Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Det var meget tidlig morgen, da tjeneren vækkede mig med en kop te. I en fart var jeg oppe. Det var meget varmt, selv om begge vifterne havde gået hele natten, og jeg nød derfor både bad og te som de himlens gaver, de i dette øjeblik var. Jeg havde pakket alle mine sager aftenen før, så jeg var hurtigt klar til afgang. Tjenerne bragte alle mine ting ned i en ventende vogn, og så gik det påny mod Bombay lufthavn. Men hvilken forandring! Dagens lys var netop ved at bryde frem, og her så jeg nu det samme syn som i Karachi. Tusinder og atter tusinder af mennesker lå og sov på fortovene, kun indrullet i et tyndt bomuldslagen. Der er noget dybt deprimerende over dette syn. Intet ejer disse mennesker, bogstavelig talt intet. Jeg så små børn liggende, som små børn nu engang gør, med armene strakt over deres små hoveder og med benene spredt, aldeles nøgne og i dyb søvn på de bare sten. Nuvel, fortovene er varme, alt er varmt, så i den forstand lider de ikke nød, men alligevel gør det ondt inde i én. Dagen brød frem, og nu fik alle travlt. Overalt så man mennesker ved de offentlige vandhaner. Ih hvor de vasker sig. Det ser præcis ud, som om de skyller det indvendige af hovedet flere gange.

Vi nåede lufthavnen, og jeg fik ordnet min billet. Der var stor uro alle vegne. Masser af politi, så jeg var klar over, at noget usædvanligt var på færde. Det var der også, Jugoslaviens vicepremierminister skulle med samme maskine som jeg, så alt var under meget skarp kontrol. Jeg kiggede på maskinen og var en smule chokeret. Det var en gammel maskine, model "Viking", og den så ærlig talt meget medtaget ud. Den var uden moderne indretninger, så jeg bad en ekstra bøn om god rejse – jeg skulle jo dog krydse nedover hele Sydindien fra vest til øst! Nuvel, de to gamle motorer larmede op, og vi rullede ud til start. Jeg havde fået en meget fin vinduesplads, og sædet var faktisk meget komfortabelt. Jeg skævede hen til Jugoslaverne, som sad skråt over for mig. De svedte og så mildest talt elendige ud. Inderne selv forholdt sig yderst reserverede, selv stewardessen, en nydelig ung anglo-inderinde, smilede yderst forbeholdent, når hun serverede for de høje gæster, medens vi andre til gengæld fik smil fra øre til øre. Solen bagte nu fra en skyfri himmel, og der var en frygtelig hede i kabinen. Vi var uden luftkonditionering, så jeg gjorde mig jo mine tanker om dette krydstogt ned over meget hede zoner, kun to breddegrader fra ækvator. Men mine bange anelser blev hurtigt gjort til skamme. Ikke ti minutter efter starten begyndte temperaturen i kabinen at falde meget hurtigt, og lidt efter var det faktisk ganske vidunderligt at sidde og se ud over landskabet dybt under os. Ikke en sky var på himlen, så udsigten var perfekt. Det var et eventyrligt, ja uforglemmeligt syn at se Sydindiens vældige sletter udbredt for sine øjne. Skønne bjergformationer kransede dette enorme sletteområde, og i begyndelsen så alting langt smukkere ud end for eksempel oppe i Pakistan. Men kun for en stund. For med ét gik det op for mig, at alle floder var helt udtørrede. Som et vældigt blodkarsystem strakte flodarmene med alle deres forgreninger sig ud over det vældige land. Ikke en dråbe vand var at se nogen steder, men en venlig inder over for mig fortalte mig, at Monsunen var på vej, og at den om få uger ikke alene ville fylde hver eneste flod, men højst sandsynlig visse steder fremkalde de meget frygtede oversvømmelser, der ofte koster hundreder og atter hundreder af mennesker livet.

Støt og roligt gled vi hen over elefanternes, tigrenes og panternes land. Vi var startet kl. 7,15 og ventede at være fremme ved 12-tiden. Vi fik dejlig frokost med masser af frugt, så ud over dette, at maskinen efter mine begreber trængte til at skiftes ud, havde jeg absolut intet at beklage mig over. Om jeg ville sige det samme, dersom turen var gået igennem de uvejr, der kan rase herude, er en helt anden sag. Som det nu var, var vejret ideelt, og jeg sad og stirrede fascineret ned over dette landskab, der som et magisk tæppe gled bort under mig. Her var Kiplings Indien, her var alt det, jeg i bog efter bog har læst om, og ingen behøver at tage mig det fortrydeligt op, at jeg længtes efter med egne øjne at komme ud at se det, ikke alene fra luften, men også fra jorden, fra by til by. Foreløbig vinkede Madras få timer forude. Jeg vidste, at jeg gik en varm "fremtid" imøde, men også, at Venkatachalam ventede mig i lufthavnen – og dermed er vist alt sagt. Bjerg og slette skiftede uafbrudt. Bjergene var alle bevoksede med jungle, og milevide områder var helt reserveret den dyreverden, der er så ganske afvigende fra vor. Pludselig sagde en: "Se, havet!" Og ganske rigtigt, der tonede det indiske ocean frem, glitrende blåt. Maskinen gik snart efter ned på lavere højde, og lige med et cirklede vi ind over Madras. Hvor var den dog smuk fra luften. Så helt ulig de andre byer jeg havde besøgt. Ren og velordnet lå den udbredt for vore øjne – et vidunderligt syn!

Vi tog påny cementen og befandt os lidt efter ude i den mest dirrende varme, jeg har oplevet i mit liv – 35 grader celsius – tro mig, jeg var glad for min tropehjelm!! Lufthavnen var meget smuk. En stor samling mennesker var mødt op for at tage imod Jugoslaverne, men hvor var Venka? Jeg gik lidt desorienteret ind i den skønne bygning og kiggede mig omkring. Det var jo en "indlands-flyvetyr", så jeg havde ingen toldproblemer. Pludselig kom en meget fin toldofficer hen og spurgte mig, om jeg var Mr. Gerner Larsson. Jeg bekræftede, og han lod mig da med en mængde smukke ord forstå, at Venkatachalam desværre var blevet forhindret i at komme, men at gode venner ventede mig på airterminal i Madras, og om jeg ville være så venlig at følge med ham ud til den ventende bus. Det gjorde jeg, og jeg var ikke så lidt spændt på, hvad der nu ville hænde. Efter en ganske dejlig tur gennem Madras ydre kvarterer nåede vi air terminal, og der stod, ja hvem tror De? – Mohanas søster og bror og vinkede til mig! Nej for en velkomst! Mohanas søster er en allerede meget kendt indisk sangerinde, som benyttes meget af radioen. Den indiske stat bekoster hele hendes uddannelse, og denne lille dame på 28 år, der som sine søskende ikke ser ud til at være mere end 20 og ikke er større end tobak for en skilling, er i virkeligheden en kunstnerinde af meget stort format. Alt det vidste jeg intet om i det øjeblik. Jeg så kun en strålende sød indisk pige i en vidunderlig smuk sari og en dreng med de mest spillende glade øjne, jeg længe har set. "Velkommen Erik" var deres første ord, da jeg endelig kunne tage deres fremstrakte hænder. Hurtigt fortalte de mig, at "onkel Venka" havde været syg og endnu ikke var helt rask, så han havde bedt dem tage sig af mig. Og det gjorde de på den måde, at de meget hurtigt bragte mig til deres hjem efter dog først at have spurgt mig, om jeg foretrak at bo på et europæisk hotel eller ville tage til takke med at være hos dem og leve rent indisk. Om jeg ville!!! Vi kom til et smukt lille toetages hus midt i en gade, hvor alting myldrede med liv, men hvor alle syntes så glade, at det næsten var utroligt. Forsigtigt spurgte jeg min lille søde værtinde om hendes navn, og efter et par gentagelser forstod jeg endelig, at hun hed Ranganayaki. "Men vær sød at kalde mig "baby", det gør alle de andre, og min bror hedder "Babu"." Jeg studsede lidt og spurgte igen "Hvorfor "Baby"?" Fordi jeg er den ældste, og så synes alle de andre, at da jeg også er den mindste, ja så bør jeg hedde "Baby", og det må du altså rette dig efter!"

