faldet til ro", idet jeg, i den relativt korte ferie jeg nyder her i det skønne Nilgiris, har travet omkring og betragtet livet omkring mig, vil jeg i det efterfølgende prøve at give Dem et lille indtryk af, hvordan livet leves her. For Indien er jo et meget stort land, delt op i mange stater med hver sit specielle liv.

Det er fristende at spørge, om der er noget som helst "hjemligt" over livet her, og jeg må svare, at det er der faktisk. Man nikker nu engang glad genkendende til ting, man er fortrolig med, og her er virkelig adskilligt, der er direkte forbundet med livet derhjemme. Der er først og fremmest fuglene, hvoraf kragerne indtager en dominerende plads. Man hører deres kra-kra ustandseligt fra morgen til aften. De er langt frækkere her end hjemme, hvilket vel nok skyldes deres respekterede plads i samfundet som "fast ansatte renovationsmænd." Helt som den danske krage er den nu ikke. Den er lidt mindre og har mere allikens end kragens farve. Måske udgør den en krydsning mellem disse to fugle, jeg ved det ikke. Så er der rågen. Også den ses dagligt, og den er absolut "ægte dansk." Efter disse to kommer gråspurven, og den er helt ægte, men har unægtelig bedre kår her end hjemme, idet den jo kan yngle året rundt – og gør det. Og så møder man vipstjerten, både den grå og den gule, og i træerne hænger musvitten og sender sit berømte ti-ti-ty ud over landskabet. Og så har vi endelig svalen! Der er både digesvalen og bysvalen, og jeg går ud fra, at vi både er fulgtes herud og formentlig også følges ad hjem.

Med planterne er det måske nok lidt anderledes, idet her jo er mængder af arter, jeg aldrig har set før. Men der udover er der praktisk taget alle vore egne grøntsager. Her på bjergsiderne dyrkes der mængder af kartofler, gulerødder, kål og tomater samt bønner og alle slags beder, så det er let at være vegetar her. Men foruden vore egne kendte ting vokser der også alt det, vi hjemme drømmer om. Overalt vokser der bananer og appelsiner og et utal af andre frugter, hvis navne hverken siger Dem eller mig noget, men som jeg altså nu er begyndt at vænne mig til. Nogle falder med det samme i ens smag, andre skal man ligesom vænne sig lidt til. En morsom frugt vil jeg dog nævne, og det er "trætomaten". Den vokser på en stor busk og ligner en meget stor, dejlig blomme. Tillavet smager den aldeles vidunderligt

De må tilgive mig dette lidt tørre referat af disse to områder, men jeg syntes, de i så høj grad hører med til min øjeblikkelige hverdag, at De skulle høre lidt om dem. Måske burde jeg også have nævnt sommerfuglene, men der har jeg kun mødt kålsommerfuglen, der er nøjagtig som vor, alle de andre er ikke alene anderledes, men meget anderledes. De er usandsynligt skønne med deres kolossalt stærke farver. En af dem er meget stor, kulsort med en svær, hvid stribe hen over begge vinger. Den er faktisk meget be tagende, når den ligesom et stort blad kommer hvirvlende oppe fra højderne og sætter sig på en blomst. Desværre er den så urolig, at det indtil nu har været mig umuligt at fotografere den.

Klimaet her i bjergene er jo så ganske anderledes end nede i lavlandet. Det er europæisk i den forstand, at det er køligt om natten. Om dagen har vi dansk højsommervejr med en gennemsnitstemperatur som på vore bedste sommerdage hjemme. Men netop dette lidt omskiftelige klima bevirker, at man her møder virkelig påklædte indere, og det er ind imellem en festlig oplevelse, idet man ikke tager det så nøje med sammensætningen af bukser, skjorte og jakke. Jeg møder således jævnligt gentlemen, der har skjorten uden på bukserne med det resultat, at en fornøjelig snip hænger neden for jakken og vifter lystigt i vinden. Når man så dertil føjer sort paraply, kæmpeturban og bare ben, så har man i hvert fald en fremtoning, som ville vække en vis opsigt hjemme – her er det bare mig, der af og til må bide mig i læben for ikke at røbe mine indre reaktioner. Kvinderne derimod er meget konservative, eller er det bare mændene, der er det på deres vegne? Jeg ved det ikke, men de er altså alle med undtagelse af en bestemt bjergstamme, kaldet Badaga's, der altid er helt hvidklædte, iklædt sari, og det er nu smukt. Om det også er praktisk, kan jeg ikke vide, jeg kan kun sige, at de, små som de er, ligner glade blomster, idet de er eksperter i at blande farver. De fleste af dem har en lille diamant i det ene næsebor, men man kan også møde dem med større sølvgenstande i næsen. Om anklerne ringler sølvlænkerne, og på tæerne skinner sølvringene. De har dejlige øjne og smiler gerne undtagen muhammedanerne, der her ikke går tildækkede. Mange kvinder arbejder frygteligt hårdt. Om eftermiddagen kan man møde dem på vejen bærende tunge brændeknipper på deres hoveder. Det er brænde, de har samlet i skovene til den hjemlige arne, men man kan også møde dem med store sten på hovedet, meget store endda, og jeg må tilstå, at jeg ikke er glad ved dette syn. Men kvinderne herude arbejder lige så vel med på vejene, som mændene gør det, og selv om de syner uendeligt spinkle, må de være meget stærkere, end man forestiller sig. Livet her er jo så anderledes end vort, og det må man hele tiden holde sig for øje.

