Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

– Jeg er netop kommet hjem fra et af mit livs skønneste morgenture, idet jeg har vandret fra en af Roms høje og fulgt den berømte Via Appia til Porta S. Sebastiano. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og luften formelig dirrede af varme – men lad mig nu begynde med denne lange rejses virkelige begyndelse!

Som De sikkert kan forestille Dem, var afskeden med alle de, der står mit hjerte meget nær, ikke let. Solen strålede ned over Kastrup Lufthavn, da afskedens time slog, og selvom meget et øjeblik føltes tungt, var jeg dog hver og en af mine venner, der var mødt for at sige farvel, inderlig taknemmelig for den venskabsytring, de hermed gav udtryk for. Sværest var det næsten at sige en lille lyslokket gut, der dog gudskelov intet forstod, farvel for så land tid.

Takket være stor venlighed fra S.A.S. var jeg på forhånd sikret en fin plads med strålende udsigt. Jeg fløj med en D.C.7'er, kaldet "Havenes behersker", hvad den sikkert også er. Derudover er den en drøm af komfort og fart. Kun en halv time efter starten sendte jeg en sidste kærlig tanke ned til vore venner på Falster, og få minutter senere viste det solbelyste Østersø mig, at mit fædreland nu for lang tid lå bag mig. Støt og sikkert gled vi ned over Tyskland, hvor Hamborg hurtigt tonede frem. Rejsen var en non-stop tur København/Rom, og ruten gik over Hamburg/Frankfurt/Zürich/ Genova. Medens hele nordeuropa lå badet i den skønneste efterårssol, mødte vi et tæt skytæppe over Frankfurt. Selv fløj vi i strålende sol, men landskabet under os var og blev borte. Kun Mont Blanc trodsede det tætte skylag og viste os sin snedækkede top. Netop i det øjeblik, vi passerede henover Genova, skiltes skyerne, og dybt nede under mig så jeg for første gang i mit liv middelhavet. Overraskelsen var stor. Vi har alle hørt om dette havs specielle blå farve, men ikke sandt, man har sine tvivl. Folk, der rejser, har let ved at overdrive, og i sit hjerte tænker man ofte: "Nå, ja!" Men det er blåt. Blåt på den mest forunderlige måde, jeg nogen sinde har set denne farve. Dybt ultramarinblåt lyste det op imod os og gav mig en første fornemmelse af, at jeg nu var på vej imod en ny verden. Ved øen Elba gled maskinen ned på lavere højde, og vi fik et storslået udsyn over denne plet, der éngang var Napoleons hele imperium – der var kun, siger og skriver, én eneste grøn mark at se på hele øen, resten var trist brunligsort. Få minutter senere gled vi ind over den italienske halvø, hvis solsvedne, øde marker virkede sært ørkenagtige. Høsten er åbenbart i hus, for alt så nypløjet ud. Påny så jeg her som i Sydengland rød jord. Denne terracottaagtige farve, der sine steder glider over i det violette, ser mærkelig ud for en nordbo, for hvem moder jord altid har været mørkebrun til sort. Landskabet, vi fløj over, var meget smukt. Blå bjerge opfyldte horisonten, og direkte under os havde vi utallige små, hvide huse med røde tegltage – de så faktisk meget hjemlige ud. Pludselig lagde maskinen sig på siden, og der – ret forude – lå Rom – "Den evige Stad" – skarpt belyst af en glødende eftermiddagssol. Maskinen passerede direkte henover byen, så vi fik alle et glimrende første-indtryk af denne stad, både De og jeg har hørt så meget om, men som ihvert fald jeg her så for første gang. Den virkede overraskende. Set fra luften syntes den udelukkende at bestå af bar "Bellahøjhuse". Ingen fabriksskorstene lyste op imod en, og ingen sort røg dækkede denne by, der syntes at ligge så forunderlig fredeligt mellem sine syv høje. Så lød ordren til at spænde sikkerhedsbælterne fast, og på slaget 14.30 gled vi ned på den ene af Roms to store lufthavne – nøjagtig fire timer efter at vi havde forladt København.

Mødet med Rom var ikke uden pudsige sider. I Danmark er temperaturen i øjeblikket jo ikke ligefrem sådan, at man sveder uden overtøj. Her var den plus 25 grader celsius, og jeg kunne ikke lade være med at smile ved synet af mine medpassagerers reaktion, da de steg ud i deres temmelig varme danske og svenske tøj. Inden vi nåede ankomsthallen, drev sveden ned ad de flestes kinder, og adskillige ældre, lidt kraftige herrer stønnede højlydt. Selv var jeg i den fornøjelige situation at være iklædt tropetøj, så udover en pullover, som jeg hurtigst muligt kom af med, følte jeg klimaet ganske vidunderligt. Turen ind til Rom var et eventyr for sig, idet vi passerede et af byens helt nye kvarterer, der åbenbarede sig som en drøm af højhuse i skinnende hvidt, og med en arkitektur der virkede som en ren åbenbaring. Vejret var vidunderligt og har været det lige siden. Solen skinner fra morgen til aften, og temperaturen her er i øjeblikket som på vore allervarmeste dage. Naturligvis virker det mærkeligt således at skifte både land og klima på blot fire timer, men når forandringen rent temperaturmæssigt så absolut er til det bedre, vil det være uret at klage. Mit hotel ligger midt i byen, og så snart jeg havde fået mig installeret, gik jeg på "opdagelsesrejse". Mit ophold her er jo yderst begrænset – 3 døgn – og på dem ser man ikke Rom. Jeg vil snarere tro, at man skal have 3 år! Men pludselig befandt jeg mig ved Colosseum, og det virkede unægtelig stærkt. Jeg gled ind i strømmen af turister og havnede mellem en flok englændere, der netop fik et "lynkursus" i denne vældige bygnings historie af en rejseleder, hvis mund gik så præcist som en båndgengiver. Stilfærdigt listede jeg af igen og nød synet af de mange smukke bygninger, man uafbrudt støder på i denne mærkelige, tidløse by.

Et findes ikke her mod syd, vore "lange sommeraftener". Pludselig kommer mørket fra alle sider og kl. ca. 18 toner stjernerne frem. Rom ved aftenlys er et næsten ubegribeligt eventyr. Mange af de kæmpemæssige ruiner er belyst med strålekastere, og man føler sig simpelthen hensat til en helt anden verden, i samme øjeblik denne vældige by glider over i mørket.

Jeg var imidlertid meget træt efter den første dags mangeartede oplevelser. Afskeden sad dybt i blodet, og jeg gik derfor tidligt til ro. Efter en vidunderlig søvn vågnede jeg op med den faste beslutning, at jeg nu ville se alt det, "man skal se". Jeg indtegnede mig for to sightseeing-ture på hver ca. 3 timer og har nu "set Rom"! I lynglimt har jeg set den ene historiske ruin, plads, palads, og hvad ved jeg, efter den anden. Jeg har været i "Villa Borghese", og jeg har været i Sct. Peterskirken osv. osv. – Da jeg nåede aften, sank jeg bedøvet om af indtryk, ord og larm. Nuvel, sådanne ture har naturligvis deres berettigelse, men derudover er de kulturundervisning på løbende hånd, og det er min sjæl ikke særligt indstillet på. Selvfølgelig gjorde synet af Sct. Peterskirken et stærkt indtryk, og det gjorde synet af Peters grav også, men –. Nej, der skal tid til at dvæle ved alle disse skønne bygningsværker, tid til rigtigt at nyde synet af de vidunderlige bygninger, så kommer De til denne dejlige by, så følg ikke mit eksempel.

Iøvrigt havde jeg en pudsig oplevelse midt i det hele, og den skal De have. Den hændte såmænd i Peterskirken. Jeg orkede ikke længere at høre på vor levende talemaskine, så derfor gik jeg på egen hånd. Da jeg havde set, hvad jeg ville, gik jeg uden for og satte mig i en niche lige ved indgangen. Foran mig paraderede en af Vatikanets flotteste gardister, nej for en operetteuniform! Han havde til opgave at påse, at alle kvinder ikke alene bar slør over hovedet, men også skjulte så meget af de øvrige yndigheder, det nu engang er muligt med et diminutivt slør. Så var det altså, at jeg så, at han ikke så meget som værdigede de lidt ældre damer et blik, medens han til gengæld meget omhyggeligt standsede enhver fuldbarmet pige og gjorde hende opmærksom på, at yndighederne måtte dækkes en smule mere. Jeg måtte bide mig i læben for ikke at le højt. Pludselig opdagede han mig og sendte mig først et yderst ildevarslende blik. Men så gik det op for ham, at jeg forstod ham, og et fornøjeligt smil bredte sig over hele hans ansigt – ikkesandt, det gælder om at finde sin stillings små glæder, ellers bliver livet let altfor trist!

