Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg vil ikke sige, at indtrykkenes mangfoldighed har gjort det af med mig – men næsten! Da jeg sidst skrev til Dem, var det fra Rom, og jeg sendte mit brev få timer, før jeg gik på vingerne til Karachi i Pakistan. Jeg havde taget en film i Rom, og skæbnen ville, at jeg på SAS's kontor traf to søde mennesker, i hvis hjem Martinus havde været gæst, og jeg fik derfor ikke alene en vidunderlig afsked med Europa, men også sendt min film direkte hjem med "privat kurer" – nu håber jeg blot, at billederne blev gode!

Ved afgangen fra Rom traf jeg et overordentlig tiltalende engelsk ægtepar, der er bosiddende i Calcutta, men havde været hjemme på ferie. Vi "fandt" straks hinanden og indrettede os hyggeligt. Til min store glæde fik jeg gennem stewardessen brev hjemmefra, så alt var lyst og festligt, da vi gled op i den stjerneklare nat. Roms lyshav forsvandt hastigt under os, og maskinen satte kurs mod Beirut i Libanon. Vejret var vidunderligt, og støt og sikkert arbejdede den store D.C. 6'er sig frem imod sit mål. Pludselig lød kaptajnens stemme i højtaleren: "Hvis De ser ned til venstre, vil De se Athen!" Og ganske rigtigt – der lå Athen, badet i lys. Vi gled som en skygge hen over denne berømte by og derfra udover Middelhavet. Bag os lå nu Europa, foran det Asien vi alle gerne vil opleve. Ved halvtotiden om natten lød ordren til at spænde sikkerhedsbælterne fast, og få minutter senere tog vi cementen på Beiruts store flyveplads. Jeg var meget spændt på, hvad der nu ville hænde. Midt i natten var vi landet midt i et af den nære Orients brændpunkter, – og vi mærkede det. Trods det sene tidspunkt var der mængder af mennesker på lufthavnen. Men hvilke mennesker! Alle meget mørke og så langt de fleste med tillukkede, meget uvenlige ansigter. De "skubbede" til os, hvor de kunne, og atmosfæren var ikke alt for rar. Adskillige af dem bar arabernes berømte hovedtøj, og det hele virkede meget fremmedartet og meget langt fra italienernes glade smil og store charme. Nu kan det jo være, at det sene tidspunkt og den specielle nuværende politiske situation hver for sig havde andel i den stemning, der rådede, – men vi var faktisk alle glade, da vi igen var ombord. Ca. 1 time efter landingen var vi igen på vej, dennegang direkte mod Karachi, der uden mellemlanding ligger ca. 8 timers flyvning fra Libanon. Kursen, vi fulgte, gik nedover den arabiske ørken til den persiske golf, videre over kalifatet Oman til det arabiske hav og Karachi. Natten var meget varm. Selv om de små blæsere, der er anbragt direkte over hvert sæde i maskinen, gik for fuld kraft, svedte vi temmelig meget. Det var let at mærke, at klimaet time for time skiftede karakter. Over os lyste en helt ny stjernehimmel, der så eventyrlig skøn ud, under os var et dybt mørke, kun afbrudt af lys, da vi passerede hen over Damascus. Allerede ved firetiden begyndte det at lysne i øst, og meget hurtigt lå jorden under os på ny badet i lys. Men hvilken jord! En tilsyneladende endeløs gulbrun ørken uden mindste liv. Kun når man så meget nøje til, kunne man hist og her skimte små lerklinede landsbyer, der næsten gik i et med selve ørkenen. Luften dirrede af varme, og jeg begyndte efterhånden at blive meget spændt på, hvordan det ville føles, når tiden for landing var inde. Mine engelske medpassagerer, der har levet i Indien i mange år, gav mig en glimrende instruktion i livet herude. Jeg lærte en masse om det forunderlige land, jeg skulle besøge, i de lange nattetimer, hvor tanken om søvn var så godt som udelukket. I Beirut havde vi fået mange pakistanere og indere ombord, men stemningen i maskinen var meget hjertelig. Jeg havde rig lejlighed til at beundre vor lille danske stewardess, som på alle måder søgte at gøre natten så tiltalende for os, som det overhovedet var muligt – slet ikke noget let job! Kl. 6 om morgenen stillede vi vore ure 4 timer frem og var altså på sekunder midt på formiddagen. Kl. 13 fik vi Karachi i sigte, og det var nu ikke overvældende inspirerende. Pakistans hovedstad ligger midt i ørkenen og ser faktisk uendelig trist ud fra luften. Intet grønt bryder det ensformigt gule og brune. Det hele så besynderlig dødt og forbrændt ud. Men billedet skiftede, så snart vi havde landet. Det gav et gisp i mig, da vi steg ud i det stærke solskin – man mærker overgangen fra vort kølige klima til ca. 30 gr. celsius!

