Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1957/18 side 1
Kosmos Ferieby, Klint,
den 30. august 1957.
Kære Læser!
Dette brev er på sin vis et af de ejendommeligste, De nogensinde har modtaget fra os, idet det dels indeholder offentliggørelsen af sagens regnskaber, og dels det rent juridiske fundament for vort arbejdes fremtidige funktion som selvejende institution, begge dele ting som sandsynligvis vil blive læst med dyb alvor af enhver interesseret i Martinus arbejde. Før jeg knytter yderligere kommentarer til dette regnskab, end de civilingeniør, lektor Hans Vinter og revisor Thomas Nørrelund i det medfølgende bilag giver udtryk for, føler jeg trang til at bringe begge de her nævnte herrer, samt fruerne Grethe Brinkhard og Inge Sørensen, en varm tak for det store arbejde, alle her har udført. Hvad der udefra kan se så let ud, rummer i virkeligheden en arbejdsindsats, kun de kan vurdere, der har haft lejlighed til at se, hvor kompliceret skabelsen af den nu lovfæstede institution har været. Der har her været tale om en skabelse, der på en mængde områder har krævet endog meget dybtgående undersøgelser og særdeles indgående overvejelser. Jeg føler mig imidlertid meget lykkelig ved at kunne sige, at alle vanskeligheder er blevet løst i den ånd, Martinus arbejde giver udtryk for og helt i kontakt med ham selv. Vi vidste alle, at vi ikke stod over for nogen let opgave, men netop takket være fuldkommen indbyrdes enighed om målet, blev enhver vanskelighed overvundet og ethvert problem løst på en sådan måde, at vi føler os overbevist om soliditeten i det nu skabte fundament for sagens fremtid.
Da Eigil Hansen, der gennem alle de år, sagen har bestået, har været Martinus juridiske rådgiver, og jeg sidste år ved Martinus sygdom så os stillet over for hans ønske om straks at gå igang med omformningen af hans arbejde til en selvejende institution, følte vi det begge som en meget stor lykke, at to inden for dette område så kyndige mænd, som civilingeniør Vinter og landsretssagfører Holger Mosbæk, straks stillede sig ved vor side. Fremragende juridisk indsigt og dyb menneskelig forståelse har her betinget, at hvert eneste for institutionens skabelse nødvendigt problem og område er blevet belyst fra alle sider, således at vi med tryghed kunne overgive de mange dokumenter, som denne sag omfatter, til Martinus personlige underskrift. Oprettelsen af Martinus åndsvidenskabelige institut som selvejende institution blev offentliggjort i Statstidende den 21. februar 1957, og institutionen har således allerede nu fungeret ca. et halv år.
Med hensyn til det rent regnskabsmæssige vil jeg lade tallene tale for sig selv. Martinus arbejde er jo ingen forretning i almindelig betydning og vil aldrig blive det. Uanset hvor store midler dette arbejde end kommer til at råde over i kommende tider, vil disse midler altid blive modsvaret af opgaver, sagens vækst vil kræve løst. Dette har vi oplevet gennem alle de svundne år, og denne situation vil næppe nogen sinde ændre sig. Noget andet er, at vi netop nu befinder os ved en grænselinie, som ihvert tilfælde både Martinus og jeg selv gennem mange år har længtes efter at opleve, nemlig den, hvor sagens grovere indtægter og udgifter nærmer sig balancepunktet. Det har ikke været let at møde de respektive terminer med et glad smil og den optimisme, man i det ydre følte sig forpligtet til. At denne periode nu nærmer sig afslutningen, skylder vi i højeste grad den kærlige forståelse, prisstigningen på kontaktbrevene blev mødt med, hvorfor jeg da også her vil glæde samtlige læsere med at oplyse, at den i regnskabet opgivne indtægt på disse breve i det kommende regnskab efter al sandsynlighed vil være mere end fordoblet.
Mindre end at være en forretning er Martinus arbejde en organisme, som vi hver for sig udgør en levende bestanddel af. Hvor vi er placeret i denne organisme, afgøres helt af vor indstilling til den. Årene har her lært mig, at det ikke altid er de mennesker, som mest bærer Martinus tanker på læben, der i krisetider er disse tankers, dette arbejdes mest stabile støtter. Spredt udover dette land, udover vort store naboland Sverige, ja udover den ganske verden sidder der imidlertid mennesker idag, for hvem denne sag er deres hele liv, og for hvem dens beståen simpelthen er en livsnødvendighed. Samlet udgør disse mennesker sagens indre, levende hjerte, og om dette hjerte kan det trygt siges, at det både er ungt og meget stærkt. Den tid, hvor mennesker kunne opfatte Martinus arbejde som et flygtigt tidens fænomen, er forlængst forbi. Dette arbejde vokser sig døgn for døgn stærkere, og det, som for blot femogtyve år siden oplevedes som en hvisken, er allerede idag ved at være en røst, som kræver sig hørt. At det er nået hertil, skyldes ikke alene Martinus heltud utrolige flid, det skyldes også, at det budskab, han igennem disse år har bragt os, er i en så dyb overensstemmelse med vor verdens åndelige nød, at det er blevet hørt. Og hørt langt fra vore kyster!
