Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Næsten umærkeligt har naturen heroppe skiftet karakter. Træernes blade har fået et svagt brunligt skær, den første anelse om et kommende efterår, og langs stranden blomstrer den vilde timian – den sidste i rækken af den skønne flora sommeren her lader os opleve. Selvom feriebyen nu er fyldt med søde, ældre mennesker, er dens egentlige åndelige liv forbi. Det var meget intensivt i år, og det føles ofte, når man vandrer igennem dens efterhånden mange afdelinger, som om atmosfæren endnu er ladet med meget stærke åndelige kræfter. Nuvel, feriebyen er ikke alene blot et dejligt feriested, den er måske i langt højere grad et sted, hvor de kræfter, som engang i en fjern fremtid vil beherske hele menneskeheden, har fundet en mulighed for at gennembryde det kosmisk døde menneskes tunge og negative aura. Det er ihvert fald en ren fysisk kendsgerning, at vildfremmede, som besøger denne plet, gang på gang aldeles uopfordret giver udtryk for deres fornemmelse af, at der råder en helt speciel atmosfære på denne plads, – – måske den skønneste kompliment til alle vore anstrengelser for, både indadtil og udadtil, at lade en ny kosmisk impuls påvirke livet her.

En ny kosmisk impuls – ! For mange mennesker dunkel tågetale, men for de fleste af os måske vort livs største og mest betydningsfulde virkelighed. For er der noget, der på én og samme tid både præger os og binder os sammen, er det vor indstilling til, at livet i vor verden idag er undergivet en påvirkning af åndelige kræfter, der gradvis vil ændre hele menneskehedens liv. Det er sandt, at andre også føler det sådan, ja simpelthen må føle det, fordi disse kræfter virker i alt og over alt, men medens der for disse mennesker mere er tale om såkaldte "strømninger i tiden", er der for os tale om noget langt mere konkret, nemlig om direkte påvirkning fra det universelle centrum, mennesket har givet navnet Gud. Igen tågetale? Ja, for det menneske for hvem begrebet Gud er så abstrakt, at det ikke formår at opfatte det som nogen sand levende virkelig, med hvem det kan korrespondere på akkurat samme måde, som det korresponderer med alt levende overhovedet. Paradokset er jo her dette, at medens utalte mennesker både akcepterer en Guddoms og en åndelig verdens eksistens, er det endnu uendeligt få, for hvem disse realiteter er blevet de førende og altbestemmende i deres liv. For disse mennesker er det, vi kalder "Gud" og "Verden", fremdeles to i virkeligheden inkommensurable størrelser, som de finder det bedst at holde klart fra hinanden. Og det kan man, for det viser livet. Men det viser også, at prisen for denne indstilling netop er den rastløshed og sjælelige uligevægt, der præger det såkaldte "moderne menneske".

Det har været hævdet, at studiet af Martinus kosmologi gør mennesket ensomt, og det er sandt! Man kan ikke på én og samme tid både være flokvæsen og individualist. Man kan ikke både forblive den samme, som man var, og samtidigt opleve en sjælelig fornyelse. Man bliver ensom den dag, man aktiverer et længe skjult ønske om både "at finde og se Gud", men ensom på en måde som flokvæsenet aldrig har oplevet. For ens ensomhed er ikke længere negativ. Den er positiv i dette ords allerdybeste betydning, fordi selv det mest spæde møde med Guddommen betyder en enorm opladning af livskraft, lyst og energi til at være med til at bringe den samlede menneskehed ind under lysere og skønnere livsvilkår. Under en samtale, jeg for mange år siden havde med Martinus om næstekærlighedsbegrebet, lærte han mig, at mennesket må indstille sig på at elske hele menneskeheden samtidigt med, at det må anvende hele sin intelligens til at passe på denne menneskeheds enkelte bestanddele. Hvorfor? Simpelthen fordi det aldrig er os selv, der bestemmer graden af den sum af næstekrælighedsenergi, modparten kan tåle, – det gør det udviklingstrin, denne modpart befinder sig på. Giver vi her mere, end modtageren kan absorbere på den rigtige måde, udvikler vi en tyran, et problem, begrebet "enebørn" ofte udgør en næsten uhyggelig bekræftelse på.

Næstekærlighed er således for Martinus ikke blot og bart et spørgsmål om følelse. Det er tværtimod i langt højere grad et spørgsmål om åndsvidenskab eller om en indstilling, hvor følelsen netop er afbalanceret af såmegen intelligens, at resultatet bliver positiv livsoplevelse for begge parter. Og da næstekærlighedens vækst i verden er det, der mest af alt optager vore sind, må det også være her, at den nye kosmiske impuls griber dybest ind i vort nuværende liv. Og den første virkning heraf er ensomhed. Det kan simpelthen ikke være anderledes. Følelsesmæssigt tiltaler det ethvert menneske at være "en Gudesøn", men poesi alene gør det ikke. At søge at gøre sig bevidst i sin egen evige tilværelse som "søn af Gud" er også at søge at gøre sig bevidst i det ansvar, der følger med en sådan tilværelse. Og i dette ansvar udgør ensomhedsfølelsen nogen centralt, idet den i sig selv udgør forudsætningen for den bevidste kontakt med Guddommen, man i alle forhold higer imod. Om Jesus ved vi, at han gang på gang forlod sine disciple for i ensomhed "at tale med Faderen", og det er også fra ham, vi har ordene: "Når du beder, så gå ind i dit kammer og luk din dør!" Og jeg har gennem mange år oplevet det samme med Martinus. Også for ham udgør ensomheden noget centralt i hans liv, noget han slet ikke kunne tænke sig at give afkald på. Men som for Jesus har ensomheden heller ikke for Martinus noget negativt eller bittert ved sig. Den udgør simpelthen en del at det bevidst kosmisk indstillede menneskes liv. Og de af os, for hvem virkningen af den ny kosmiske impuls, som i vort århundrede stråler ind over verden, er blevet en meget bevidst og aktiv religiøs indstilling, kan kun bekræfte, at også vi har et stadigt voksende ensomhedsbehov, fordi livet simpelthen lader os opleve, at det kun er i ensomheden, at Guds røst høres netop så klart, at dens påvirkning føles og fornemmes som uomgængelige direktiver.

Flokmenneskets liv rummer så givet visse goder, som det individuelt indstillede menneske er afskåret fra at opleve, blandt andet styrken i dette at være anonym. Men da vejen ikke går tilbage mod dyrerigets floktilstand, men tværtimod frem imod det rigtige menneskeriges hundrede procents individuelle livsoplevelse, vil man næppe, udover en kort "hjemvésfølelse" alle må passere, møde noget individuelt betonet menneske, der vil sælge den erhvervede individualitetsfornemmelse eller følelse for den, trods alt, meget bundne flokmentalitets midlertidige sikkerhed, og det såmeget mindre som den voksende bevidste kontakt med Guddommen uundgåeligt fører til en tilsvarende voksende bevidst oplevelse af dette uendelige kraftcenters livgivende indflydelse på selve det daglige liv.

Selvom vi ikke kan opleve livet uden som et møde med "alle de andre", oplever vi det dog også som helt og fuldt vort eget. Og her er det, at mødet med den nye verdensimpuls' kosmologi føles meget stærkt, ja næsten som en indvielse. Hvor vi før i vort samvær med Guddommen kun kunne tale "babysprog", føles det nu, som om dette samvær er løftet op på et meget større og rummeligere plan. Thi selvom man ikke er blevet vågent dagsbevidst i Guds plan med livet, er man dog kommet såmeget i berøring med denne plan, at man langt lettere begriber Guds reelle eksistens og i livet selv får denne eksistens bekræftet. Hvor man før kun anede hans "fodspor i sandet", ser man nu "aftrykkene" ganske tydeligt, hvad der gør samlivet med ham betydeligt mere spændende og virkelighedsnært. Selvom man her kun kan tale på "egne vegne", føles det alligevel således, at forskellen mellem kosmisk opdragne mennesker og mennesker uden kosmisk indsigt netop er den, at det kosmisk opdragne og indstillede menneske i samvær med ligesindede taler langt mere åbent, sundt og ligetil om Gud end mennesket, der endnu kun opfatter Gud som noget uendelig fjernt, ophøjet og i virkeligheden aldeles ubegribeligt. Dette være ikke skrevet for på nogen måde at nedsætte den religiøse følelse, men kun for at understrege, at denne følelse først for alvor får værdi, når den forbindes med en i sin natur lige så religiøs intelligens. Mangel på balance mellem disse to for al bevidst sanseoplevelse så fundamentale kræfter vil altid give ulykkelige udslag, det bekræfter livet overalt, samtidig med at det også bekræfter, at virkelig humanisme kun kommer tilsyne der, hvor en hårfin balance mellem disse kræfter eksisterer som en urokkelig realitet. At mennesket kan være religiøs på mange måder, ved vi, men idag ved vi også, at kun den ene form, hvor de indre kosmiske kræfter afbalancerer hinanden på en sådan måde, at harmoni og ubrydelig tolerance er resultatet, er den livets religiøsitet, som sluttelig vil besejre alle andre former.