Solen virker voldsomt, første gang man oplever den herude. Dels står den jo næsten lige over ens hoved, og dels varmer den med en helt ukendt styrke. Men det føltes ikke så generende, som jeg havde frygtet. Efter en rum tids snak med de stedlige pakistanske officerer om, hvor længe jeg agtede at blive, fik jeg endelig mine sager udleveret og havde så den meget store glæde at blive budt velkommen til Karachi af den unge danske direktør for U.N.I.C.E.F.'s hjælpetjeneste i Karachi hr. Knud Christensens charmerende frue, der med englelig tålmodighed havde afventet min tilsynekomst. Jeg skylder redaktør Edith Ryssel stor tak for den kontakt, hun her havde etableret, en dejligere modtagelse og et bedre sted at være her i Karachi kan ikke tænkes. Fru direktør Christensen tog mig straks med til sit hjem, hvor jeg dels fik et dejligt værelse, dels – hvad jeg længtes utroligt efter – et koldt styrtebad.

Hvordan virker så det første møde med Orienten på et menneske, der aldrig har været her før? Aldeles overvældende. Lys, lyde, lugte – ja, alt er så forskelligt fra det, man hjemme er vant til, at det næsten føles som at blive født i en helt anden verden. En bedre? For mange måske, men for så langt de fleste på denne plads, hvor hundredtusinder af muhammedanske flygtninge frister en skæbne, man overhovedet ikke formår at forestille sig, før man med egne øjne har set blot lidt af den, en verden, hvor kun ordet "helvede" synes at dække virkeligheden. Jeg har set ting i disse få døgn, jeg aldrig vil kunne glemme. Karachi rummer eller udtrykker selve kontrastprincippets absolutte yderpunkter. Jeg vandrede i aftes sammen med hr. Christensen nede i byens bazarer, og midt i dette hav af mennesker lå en lille, døende, sammenskrumpet kvinde. Hun lå på en sæk, og intet levende væsen interesserede sig det mindste for hende. Hendes øjenlåg dirrede svagt, og det så ud, som om hun bad ganske svagt, men det var lige så øjensynligt, at hun måske kun havde blot én time tilbage af sit liv. Tusinder gik hende forbi og gør det hver dag, for synet er ikke nyt for nogen her. Et andet sted var vi inde i byens kødhal. Der stod en kat og gnaskede nok så fornøjeligt på et stykke kød, som måske kun øjeblikke senere blev solgt som menneskeføde. At lugtene her er stærke og sine steder så stærke, at man uvilkårlig får voldsom kvalme, er en sag for sig, dem vænner man sig vel til. Men hvad man næppe vænner sig til, er synet af de mange blinde, de mange aldeles hjælpeløse gamle og så den rystende mangel på blot den mest elementære hygiejne. Byens kloaksystem var adskillige af de steder, hvor vi færdedes, brudt sammen, og hele kvarteret stank af latrin. Jeg evner ikke at udtrykke samtlige mine fornemmelser, ved blot, at jeg på få timer så og oplevede mere end på mange år. Senere på aftenen tog vi ned i et af byens andre kvarterer – fru Christensen var med her – og vi så da et udsnit af de tusinder, for hvem gaden er deres eneste hjem. Bylt ved bylt lå de og sov, sov på den bare jord, blot med et stykke tøj over sig. Vi var inde i syngepigernes kvarter og hørte deres eksalterede sang ud gennem tremmevinduerne, vi så opiumsberusede mænd vakle rundt, og vi så, hvad jeg aldrig havde drømt om at se med egne øjne, store køer stå og rode i rendestenen og æde alt det papir og affald i sig, de kunne komme i nærheden af. Og dog er alt det, jeg her har berørt, for intet at regne imod synet af flygtningelejrene, som omgiver byen. Ligegyldigt hvor fattigt De forestiller Dem et menneskeligt liv, vil virkeligheden her ligge langt under det, De kan forestille Dem, og evner De ikke at lukke af og gøre Deres sind immunt, håber jeg for Dem, at De aldrig skal få det at se, som jeg har set!

Nuvel, det var den mørke side, og den kan ikke skildres mørk nok. Forud for disse oplevelser havde jeg haft to meget lyse, som jeg vil delagtiggøre Dem i. Den første var et besøg hos den charmerende danske charge d'affaires hr. Mogens Juhl, hvem jeg besøgte i den danske legation sammen med direktør Christensen. Over et forfriskende glas lemonsquash "interviewede" han mig om Martinus, og før vi havde set os for, var to timer fløjet på den både fornøjeligste og mest tiltalende måde. Om eftermiddagen var jeg indbudt til at besøge den indiske højkommissær for Pakistan, hans excellence mr. C.C. Desai, der modtog mig på den venligste måde og mildt bebrejdede mig, at jeg ikke var kommet direkte til ham fra flyvepladsen, han havde ventet mig lige siden. Jeg forklarede ham min situation, som han helt forstod, og medens lydløse tjenere bragte os te, fik vi os en uhyre interessant samtale både om Martinus, Indien og Pakistan. Efter teen, som hans excellence selv serverede for mig med nogle kager, der fik blå flammer (syntes jeg altså) til at stå ud af halsen på mig, viste han mig ambassaden, der var en drøm af indisk kunst, både af i dag og af sin store fortid. Højkommissæren, der er en nær ven af mr. Venkatachalam, der inviterede mig herud, skænkede mig ved afskeden en vidunderlig smuk bog om indisk kunst. Tiden sammen med ham fløj, og da han til slut førte mig ud til ambassadens store vogn, der skulle bringe mig tilbage til direktør Christensens hjem, følte jeg det virkelig, som om Indien havde budt mig velkommen! Vagten gjorde stram honnør, da vi kørte, og det sidste, jeg så, inden vi drejede ud af ambassadens port, var den venligt smilende og vinkende højkommissær.

Karachi var for kun relativt få år tilbage en by på kun 300.000 indbyggere. Så kom adskillelsen fra Indien og nødvendigheden for Pakistan af at have en hovedstad ved havet. På ganske få år er denne by, der, som beskrevet, ligger i en ørken, blevet befolket med ialt 1,8 million mennesker, af hvilken en forfærdende part er flygtninge fra Indien. Årsagen til flugten er striden mellem muhammedanere og hinduer, og Pakistan udtrykker i virkeligheden drømmen om en ren muhammedansk stat. For mig, hvis hele liv er studiet af de tankeklimaer, menneskene lever i, udgør denne by en frygtelig demonstration af de ulykker, religiøs intolerance kan forvolde. Derudover virker den som en levende demonstration af traditioner, der forhåbentlig har levet deres længste tid. Thi at møde kvinder, der mere ligner en omvandrende tricotagebutik end et menneskeligt væsen, er meget chokerende, og dem møder man mange af her i Karachi. Med et hoved, der helt og aldeles er dækket af et sort slør, vandrer disse mennesker rundt i denne frygtelige hede, blot som ofre for den maskuline logik, der også på vore breddegrader øver sin indflydelse, – jeg tænker her på den danske kirkes rædsel og afsky for kvindelige præster. Herude er det manden, der alene tæller. Muhammedanerens respekt for kvinden kan næppe være ringere, end den er, reduceret som hun er til næsten blot at være et avlsdyr. At der også i denne religion findes mange, der her har skiftet indstilling, ændrer desværre ikke den kendsgerning, at flertallet af dens menige, ortodoks troende medlemmer fremdeles betragter kvinden som en ejendom, de kan behandle efter forgodtbefindende.

En ting, som virker voldsomt på en, første gang man møder den, er muhammedanerens ligegyldighed overfor dyrs lidelser. Her i Karachi findes der tusinder af æsler, der anvendes til trækdyr, og det er ganske almindeligt, at æseldriveren skærer et lille stykke skind ud af æslets bagdel og så pirker i såret med sin kæp for at få dyret til at løbe hurtigere. Det ses allevegne, og den hvide mand har kun at akceptere situationen og så, om han altså har den interesse, i stilhed at arbejde pa at få forholdene ændret. Et bør man gøre sig klart, og det er, at evner man ikke at indstille sig på, at det, man herude bliver vidne til, er et resultat af en fortid med helt andre traditioner end vore, vil det være umuligt at være her. Hverken min eller andres inderlige uvilje mod mange af de ting, man her bliver vidne til, ændrer situationen. Det gør kun oplysning, oplysning og atter oplysning, og når jeg har skrevet de her berørte ting, beder jeg Dem forstå, at jeg udelukkende har gjort det for at vise Dem lidt af den virkelighed, jeg hele tiden oplever, og ikke for at udøve en kritik, der i denne forbindelse er helt uden betydning.

Klimaet? Her er varmt, meget varmt, synes jeg endnu, hvor mit legeme endnu ikke er helt omstillet. Havde man ikke de elektriske blæsere, der natten igennem lader en mild brise suse hen over ens ansigt, og havde man ikke muligheden for jævnligt at tage et koldt bad, kunne det hele nok forekomme en forbistret ubehageligt. Men her i hr. og fru Christensens dejlige hjem går de store vifter i loftet hele tiden, når vi er her, og det føles meget behageligt. Desværre advarede den indiske højkommissær mig mod klimaet i Bombay og Madras, som jeg nok ville finde strengt, men lad os nu se – i morgen vil jeg i hvert fald vide besked!

–   –   –   –

Efter den indiske højkommissærs ønske og på hans foranledning havde jeg i dag den glæde at møde en af Karachis betydeligste kvinder mrs. Minwalla, der havde sat mig stævne på byens fornemste hotel. Sammen med fru direktør Christensenhavde jeg her lejlighed til at lytte til en af de kvinder, der i kraft af sin høje sociale position har lejlighed til at bidrage til ændringen af kvindens ofte ydmygende situation. Mrs. Minwalla spiller en stor rolle i det sociale liv, samtidig med at hun er leder af det teosofiske selskabs her værende loge. Født parser er hun opdraget i en ganske anden atmosfære end de muhammedanske kvinder, og det var en stor oplevelse at sidde og lytte til hendes kloge bemærkninger om livet herude. Jeg medbragte som gave den engelske udgave af min bog om Martinus, og jeg ved, at den ikke alene vil blive læst, men også straks videregivet til nye interesserede. Stilfærdigt fortalte hun mig om den åndelige krise i Østen, og hendes ord kunne uden videre overføres til Vesten. Den intellektuelle ungdom er ens stillet verden over i dag. Den stadig voksende skoleundervisning har i den grad undermineret den blinde tro's tidligere herredømme, at resultatet i dag på den ene side er blevet en stadig voksende udvandring af de gamle religiøse traditioner, samtidig med at det på den anden side udgør selve fundamentet for den tid, hvor religion vil blive andet og mere end tomme ceremonier og floder af ord. I alt dette var vi enige, og da vi skiltes, gav hun klart udtryk for ønsket om, at det skulle lykkes os at mødes igen i Adyar i december. Det vil være mig en virkelig glæde, om det lykkes, for mrs. Minwalla var både af væsen og ånd en så udpræget personlighed og udstrålede en sådan menneskelig godhed og forståelse, at samværet føltes som én stor inspiration.

Desværre bliver jeg nødt til at slutte dette brev til Dem. Allerede kl. 6,30 i morgen tidlig skal jeg være på flyvepladsen, hvor en pakistansk maskine vil føre mig til Bombay. Det har været lidt svært for mig at korte dette brev sådan af, for min bevidsthed er ladet med oplevelser. Som jeg skrev i indledningen, føltes det som lidt af et chok at se Karachi fra luften. Men overalt i byen findes der meget smukke haver, i hvilke man ser et utal af stærktfarvede blomster, der virker uendelig oplivende. Byen er så ganske tydeligt på et hovedstadsmæssigt "fosterstadium" og vil muligvis en dag opstå som en af Østens mest moderne byer; den har i hvert fald chancen derfor. Men først må flygtningeproblemet løses, og her føler jeg trang til at sige, at når man ser, under hvilke forhold United Nations folk arbejder, fyldes man af dyb ærbødighed for deres arbejde. Det er så let at kritisere denne institution, men har man vandret igennem Karachi og brugt sine øjne, så forstår man, at selv om U.N. endnu kun kan virke som "en dråbe i havet", betyder dens eksistens dog, at et håb er født for mange, og at der ud af det, disse få, hårdtarbejdende mennesker præsterer, meget vel kan opstå et erfaringsmateriale, der kan få afgørende indflydelse på disse områders kommende fremtid. Kampen imod de sygdomme, der her sætter sig så frygtelige spor, føres med stor ihærdighed fra U.N.'s side, og alene det rummer i sig selv en så stor velsignelse for de mange, at vi, der står udenfor, bør støtte disse fremtidens pionerer med al vor sympati. Jeg ved, at Edith Ryssel snart kommer herned for at give sit store blads læsere et indtryk af, hvad U.N. udfører på denne plads, og nu da jeg selv har set stedet, vil jeg ikke skjule for Dem, at jeg glæder mig til at læse de strålende artikler, vi alle vil være sikre på fra hendes hånd. Til slut har jeg så blot at håbe, at dette brev når frem i god behold. Postgangen herude fra er ikke helt sikker, men jeg håber, at min hilsen når

Dem i god behold. Muligvis er oktoberstormene allerede over Danmark, jeg ved det jo ikke. Jeg ved blot, at jeg fra nu af og lang tid fremover er mere end lykkelig ved, når jeg skal sove, at kunne udholde et umådelig tyndt lagen over mig, og at jeg håber, der altid må være en vifte i min nærhed, når natten sænker sig over mig – ellers bliver det næppe til megen søvn!