Og det er måske dette sidste, jeg mest føler trang til at tale om. De ved alle, at mine rejseforberedelser er ved at være afsluttede, og at jeg om ganske få uger vil skrive til Dem fra Indien. At jeg rejser i denne sags tjeneste, ændrer jo ikke den kendsgerning, at jeg også rejser som et menneske, for hvem det er livsafgørende at føre Martinus verdensbillede ud til mennesker, som længes efter at lære dets budskab af kende. Gennem nøjagtig fire, store syvårige kredsløb gav livet mig mulighed for at være sammen med Martinus og dermed mulighed for at modtage en førstehåndsundervisning, som det aldrig kunne være eller var Forsynets mening alene skulle angå mig selv. Dette har jeg altid vidst, så for mig kommer min lange rejse ikke som nogen overraskelse, men langt mere som en naturlig konsekvens af en udvikling, hvis mål Martinus for mange år siden udtrykte med ordene: "Der vil komme en tid i dit liv, hvor du vil komme til at rejse såmeget, at du kun vil ønske én ting: "Blot jeg dog kunne få lov til at blive lidt hjemme!" På den anden side er den gave, Martinus igennem sine mange personlige samtaler med mig har givet mig, af en sådan art, at dens værdi helt er afhængig af, at den bliver videregivet til andre. Viden om åndelige problemer afviger fra viden om rent fysiske ting derved, at den for sin egen vækst kræver udveksling. Viden om fysiske ting kan man beholde for sig selv og bruge til rent selviske formål, men viden om åndelige problemer dør imellem ens hænder, den dag man søger at anvende den mod dens bestemmelse. Derfor har hverken jeg eller hver den, der kommer til at befinde sig i min situation, i virkeligheden noget valg. Og ønsker heller ikke at have det, så sandt som dette at være med til at hjælpe mennesker til større livsindsigt og dermed større livsforståelse er den mest inspirerende og livgivende opgave, et menneske kan blive betroet.
Men verden af idag er ikke den samme som for totusinde år siden. Dengang var det talte ord næsten ene om at skulle løse den stillede opgave, thi dengang kunne kun de allerfærreste læse og skrive. Idag er evnen til at læse om ikke just almeneje, så dog i en sådan udvikling verden over, at bogen er enhver lærers nødvendige redskab. Og her er det, at vi har en opgave, vi må være fælles om. Martinus litteratur må ud på både engelsk og esperanto. Jeg nævner med vilje begge sprog, fordi jeg anser dem begge for lige nødvendige i den kamp, jeg vil komme til at stå midt i. At jeg for min egen del helt har koncentreret mig om det engelske, ændrer ikke min indstilling, idet jeg er nøje vidende om, at store kredse i Asien er umådelig interesseret i Esperanto, og at gode oversættelser ad denne vej meget hurtigt vil finde ud til tusinder af læsere. Tænk over dette, når De overvejer Deres stilling til sagens økonomiske side. Vær klar over, at vi nok her har en stor byrde at bære, men at vi også er blevet betroet et enestående privilegium!
– – – – – – –
Og nu arbejdet herhjemme? Jeg ved, at spørgsmålet eksisterer, og jeg føler en dyb lykke ved at kunne give Dem følgende klare svar: Mandag den 16. september kl. 20 åbner Martinus sæsonen på Mariendalsvej, og De vil da få ham at høre én gang hver måned! Vi ved meget vel, at mange gerne ønskede både at Martinus talte hyppigere og også et andet og større sted. Men selvom Martinus er vidunderlig rask, kan han ikke overkomme den omfattende foredragsvirksomhed, han tidligere manifesterede, sålænge fuldførelsen af LIVETS BOG ikke er færidg. For ham kommer denne fuldførelse stadig i første række, men dette ene månedlige foredrag glæder han sig til at holde, og da det vil blive optaget på bånd, skulle alle efterhånden få mulighed for at høre det. Derudover vil der blive ét månedligt foredrag af Mogens Møller og ét af cand.mag. Benjamin Saxe samt en månedlig filmaften ved Arne Krogh. Ny i denne trio er Benjamin Saxe, hvis artikler i det tidligere KOSMOS mange dog sikkert erindrer. Vi, som gennem mange år har kendt ham og altid ønsket, at han skulle træde ind i rækken af lærere i Martinus åndsvidenskab, ved, at sagens interesserede i ham ikke alene vil finde en meget dygtig lærer, men også et menneske med en meget dyb åndelig indsigt.
Dette var et ganske kort indblik i vinterarbejdets struktur. Foredragsaftenen på Mariendalsvej bliver således mandag aften, og jeg føler mig overbevist om, at De går en lang række inspirerende aftener imøde. Og tro ikke, at jeg ikke selv vil være nærværende! Jeg har ihvert fald det håb, at det skal lykkes mig at sende en række farveoptagelser fra mine rejser – det vil ligesom give mig en følelse af at yde mit bidrag til vinterarbejdets heldige gennemførelse.
Omformningen af vort arbejde til en selvejende institution betød i virkeligheden en fuldkommen rekonstruktion af sagens rent ydre struktur. Både i København og her ved Klint er alt blevet reorganiseret på en ny basis. Nye opgaver melder sig i hastig rækkefølge, men jeg har den dybe overbevisning, at jeg ikke alene kan rejse ud til det fjerne Østen med al min energi reserveret de opgaver, jeg der bliver stillet over for, men også at jeg efterlader arbejdet i Danmark og Sverige i hænderne på mennesker af samme indstilling som jeg selv. Livet har vist, at Martinus arbejde ikke rummer nogen mulighed for mennesker, som ønsker at spille solistens fattige rolle. Det udgør en fredens videnskab, og det er indlysende, at i denne videnskabs tjeneste vil kun de kunne blive virkeligt lykkelige, der med hele deres sjæl har begrebet sandheden i ordene om at "elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv!"
Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson