Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Næsten en måned er nu gået, siden jeg forlod Danmark, og jeg føler, at det er tid at fortælle Dem lidt om min tilværelse herovre, – den er ikke kedelig! Da jeg den 21. marts så jorden forsvinde under mig og mellem sølv- og guldrandede skyer gled henover vort land, måtte jeg uvilkårligt tænke på året før. Da lå alt dækket af sne og dybt under os i Storebælt huggede skibene sig vej gennem vældige ismasser. Denne gang lå landet badet i sol og med et umiskendeligt præg af begyndende vår over sig – og det er nu dejligt! Min sidemand var en ualmindelig charmerende englænder, der havde været ude for et eventyr, han absolut måtte fortælle mig, fordi det var så helt uden for det sædvanlige. Han var leder af en fabrik, der producerer glassager, og hans liv består i at rejse over hele kontinentet og sælge sin fabrikation. Fabrikken er et gammelt slægtsforetagende, og det, han havde oplevet, var, at han i Østrig var blevet tiltalt af en ældre mand, der ligeud sagde til ham: "De må være søn af mr. X. i Liverpool?" Det var han! Den ældre mand præsenterede sig for ham som direktør N.N. fra Danmark og fortalte ham, at hans far havde været en af hans bedste venner, og at han nu værsågod havde at komme til Danmark – omgående! Og det havde han altså gjort med det resultat, at han nu havde "gjort" København i to døgn – og mage til oplevelse havde han aldrig haft, så nu ville han vide, om vi virkelig var sådan. Hvad svarer man til et sådant spørgsmål? Jeg ved det ikke. Jeg listede forsigtigt rundt om det, og vi blev meget hurtigt indviklet i en yderst fornøjelig samtale om forskellen mellem landenes mentaliteter. Som allerede antydet var vejret himmelsk, og jeg havde fået en dejlig plads med udsigt over vældige områder. Pludselig gled Amsterdam frem foran os, og jeg afbrød samtalen et øjeblik for at prøve at finde Wassenaar og sende en lille venlig tanke ned til vore venner både der og i selve Amsterdam, der set fra luften er en meget ejendommelig by. Da jeg vendte mig, sov min ledsager blideligt, og jeg kunne derfor roligt koncentrere mig om det dejlige syn, det er at se den engelske kanal i sol og med de mange skibe, som set fra luften ligner henrivende små legetøjsbåde. Snart glimtede Dovers klipper frem mod nord, og et øjeblik efter fløj vi ind over et England badet i sol og med dejlige, dybgrønne marker. Vi gik ned på en mindre højde, og der lige foran os lå London. Er London en by? Jeg ved det ikke. For mig synes den at være en metropol, på én og samme tid en ørken af huse og en kosmisk nerveknude i jordens vældige organisme. Så gled de enorme landingshjul ud af deres skjul omtrent som kløerne på en mægtig rovfugl, og få minutter senere tog vi cementen – rejsen var endt.

Der vil altid være noget fascinerende over dette at skifte fra ét klima til et andet. Hjemme havde vi netop haft en lille snert af vinter, men her, tre timer senere, befandt jeg mig midt i våren. Og London er skønnest i sin vårdragt. Tusinder af udsprungne træer og buske og utalte tusinder af tulipaner, hyacinter og påskeliljer. Det virker som et eventyr at gense Hyde Park og Kensington Garden netop iklædt al sin vårlige skønhed, og jeg følte mig meget lykkelig, da jeg påny sad ved den lille sø – ponden – i Kensington Garden og lod tankerne glide tilbage til den aften for seks år siden, hvor jeg første gang takket være elskelige venner så denne dejlige by! Efter at have været en lille tur rundt til de efterhånden kendte steder vendte jeg tilbage til mit hotel, hvor skæbnen ville, at jeg traf to charmerende unge Indere, med hvem jeg tilbragte en yderst interessant aften. Morsomt nok havde den ene af dem, en sydinder fra Bangalore, helt blå øjne, hvad der så meget ejendommeligt ud i det mørkebrune ansigt – formodentlig en diskret hilsen fra det England, han nu gæstede. Da de hørte, at jeg skulle besøge deres land til efteråret, var der ikke grænser for alle de oplysninger, de ville give mig, og tiden fløj meget hastigt under dette samvær, hvor problemerne skiftede fra overflade til dybde, og hvor jeg meget hurtigt forstod, at nok kommer alle disse unge til England for at lære Vestens tanker at kende, men deres sjæl er Østens og deres mål helt andre end de, de fleste unge i vor verdensdel sigter imod. Skulle jeg referere vor samtale, ville det fylde dette brev, her må det imidlertid være nok at sige, at vi selvfølgelig hurtigt kom ind på de tanker, jeg lever i, og det var vidunderligt at møde disse unge mænds lynhurtige evne til at opfatte essensen af Martinus tanker og at mærke den ærlighed, hvormed de ved afskeden gav udtryk for deres overbevisning om, at Indien ville åbne sig for mig, og at jeg ville blive mødt med kærlighed allevegne.

