Ældre Kosmos og Kontaktbreve

SÅLEDES SKREV MARTINUS –

– allerede i fortalen til LIVETS BOG for klart at tilkendegive, at hans fremstilling ikke på nogen måde udgør "det eneste saliggørende", og for at hjælpe enhver til at finde ud af, hvor han eller hun står i forholdet til den afsløring af sandheden, som Martinus analyser udtrykker.

 

For ethvert individ eller for enhver sandhedssøger gælder det altså om i hans daglige færden og oplevelse af livet at finde de væsener, de manifestationsformer, den lekture, den beskæftigelse eller det lidet eller meget, der for ham må være identisk med en absolut livgivende eller stimulerende basis for hans udvikling fra uvidenhed til viden, fra mørke til lys, fra sorgens og skyggernes mørke riger til kærlighedens lysende zoner foran den evige Guddom.

For at hjælpe sandhedssøgeren til at erkende, om han befinder sig ved den for ham særligt gældende rette kilde, vil det her være nyttigt at oplyse, at sådanne væsener, ting eller manifestationer, som er af særlig Inspirationsværdi for et væsen, eller sådanne realiteter, der kan virke som identiske med ovennævnte stimulerende basis, kendes meget let derpå, at de ved oplevelsen eller sansningen sender en strøm af varmebølger, en strøm af livskraft eller energi, en strøm af ideer, en strøm af længsel efter at repræsentere en større fuldkommenhed, en strøm af håb og tro på Forsynet eller Faderen, en strøm af guddommelig tilfredshed, harmoni og lykke, en uimodståelig kærlighedstrang eller forøget evne til at elske alt og alle gennem det pågældende væsen. Der hvor det er i forbindelse med én eller flere af disse strømme, der er dets rette plads i tilværelsen. Og absolut kun der alene kan der være håb om, at individet kan tilegne sig de første svage tendenser af evnen til bevidst at opleve dets egen daglige tilværelse som en, for det selv af Forsynet reserveret og tilpasset guddommelig, faderlig korrespondance eller tale, netop den eneste eksisterende form for indstilling af bevidsthed eller holdning over for livets oplevelse, hvorigennem det er muligt for individet at blive ét med vejen, sandheden og livet og dermed ét med Faderen eller bevidst i Guddommen. Om individet har sin forbindelse med disse føromtalte strømme gennem denne eller hin religion, gennem Livets Bog eller en anden bog, gennem dette eller hint af alle øvrige i tilværelsen forekommende realiteter, er således ganske underordnet. Hovedsagen er derimod, at individet netop er der, hvor det enten har eller kan få forbindelse med den eller det, gennem hvilket dets egen inspiration kan udløses.