Aftenen tilbragte jeg med en lang vandring i det indre Rom, og med den medfødte evne, jeg er i besiddelse af til altid at gå vild, varede det ikke længe, før jeg ikke anede, hvor jeg befandt mig. Jeg var kommet ind i en gade, der blev længere og længere og mørkere og mørkere. Som en anden lille dreng begyndte jeg pludselig at se mørke mænd med lange knive og alt det der, så jeg besluttede mig til at finde vej tilbage. I nærheden af et busstoppested stod en tiltalende ung mand, og forsigtigt spurgte jeg ham, om han forstod engelsk. Som svar dukkede han hovedet ned imellem skulderbladene akkurat som en syg kylling, hvorefter han slog ud med armene og sagde en masse, som sikkert var meget venligt ment. I min nød tog jeg mit hotelkort frem, hvorefter et blændende smil oplyste hans ansigt. Som vi havde været de bedste venner af verden i mange år, viste han mig sit militærpas, der indeholdt et pragtfuldt billede af ham i fuld galla – og det siger meget her i Italien – tog mig i armen og fulgte mig hen til en bestemt bus. Nu kunne det jo have været nok, om han havde puttet mig ind i den og overladt det til mig selv at klare resten. Men nej, han fulgte med og slap mig ikke, før vi havde nået mit hotel, hvorefter han på ægte italiensk vis omfavnede mig og forsvandt i mængden – hvis ikke det er romersk venlighed, ved jeg ikke, hvad venlighed er!

Den følgende morgen gjorde jeg op med mig selv, at jeg havde set tilstrækkeligt med ruiner, så jeg bestemte mig til at besøge Roms gamle havneby Ostia, som jeg har hørt en del om. Jeg tog hen til Roms nye banegård, som er den hidtil skønneste, jeg endnu har set. Den er en drøm i marmor og rene linier, man kan ikke blive andet end glad ved synet af den. Og så de ny elektriske tog!!! Nuvel, det lykkedes mig at finde det rigtige tog takket være en ung italiener, der talte et fint engelsk. Han var født i Ægypten og havde gået i engelsk skole og var nu tjener i – Ostia! Samtalen med ham var en samtale med det unge Italien. Livligt fortalte ham mig om alle vanskelighederne i dette land, hvor solen er det eneste, der formår at forgylde fattigdommen. For fattigt er Italien, selv om det ikke ses så meget i Rom, der jo i modsætning til de fleste europæiske hovedstæder ikke er nogen fabriksby. Rom er en ren administrationsby og har derfor et vist præg af velstand over sig. Men Rom er ikke Italien, som London ikke er England og Paris ikke Frankrig. Vemodigt fortalte han mig om det hårde liv, der idag leves overalt i Italien, om den gærende uro og om – Mussolini! Til min store forbavselse betroede han mig, i hvor høj grad tusinder af unge idag er betaget af denne mand, der dog førte landet ud i dets hidtil største ulykke. "Italien mangler en stærk mand", betroede han mig med brændende øjne. "Paven har altfor megen magt. Det er ham, der bestemmer, men det er en stor fejl, at præsterne blander religion og politik sammen. Vi unge vil gerne have lov til at tænke selv, men gennem skriftemålene ved Paven alting om os og om stemningen iblandt os. Hvorfor kan stat og kirke ikke blive adskilte hos os, som andre steder?" Jeg kunne ikke svare ham, kun lytte. Han var bitter, og han betroede mig, at alle var bitre. "Se på vore ansigter", sagde han, "vi italienere har let ved at smile og vil gerne smile, men se hvor få virkelige smil, du ser". Men det havde jeg allerede opdaget. På mit spørgsmål om de unge italienere virkelig er religiøse, eller om de blot går i kirke, fordi det nu engang er sæd og skik, svarede han: "Vi italienere er dybt religiøse, vi tror på Gud, men der er så meget business i vor kirke, så meget uægte, og det taler vi tit om. Præsterne har en magt over vore hjem, som både er af det gode og af det onde. Vi skal tænke, som de siger, og gør vi det ikke, får vi det at mærke på så mange måder, som du slet ikke ville kunne forstå. Religion og politik burde ikke blandes sammen, som det bliver det her i Italien!" Da vi nåede Ostia fulgte han mig på vej, og vi sluttede vort samvær med et glas orangeade. Jeg takkede ham for hans hjælpsomhed og åbenhed, og han kvitterede med at følge mig hen til en badeanstalt og skaffe mig noget badetøj. Dermed skiltes vore veje, og kort efter lå jeg i det dejligste bad, jeg erindrer at have fået. Varmen var brændende, og vandet – middelhavet – føltes som det vidunderligste kærtegn. Jeg var næsten ene på den kæmpemæssige badeanstalt, sæsonen her er, forstå det, hvem der kan, forlængst forbi, men ih hvor jeg nød det!!! Vandet er vældig salt, så det er let at svømme en lang tur. Bagefter gav jeg mig god tid til at lade solen tørre mig, og først da gik jeg rundt og så på Ostia Scavi's berømtheder.

