Ældre Kosmos og Kontaktbreve

SÅLEDES SKREV MARTINUS –

Solene er verdensaltets smeltedigler. Her kulminerer støjen fra selve verdenernes skabelse.

Denne skabelse beror altså på et sammenspil af "følelse" og "tyngde". Solene og alle øvrige lysende himmellegemer er kun lysende i kraft af "tyngdeenergien"s overvægt over "følelsesenergien". Men efterhånden får "følelsesenergien" mere og mere indpas i solområdet. Til at begynde med er den jo ikke nær stærk nok til at binde "tyngdeenergien" helt. Herfra de store eksplosioner, vi kalder "protuberanser". Disse vældige eksplosioner er kun udtryk for følelsesenergimængder, der bliver overvundet af solenergien. Men efterhånden som følelsen mere og mere får indpas i solområdet, bliver eksplosionerne tilsvarende aftagende i voldsomhed. De bliver mindre og sjældnere. Der sker den forvandling med solområdet, vi kalder "afkøling". Men "afkøling" er jo kun tiltagende kulde. Men denne afkøling foregår forholdsvis langsomt. Og der opstår derved en hel masse forskellige stadier i denne solområdets forvandling fra ild til kulde. Og efterhånden bliver alle solenergierne bundne. Og denne bundne solenergi er det vi kalder "fast materie". Alle fysiske detailler, alle organismer og kroppe, alt hvad vi ser på kolde kloder er i første instans et følelsesværk, et resultat af en gensidig forening af kulde og varme. Alle faste materier, også vort kød og blod, er i virkeligheden, kosmisk set, forfrysninger. En stærk overlegen varme ville jo med lethed få alt til at opløse sig, få alt til at dematerialisere, hvilket vil sige få alt til at overgå i andre tilværelsesformer.

Følelsesenergien binder altså den iltre eller farlige tyngdeenergi. Overalt, hvor den får overtaget, opstår der ro og stilhed. Inde i bevidstheden opleves følelsesenergien som en beroligende tendens. I sin renkultur i bevidstheden er den hverken sympati eller antipati, men udgør i virkeligheden en mental kulde. Herfra begrebet "isnende ro" eller "isnende kulde".

Hvis et menneske føler antipati eller had, så er det ikke følelsesenergien der er den dominerende. Det er derimod udtryk for, at der i samme væsens mentalitet endnu eksisterer en noget for let adgang for tyngdeenergien i bevidstheden. Antipati eller had er i virkeligheden kun delvis bunden eksplosionsenergi. Der behøves i reglen kun en ganske lille tilførsel af tyngdeenergi, og bægeret flyder over. Denne tilførsel sker igennem brutale tankematerier, hvilket vil sige hånende, irritable eller fornærmende udtalelser fra andre væsener. Og førstnævnte væsen bliver aldeles rasende. Det hidsige menneske har for lidt følelsesenergi. Ved ophævelse af denne mangel kommer roen tilbage.