Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Påny er sommeren over Klint, og kunne De se alle vore ældre gæster, der i denne tid fylder vore sommerlejligheder, ville De fryde Dem med os over, at det lykkedes at føre denne plan igennem til den sukces, den har fået. I år er der kommet det lille ekstra krydderi til, at også "Svenskehuset" er blevet stillet til de ældres rådighed, og jeg kunne unde vore svenske venner at se, med hvilken glæde disse mennesker, der ellers var uden mulighed for ferie, har taget denne smukke ejendom i besiddelse.

Pinsen blev jo en ren drøm, hvad vejret angik. Feriebyen var fyldt med mennesker, og som De ved, holdt både Mogens Møller og jeg foredrag. Jeg ved, at mange af kontaktafdelingens læsere i tankerne var heroppe, så jeg håber, jeg gør Dem en glæde ved i det efterfølgende at søge at gengive lidt af det, jeg i mit foredrag gav udtryk for. Vore foredrag var ikke så lette at holde, idet mange af vore ældre gæster, der ikke kender det mindste til vor livsopfattelse, ønskede at deltage. Dette måtte vi tage hensyn til, og vi tror begge, at det lykkedes for os.

– – – – – – – –

(Foredrag i Kosmos Ferieby 1. pinsedag 1957 af E. Gerner Larsson.)

Ethvert menneske ved, at livet har to sider: en materiel, synlig side og en usynlig, såkaldt åndelig side. Dette oplever vi alle fra den første dag, vi bliver os selv bevidste som mennesker, men alligevel er der mange, der falder for den forestilling, at det, vi kalder "tænkning", har rod i en rent materiel proces, og at livet derfor totalt ophører med legemets undergang i døden. Havde denne indstilling til livet, der almindeligvis kaldes "materialisme", medfødt lykke for sine dyrkere, kunne det måske diskuteres, hvilken livsindstilling der var den bedste: enten troen på en ubegrænset evig tilværelse eller også troen på livets begrænsning til tilværelsen mellem fødsel og død. Men livet bekræfter indtil overdådighed, at langt det største flertal jorden over ikke alene ikke kan akceptere den materialistiske livsindstilling, men direkte forkaster den som livsfjendtlig, negativ og helt uden kontakt med den virkelighed, de ad utallige veje føler sig i berøring med. På den anden side må man ikke være blind for, at netop vor tid i langt højere grad end fortiden appellerer til troen på materialismen som udtryk for livets sande mening, og at ungdommen af idag på dette område er mere fristet, end nogen ungdom før den har været. Den tekniske udvikling, vi befinder os i, og hvis endemål er omskabelsen af vor klode fra at være en boplads for åndeligt "underudviklede" mennesker til at blive en boplads for mennesker, der ikke i materiel rigdom ser andet end noget selvfølgeligt og naturligt for alle mennesker, passerer netop i vor tid et stadium, hvor den gør kløften mellem rig og fattig mere åbenbar end nogensinde før. At et sådant stadium kan være farligt for mange mennesker, er åbenlyst, men selvom materialismen idag fejrer mange triumfer, er der dog utallige tegn på, at dens indflydelse har kulmineret, og at menneskeheden står foran en vældig opblomstring af alt det, vi samler i ordet "religion".

Når jeg så stærkt har berørt det materielles begreb, er det fordi, dette begreb i virkeligheden udgør det første trin i den åndelige undervisning, der sluttelig vil føre os frem til at blive sande livskunstnere. Thi det materielle er noget fast og håndgribeligt, altså noget ihvertfald tilsyneladende absolut virkeligt. Og vi ser da også, hvorledes barnet i sin åndelige opvågnen i vor verden helt og aldeles koncentrerer sig om at kunne orientere sig i denne håndgribelige materialisme. Men det må have hjælp til denne orientering, og derfor har det forældre. Disse forældre har til opgave at være barnets vejledere og lærere, først på det materielle plan og senere på de rent åndelige områder. For at denne undervisning imidlertid skal kunne lykkes, er det nødvendigt, at barnet i sig har en evne til at tro på de forklaringer, forældrene giver det. Og her er livet så vidunderligt indrettet, at alle vore børn netop har denne evne. Dets far og mor er rene guddomme. Deres ord er dets lov. Barnet tror helt og ubetinget!

Når jeg fortæller Dem denne jævne og af alle erkendte sandhed, er det udelukkende for at illustrere den udvikling, vi alle har gennemløbet. Retter De nemlig Deres bevidsthed imod det såkaldte "vilde menneske" eller "naturmennesket", vil De se, at det åndelig talt befinder sig på et rent barnestadium. Dette afslører sig igennem dets evne til blindt at tro opsatte taburegler eller moralske retningslinier, der bliver påført dets bevidsthed fra forældre eller andre ledende autoriteter. Vi har alle i vort evige liv passeret disse fortidige udviklingsstadier, hvis fornemste kulmination vi finder i menneskets forhold til de idag ledende verdensreligioner. Her står vi over for kulminationen af trosbegrebet, og vi ser, at denne evne har ført til skabelsen af verdens utallige kirker, templer og moskeer eller til en åndelig undervisning, ledelse eller førelse af menneskeheden på den rene tros basis.

Men som det går det normale barn, går det også menneskeheden. Barnets udvikling udgør i virkeligheden et symbol på den udvikling, som hele menneskeheden må gennemløbe, før den når sin fulde modning eller blomstring. I vort eget liv bliver vi vidne til, hvorledes ethvert barn når frem til det, vi populært kalder "lømmelalderen" eller en tilstand, hvor det begynder at udskille sig fra sine forældre og dermed blive "sig selv". Selve processen forløber normalt på den måde, at barnet en dag oplever, at det på visse områder føler sig klogere end forældrene, og dermed fødes tvivlen i dets sind, tvivlen på at forældrene i alt er de Guddomme, det tidligere har troet. Almindeligvis forløber denne proces uden altfor alvorlige gnidninger, men der kan opstå situationer, hvor tvivlen og dens konsekvenser kan blive så stærke, at parterne skilles i vrede og bitterhed – eller nøjagtig det samme vi oplever inden for de religiøse områder, hvor mennesker gang på gang kommer ud i kriser, der har bitter adskillelse til følge"

Symbolsk talt befinder den samlede menneskehed sig idag i en sådan åndelig "lømmelalder". Den tidligere så stærke trosevne degenererer med stor hast og afløses på de åndelige områder af en tvivl, der i meget helt er lig den, man møder mellem forældre og børn. Barnet vil på sin side gerne tro sin far og mor, men dets egen intelligens står det imod, og resultatet bliver i bedste tilfælde, at det tier stille, og i værste tilfælde at det gør oprør" Og sådan står menneskeheden idag. Utallige mennesker har valgt at "tie stille". De forbliver i den religion, de ved fødslen er blevet bundet til, men nogen egentlig indflydelse på deres liv har denne religions forskellige dogmer og specielle opfattelser ikke. Andre derimod har gjort åbenlyst oprør og er ofte gået så vidt, at de helt har forkastet al religion og hævder, at der ingen Gud er til, og alt det med religion er det rene vrøvl eller rent politisk udtrykt: "Opium for folket".

At mange mennesker i denne tilstand både ser opløsning og undergang, er forståeligt, men disse synspunkter har intet med virkeligheden at gøre. Virkeligheden er den, at menneskene idag er langt mere religiøse, end de nogensinde før har været, men de er vokset fra den barnlige forkyndelse af de evige sandheder, der kommer tilsyne gennem de forskellige trosopfattelser. De kan ikke længere forestille sig Guddommen som en herlig gammel bedstefar med langt skæg "oppe i himlen", såvel som de heller ikke kan akceptere en djævel med bukkehorn og lang hale "nede i helvede" o.s.v. Men at man ikke akcepterer en given form behøver ikke at have noget med indholdet at gøre. Og sandheden er da også den, at den åndelige hunger i verden idag er større end nogensinde. Men idag vil menneskene ikke længere tro, de vil vide. Årsagen hertil er nøjagtig den samme som hos barnet, der er ifærd med at blive voksen og derfor nu er færdig med "ammestuehistorierne". Den voksne unge mand eller kvinde afviger jo fra barnestadiet ved at have nået en højere grad af åndelig modenhed, hvilket jo kun vil sige: en større og mere omfattende fatteevne. At fatte er som bekendt at forstå, og gennemsnitsmenneskets evne til at forstå de evige sandheder befinder sig nu på et plan, hvor man ikke længer" kan tilfredsstille dets åndelige hunger med "barnemad". Hvor det før var lykkelig ved eventyr eller "lignelser", kræver det nu klare og begribelige analyser. Eksisterer Gud, må man kunne begribe hans eksistens, og har vi et evigt liv, må man kunne begribe formålet med denne evighed. Kan man ikke det, mister man interessen for disse problemer, og resultatet bliver da, at man helt koncentrerer sig om det, man kan forstå. Og her er vi ved den inderste årsag til materialismens midlertidige sejrsgang over jorden.

Men livet er mere end materie, livet er også ånd, Og ånd er bevidsthed, er erfaringer, evner og anlæg. Og her er det, at vi ser, at der jorden over eksisterer en stadig voksende skare af mennesker, for hvem de religiøse problemer igen er blevet livets hovedinteresse, men nu på den måde, at de fra at have været troende mennesker, der i alt var afhængig af det, vi kalder "autoriteter", er blevet det, man med et moderne ord kalder "åndsforskere" eller mennesker, der i kraft af en medfødt evne, et talent, formår at kombinere deres egne selvoplevede erfaringer sammen til nye "billeder", nye opfattelser, af de sandheder, de før mødte inden for troens autoritære område.

Men også disse mennesker har lærere behov, og her er det, at vi påny møder "Guds undervisning af mennesket", idet livet er således indrettet, at hver gang, der i menneskehedens historie er opstået et tilstrækkeligt dybtgående behov efter åndelig viden, modsvares dette behov altid med tilsynekomsten af et kosmisk bevidst menneske, eller et menneske der i kraft af sin specielle åndelige struktur er den fødte lærer i moral eller i en ide- eller tankeskabelse, der løfter hver den, der lytter til ham, op på et højere, et mere afklaret mentalt plan. Ned gennem hele menneskehedens historie lyser disse åndelige budbringere som perler på en snor. Menneskeheden har aldrig været uden åndelig ledelse eller førelse og er det heller ikke idag. At vi, som har haft den store lykke at møde Martinus verdensbillede på vor vej, i dette verdensbillede ser den åndelige fornyelse, som verden hungere efter, kan være uforståeligt for den, der aldrig har lært dette verdensbillede at kende, er naturligt. Men for den, der igennem Martinus kosmiske analyser har genvundet kontakten med "verdensaltets grundtone" og med hele sin sjæl har forstået, at hans kosmiske analyser ikke alene er det største defonsorat for den sande og ægte kristendom, der nogensinde er skabt, men også udgør den fortsættelse, det "tredie testamente", som verden længes efter, er tvivlens periode endt og en lysende epoke begyndt. Jeg mener ikke hermed, at vi er det mindste "bedre end andre", men udelukkende, at vi igennem mødet med Martinus verdensbillede har fundet den vej, der fører igennem materialismens tåger og ud i Guds klare og rene solskin.

Som De alle vil forstå, udgør Kosmos Ferieby andet og mere end et rent ferieområde. For den, der virkeligt forstår den indre baggrund for denne feriebys tilblivelse, er den en skole, en åndelig træningsplads i næstekærlighed og tolerance. De "sande beboere" af denne skønne plet er udelukkende de, for hvem tolerancen og næstekærligheden er livsvigtige sandheder, som de ikke alene akcepterer, men som de efter al evne vil søge at praktisere; derfor vil den altid være størst her, som ved sin kærlighed, sin tolerance, sin evne til at forstå, tilgive og i det hele taget sprede åndeligt sollys omkring sig, opfylder den sandhed, der skjuler sig bag ordene: "Jeg er ikke kommet til verden for at lade mig tjene, men for at tjene!" Dette beder jeg Dem erindre, nu den nye sæson stunder til. Vi, som lever her og ved vor tilknytning til Martinus tanker og arbejde har tilkendegivet vort åndelige standpunkt, har hver for sig pligt til i videst mulig udstrækning at søge at praktisere den ånd, der strømmer os imøde fra hver eneste side af Livets Bog. Kun derved bidrager vi på rette måde til at sprede kendskabet til Martinus arbejde, og kun derved er vi i kontakt med den ånd, som, fremtidens mennesker vil vide, udgik fra dette lille land højt mod nord.

I håbet om at disse mine alvorlige ord må trænge ind i Deres sind og være Dem en kilde til inspiration i de stunder, hvor andre kræfter truer med at tage magten, beder jeg Dem alle modtage en kærlig pinsehilsen fra Martinus. Jeg er lykkelig ved at kunne fortælle Dem, at han fremdeles er i strålende bedring, og at det er mit håb, at De allerede til efteråret igen vil høre hans egen røst!

– – – – – – – –

Om godt en uge stunder højsæsonen til. Alt er jo udlejet, og vi ved derfor, at vi går en strålende sæson i møde. Jeg vil ikke kunne slutte dette brev uden at give udtryk for, at vi af hjertet glæder os til gensynet med de mange venner fra både Norge, Sverige og vort eget land, vi snart skal møde, – vær overbevist om, at vi vil gøre alt, hvad der står i vor magt, for at alle vore gæster skal få en uforglemmelig ferie på denne skønne plet!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!