Ældre Kosmos og Kontaktbreve

SÅLEDES SKREV MARTINUS

 

Intet under at alle normale livsfunktioner er en nydelse. Det er en nydelse at spise, det er en nydelse at have afføring, det er en nydelse at kunne arbejde, såvel som det er en nydelse at kunne hvile. Det er en nydelse at kunne høre, se, lugte, smage og fornemme. Det er en nydelse at kunne fødes, såvel som det er en nydelse at kunne dø. Alt, hvad der er i direkte kontakt med livets love, er og bliver og vil evigt være en nydelse. Der, hvor det ikke fornemmes således, er man kun indirekte i kontakt med livslovene. Disse indirekte kontakter er som bekendt indenfor et vist fysisk område nødsaget til at være smertefulde, thi ellers kunne de direkte kontakters, hvilket vil sige: undfangelsens og besvangringens sødme, aldrig nogen sinde blive til virkelighed og den højeste kulmination af fornemmelsen af livets oplevelse, hvilket vil sige: den legemlige såvel som den mentale erfaring af, at "Alt er såre godt", ville dermed være absolut udelukket fra ethvert eneste væsen. Thi hvorledes skulle man kunne få denne oplevelse, hvis ikke der var mulighed for at skabe og opleve dens kontrast? – Denne kontrast fornemmes ganske vist i oplevelsesøjeblikket, grundet på sin smerte- og lidelsesfrembringende natur, ikke som noget, der er godt, og ville naturligvis heller aldrig være det, hvis ikke den netop uundgåeligt gav individet kundskab, hvilket vil sige: evnen til at skelne "behag" fra "ubehag". Da denne evne udgør selve livets princip, ja, er selve bevidstheden, bliver alt det ubehagelige at udtrykke som ligeså nødvendigt som det behagelige og derved at erkende som ligeså godt som dette.

 

Al smerte i verden, både fysisk og sjælelig, udgør således kosmisk set væsenernes største beskyttelsesmiddel. Den er et skærmende gelænder, der værner individet fra at falde ned i en evig døds afgrund. Uden på basis af smerte ville intet individ kunne opretholdes i en evig tilværelse. Ingen væsener ville nogen sinde kunne bringes tilbage fra afveje, men fortsætte ad disse, hvilket igen ville være det samme som en evig stilhed, thi uden smerte ingen kontrast til livet, og uden kontrast ingen manifestation, ingen vej til fuldkommenhed, ingen udvikling, ingen oplevelse af tilværelse, men en altomfattende ligevægt ville forhindre enhver form for bevægelse. En evig død ville være herre over livet. Men takket være smerten er det modsatte en kendsgerning. Livet er herre over døden, og smerten er en guddommelig velsignelse.

Smerten viser vejen til Gud, til sandheden og livet.