Kontaktbrev 1957/19 side 5
Mogens Møller:
VI LEVER PÅ VULKANER.
Krigens videnskab.
Krigens historie på denne klode kan vi med vor nuværende bevidsthed ikke overskue, krigens fortid er ikke blot menneskenes fortid, men også dyreres og planternes. I dyreriget ved vi, hvordan "den enes død er den andens brød", og planternes indbyrdes kamp for en plads i solen viser os, at den stærkeres ret er den ældste form for ret i klodens historie. Men der er en del af krigens historie, vi så nogenlunde kan have overblik over, det er den del, hvor ikke blot krigsinstinktet gør sig gældende, men også evnen til at tænke logisk. Denne del af krigens historie er baseret på, hvad man kan kalde "krigens videnskab". Man kan tegne en stadig stigende kurve, når man vil beskrive denne krigeriske videnskabs udvikling begyndende med stenaldermandens primitive kølle og stenøkse, stigende til mere langtrækkende våben som spyd, bue og pil og frem til de sindrigt udtænkte kastemaskiner, der slyngede glødende sten mod fjendens forskansninger. Brugen af ild har spillet en kolossal rolle inden for krigens videnskab, dels ved forarbejdning af våben og efterhånden direkte som våben. Ved opfindelsen af krudtet stiger kurven stejlt i vejret, umådelige muligheder åbnede sig nu for det krigerisk indstillede menneske. At kunne dræbe på lang afstand og at kunne dræbe så mange mennesker som muligt, helst hundreder ad gangen, blev nu krigerens mål. Og dette ønske er blevet opfyldt hurtigere og mere effektivt end selv opfinderen af kanonen har kunnet tænke sig. Dette århundredes tekniske opfindelser har gjort det muligt at dræbe så at sige fra den ene side af kloden til den anden, og ikke blot i hundredevis men i tusindevis af mennesker på én gang. Den sidste tids proklamationer fra østens og vestens krigsvidenskabsmænd har vist os, hvordan man søger at skræmme hinanden og andre nationer ved beretninger om de våben, man nu er i besiddelse af, langtrækkende, fjernstyrede raketter, der kan ramme et mål på den anden side af kloden med ca. 20 km's nøjagtighed. Og da raketten kan medbringe en brintbombe, spiller disse kilometer ingen rolle. Om disse beretninger er helt sande, eller til dels kun er skræmmecamouflage, betyder ikke så meget, for der er ingen tvivl om, at man for fuld kraft arbejder på at skabe sådanne helvedesmaskiner og er godt på vej dertil både i øst og vest. Den krigeriske videnskabs kurve er ved at nå sin kulmination, denne videnskab er den højest udviklede videnskab på denne klode i øjeblikket.(hvilket naturligvis ikke betyder, at det er den højeste). For denne videnskab må alt andet vige, og når det gælder den, er intet for kostbart, ingen anstrengelser er for store. Tusinder af unge mænd bruges ligefrem som forsøgskaniner ved brugen af nye krigsmaskiner. Som belønning udnævnes de til "nationens helte" og får så stor en gage, at de kan leve "uden bekymringer". At de menneskeligt set bliver afsporet derved, er blot en del af "krigsomkostningerne". Millioner af mennesker sukker under de skattebyrder, det stadig voksende militærbudget pålægger dem, men det er jo for deres skyld, at man opruster, og så må de naturligvis også betale det! Men det hænder jo, at den almindelige mand og kvinde, for hvis skyld alle disse anstrengelser siges at blive gjort, stiller spørgsmålet "til hvad nytte?" Vi kender alle den gamle fabel om tigeren og løven, der åd hinanden, så kun halerne blev tilbage, og hvis man nu fra øst og vest, der begge påstår at besidde disse langtrækkende våben, på én gang vil bruge dem mod hinanden, hvad bliver der så tilbage? Muligvis er det kun frygten for, hvordan det skal gå dem selv, der holder parterne tilbage fra at springe på hovedet ud i en atomkrig. Men vi ved jo alle, at mennesker kan blive desperate, også nationernes ledere. Det har vi set eksempler nok på. Og hvad vil der så ske os? Vi tænker jo alle ganske naturligt først på vore nærmeste og os selv. Idag er en krig ikke blot et lokalt fænomen, men også et globalt. Den rammer os alle på en eller anden måde, derfor frygter vi den også alle. Atomalderen er angstens og neurosernes tid, desperationens tid. Mennesket lever som på en vulkan, og selv om det lever tilsyneladende sorgløst, ved det inderst inde, at sådan er det. Man kan søge at flygte fra denne sandhed ind i en verden af underholdning og glemsel, men det går kun en tid. I det civiliserede moderne jordmenneskes bevidsthed sidder inderst inde en angst, den er som en lille sort plet, der ikke forsvinder, og den kan i en given situation pludselig vokse og brede sig og formørke hele bevidstheden. Hysteri, sindssyge og desperation bliver resultatet. Hos ét menneske ytrer det sig ved, at han går amok, en anden flakker om i nedtrykt sindstilstand, det afhænger af sindets dispositioner, om eksplosionen slår ud eller ind. Men i begge tilfælde slår den, og den slår hårdt, og den rammer altid mere end det ene menneske. Men disse anfald af sindssyge er da som regel udsprunget af private forhold og ikke af angst for en eventuel kommende krigs ødelæggelse af menneskeheden, vil man indvende. Det er de ganske vist. Men hvad er de private forhold udsprunget af? Og hvad er, når det kommer til stykket, hele menneskehedens nuværende situation udsprunget af? Af det, vi i begyndelsen kaldte "krigens historie", hvoraf "krigens videnskab" kun er en lille del. Det er alt sammen udsprunget af menneskesindet – før end dette blev menneskesind. Hvert menneske bærer hele krigens historie i sig, så vel som det både bærer planteriget og dyreriget i sig. Den lille sorte angstplet, der i en given situation kan formørke hele bevidstheden, er den samme kraft, som resulterer i dyrets angstskrig, i det primitive menneskes kryben for guder og dæmoner og det senere religiøse menneskes bøn om hjælp til Gud. Men det menneske, der idag repræsenterer det, man kalder civilisation og moderne kultur, kan ikke bede til Gud eller til guder og dæmoner, for det tror ikke på andet end det, det kan opfatte med sine fysiske sanser. Det mente man engang var en styrke, men man begynder at opdage, at det er det modsatte. For angsten er der stadig, og menneskehedens nuværende situation gør den ikke mindre, tværtimod. Det gælder både, når det drejer sig om en eventuel kommende storkrig, og også når det blot er de tusindvis af småkrige, hvert eneste menneske på en eller anden måde oplever i hverdagen, på arbejdspladsen og i familiens skød. Alt dette slider og tærer, det gnaver og flår i menneskenes nervesystem, og modstanden, den menneskelige modstand mod den lille sorte plet, bliver svækket, og nervesammenbrudet står for døren. Havde mennesket haft Gud eller guder at bede om hjælp, var sammenbruddet måske undgået, men, som en moderne digter har udtrykt det: "Gud er død, og mennesket lever i mørket." Sådan kan det se ud, men sandheden er nok snarere den, at mennesket i øjeblikket kosmisk set er dødt og lever i sin egen bevidstheds mørke tåger, der forhindrer det i at se den virkelige verden, det er omgivet af, og dermed den Gud, hvori vi alle lever, røres og er.
Fredens videnskab.
Det foregående er naturligvis ikke skrevet for at skulle virke deprimerende og skræmmende på læseren, men kun som den mørke baggrund, mod hvilken man kan begynde at se det lys, som med tiden vil få al depression og fortvivlelse til at forsvinde. Ikke på grund af mirakler og overnaturlige hændelser, men fordi dette bevidsthedens lys vil vokse frem som logisk tænkning i forbindelse med næstekærlighed, som den fredens videnskab der indvarsler en ny tid, som vi kan kalde "fredens historie".
"Krigens videnskab" omfatter som før nævnt alle de våben og angrebs- og forsvarsmetoder, der har været anvendt af mennesker i det, man normalt kalder krige i verdenshistorien. Men den omfatter ikke blot disse militære genstande og metoder. Den er almen-menneskelig. Vi er alle mere eller mindre, mænd såvel som kvinder, videnskabelige krigere. Ganske vist er det et krigsinstinkt i forbindelse med primitive følelser, der sætter vore hverdagskrige igang, men hvor ofte bruger vi ikke en bestemt form for logik og til tider en ligefrem raffineret tænkeevne i vore krige mand og mand imellem? Der er kun en gradsforskel mellem feltherren, der koldt og nøgternt søger at beregne, hvor fjendens svage punkter er, og hvor han derfor skal sætte sin hovedstyrke ind, og den almindelige mand eller kvinde, der med en bidende eller sårende bemærkning forårsager en voldsom rystelse i et andet menneskes sjæleliv. Det er i begge tilfælde et angreb, der er baseret på en udviklet intelligens, et vist kendskab til loven for årsag og virkning. Det er krigsvidenskab, og den bruges i mange variationer i det daglige liv. Sladder, intriger og forsøg på skandalisering er våben, der bruges såvel i forretningsverdenen som i det private familieliv. Ønsket om magt, penge og en tilværelse "uden bekymringer" skaffer menneskene de allerstørste bekymringer. For nok er de intelligente, men de er endnu ikke intelligente nok til at skabe sig en sådan bekymringsfri tilværelse. Så ville de bruge helt andre metoder.
Samtidig med at "krigens videnskab" kan tegnes som en kurve, der er steget mod sit kulminationspunkt, kan man også begynde at tegne en kurve for kontrasten til den krigeriske videnskab, en kurve for "fredens videnskab". Den fylder endnu kun ganske lidt, men den er der. Og medens krigens kurve vil dale mod sit nulpunkt, vil fredens stige og stige. Den er fremtiden, menneskehedens fremtid. Uden sin mørke baggrund eller kontrast ville den ikke eksistere, for det er gennem den, at længselen efter fred er opstået i menneskets sind, og det er gennem de ubehagelige erfaringer, som tænkningen i krigens baner har bibragt mennesket, at det begynder at tænke logisk på en anden måde end før. Mennesket af idag bruger på mange områder en logik, der ikke er nær så snæversynet og lokaltpræget, som fortidens forsøg på logisk tænkning. Men det er endnu kun inden for ret specielle felter, at menneskene tænker globalt, for ikke at sige universelt eller kosmisk. Man taler og skriver om "fredens anatomi", men man forstår ikke rigtigt dette geniale udtryks dybere perspektiver og dets rødder i hvert eneste menneskesind bag hver eneste menneskekrop, der er en levende celle i den organisme, der udgør jordklodens anatomi. Martinus kosmiske analyser er en lærebog i "fredens videnskab", gennem hvilken det oprigtigt søgende menneske kan lære at se sin egen og hele menneskehedens nutid belyst af fortiden. Ikke blot for at se tilbage, men for at kaste lys ind i fremtiden med dens muligheder for fred og større frihed blandt mennesker. Videnskab er jo ikke blot teori. Man bruger udtrykket "anvendt videnskab", og det gælder i allerhøjeste grad for åndsvidenskaben eller "fredens videnskab", at den ingen betydning har, hvis ikke den anvendes. Jeg har kaldt denne artikel "Vi lever på vulkaner" og antydet, at livet her på denne klode blandt jordmennesker, der er mere eller mindre "krigsvidenskabsmænd" alle sammen, i sig selv er at leve på en vulkan, hvor enten storkrigen eller den mindre men i og for sig lige så alvorlige lokale krig kan bryde ud, hvornår det skal være. Men kosmisk set er det ingen af disse krige, der er den egentlige vulkan. De er kun virkninger. Årsagen til disse virkninger, den egentlige vulkan, findes i os selv. I sin analyse af verdensaltets seks grundenergier og disse grundenergiers kombination hos det jordiske menneske, fremkommet gennem dets mange inkarnationer i planteriget, dyreriget og som primitivt menneske, viser Martinus klart, at krigens dræbende ild, i hvilken form vi end møder den som vor skæbne, ikke kommer fra "fjendens våben", men via dette våben. Denne ild er i virkeligheden tyngdeenergi, der er udgået fra os selv i fortiden, så vi blot "høster", hvad vi har "sået". Det er den gamle karmalære uden mystik, der i en ny videnskabelig form og i forbindelse med en række andre universelle analyser forklares for det menneske, der gennem sorg og lidelse har nået den tilstand af medmenneskelig eller human følelse og tænkning, hvor det hellere selv vil lide, end det vil være årsag til andres lidelse. I fredens videnskab kommer man ikke op til andre eksaminer end de prøver, livet selv sætter en på. De kan til gengæld være mange og svære nok, og man kan være midt i dem uden at ane det. Men der, hvor de bliver bestået, giver de til gengæld også andet resultat end et eksamensbevis i almindelighed. De giver den menneskelige viden og styrke, der overvinder kraften fra den føromtalte mørke angstplet i menneskets indre. Angst for døden og angst for livet forsvinder og dermed også angsten for en eventuelt kommende storkrig, fordi man erfarer, at hvad menneskene end kan finde på at udfolde af krigsdjævelskab, så er der stærkere kræfter bag jordklodens og menneskehedens udvikling end den mest intelligente krigsvidenskab. Og med hensyn til spørgsmålet: "Og hvad vil der ske med os?" Så må svaret blive dette, at uanset om der er krig mellem nationer eller ej, skal vi og vore nærmeste som alle andre mennesker gennem den erfaringsdannelse, der gør os til skabere af "fredens historie" i kommende, måske allerede i dette liv. Gør vi alt, hvad vi kan, for at beherske den vulkanske kraft i vort sind, der kan skabe lidelse og besvær for andre, og forvandler den til en motorisk kraft, hvis eksplosioner beherskes af følelse, intelligens og intuition, vil krigens ild lidt efter lidt forvandles til fredens lys også i vor skæbnedannelse, og jordkloden vil fra at være et krigens "helvede" blive et "himmeriges rige", det vil sige en fredens verden, hvor fred ikke blot er det, at man ikke slås, men en udfoldelse af kunst og videnskab, af guddommelig-menneskelig skabeevne.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige