Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Solen belyser i dette øjeblik kuplerne på Sacre-Coeur og får dem til at syne lysende rosa, et i virkeligheden betagende syn. Jeg sidder højt oppe "over Paris tage", hvilket skal forstås i den betydning, at mit hotelværelse er usædvanlig højtbeliggende, og at skæbnen har villet, at jeg netop mellem to meget skarpe husgavle har det skønnest tænkelige panorama med en af Frankrigs berømteste kirker som baggrundseffekt. En lille ting, sandt nok, men alligevel en smuk oplevelse at begynde dagen med. Dybt under mig larmer Paris, men gudskelov fornemmes lyden heroppe kun som udefineret spektakel. Jeg har siddet en stund og betragtet det lille udsnit af byen, jeg synsmæssigt har adgang til, og mine tanker er uvilkårligt gået til det England, jeg netop har forladt. En rejse har meget tilfælles med en filmsoptagelse. Der hænder hele tiden noget og meget ofte noget aldeles uventet. Jeg har siddet og grundet over, hvilke oplevelser jeg bør "klippe ud" til Dem, fordi jeg jo ikke alene blot er mig selv, men på en måde i langt højere grad "Dem".

Det var næsten med vemod, jeg forlod Stoke Fleming, denne lille bedårende by på Englands milde sydkyst, hvis indbyggere jeg nåede at blive så fortrolig med, at afrejsen blev en hel lille fest med gensidige ønsker om et gensyn i en fjern fremtid. En oplevelse havde jeg, som jeg tror, vil interessere Dem. Det er igen en beretning om en lang tur ude mellem Devonshires forrevne kyster, denne gang med en mand der på den ene side idag ejer en ret stor fabrik og i øjeblikket oplever stor fysisk medgang, men som på den anden side dybt inde i sig har sår, som vist kun Martinus analyser kan læge. Vi var omtrent jævnaldrende og kom meget hurtigt i kontakt med hinanden. Han havde lyttet med stor intensitet under vore aftenlige konversationer om kosmiske problemer, men ikke selv deltaget. En dag spurgte han mig, om jeg kunne tænke mig at følges med ham en tur ud til kysten, og vi begav os på vej. Naturligvis "vidste" jeg, hvad der ventede mig, og jeg var derfor glad for, at han uden omsvøb begyndte at tale om netop det, der brændte dybest i hans sjæl. Han havde været officer i den anden verdenskrig og havde gjort hele turen med fra Afrika og op igennem Europa. Ved El'Alamain i Nordafrika var han blevet hårdt såret, men vendte, så hurtigt det kunne lade sig gøre, tilbage til fronten igen og nåede helt op til vor egen grænse, før krigen for hans vedkommende var forbi. De havde været tre: ham selv, hans bror og hans svoger. Nu var de kun én. Svogeren var flyver og blev skudt ned, netop som det sluttede, og broderen lever indelukket, håbløst sindssyg efter alle rædslerne. Svogeren var sin mors eneste søn, og hans død havde næsten dræbt hende. Hun lever nu kun en slags skyggetilværelse. Det var igen dette England, der lever umiddelbart under overfladen. Problemet var for denne mand selve begrebet religion. Han fortalte mig, hvorledes han aften efter aften var vandret ud fra de lejre, hvor de havde været, og knælet ned og med hele sin sjæl bedt om, at både hans mænd og han selv måtte blive skånet. Han fortalte mig om den angst, der havde fået ham til at græde i denne ensomhed, der kun blev afbrudt af bragene fra granaterne og den hidsige lyd fra maskingeværerne, men også om den trøst, bønnen havde bragt ham. "Vi var alle bange for døden", sagde han. "Man bliver aldrig vant til den tanke, at man måske ikke skal se solen gå ned den næste aften, og i en sådan situation har man kun bønnen, og De må tro mig, når jeg siger Dem, at det er en helt anden