Vi blev modtaget af Mrs. Ayyangar, en meget smuk dame med et væsen så blidt og yndefuldt, at jeg med ét begreb, hvorfra døtrene havde al den skønhed i væsen og væremåde, der præger hver eneste af dem. Da hun hørte, at denne nordiske kæmpe ville blive hos dem, lo hun meget hjerteligt og forsvandt derefter ud i køkkenet for at lave kaffe. Se, alt dette lyder jo på en måde meget hjemligt, men lad mig nu alligevel prøve på at give en beskeden beskrivelse af dette hjem. Mr. Ayyangar er postmester i Bombay og har 6 døtre og en søn. Da forholdene i Indien for en ugift pige er uhyre vanskelige, har far og mor her sat alt ind på at give deres døtre en sikret fremtid. Og det har de gjort på den måde, at de har delt deres liv i to dele. Faderen beskytter døtrene i Bombay, medens de tager deres eksaminer, der skal give dem brødet i fremtiden, moderen på sin side beskytter sønnen i Madras, hvor han studerer. Familien er absolut ikke velhavende i vor forstand, men de har altså disse to hjem, som de ikke ejer, men har lejet. De er Brahminer af meget høj kaste og med store forpligtelser – ting de tager meget alvorligt. De er alle fødte vegetarer gennem generationer og bærer fremdeles deres rubinrøde mærke i panden. Døtrene er nu nået frem til ikke alene at kunne klare sig selv, men også hjælpe deres forældre. De har opgivet ægteskabet og helliger sig nu hver det kald, livet har givet dem. De giver deres far og mor hele deres indtægt, tager hver kun lo rupees (15 d.kr.) til sig selv om måneden, på den måde kan alle opretholde den standard, de elsker, og samtidig hjælpe deres lillebror frem til at føre slægtens traditioner videre. Deres livskrav er fantastisk små, og deres indbyrdes kærlighed af en art, jeg aldrig har mødt i mit liv. Hjemmet formelig udstråler harmoni.

Selve husets indretning er typisk gammel-indisk. De bor på 1ste sal, som består af en række små rum, der alle støder ud til en åben terrasse med tag over. Huset er bygget omkring en indre lukket gård, så alt er meget beskyttet. Ovenpå findes en stor åben, uoverdækket terrasse, som anvendes i den meget varme tid. Hjemmets indretning er meget sparsom. Det første, jeg så, var et smukt lille husalter, derefter en divan med et meget smukt tæppe og så nogle ganske få stole. Derudover mange små, ældgamle indiske kunstværker. Ved terrassen er indrettet et baderum, som er isoleret fra yderverdenen ved hjælp af en bastmåtte. Gulvene er røde fliser overalt. I baderummet findes altid to store krukker med vand, samt en mindre øser. Man vasker sig ved at hælde vand ned over sig og derefter frottere sig. I loftet midt for terrassen går en elektrisk vifte uafbrudt. Varmen er meget stor her, i øjeblikket ca. 35 gr. og om sommeren helt op til omkring 50 gr. Sydinderne er små og meget mørke uden at være sorte. De har de skønneste øjne, jeg nogensinde har set, strålende sorte stjerneøjne og de varmeste smil, man kan ønske sig. De er lydløse i deres gang, går næsten altid barfodede og så yndefulde i deres måde at bevæge sig på, at man ikke kan se sig træt på dem. De har en meget høj moral, hvad jeg senere skal komme tilbage til.

Nu kom Mrs. Ayyangar med kaffe, som blev serveret i sølvkrus. Mrs. Ayyangar deltog aldrig selv i måltiderne, hun lavede dem, serverede dem og anbragte derefter sig selv i en vis afstand, hvorfra hun fulgte alle vore bevægelser. Såsnart vi havde spist – inderne selv spiser kun med fingrene – jeg fik både gaffel, kniv og ske, kom hun lydløst glidende og fjernede alt. Lo vi, lo hun hjerteligt med, men derudover deltog hun aldrig i samtalerne. Hun taler ikke selv engelsk, men forstår sproget og lytter intenst til alt, hvad vi drøfter. Hun blev gift med sin mand, da hun var 13 år gammel, og hendes liv har ikke altid været let. Men hun siger selv, at hun er meget lykkelig og har øjensynlig forsonet sig med, at hun først meget sent, gennem sin søn, vil få børnebørn.

Ranganayaki var husets ledende faktor. Efter kaffen beordrede hun mig til at hvile en stund, hvilket foregik på den måde, at jeg blev anbragt på divanen, der til deres store glæde viste sig at være lang nok, hvorefter hun selv anbragte sig på et lille tæppe på gulvet og sagte stillede mig de spørgsmål, der optog hende. Sollyset funklede i de diamanter, hun bar i sin ene næsefløj og i de små øren. Som hun sad der, lignede hun meget mere en blomst end et menneske, idet den skønne sari foldede sig omkring hende præcis som blomsterblade. Og så talte vi, talte om de helt forskellige verdener, vi var blevet født i. Om mit kolde land og om hendes varme, men mest om det forunderlige, at vi åndeligt talte det samme sprog. Der var gået ilbud om mit besøg i Bombay, så hun vidste alt om mig, og hun betroede mig, at hun havde været eventyrlig spændt på at møde mig. Hun havde sunget for Martinus og havde straks fundet, at han var, den han var. Med mig var det anderledes. Jeg var en af dem, en der var blevet født for at skulle lære, for at kunne lære de andre. "Ved du", sagde hun, "at vi slet ikke opfatter dig som europæer, men derimod som en af os, Gud har sendt op til dit mærkelige land for at møde HAM, hele verden så længe har ventet på?" Jeg svarede hende, at jeg følte, de så sådan på mig, men at jeg var ude af stand til helt at forstå, hvad det var, jeg havde oplevet i Bombay. "Du vil opleve det igen i aften, Erik, men nu skal du sove lidt." Og jeg sov, sov, som man sover i sit eget hjem, beskyttet, trygt.

Efter at jeg igen var vågnet og havde fået dejlig frugt, fulgtes jeg med Ranganayaki og Babu ud i byen. Vi tog en taxa, og Ranganayaki dirigerede så det forslog. Apropos taxa, så oplevede jeg nu endelig helt problemet trafik og hellige køer. Det er en yderst alvorlig forseelse at dræbe en hellig ko, så alvorlig, at en taxachauffør så godt som aldrig gør det. Vi blev standset af en stor, fredeligt udseende ko, som kiggede lidt på os. Chaufføren tudede i hornet, men koen skulle dog lige først snuse til bilen, før den bestemte sig for at gå tilside. Jeg stirrede på koen, på chaufføren og på mine venner. Ranganayaki smilede lidt, så sagde hun: "Har vi mennesker virkelig så travlt? Tror du ikke, at det er ganske sundt, at vi sådan skal standse lidt og tænke. Se den dejlige port der, den ville du ikke have fået at se, hvis vi ikke var standset. Europæerne bliver rasende, når den slags sker, men vi forstår, at Gud har en lille gave til os i det øjeblik, og at vi blot skal se os om efter den!" – hvilke ord og hvilken tankegang!

Og så kom aftenen. Kun få øjeblikke efter, at solen er borte, er det mørkt. Men få øjeblikke senere kommer stjernerne, og hvilke stjerner! Efter at jeg påny havde taget et bad – jeg tog ca. 4 om dagen, og de var alle, hver for sig, en Guds velsignelse – generede varmen mig ikke på samme måde, som i Bombay, hvor den ligesom "stikker" i huden. Her er der megen fugtighed i luften, og det hjælper meget, ihvert tilfælde på mig. Efter aftensmaden gik vi først lidt op på den øverste terrasse og nød det heltud fantastiske syn af de store kokospalmer, i hvis top papegøjerne endnu småkvidrede, af stjernerne, der lyste som guldlanterne på den dybsorte nattehimmel – og af lyden fra de pludrende og leende mennesker nede på gaden.

Da vi igen kom ned, tændte Mrs. Ayyangar en gammel lampe, og så tog Ranganayaki sit store musikinstrument, medens Babu tog sin tromme. De anbragte sig begge på divanen op imod væggen, medens jeg sad i en lænestol med benene op på en skammel. Og så sang Ranganayaki, sang de ældgamle indiske sange om gudernes kamp, medens Babu akkompagnerede med sin tromme. Jeg ved, at disse sange helt afviger fra vore, og at mange slet ikke kar udstå dem. Men det er ikke disse sanges fejl. Thi for mig var de ikke nye. Ranganayaki fik ret. Som jeg sad der og lyttede til denne stemme, der uafbrudt varierede, til trommen, som på en rentud fantastisk måde fulgte sangen op, ja så hændte der nøjagtig det samme som i Bombay. Tiden standsede sin ilen. Nuet forbandt sig med fortiden og en fred så dyb og vidunderlig, at den stadig står for mig som det skønneste, vi kan opleve her i livet, kom over mig. Her sad jeg tusinder af mile fra mit eget hjem, blandt mennesker jeg kun havde kendt i timer, og som kun havde kendt mig i samme korte tidsrum, og følte, hvorledes mit eget hjerte langsomt gav sig til at banke i kontakt og harmoni med alt dette. Intet var mig fremmed. Babu fulgte mit ansigts reaktioner med al sin syttenårige intensitet og smilede uendelig lykkelig, da han så, hvor glad jeg var. Og Ranganayakis ansigt blev ét stort smil over min glæde. Dæmpet sagde hun pludselig:"Erik, vi indere synger ikke, som de gør det i dit land. Musik er for os et sprog, gennem hvilket vi kan fortælle et menneske, hvor kært det er os. Og du er os meget kær, vi føler dig som en broder, og vi vil gøre alt, for at du skal opleve vor følelse som virkelighed." Fuldmånen gled frem og oplyste hele dette skønne sceneri. Lydløst bragte Mrs. Ayyangar os kaffe, og vi rykkede sammen og talte, som kun mennesker, der har dyb tillid til hinanden, taler sammen. Efter en stund spurgte jeg dem, om de brød sig om at se mit land, mit hjem og mine kære. Begejstret klappede de i hænderne, og hurtigt tog jeg min projektor og mine lysbilleder frem. Og der, på den hvide væg lige over husaltret, stod lysende sagens skønne centrum i København, mit eget hjem. Billede efter billede gled frem og de jublede af henrykkelse. Martinus, min lille datter med sine lyse krøller, min lille dreng og hans mor, alle i dejlige farver. Feriebyen, villa "Rosenberg", skønne landskaber, alt ville de se, og alt fik de at se. Især billederne med sne betog dem. Dem måtte de se mange gange, og ligeså lange gange måtte jeg forklare dem, at skønheden havde sin pris, og at de næppe ville kunne udholde vores kulde. Men de var nu alligevel alle enige om, at de ville løbe enhver risiko, blot de dog kunne få dette mærkelige land at se.

Aftenen gled over i natten, og det blev tid at gå til ro. Jeg var meget spændt på, hvordan de ville løse dette problem, men de løste det så naturligt, som man gør det i ethvert hjem. – (fortsættes i næste brev.) –