Det var sent, da jeg vendte tilbage, mørket var lige ved at falde på. Efter at have spist til aften, gik jeg ud for endnu engang at nyde og opleve en romersk aften. Mit hotel ligger umiddelbart ved en plads kaldet Piazza della Repubblica (tidligere Piazza Esedra), og her står der et heltud fantastisk skønt springvand, som er oplyst om aftenen. På selve pladsen er der en stor åben restaurant, og her satte jeg mig og nød en icecream og indåndede i dyb indre stilhed den atmosfære, som Rom udstråler, når det elektriske lys er alene om at skabe stemning. En gudbenådet sanger sendte sine smeltende toner ud over pladsen, og allevegne stod folk i grupper og lyttede og klappede som vilde, hver gang en sang var slut. En lille ting hændte, som bragte smilet frem midt i romantikken. En flagermus kom ind i al lyset og tabte kontrollen over sit lille radarsystem. Med et klask ramte den en lampe og endte et øjeblik senere på ryggen af en fed amerikanerinde, der sendte et ægte yankeehyl ud i rummet. Stor opstandelse og eventyrlig latter, da årsagen til skriget blev kendt. Selv havde jeg siddet og fulgt dramaet på nærmeste hold, og jeg havde faktisk inderlig ondt af det lille dyr, der på et øjeblik var forvandlet til en ussel klump støv.

– – – – – – –

Og nu har jeg altså afsluttet mit ophold her med den vidunderligste morgenvandring ad Via Appia til Rom. Vandret i duften af røde og hvide Nerier og til lyden af sangen fra tusinder af Stillidser, som åbenbart er kommet fra det høje nord. Vandret ad den vej, Jesu apostle har vandret, og mange tanker kom og gik under denne vandring, der næsten blev mig et symbol på min egen fremtid. Som de brændte for deres budskab, brænder jeg for mit. Som de gik store vanskeligheder imøde, føler jeg, at også jeg må være forberedt på at møde ubehageligheder. Men som de følte en dyb og inderlig kontakt med universets centrum, med den magt vi kalder "Gud", føler jeg det samme. Vi fødes alle med "forseglede ordrer" til denne verden. Jeg har brudt mit "segl", og om få timer vil Roms lyshav under mig være den sidste hilsen til mig fra den verdensdel, hvor jeg er født og opdraget. Men en dyb fred er i mig; af alle følelser, jeg kender, har livet lært mig at sætte pligten højest. Jeg tror ikke på, at det menneske, der svigter sin pligt, kan blive virkelig lykkeligt. For mig er pligten den enkle at søge at give alt det vidunderlige, mødet med Martinus lærte mig, videre til dem, der har brug for min viden. Gjorde jeg det ikke, ved jeg, at livet ville dø mellem mine hænder, og at alt ville blive gold aske. Kun ét tynger mig lidt, og det gælder alle derhjemme. Måtte alle I, som har den lykke at kende Martinus, kende hans budskab, måtte I dog aldrig glemme, at over al viden står næstekærligheden, og at kun det menneske, som tilbunds forstår dette, helt er modent til at være i denne skønne sags tjeneste. Evner vi med den viden, der er blevet os betroet, ikke at vise verden et indbyrdes rigt og smukt kammeratskab, hvem skal så gøre det? Jeg har oplevet dette kammeratskab i et næsten ufattelig rigt mål, og jeg har i dette øjeblik kun det ene ønske, at de, som nu har taget min gerning op derhjemme, fuldt og helt må opleve det samme! Jeg vil lade dette ønske være min bøn, når Nordstjernen om fa timer synker mod horisonten, og sydkorset flammer op på den himmel, der nu i månederne fremover aften efter aften skal hvælve sig over mig.