Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Solens glødende ildkugle har netop hævet sig over horisonten. Det hvisker i træernes blade, og de første spæde strofer fra en enlig lærke byder dagen velkommen. Varmen står i rummet fra dagene før, men morgenkøligheden virker som den mildeste balsam mod huden. Jeg har siddet på min lille veranda her på villa "Rosenberg" og nydt denne vidunderlige solopgang med alle sanser, – for mig den skønneste gudstjeneste jeg kender. Havet ligger glitrende for mine øjne, og lyden af småbølger, der kammer mod strandens stene, når øret med netop de rytmiske intervaller, der virker som sød musik i nerverne, dette er fred over al forstand!

Fred – – er der noget ord, vi har hørt mere om i vor tid? Så langt tilbage, jeg kan huske, har dette ord, dette begreb, udgjort en del, ja vel hovedparten af det, jeg har læst om og interesseret mig for. Allerede som barn begreb jeg ikke, hvorfor der skulle være krig i verden, hvorfor menneskene ikke kunne holde fred indbyrdes. Men verden gik istykker, da jeg var syv år, og den blev aldrig helet siden. Jeg vil aldrig glemme synet af min fars ansigt, da han kom ind i stuen og fortalte os, at verdenskrigen var brudt ud, og at mennesker nu myrdede hinanden ikke ret langt fra vort land. Far fik armbind og gevær og skulle vogte en stump jernbanelinie, der gik gennem vor jord. Så latterligt nu på de mange års afstand, så dødsens alvorligt dengang.

Mon vi, der voksede op i skyggen af den første verdenskrig, nogensinde, glemmer den forvandling livet dengang undergik? Jeg tror det ikke. Verdenskrig nr. 2 forberedte sig selv meget bedre og kom ikke på samme chokerende måde. Med august 1914 sluttede en epoke i menneskehedens liv. Indtil den måned havde menneskeheden kendt en anden fred, end den vi alle senere har oplevet. Ufred blev fra den måned verdens almeneje. Den har præget slægterne lige siden og gjort verden ond at leve i for følsomme sind, – men den har også givet vækst!

Det gør godt en så vidunderlig morgen som denne at lukke øjnene et øjeblik og lytte med hele sin sjæl til naturen. Bladenes hvisken, bølgernes klukken, morgenkøligheden og fuglesangen – alt virker, når man lukker sine øjne, som en guddommelig medicin for nerverne. Her er så fantastisk stille i dette øjeblik. Menneskene sover endnu, kun Martinus, ved jeg, sidder allerede bøjet over sin skrivemaskine og arbejder intenst på sit værk. Solen har lagt sit blodrøde klædebon og stråler nu i sin vanlige gyldne dragt. Dagen er født, og snart vil jeg høre lys latter fra badebroen ovre i feriebyen, hvor de første gæster under glade hvin vil styrte sig i det friske vand. Mine øjne glider søgende henover den tomme strand og fanges af de små huses røde facader. Vårens grønne græs er veget for det solsvedne, men godt således. Det har været en fantastisk sommer, hvor hold efter hold har kunnet nyde solens varme, nyde den korte ferie livet gennemsnitligt tildeler enhver. Feriebyen er meget stor nu, og den vokser stadig, vil vel altid vokse. Forbi er den tid, hvor man kendte hvert et ansigt, og den vil aldrig mere komme igen. Nye mennesker strømmer ind over dette område hvert år – drømmen om at skabe en sommerskole for Martinus kosmiske analyser er gået i opfyldelse.

Martinus kosmiske analyser – fredens videnskab – tanken standser uvilkårligt ved disse to små ord. Fredens videnskab – kunne menneskeheden ikke have modtaget denne kostelige skat før de frygtelige krige brød løs? Kunne alting ikke have været anderledes, om vi alle var blevet opdraget med de universelle sandheder som urokkelig livsbasis? Måske – men vi var ikke modne. Vi spurgte ikke, vi længtes ikke. Verden var jo god for de rige. De kunne rejse, hvorhen de ville uden pas og med penge, der i vore øjne var meget små. De fattige, nå ja, der havde jo altid været fattige –.