form for bøn, end den man beder, når man er kommet levende igennem dette helvede, – og det er det, der piner mig sådan!" Og så fortalte han mig om hjemkomsten med kæresten og det hurtige ægteskab. Om børnenes fødsel og den desperate kamp for at glemme noget, der aldrig kan glemmes. Men mest om det, der var blevet hans største problem – kirken. For der var hændt ham det, at den religion, der bar ham gennem krigens rædsler, den religion, der var liv, medens døden rasede omkring ham, men nu var blevet "sten og aske", var blevet en livløs og nærmest smertebringende ting i hans liv. "Jeg skammer mig", gentog han ofte, "for jeg følte, Gud var levende virkelighed dengang, jeg selv hvert eneste øjeblik kunne blive "den næste", men når jeg idag sidder i kirken og lytter, er ordene døde, og det hele hæsligt hykleri, men hvorfor? Hvorfor?" Han indrømmede blankt, at han havde dræbt mennesker. Dræbt med koldt overlæg, men også at det havde været forfærdeligt, ikke alene selv at lære det, men også at skulle lære andre det. Jeg troede ham, da han sagde: "Man må selv have oplevet det, været igennem det, for at kunne forstå det, – men det er noget, der må høre op engang, for det er så forfærdeligt, så umenneskeligt, at det er et mirakel, at vi ikke alle vender hjem som gale, som min bror, der ikke kunne bære byrden, og som måske nu er lykkeligere i sit mørke, end han ville være, om han blev rask".

Det er ikke let at hjælpe en sådan mand. Timerne gik, og utallige problemer blev berørt. At han var lykkelig for samtalen, var meget åbenbart, men for mig selv var samtalen smertefuld derved, at jeg ikke kunne give ham noget at læse. Det er sin egen sag at føde en åndelig sult i et menneskes sind – og vide, at det endnu vil vare noget, før man kan give det virkelig føde. For mig var denne mand en typisk repræsentant for mennesket i grænsezonen mellem intellektualitet og højintellektualitet, og den største glæde for mig bag hans ord om, at han aldrig ville kunne takke mig nok, var måske den sætning, han sluttede med, og som næsten ord til andet var en gentagelse af den sygeplejerskes ord, jeg omtalte for Dem i mit forrige brev: "Der er tusinder i dette land, som vil blive lykkelige for at lære Martinus tanker at kende!"

Gensynet med London var dejligt. Skæbnen ville, at jeg igen kom til at bo i "mit gamle hus", og jeg følte det næsten, som en cirkel havde fuldendt sit løb, da jeg igen lå i min seng og lyttede til alle de kendte lyde. Der er på lange rejser noget uhyre varmt over dette at komme til et sted, man er fortrolig med, og at blive modtaget af et menneske, man før har haft kontakt med. Min værtinde i London ser ustandselig mennesker komme og gå, men fra vort første møde, hvor hun var i store vanskeligheder, som hun dengang betroede mig, og til dennegang, har mine besøg i meget haft karakteren af at "komme hjem". løvrigt oplevede jeg til min store overraskelse lidt af det samme her i Paris, hvor værten ikke alene straks genkendte mig, men omgående erindrede mig om en fællesoplevelse af yderst fornøjelig art. Men det er altså en helt anden historie. Mit ophold i London var kun kort, men én oplevelse havde jeg, ja to, som De må høre om. Den første var mit møde med en ung vordende sagfører fra Ghana, den nye afrikanske stat. Måske husker De, at jeg sidste år havde et tilsvarende møde, som jeg dengang omtalte? Hvis De gør det, vil De ikke kunne undgå at drage en vis parallel med min oplevelse dengang og nu. Jeg kom gående op igennem Kensington Garden, der lå badet i sol. Jeg var lidt træt og satte mig derfor i en af denne dejlige parks utallige liggestole og lod øjnene glide henover de mange mennesker, der her nød forårets varme og de skønne, udsprungne træer. Pludselig mærkede jeg, at jeg blev iagttaget meget intenst, så jeg lod forsigtigt øjnene glide rundt for dog at se, hvem der var årsag til denne specielle følelse. Og pludselig så jeg ind i et kulsort ansigt med meget varme, milde øjne, så milde, at jeg uvilkårligt smilede og nikkede. Og så igen dette mærkelige: "Du er ikke Englænder, vel?" Nej, jeg er ikke englænder, og de "farvede" ved det, ved det ganske instinktivt. Her var igen en ung mand fra det så fjerne Afrika, en mand der om få måneder er jurist og nu vender tilbage til sit eget land som 1. klasses borger!!! Tænk engang problemet igennem, og De vil forstå mere af racehadets inderste årsager end før. Jeg sad her over for en ung mand, der havde bestået en lang række eksaminer, men som for blot ét år siden kun kunne vende hjem til andenrangs stillinger. Nu var han med ét slag rykket op i en klasse, som før var ukendt for ham og hans folk. Han ikke alene havde et land at vende tilbage til, men nu havde han "sit eget land". Det er klart, at dette må have en vis mental virkning, og det havde det. Han var stolt, men han var også en meget klog ung mand, hvad De vil forstå, når jeg nu prøver at give Dem et indtryk af vor samtale. Han var opdraget af missionærer, men var selv søn af en stammehøvding, som var økonomisk meget velstillet. På mit spørgsmål om hans folk nu var lykkelig over den opnåede frihed, svarede han: "Vi er meget lykkelige, men vi har store vanskeligheder at kæmpe med. Mit land er politisk meget umodent, og det vil tage lang tid, før vi har en stat i europæisk betydning, men vi vil få det!" Og om englænderne: "England har ikke givet os fri, fordi de synes om os. De har taget, hvad de kunne få, og nu er udviklingen dem imod. Vi har et godt forhold til dem, fordi de ved, at vi har akkurat ligeså lidt tillid til dem, som de har til os. Englænderne kan ikke døje farvede folk, men de er dygtige hyklere. De har endnu ikke rigtig vænnet sig til, at England i virkeligheden er ved at blive et lille land. Når de engang er blevet fortrolig med den tanke, vil både de og vi få det meget bedre sammen. Folk fra dit land vil altid være meget mere velkommen hos os end englændere og amerikanere, for de folk tænker kun på, hvad de kan tjene på os". Man er jo ikke i tvivl efter sådan en præcisering. Og om religion: "Ghana vil blive et kristent land, derom er der ingen tvivl. Alle vore gamle stammereligioner dør hastigt ud nu og afløses overalt af kristendommen. Men hvad så?" Jeg stirrede forbløffet på ham og spurgte forsigtigt, hvad han mente med det spørgsmål. Og lyt nu kære læser, for nu hører de Afrikas egen stemme: "Jo ser du, der sker noget mærkeligt hos os, det samme, som jeg tror, er ved at ske hele verden over. Den vilde mand i urskoven er jo et uintellektuelt menneske, og den slags mennesker har let ved at tro, og især når nu alle høvdingene går i spidsen. Men vore intellektuelle forlader missionsstationerne. De er blevet materielle. De vil have den hvide mands livsgoder, og de er ved at blive lige så gode hyklere som de fleste kristne hvide mennesker. Religionen i den gammeldags betydning har mistet sin interesse for dem, og vi er mange, der er bekymrede for, hvad der vil ske på det område i fremtiden." – "Hvad med dig selv?" spurgte jeg forsigtigt. "Jo", svarede han, "jeg føler mig som kristen, men jeg går aldrig i kirke, jeg kan slet ikke med den form mere, der må være en bedre form, en mere fri form".

Hvorlænge vi talte sammen, ved jeg ikke. Kun at tiden fløj, og at vi kun sluttede, fordi aftenens kølighed og en aftale, han havde, nødvendiggjorde en afslutning. Men jeg har hans adresse, og han har mit løfte om at få sendt al Martinus litteratur på engelsk, såsnart den foreligger. Tror De, jeg har propaganderet? Lad mig svare med et klart og meget bestemt: "Nej!" Til hvad formål skulle det vel tjene? Nej, det, der optager mig i forbindelse med denne oplevelse, er alene den enkle kendsgerning, at udviklingen nu synes at gå så hastigt, at vi må være forberedt på, at mennesker, der kun er adskilt fra junglen gennem tre, måske fire generationer, i deres sjæle rummer så megen livserfaring, så megen naturlig åndelig hunger, at de er akkurat lige så modtagelige for Martinus kosmiske analyser, som vi er. Naturligvis deler jeg ikke de i virkeligheden så rare sorte menneskers had til englænderne, og jeg tager heller ikke dette had særlig tungt. Hadet er i virkeligheden kun rettet imod en bestemt gruppe englændere, som ikke kan forlige sig med tanken om, at England har opgivet sine kolonier. På tomandshånd kender englænderne selv udmærket disse mennesker og har en glimrende betegnelse for dem. De kalder dem "dieheartet" – dødhjertet! Betegnelsen rammer lige i centrum og er iøvrigt en glimrende karakteristik af det kosmisk døde menneske!!!

Og så til slut en oplevelse der helt afviger fra dem, jeg her har berettet om. Jeg så straks ved min ankomst til London, at der skulle være premiere på en film om "De flyvende tallerkenens angreb på jorden" og sikrede mig omgående en billet. Sagen er nemlig den, at medens vi tager problemet "flyvende tallerkener" med stor ro, er det samme absolut ikke tilfældet her eller i Amerika. Både i England og Amerika er der utallige klubber, som alene beskæftiger sig med dette problem, og det er ikke småting, man hører om, når talen falder på dette lidt mærkelige emne. Jeg lyttede således i television til en samtale mellem to engelske forskere, hvoraf den ene var lige så meget pro-, som den anden var contra. Den første hævdede med stor bestemthed og med klar videnskabelig præcision, at de flyvende tallerkener var en realitet og besvarede den andens nærgående spørgsmål, om han selv med egne øjne havde set en, med et klart "Ja" – man hoppede formelig i stolen af spænding. Han viste i tegninger, hvad han og andre havde set, og hele udsendelsen udmundede i et: enten er det væsener fra andre kloder (Venus), der iagttager os og måske vil advare os, eller også – ja, eller også er det en jordisk magt, som afprøver visse nye våben – – ! Nuvel, det var ikke til at undre sig over, at det var svært at få en billet. Stykket blev stormet, men premieren blev en frygtelig skuffelse. Det begyndte ellers godt. Vi fik en forfilm om de nye raketvåben, og den lod os ikke i tvivl om, at vi nu med ét slag er rykket ind i en periode, hvor evnen til at dræbe så at sige folder sine blodrøde blomster ud lige for øjnene af os. Jeg ved ikke, om disse film er kommet til Danmark, jeg ved blot, at jeg nu har set en raket – flerleddet – som selv er istand til at opsøge sit mål i luften og totalt destruere det, og den slags giver noget at tænke over. Nu filmen. Den var så ægte amerikansk, at det kvalmede. Selvfølgelig skulle der i denne film, der kunne have været i en så absolut særklasse, at hele jorden kunne have haft interesse af den, indlægges en tåbelig kærlighedshistorie med et veldrejet pigebarn, der uafbrudt kom ind og ud af brændende huse med hele kosmetikken i strålende orden! Hvor er det dog synd, at de enten selv er sådan eller også tror, at vi andre er det. Men vi så altså en fantasi, der kunne have været en oplevelse. Vi så disse "tallerkener" komme jagende ude fra rummet og så dem destruere bygninger og mennesker på sekunder. Der var optakt til noget genialt i filmen, men det døde så komplet på grund af meningsløsheden med at lade en aldeles ligegyldig pin-up, som ikke ejede blot antydningen af menneskelig følelse i sit uangribelige dukkeansigt, dominere altfor meget. Og reaktionen udeblev ikke. For her er England måske igen lidt anderledes. Det halve af salen udvandrede demonstrativt, og det var faktisk forståeligt. Afslutningen blev ikke kedelig. Netop som filmen nærmede sig slutningen, styrtede så mange, som det nu kunne lade sig gøre, hovedkuls ud af dørene. Jeg følte mig lidt desorienteret, så slem syntes jeg nu heller ikke, den var. Men så kom forklaringen, – og den er engelsk! I samme øjeblik det sidste billede tonede ud – gled hendes kongelige højhed i ildrød uniform på en kulsort hest frem, og medens hun smilede nådigt, sang den sidste lille sørgelige rest af "menigheden" med dyb og inderlig alvor: "God save our Lord the Queen".

– – – – – – – –

Solen strålede fra en skyfri himmel, da jeg i "Den hviskende Gigant" – Englands sidste nye indsats i luftfartens tjeneste, hvinede op fra London Airport. Himlen være mit vidne på, at dette at kalde netop denne maskine for "hviskende" er akkurat lige så meget i kontakt med sandheden som dette, at Torquay har "subtropisk" klima. Mage til brøl, som det dens 13.000 hestekræfter tilsammen udstøder i det øjeblik den starter, skal man vist lede jorden rundt efter. Men der udover kun ros. Den er en drøm, og under selve flyvningen hører man kun en hyggelig fløjtetone. Og så har den fart på. På et øjeblik var vi ude over kanalen og længe varede det ikke, før vi på den ene side så Englands kyst tone bort og på den anden side Frankrigs kyst tone frem. Vi nåede lige at få drukket den sidste virkelige engelske kop the, før vi øjnede Paris forude. Heldet var med mig. Vindretningen tvang piloten ind over selve Paris, der jo har en noget anden dimension, en noget mere overskuelig, end London. Det var et betagende syn at se denne dejlige by fra luften, og mødet med de hyggelige og utroligt charmerende franske myndigheder på le Bourget gjorde ankomsten til en virkelig oplevelse. Afstanden mellem flyvepladsen og selve byen er her som de fleste steder meget stor, så det var i virkeligheden en hel sightseeingtur vi oplevede, før vi midt i Paris hjerte nåede Paris Airterminal.

Hensigten med rejsen til Paris var udelukkende den at møde mr. Woodland Kahler, der er en af de ledende mænd inden for den internationale vegetariske union. Jeg mødte denne mand for få år siden, og vi blev venner for livet. Woodland Kahler besøgte forrige år Indien, og vi aftalte, at jeg ikke skulle rejse derud, før vi havde haft lejlighed til igen at mødes og sammen planlægge min rejse. Det er måske her nødvendigt at indskyde, at Woodland Kahler, der er amerikaner, tilbringer hele sit liv på rejser. Han er fast bosiddende her i Paris, hvor hans hjem i virkeligheden udgør en uofficiel "ambassade", idet det er mødestedet for næsten alle nutidens mænd inden for de internationale humanistiske retninger. Jeg blev modtaget med åbne arme, og vi havde vidunderlige samtaler, hvis indhold jeg endnu er afskåret fra at kunne omtale. Et kan jeg imidlertid fortælle Dem, og det er, at Woodland Kahler og hans frue efter vore samtaler besluttede, at de efter et kort besøg i Amerika vil rejse direkte til Indien og mødes med mig i oktober i Kotagiri. Begge disse to mennesker er så interesserede i vort arbejde og så indstillede på at hjælpe mig, at jeg ved, at de ikke vil sky nogen anstrengelse for at gøre deres til, at Martinus arbejde i Asien – for der er her tale om meget vide perspektiver – får den bedst mulige start. Woodland Kahlers navn er kendt over det meste af Indien, og det vil for mig betyde utallige "åbne døre". Når jeg hertil føjer, at jeg i England modtog det kærligste brev fra Venkatashalam, der ikke alene har en fremskudt position i Indien, men derudover er en af vore bedste venner derude, så tror jeg, De forstår, at planerne for min rejse begynder at tage en meget fast form. Og alt dette er sket, fordi der en dag for snart mange år siden kom en dame gående henover feriebyens mark med kurs direkte mod den trappe, hvor jeg sad. Der var intet imponerende over hende. Kun en yderst naturlig værdighed. Hun præsenterede sig som Anna Ørnsholt, og på mit spørgsmål om, hvor hun kom fra, svarede hun ligeså naturligt og selvfølgeligt: "New Delhi!" Dette er år siden og umådelig meget er hændt i mit liv siden da. Men når jeg her, hvor jeg i stilhed sidder og søger at samle de mange tråde til én samlet plan, ser tilbage, ser jeg i dette øjeblik meget klart, hvad Anna Ørnsholt igennem de svundne år har betydet for vort arbejdes vækst uden for Danmarks grænser. Og mine tanker vender atter tilbage til det, der forekommer mig vigtigst af alt: vor trofasthed imod det vi igennem vort møde med Martinus blev betroet. Martinus navn er meget mere kendt ude i verden, end de fleste hjemme helt kan fatte. Ad kanaler, hvis eksistens vi kun kan ane, er det trængt ind i meget vide kredse, og jeg ved positivt, at verden ikke alene er moden for hans budskab, men at den nu også venter det. Men æren for, at alt dette kan ske, tilkommer næst Forsynet alle de mange hjemme, der nu gennem såmange år trofast har stået ved både Martinus og min side. Jeg vil ikke skjule for Dem, at jeg er vidunderlig lykkelig ved at kunne rejse. Det synes at være noget meget naturligt og selvfølgeligt for mig at kontakte nye mennesker, men bag hver ny oplevelse bag hver ny inspiration, som disse rejser bringer mig, eksisterer der altid, det har jeg bevidst følt, en indre kontakt med alle sagens venner hjemme. Som årene går, og arbejdet uundgåeligt vokser, forstår man bedre og bedre, hvad den enkeltes trofasthed har betydet. Set på de mange tusinde miles afstand, og afstanden vil blive meget stor, ser det hele anderledes ud end hjemme, hvor mange små detaljer kan forstyrre roen i den store helhed. Men her, hvor jeg kun fornemmer støjen fra Paris som en fjern larmen, ser jeg meget klart, at hvis ikke denne sags enkelte deltagere i sig havde dette trofasthedselement og den sikre overbevisning, at Martinus tanker skal og må ud i verden, ville alt det, der nu er ifærd med at ske, ikke ske. På denne trofasthed byggede jeg mit eget liv, og jeg ved, at den ikke alene altid har været, men også altid vil være den inderste kerne i den inspiration, der hidtil altid er kommet til udtryk, når skæbnen har givet mig lejlighed til på fremmede pladser at tale om, hvad mødet med Martinus tankeverden betød for alle os, dengang vi første gang stod over for den.

– – – – – – – –

Om få timer forlader jeg denne dejlige by med kurs mod Amsterdam, hvor jeg ved, at jeg ikke alene skal møde familien Dunnewolt, men også en lang række andre mennesker, der gennem vore hollandske venner er kommet i berøring med Martinus tankeverden. Vejret er meget smukt, og mødet med Paris blev dennegang en oplevelse helt udover det sædvanlige. Jeg sejlede i aftes i det skønneste vejr sammen med vore venner under næsten alle broerne over Seinen. Paris er meget smuk, og menneskene her er meget charmerende, men nu begynder tankerne at gå mod nord, hvor foråret må være kommet, og hvor Klint vinker med al sin charme. Thi derom er jeg overbevist, at ihvad jeg end får lov til at opleve på mine rejser, så blev Kosmos Ferieby, sagens dejlige sommercentrum, det sted, "hvor jeg har rod, hvorfra min verden går"! Det er skønt at rejse i denne sags tjeneste, men dobbelt skønt, fordi man ved, at der ved hver rejses afslutning venter en dejlig hjemkomst! Men altså: først Holland, hvor jeg ved, at gode venner venter mig, og hvor jeg dennegang håber at få lejlighed til at se de verdensberømte tulipan- og hyacintmarker i fuld flor. – Holder vejret, og det tror jeg, – får jeg imorgen meget brug for de farvefilm, jeg har sparet til dette formål!