Husene i de små landsbyer minder mere om sommerhuse end om rigtige huse, og megen plads har den enkelte familie ikke, for det meste vist kun ét rum plus et køkkenrum. Inderne sover jo ikke i senge, de sover på det bare gulv eller, når det kommer højt, på en bastmåtte. Men man må jo hele tiden huske på, at klimaet her er af en sådan beskaffenhed, at de almindeligvis ikke har brug for hjem på samme måde, som vi har det. Det meste liv leves udendørs, og meget ofte ser man dem lave deres mad i det fri over et åbent ildsted. På landet anvendes, i hvert tilfælde her, almindeligt brænde, men i byerne anvendes lige så ofte tørret kogødning, rullet i små praktiske boller. Overalt i byerne ser man disse små bollebunker på fortovet, og det giver unægtelig en nordbo et og andet at tænke på. Men aflægger man sin vante målestok og anskuer livet herude fra indernes egen verden, vil man meget hurtigt opdage, at de har løst utallige af dagliglivets små problemer på en uhyre praktisk måde.

Jeg vandrede for nogle få dage siden gennem en meget stor og meget smu teplantage og havde der rig lejlighed til at se indiske arbejdere i funktion. Måske er arbejdsrytmen en anden end vor – man kan nu engang ikke styrte af sted i en varm og tynd bjergluft, men de arbejdede dog alle i et for mig at se ret stærkt tempo. Lidt senere passerede jeg den landsby, der hør te til teplantagen, og selv om høns, ænder, geder, grise, okser og køer tilsyneladende gik ud og ind allevegne i en guddommelig forvirring, så menneskene glade og tilfredse ud. Grisene er nogle sjove fyre at se på. De er en åbenlys blanding af vildsvin og tamsvin med overvældende slagside til vildsvinene – jeg tænker mig, at en dansk bonde ville slå 3 kors for sig for at få sådan en fyr ind i besætningen. Køerne er derimod nøjagtigt som vore sortbrogede, medens trækdyrene deler sig i to meget afvigende grupper: vandbøflerne og pukkelokserne, begge tilsyneladende yderst godmodige dyr, der så godt som aldrig tøjres.

Det, som gør det største indtryk på mig, er imidlertid børnene. Hvor er de dog kønne, og hvor er de opvakte! Alle har de sorte stjerneøjne, og smiler man til dem, får man en rig høst tilbage. Det er en fryd at møde en samling småpiger, når de kommer en i møde med de ringlende sølvlænker om fødderne og de herlige småfnis, som hører tøser til hele jorden over. Er de meget små, har de bluse og nederdel på, men er de lidt større, har de nederdel og "en halv sari", der angiver, at de ikke er gifte, men giftefærdige, og er de gifte, ja, så har de altid sari på. De har en vidunderlig smuk gang, på én og samme tid besynderligt glidende og dog gående. Fødderne er jo ikke formet efter sko, men derimod af Vorherre selv – og det giver altså en forskel. Jeg ved udmærket, at de fleste europæiske piger ville korse sig over fodbredden, men jeg finder nu disse fødder meget smukke, og de giver i hvert fald en gang, som kun dronninger og gudinder normalt tillader sig. For mig at se udgør den indiske ungdom et uhyre fint "mentalt råvaremateriale". Giv denne ungdom undervisning – og det får den jo nu, idet her er tvungen skolegang – og en dag vil den indiske nation hæve sig ud af de såkaldt "underudviklede"s rækker med en hast, der meget vel – om ikke en atomkrig ødelægger alting – kan virke som en ubehagelig overraskelse for det Vesten, der på så mange områder har været med til at holde dette store folk nede i armod og elendighed.

Naturligvis er ikke alt herude idyl, snarere vel det mindste af det. Den indiske nation består jo af mange racer og uendeligt mange mentale udviklingstrin. På en enkelt vandring møder man meget let alle mennesketyper fra, om ikke just de laveste, så dog meget lave, og frem til meget høje udviklingstrin. Man møder typer, som får det til at gyse i sjælen – men det gør man også hjemme – og man møder typer, som alene ved deres herlige smil får ens hjerte til at banke af glæde.

Den indiske bazargade er, sagt på københavnsk, "alle tiders"! Her møder man orientens fra vort så afvigende liv for alvor. Kun iklædt et lændeklæde sidder én og arbejder med en paraply, mens en anden sidder og pirker i et ur med instrumenter, der får ens logiske sans til at stå på højkant. Jeg stod en dag og betragtede en lille skomager, der betænkeligt mindede mig om en god ven i samme branche hjemme, men han ville nu have korset sig over denne kollegas "værksted" og specielt hans "skruestik", der bestod af hans egne fødder, som han virkelig kunne anvende med en kraft og en snildhed, der uvilkårligt aftvang beundring. Liv er der i gaden. Der råbes og skriges, harkes og spyttes, handles og diskuteres med en energi, der kan gøre én aldeles svimmel. Alt kan købes i en sådan bazargade. Låse uden nøgler og nøgler uden låse, ja, jeg gad vidst, om der eksisterer noget på denne jord, som ikke kan købes i dette guddommelige virvar, hvor der findes alt fra de simpleste brugsgenstande til de kostbareste sølv- og guldsager. Jeg har set kashmirsjaler så skønne og billige, at mine kvindelige læseres hjerter næsten ville briste, om de vidste det, og sarier med de skønneste broderier og i pur silke for penge, der kunne gøre enhver lille kontormus i København til en dronning i et "1000 og én nats eventyr", men jeg har også set vesteuropæisk ragelse, der har fået mig til at rødme på min verdensdels vegne. Thi for inderen er disse ting jo nye, repræsenterer kontrasten, og gang på gang ofrer han sine surt erhvervede rupees på ting så helt og aldeles uden værdi. Som en flod af ansigter strømmer orienten én imøde i en sådan bazargade. Jeg har altid elsket at studere ansigter, og jeg må sige, at jeg her får min lyst tilfredsstillet. Linien går næsten direkte fra junglen og fremefter. Der er mennesker, der mere ligner overgangsvæsener mellem dyr og mennesker end egentlige mennesker, og man går stilfærdigt tilside, når man møder dem, for det vildt flagrende og uredte hår rummer normalt en luserede af ganske alvorlige dimensioner. Det må være vanvittig svært at administrere et land med så fantastiske mentale afstande indbyggerne imellem. Jeg så to muhammedanere, rene profeter at se til med mægtige skæg og lige så mægtige maver, komme lige imod mig. De bar en værdighed til skue, som jeg kun har set hos kamelerne i Karachi. Maverne duvede op og ned, og fra deres øjne kom blikke, der ikke lod nogen i tvivl om, at de åndelig talt følte alle os andre som en slags skabede hunde, Allah i sin ubegribelige visdom tvang dem til at tolerere, men som de heller ikke, om det var Allahs vilje, havde det mindste imod at skære halsen over på. Og jeg så en købmand med et fuldkommen thorvaldsensk kristusansigt. Det var meget smukt, men jeg tør love Dem, at hans ånd i løbet af få år vil omforme det til det rævehovede, man allerede nu anede bag de smukke linier.

Et problem for sig i det daglige liv herude er tiggerne, der findes i tusindvis. Intet kneb er dem for råt og intet middel for simpelt. Det skal siges til regeringens ros, at den gør alt for at komme dette frygtelige uvæsen til livs, men tiggeri er så gammel som prostitution, og begge "leveveje" udryddes ikke ved hjælp af regeringsdekreter. Man moder tiggeriet overalt, og i begyndelsen går det én vældigt på nerverne, thi hvem kan være kold i hjertet, når et lille, værkbrudent barn, som måske oven i købet er blindt, hager sig fast i én, eller nar et gammelt menneske, hvis lemmer er så deforme, at han ikke kan få sig selv til at beskrive det, jamrer om en almisse. Men giver man efter, kan man på én eneste dag give alt, hvad man ejer og har, uden at have hjulpet nogen. Lyder det koldt? Nuvel, så prøv at se lige i øjnene, at giver man én, har man på et øjeblik en næsten uoverskuelig skare af jordens elendigste skabninger omkring sig, og flugt er da ens eneste redning. Jeg tror, at alle har måttet gøre denne bitre erfaring, som dog ikke udelukker, at man med en næsten "sjette sans" giver på steder, hvor det hele ikke er ækel profession.

Stedet, hvor jeg bor, hedder "Nilgiris", hvilket betyder "De blå bjerge." Men disse bjerge er ikke som dem, man for eksempel møder i Sverige og Norge, kun sjældent ser man grundfjeldet stikke frem, og kun meget få nøgne spidser hæver sig mod himlen. "De blå bjerge" hører til verdens ældste og er på en måde i "opløsning", idet tiden, varmen og regnen i forening har bevirket, at de næsten overalt er dækket af et metertykt lag rød, porøs masse, som træer og buske trives fint i. Overalt skærer veje og stier sig gennem dette frugtbare og meget skønne terræn, som englænderne "opdagede" og gjorde til feriested for hustruer og børn. Klimaet er jo næsten europæisk, taget i den forstand, at man her er fri for de frygtelig høje varmegrader, der allerede omkring midten af april gør livet til et helvede herude for den hvide mand. De huse, englænderne byggede her, udgør i vore øjne nærmest en krydsning mellem rigtige huse og sommerhuse. Alle indeholder de den uundgåelige engelske kamin – og den er nu dejlig – og så en terrasse, der i hvert eneste tilfælde vender ud imod den skønneste udsigt, naturen formår at give menneskene. For naturen er vidunderlig her med de tusinder af sølv-ege, der med deres høje, slanke stammer og smukke kroner er det ideelle skyggetræ for de nedenunder voksende tebuske. Teplantage ligger ved teplantage, og stadig nye terræner tages ind til dyrkning af denne for Indien så nyttige busk. Om få år vil hele området formentlig være inddraget til denne industri, der nok på en måde ødelægger lidt af idyllen, men til gengæld så også giver mad til de mange, ak altfor sultne munde.

Men naturen er ikke alene eucalyptustræer, sølv-ege og tebuske. Her vokser også mange vidunderlige blomstrende buske og træer, og selv om det er "vinter" her nu, betyder dette jo ikke det samme som hos os. I det hele taget er det meget svært at bevare kontakten med den danske kalender. Jeg ved jo, at det hjemme nu er stormenes og nattekuldens tid, og at mørket uge for uge vokser i styrke og omfang. Her er klimaet som midt i juli hjemme, ja nærmest bedre, og jeg kan ikke alene gå lige ud i haven og plukke jordbær, men også andre dejlige ting. Rundt omkring i haverne hænger bananerne i vældige klaser, og appelsinerne er lige ved at modne. Kun de ildrøde "julestjerner" minder mig hele tiden om, at der kun er to måneder til juleaften, alt andet er nærmest tværtimod! Pudsigt nok er to af de vilde planter her, ja tre for resten, nogle af vores kulturplanter. Skråningerne er bevoksede med de "evighedsblomster", vi dyrker til buketter, og allevegne slås man med den fine, lille, blå ageratum, som vi slås med fandens mælkebøtter. Over alt snor "passionsblomsten"s tætte ranker sig, og til min store overraskelse efterlader denne aparte blomst sig en frugt på størrelse med en lille appelsin. Denne frugt er meget eftertragtet, fordi den indeholder en yderst velsmagende saft – så lærte man det! Nej, det er ikke let at få vinterfornemmelser, når et par søde, små finkefugle har travlt med at bygge rede på verandaen, og man nede i byen må gå til side for en høne med bittesmå kyllinger, eller, hvad der sker netop nu, at ferskentræerne blomstrer! Solen kommer frem ved sekstiden om morgenen og går ned ved sekstiden om aftenen – det sidste er måske det eneste, der i øjeblikket er i kontakt med den oktober, jeg kender fra Danmark!

– – – – –

Ja, dette var lidt om mit øjeblikkelige hverdagsliv i disse skønne omgivelser. At jeg har kunnet opleve min akklimatisering under så gode forhold, er jeg naturligvis uendelig lykkelig for. Men allerede i den uge, vi nu er begyndt på, går jeg igang, idet jeg om få dage her i Kotagiri skal tale om "Nye veje til selvkontrol." I den følgende uge skal jeg tale i Conoor for lærerne på en stor skole, og derefter går rejsen videre, og mit arbejde kan begynde. Hvorledes det vil komme til at forme sig, ved jeg i dette øjeblik kun meget lidt om. Jeg ved kun, at kærlige mennesker venter mig, og at jeg selv glæder mig umådeligt til at tage fat! Nehru er netop vendt hjem fra en rejse til Japan, og det virkede på mig som en strålende inspiration, at han i en stor tale gav udtryk for, at det, verden i dag mest af alt behøver, er en undervisning i kunsten at kunne kontrollere sit eget sind – hans ord var ikke alene som talt ud af "Livets Bog" – de var også i den dybeste kontakt med den gerning, jeg er her for at fuldbyrde!