– Idag længes verden, idag begynder verden at modnes for de sandheder, der engang skal være hvert eneste åndeligt modent menneskes livsbasis, og dette er krigens værk! Når tankerne i en så vidunderlig stilhed, som den der i dette øjeblik hersker omkring mig, begynder at trænge ned i de dybeste lag, står det klart for sjælen, at alt det, vi kalder ondskab og gemenhed, i virkeligheden er de faktorer, der sætter vor indre udvikling igang. Eksisterede de ikke, sov vi blot videre. Men de eksisterer og virker i og på hver eneste menneskesjæl og tvinger den til at tage stilling for og imod. For fred og imod ufred. For således er vi indrettet, at vor sjæl kun virkeligt lever, når freden er i og om den. Men vi er ikke voksne nok til kun at leve i fred. Var vi det, var vi ikke fødte i netop denne verden. Men vi er i vækst nu, og det mærkes. Overalt ser man kræfterne rejse sig imod ufreden – men vi ser også ufredens kræfter rejse sig og organisere sig, og vi føler vel nok alle, at vi igen kan komme til at opleve, at netop disse kræfter endnu er de stærkeste.

Endnu ja. Men livet i os er vågnet, og ligegyldigt hvor svære tider vi end skal igennem, vil menneskene aldrig mere slå sig til ro med de forhold, der var og er. En ny verden er ifærd med at blive til, og de mest entusiastiske tror, at den ligger "lige henne om hjørnet". Det gør den ikke! På det område giver livet os ikke nogen som helst "billig løsning". Vi kommer alle, hver og en, til at græde os til denne nye verden, som kun bliver vor i akkurat samme grad, som vor egen sjæl evner at producere den fred, der bliver denne verdens virkelige fundament. For her er vi ved kernen i fredens problem. Fred er ikke noget udvendigt, noget staten kan give os. Fred er en gave, Gud kun skænker den, der på hans vilkår vil samarbejde med ham.

Hans vilkår? Ja netop. Og vi kender dem. Hver og en ved vi, kender vi, smilets magt. Hver og en ved vi, hvad godhed er, og hvad forståelse, tilgivelse og overbærenhed er – og hver og en tøver vi med at bruge disse kræfter i vort snævre, daglige liv. Vi ved, det er sådan, ved det indtil interesseløshed. Men før kendte vi ikke de dybereliggende årsager til dette forhold, og ingen troede vel, at de nogensinde ville blive helt blottede. Men det er de nu. Og ingen, der har mødt denne blottelse, vil mere – over for sig selv – kunne undskylde sin væremåde med et: "Jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde!" Fredens videnskab er en streng videnskab. Den strengeste der findes, fordi den ikke er neutral. Den angår ikke vor udvendige verden, men alene vor indvendige, og der eksisterer neutraliteten ikke. Vi kan forsvare os mod enhver i yderverdenen, men ikke for vor egen sjæls domstol. Og hvad værre er: mod dens domme hjælper ingen udvendig trøst!

Guds vilkår er hårde vilkår, men de bærer verdens rigeste velsignelse i sig. At give sig ind under universets vældige vilje eller, som de gamle sagde det: at lægge sit liv i Guds hånd, er måske nok det sværeste af alt, men det er også det, der giver de tusinde fold – og de fås ikke gratis. Prisen er helt enkelt den, at vi fra at leve under sympatiens og antipatiens vekslende sol og skydække, må lære os kunsten at tænke, før vi handler, og vel at mærke tænke i et perspektiv, der både includerer en evig fortid og en evig fremtid. Kun i lyset af dette vældige perspektiv får livet den indre sammenhæng, der gør det muligt at smile der, hvor man før kun evnede at vise tænder.

Mødet med fredens videnskab gør ikke livet lettere, end det var, og af og til hænder det vel, at en og anden griber sig i at ønske, at han aldrig havde mødt den. Men netop i dette ønske møder vi dens manglende neutralitet. Den trækker sig ikke tilbage. Engang mødt, sætter den bo i vor sjæl, og hvor meget vi end vil søge at trænge den ud, hvor meget vi end vil søge at "vende tilbage" – den giver os ingen mulighed derfor. Og godt således, for den er den "Guds røst", vi ikke kan leve foruden. Og jo højere den lyder, jo mere splid den skaber i vor egen sjæl, desto mere værdifuld gør den os for vore omgivelser. Kun det dumme menneske er virkelig stærk i sin mangel på kærlighed og hensynsfuldhed. Mennesket i tvivl slår aldrig så hårdt, som mennesket uden tvivl.

Den virkeligt dybe freds forudsætning er den dybe tvivl, er livet uden den indre balance, som er al harmonis modsætning. Og da vi er harmonisøgende, fordi harmonien er den mest positive livsfølelse, vi kender, ja så tvinger tvivlen os altid til at søge. Det er denne tvivl, der har bragt os dertil, hvor vi nu står, og det vil blive den, der bringer os til vejs ende. Takket være den mistede vi kontakten med Gud, og takket være den fandt vi denne kontakt igen, nu blot på et højere, et større og rigere plan. Men også et plan der kræver mere af os, end noget andet vi har været i berøring med.

"Du skal elske den, der hader og forfølger dig!" Ordene er snart totusinde år gamle og indtil nu uden mening. Nu har de pludselig fået mening og dermed liv. Nu er de et virkeligt krav, som man føler, det er en indsats værd at honorere. Nu ved vi, på hvilke områder kampen skal foregå, hvor "fjenden" er, nu kan vi virkelig forberede en "slagplan". At krigen, der føres, skal føres mod os selv, gør dybest set mindre til sagen, for det anede vi. Men vi vidste ikke, på samme måde som vi nu gør, hvad i os selv der er forkert og derfor må fjernes. For vi har alle nogen der "hader og forfølger os", nogen der ikke kan lide os og inderst inde ville fryde sig, dersom det gik os ilde. At være så ringe, at de slet ingen fjender har, er vist kun de evnesvage beskåret, så derfor har enhver brug for bevidst viden om, at netop disse "fjender" er Guds fornemste redskaber i formningen af vor sjæl. Ja, det er i virkeligheden vort forhold til dem, der er bestemmende for vor ånds sande karat og kvalitet.

Og her er det, at Martinus kosmiske analyser giver os de våben ihænde, vi må eje, om krigen skal ende med en sejr for os. Her er disse analyser "fredens videnskab" i den betydning, at de aldrig vil give os den fred, vi begærer, før vi "til sidste hvid" har betalt vor skyld og dermed opfyldt Guds egne vilkår for det samarbejde med ham, der definitivt hæver os op i hans egen verden. Vi opnår ingen virkelig indre harmoni, sålænge vi ikke forstår hemmeligheden bag ordene om, at vi skal elske alle de, der gør os fortræd, alle de, Guddommen har udset til at være de sidste led i den kæde af instrumenter, han har måttet anvende til at fuldkommengøre vor ånd. Er det svært at leve op til dette ideal, denne indstilling? Det ville simpelthen være umuligt, om der ikke eksisterede en aldrig svigtende hjælp! Denne hjælp er bønnen. Ikke den åndløse ordremse, men den indre dybe koncentration vi kalder "vilje". Altid bevidst at ville være i kontakt med det vældige, universelle kraftfelt, vi kalder Gud, udgør i sig selv forudsætningen for at nå det her berørte mål. Derfor oplever ethvert udviklet menneske, at bønnen fra at være noget tågeagtigt og uvirkeligt, gennem studiet af livsmysteriet, overgår til at blive en virkelighed af en så intens karakter, at den daglige tilværelse uden den ville forekomme én en umulighed. At opdrage sig selv til altid at fornemme Guds egen ånd bag enhver livsoplevelse er i virkeligheden det samme som at opdrage sig selv til harmoni og livsglæde, thi den Gud, der ad denne vej dukker op af tågernes verden, er ikke alene en kærlighedens Gud, han er også smilets Gud, han er til sin inderste natur den fredens Gud, man næsten bevidst i en så vidunderlig stund som denne kan føle sig ansigt til ansigt med!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!