At opnå denne indre balance er således vort første virkelige mål, og at tro, at dette mål kan nås inden for en enkelt inkarnations område, udtrykker kun naivitet. Den jordmenneskelige bevidsthed er såre kompliceret, og den dominerende, manglende indre balance hos gennemsnitsmennesket idag har langt mindre rod i manglende vilje til harmoni end i den sexuelle polkonstellation, der netop præger nutidsmennesket. Det kosmisk døde menneske, såvel som mennesket der er ifærd med at opstå fra den kosmisk døde tilstand, er endnu overvejende sexuelt énpolet, hvoraf følger, at det endnu på en mængde livsvigtige områder er dets natur at være intolerant. Vi vil gerne være gode, ja helst fuldkomne, men vi er det ikke, og vi bliver det heller ikke, fordi vi på vor vej møder en kosmologi, der klart viser os fordelene ved denne fuldkommenhed. Ingen af os kan med vor vilje "lægge en alen" til vor moralske vækst, eftersom denne vækst ikke er et viljes-, men derimod et udviklingsproblem. Da viljen imidlertid udgør den kraft, der dirigerer væksten, kan vi dog allerede nu gøre en del. Vi kan blandt andet sætte os for at ville ændre de fra dyreriget nedarvede indstillinger til fordel for indstillinger, der langt mere er i kontakt med fremtiden end de, vi hidtil har levet på. Og her er det, at vibrationerne fra den nye kosmiske verdensimpuls, rigtigt forstået, kan få en enorm indflydelse på vort kommende liv. Thi rigtigt forstået – og administreret – kan disse vibrationer i samarbejde med de viljeførende kræfter i vort sind føre til en fuldstændig omskabelse af dette. Og selvom resultatet i første omgang kun bliver en teoretisk magt over udtalte ufuldkommenheder, så udgør denne tilstand dog i sin natur forløberen for den virkelige magt.

Mennesket under den nye kosmiske impuls auspicier er således mennesket, der er ifærd med at opstå fra de kosmisk døde. Det er mennesket, som på sin egen viljes bud har bragt sin bevidsthed i dagsbevidst kontakt med det evighedsbegreb, som alene løser alle konflikter. Det mere end aner Guds plan med livet, det kender den nu teoretisk og kan derfor indrette sit daglige liv efter denne plan. At måden, det gør dette på, kan føre til store konflikter med omgivelserne, har vi alle erfaret, og vi har vel også alle erfaret, at Jesus berømte ord om at "være blide som duer og listige som slanger" her synes at have deres vigtigste anvendelsesområde. Men uanset alle vanskeligheder gives der ingen vej tilbage. Thi det lys, der skinner forude, er så stærkt, at dets stråler brænder sig vej gennem ethvert mørke. Som et fyr i natten leder det den ensomme vandrer frem imod den verden, han nu på en helt ny måde ved eksisterer bag de bjerge, der éngang var hans hele horisont, men som nu kun danner grænseskellet mellem den verden, der er, og den der ved hans kamp og ved hans gudsinspirerede vilje snart skal blive "af denne verden".