Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus:

 

Kærnen i vort åndsarbejde er at hjælpe søgende mennesker til at finde "det faste punkt" i tilværelsen. Så længe et menneske ikke har fundet dette "faste punkt", ved det ikke, hvad det, vi kalder "bevægelse", egentlig er. Enhver bevægelses virkelige analyse kan udelukkende foretages ud fra det absolut "faste punkt". Hvad er da *det faste punkt", og hvad er "bevægelsen"? Ja, ved det "faste punkt" og "bevægelsen" forstås her noget mere, end det vi i daglig tale udtrykker ved disse to begreber. Ved "bevægelse" forstås her ikke blot et jernbanetogs, en bils eller en flyvemaskines flugt hen over kontinentet med så og så mange kilometers fart i timen. Det er heller ikke blot skyernes flugt eller stormens jag, der er tale om, men derimod alt hvad der er tilgængeligt for sansning. Sansning kan nemlig slet ikke finde sted uden at være en reaktion imellem i det mindste to former for bevægelse. Disse reaktioner er det, vi kalder "livets oplevelse". Når vi siger, at noget er "varmt", eller at noget er "koldt", vil denne "varme" og denne "kulde" i sig selv kun udgøre reaktioner mellem forskellige former for bevægelse eller energiudløsning. Hvis vi bader i vand, hvis temperatur ligger under vor huds temperatur, vil vi føle dette "koldt", medens vi vil føle det som "varmt", hvis dets temperatur ligger over vor huds varmegrad. Denne fornemmelse af kulde og varme er således kun reaktioner mellem vor huds temperatur og vandets temperatur. Hvis vi holder vor hånd i vand, der måler 20 grader, umiddelbart efter, at vi har haft den i vand, der måler 30 grader, vil vi føle de 20 grader som kulde. Men vi vil føle dem som varme, hvis vi umiddelbart forinden har haft den i vand, der kun målte 10 grader. Vor fornemmelse er altså absolut "relativ", og det gælder ikke blot i det nævnte tilfælde, men vor fornemmelse af vore omgivelser i det hele taget, vor opfattelse af andre levende væsener er baseret på et lignende relativitetsforhold, nemlig forholdet mellem omgivelsernes energiudfoldelse og den energikombination der i øjeblikket er i vor egen bevidsthed. Vor opfattelse af vor næste vil altså være afhængig af, hvordan vi i forvejen er indstillet. Denne indstilling kan i forvejen være sympatisk, men den kan også være sådan, at vi ikke kan fordrage vedkommende. Det er den "temperatur", udfra hvilken vi måler vore medmenneskers "temperatur" eller åndelige tilstand. To menneskers opfattelse af et tredie menneske kan være vidt forskellig, fordi de hver for sig oplever ham gennem deres egen kombination af bevidsthedsenergier, og de vil begge mene, at deres opfattelse er "den rigtige". Hvis to mennesker begge holder en hånd i vand, der har en temperatur på 20 grader, og den ene af dem umiddelbart forinden har holdt hånden i vand på lo grader, og den anden har haft sin hånd i vand, der måler 30 grader, vil den ene jo synes, at vandet er "varmt", og den anden vil synes, at vandet er "koldt". Det er muligt, de giver sig til at skændes om det og kalder hinanden for "løgnere", for de har begge selv "erfaret", at vandet var henholdsvis "varmt" og "koldt". De tænker ikke på, at deres erfaring var baseret på deres specielle temperatur, at de relativt set begge har ret, men kosmisk set har ingen af dem ret. Sandheden er i dette tilfælde, at vandet er 20 grader i forhold til den enes lo og den andens 30 grader. Med hensyn til det menneske, de samme to måske opfatter som henholdsvis "god" eller "ond", "behagelig" eller "ubehagelig", og i forhold dertil overøser med ros eller dadel, kan deres udtalelser eller mening aldrig være en analyse af denne næstes tilstand, men derimod en analyse af hvordan de selv er indstillet over for denne næstes særlige natur. Men da alle jordmennesker, så længe de ikke er indviede væsener, udelukkende bedømmer deres omgivelser og deres næste efter den kontrast, han udgør til deres eget væsen, ser de ham ikke, som han er i virkeligheden, og de bliver uenige med andre, der ser ham på en anden måde. Uenighed i bedømmelse af mennesker, ting og begivenheder er da også det, der er karakteristisk for menneskene i dag. De forskellige opfattelser fører til krig, forfølgelse, intriger og mange andre former for disharmoni mellem mennesker, og man hører ofte den udtalelse, at sådan har det altid været, og sådan vil det altid vedblive med at være. Men en sådan udtalelse er også så absolut et resultat af et relativt syn på tilværelsen og menneskeheden, baseret på den specielle energikombination i det menneskes bevidsthed der kommer med den. Det er de erfaringer, han har gjort, og det er for ham sandheden. Han kan ikke tænke anderledes, men samtidig kan han ikke forstå, at der kan være andre mennesker, hvis erfaringsdannelse ikke er ganske som hans, og som derfor mener noget andet. Han synes, de er "løgnere", "bedragere" eller måske blot "dumme", "naive", eller at de har for megen fantasi. "Men de bliver nok klogere", siger han. Og der er han faktisk sandheden så nær, som han i øjeblikket kan komme den. At det også gælder for ham selv, tænker han ikke så meget på.

Menneskenes daglige tilværelse er næsten udelukkende baseret på illusoriske bedømmelser. Hvis ikke den var det, ville der aldrig nogen sinde opstå konflikter. Alle ville være enige. Skabelsen af de forenede nationer eller en verdensøvrighed ville gå umådelig let, rent bortset fra at den egentlig slet ikke behøvedes. Når alle mennesker kunne få den samme analyse af det samme væsen og ikke fik hver sin individuelle analyse, ville der ikke blive noget som helst at blive uenige om. Men findes der da en virkelig universel sandhed? Når nu alle levende væsener står på forskellige udviklingstrin, må de jo også have forskellig opfattelse af livet eller være bundet til den opfattelse af virkeligheden, der er gældende for det trin, de hver især tilhører. Hertil er der det at svare, at det er rigtigt nok, at alle levende væsener, også menneskene, står på forskellige trin i en udvikling, men det betyder ikke, at der ikke skulle være trin, hvor væsenerne kunne komme i kontakt med hverandre og se tingene ud fra et fælles synspunkt. Menneskene udvikler sig netop hen imod trin, hvorfra de kan skue ud over og længere end til det relative og derved opnå at se de evige facitter, hvilket vil sige de fakta, der knytter sig til individet og dets virkelige plads i Kosmos. Det er dette syn, der hedder "kosmisk klarsyn". Uden dette klarsyn ville der aldrig nogen sinde opstå en fuldkommen oplevelse af livet og dermed aldrig nogen mulighed for afskaffelse af krig og forfølgelse mellem væsener og stater.

Det relative synspunkt er udelukkende en reaktion mellem individets midlertidige mentale indstilling eller uvidenhed og næstens energiudfoldelse og væremåde over for nævnte individ. Men det kosmiske klarsyn adskiller sig fra det relative synspunkt derved, at det ikke er baseret på personlig sympati eller antipati eller næstens væremåde over for individet selv, men derimod på dennes væremåde, plads og mission i Kosmos eller universets helhed. Da væsenet, der besidder det kosmiske klarsyn, ser, at denne næstes plads i tilværelsen, i Kosmos eller den guddommelige verdensplan, er hundrede procent nyttig og er et uundværligt led i skabelsen eller i guddommens omskabelse af jordmenneskene fra dyr til mennesker, kan han ikke andet udfra dette kosmiske syn end råbe til guddommen: "Ske ikke min, men din villie". Og han må gøre det, selv om næstens opfattelse af ham og optræden over for ham måske er højst ubehagelig. Han tilgiver dem, for han ved, at på det udviklingstrin, hvor de befinder sig, "ved de ikke, hvad de gør". Men han ved også, at disse væsener gennem deres erfaringsdannelse er på vej mod et udviklingstrin, hvor også de vil føle sig "ét med faderen" og dermed med alle de levende væsener, som "lever, røres og er" i faderens organisme. De vil engang, som han nu forstår det, forstå, hvorfor "de andre" er, som de er, og de vil elske deres næste som dem selv og derigennem også elske Gud, som igennem denne næste befordrer væsenernes omskabelse til "mennesket i Guds billede".

Men hvordan kan man nu vide, at denne bedømmelse ikke er falsk, og at der i det hele taget er en Gud til? Vi lever i en verden af stof eller materie. Men stof er bunden energi, det er bevægelse, vibrationer. Vi lever altså i en verden af bevægelse. Men ved nærmere iagttagelse kan man ikke undgå at opdage, at der eksisterer andet end blot og bar bevægelse. Hvis ikke der eksisterede andet end bevægelse, ville denne aldrig nogen sinde blive oplevet. Og den største eksisterende kendsgerning er vel nok den, at bevægelserne bliver oplevet. Vi udgør hver især "noget", der oplever bevægelser. Vore omgivelsers reaktioner, naturens og tingenes farver og former, alt det, vi kalder skønt eller grimt, fuldkomment eller ufuldkomment, er vibartioner eller bevægelse. Det "noget" i os, der oplever tingene eller bevægelserne, er ikke i sig selv bevægelse. Den ene bevægelse kan ikke opleve en anden bevægelse. Hvad er det da, der oplever bevægelserne? Det er alle bevægelsers kontrast "det faste punkt". Hvert menneske føler dette faste punkt som en centrumsfornemmelse, det føler, at det er hele verdens centrum, og det er det også. Vi udtrykker fornemmelsen af dette faste punkt med ordet "jeg". Kun "jeg'et" i det levende væsen kan opleve bevægelse. Men hvordan bliver bevægelser til? Ja, nogle bevægelser, ved vi, skabes af de levende væsener eller "jeg'erne", som udgør vore omgivelser, det er jo en væsentlig del af vor livsoplevelse, at opleve det, andre skaber eller manifesterer, og som vi kan være mere eller mindre tilfredse med. Vi selv skaber også noget, som er til større eller mindre glæde for vore omgivelser. En stor del af de bevægelser, vi oplever, er altså skabelse eller manifestation fra levende væsener, i større eller mindre grad baseret på logisk tænkning og humanitet. Men der er jo også bevægelser, vi ikke kender noget ophav til. Alle energiudløsningerne i naturen lige fra kredsløbene ude i universet eller de makrokosmiske bevægelser og til bevægelserne i mikrokosmos, i cellernes, atomernes og elektronernes verdener er de tilfældigheder, eller er der også bag dem et "fast punkt", en "skaber" eller et "jeg"? Ser vi ikke, at der bag alle naturens bevægelser eller manifestationer fra de største til de mindste, vi kan opfatte, er logik? Hvorfra har mennesket lært at tænke logisk, eller i alt fald lært så småt at begynde at tænke logisk? Naturen er menneskenes store læremester, netop ved lidt efter lidt at lære naturens love at kende er mennesket selv blevet i stand til at udfolde logisk skabelse. Men når vi ved, at der bag al menneskelig skabelse er et ophav, et tænkende "noget", der selv er hævet over bevægelserne og kan sætte bevægelser igang og opleve bevægelser, og da bevægelser ikke kan blive til af sig selv, må der bag al den logiske energiudfoldelse og bevægelse, der finder sted i naturen eller verdensaltet være et "fast punkt", et "jeg" eller en "skaber", hvis skabeevne ligger langt over menneskejeg'ets skabeevne eller de rent jordmenneskelige manifestationer. "Jeg'et" bag naturen, hvilket vil sige Guddommens "jeg" og "jeg'et" i os, må således være de absolut eneste faste punkter i tilværelsen. Og da "jeg'et" ikke er bevægelse, er det ikke, som al bevægelse, underkastet begreberne begyndelse og afslutning, det kan kun være evigt, ja, det er selve evigheden, Derfor kan man tale om "den evige Fader" og "den evige gudesøn", og sådanne evige "gudesønner" er alle levende væsener. Deres "begyndelser" og "afslutninger" inden for den del af dem selv, der tilhører bevægelsernes eller kredsløbenes verden, altså deres organismer, er noget, deres evige "jeg" med sin evige "skabeevne" har manifesteret. Det er bevægelser, "jeg'et" har sat igang, og hvorigennem det oplever livet. Og selv om en fysisk organisme, der blot er en speciel kombination af energi eller bevægelse, "dør", som vi siger, oplever "jeg'et" stadig livet, blot ikke gennem den fysiske krop. Og det har evne til efter nogen tids forløb atter at skabe en ny fysisk organisme og igennem den fortsætte med at opleve sin skæbne eller dette, at det må høste, som det har sået. Gennem disse erfaringer når væsenet efterhånden frem til at arbejde med energierne eller bevægelserne på så guddommelig en måde, d.v.s. så logisk og kærlig en måde, at det kommer på bølgelængde med Guddommens egen logik og skabelse til gavn for helheden. Da føler væsenet sig ét med Faderen og bliver bevidst i sin egen identitet som en evig "gudesøn". Når vi siger, at en mand er "ond", er det altså kun et timeligt, illusorisk facit. Da mandens "jeg" er evigt, kan dette, at manden er "ond" i det ene øjeblik ikke være udtømmende. Man må også have alle de facitter med, der udtrykker mandens fremtræden i andre øjeblikke, og da han er nødsaget til at blive lige så god, som han har været ond, bliver analysen ikke dette, at han er god eller ond, men dette, at han er et guddommeligt væsen, der i sig selv er hævet over alle tilstande. Der, hvor uvidenheden ophører, ophører også det såkaldte onde at eksistere, og i den tilstand, hvor det jordiske menneske nu befinder sig, er "livets mening" den, at man skal søge at skabe fred og glæde for sine omgivelser og kontakt med "den evige Fader" i sit eget indre, da har man "et fast punkt" i sin tilværelse.