Den følgende dag besøgte jeg den nysudnævnte generalsekretær for I.V.U. (International Vegetarian Union) mr. Harry Harris, en ældre, overordentlig venlig og højtkultiveret englænder, med hvem jeg havde en tre timers meget åbenhjertig samtale om de problemer, der optager os begge. Da jeg under samtalen fortalte ham, at jeg agtede at indmelde mig på et sprogkursus her i London, frarådede ham mig det på det bestemteste og bad mig i stedet indtrængende besøge nogle gode venner i Torquay, Englands berømte badeby i Devonshire, og før jeg rigtigt havde fået tænkt mig om, havde han allerede ringet derned og arrangeret det hele for mig. Han fandt det meningsløst, at jeg skulle bruge min tid på "skolebænk" og garanterede mig, at jeg rent sprogligt ville få meget mere ud af at møde englænderne "ansigt til ansigt" – og derudover kunne jeg finde hyggelige lærere hvor som helst. Vi skiltes med fælles løfter om hyggeligt gensyn og om samarbejde på alle de områder, det kan lade sig gøre. Desværre var mine indiske venner allerede borte, og jeg begav mig derfor på en stilfærdig tur rundt i byen, hvor jeg afsluttede med at gå ind på Lyons enorme restaurant på Marble Arch. Systemet i disse restauranter er såre enkelt. Man stiller sig bag den sidste i køen og når på et eller andet tidspunkt frem til et bord med en bakke, som man skyndsomst snupper. Derefter – stadig bag ryggen af en anden – snupper man de spiselige sager, man føler sig tiltrukket af, og ender med at forsyne sig med the og de nødvendige spiseredskaber, hvorefter en energisk dame lynhurtigt overser, hvad man har kriget til sig, nævner prisen, får pengene – og så står man midt i et larmende virvar af kommende og gående mennesker og håber på en chance ved et bord. Chancen kommer altid – før eller senere og så sidder man der og prøver at forestille sig, at det både er engelsk og hyggeligt, – jeg tvivler på, at det er nogen af delene! Nuvel, jeg var heldig og kom til at sidde sammen med en mørk, midaldrende dame, der hurtigt fandt ud af, at jeg var "overseas". Men hun var nu modsat de fleste englændere ikke særlig reserveret og begyndte selv en konversation, jeg ikke vil glemme foreløbig. Efter at vi havde passeret visse diskrete "forpostfægtninger", spurgte hun mig meget nøje ud om den danske kongefamilie. Desværre måtte jeg bedrøve hende med, at disse sikkert søde og rare mennesker levede helt uden for den verden, jeg selv plejede at færdes i, så selvom jeg naturligvis var ked af det, kunne jeg faktisk ikke fortælle hende andet og mere end det, hun sikkert allerede vidste. Jeg var derefter letsindig nok til at sige, at vi, der ikke har vor daglige gang "ved hove", jo i virkeligheden ved meget lidt om de mennesker, der af livet er blevet anbragt der. Det skulle jeg aldrig have sagt, "ved det at", som en af mine venner ved Klint utvivlsomt ville have sagt, min borddame havde en datter, hvis veninde havde en kusine, der var i køkkenet på Buckingham Palace. Lad mig standse her og blot diskret antyde, at hvad jeg idag ikke ved om den engelske kongefamilie, er faktisk ikke værd at vide! Desværre må jeg vist også diskret antyde, at det utvivlsomt er løgn altsammen – – men et yderst fornøjeligt kursus i daglig engelsk sprogbrug det var det nu!

Den følgende morgen tog jeg til Paddington station for at finde "Torquay-ekspressen". Hvilket gensyn med Paddington! Da jeg første gang så denne station, lå den endnu hen, mørk og med knuste ruder, en sørgelig hilsen fra krigens onde dage. Nu strålede den – så meget som en engelsk station nu engang kan stråle – af renhed og ny maling. Og føjer De dertil det charmerende træk, at man har ansat et stort antal ualmindelig kønne piger til at anvise passagererne deres pladser og i det hele taget give gode råd, ja så tror jeg, De forstår, at gensynet var lidt i retning af en chokbehandling! Men et rart chok! De engelske eksprestog kører hurtigt, vel som lyntogene hjemme. Få timer senere nærmede vi os Devonshires berømte højdedrag. Vi drønede gennem tunneler og vi rutschede nedad skråninger, så jeg af og til syntes, at flyvning var den rene barneleg mod dette eksperiment med hurtigst mulig at blive ekspederet ned til "syden og palmerne" – for her er "hemmeligheden"! Torquay har "subtropisk klima" – hvilket uundgåeligt leder tanken hen på klukkende stillehavsbølger med tilhørende yndige hula-hula-piger! Tro det ikke! Tro det endelig ikke! – Nuvel, pludselig skete der noget, der overraskede mig meget. Jorden skiftede farvel Fra at have været meget almindelig lergul og brun, tonede den frem i den reneste terrakottafarve, jeg nogensinde har set. Det så både mærkeligt og meget smukt ud. Det er i virkeligheden en henrivende "undergrundsfarve" for grønt! Men hvor ser en sådan nypløjet mark mærkelig ud for nordiske øjne. Man tvivler faktisk lidt på det i begyndelsen, så jeg tilgiver Dem gerne, om De nu tænker: "To ting læres let på rejse –!" Men det er altså sandt!

Torquay har palmer! Mange endda. Nogle sære, halvvisne fyre med kedeligt raslende blade, der ligesom hele tiden synes at hviske til hinanden: "Du, han gik også på den". Når dette er sagt, skal det imidlertid siges, at Torquay er en fantastisk smuk by. Dels ligger den vidunderligt lige ud til den engelske kanal og dels ofrer byens ledelse ca. 50.000 pund sterling på blomsteranlæg hvert år foruden enorme summer på en permanent illumination med kulørte lamper og et hav af strålekastere, der aften efter aften belyser de terrakottarøde klipper, – det ser fantastisk ud! Byen er som allerede antydet Englands berømteste badeby og er i sig selv en slags "Hollywood", man meget hurtigt bliver træt af. Desuden er den Englands "honeymoonby", og skæbnen ville, at jeg ankom midt i brylluppernes "højsæson". Man har herovre en lov, der giver hvert ungt par et års frihed for "sambeskatning", om de gifter sig inden 1. april, hvad der medfører, at hvert eneste tog indtil den dato og især de sidste uger i marts spyr nygifte ud i lange baner. Det ses! Jeg har aldrig mødt så megen mental bevidstløshed som i Torquay, ejheller så megen erotisk udfoldelse i "fri dressur", hvilket vil sige: alt for frit og komplet uden dressur. Nuvel, hver nation lever efter sin smag, og jeg er ikke her for at kritisere nogen eller noget. Men nej, hvor blev jeg træt af at bevidne al denne lykke, så træt, at jeg relativt hurtig fortrak til en anden by, – men først ankomsten! Mr. Harris' venner var søde og rare mennesker, der modtog mig med stor venlighed. Foruden mig boede der et hyggeligt ældre ægtepar i huset, og stor var min overraskelse, da den ældre dame efter at have budt mig velkommen på korrekt og formfuldendt engelsk slog over i det mest ærkekøbenhavnske, man kan høre. Hun havde været gift i 50 år med sin engelske mand og alligevel bevaret sit modersmål aldeles uberørt – det er imponerende. Takket være hende blev opholdet både en behagelig ferie og et udbytterigt kursus i engelsk, idet vi hurtigt traf den aftale, at hun skulle "korrigere" mig, når jeg udtrykte mig forkert. Men medens mr. Harris hører til de absolut frie og uafhængige vegetarer, følte jeg ikke helt den samme frihed hos mine værtsfolk. For mig er vegetarisme ikke religion, og hvis jeg ellers blot får en føde, der kan synkes og er fri for kød, er det så nærmest mig det samme. Diskutere mad er mig en sand vederstyggelighed, så jeg var faktisk meget lykkelig, da et menneske, jeg mødte, hjalp mig til et nyt sted – det bedste jeg har oplevet i England!

Lederen af det stedlige bibliotek besvarede min høflige forespørgsel om en eventuel engelsklærer med at lade mig møde to meget forskellige mennesker. Først en ældre, syg men dejlig lærer, og dernæst en ung engelsk frue, der tilbød at vise mig hele omegnen og derigennem få et kursus i talesproget. Jeg akcepterede begge dele og kom derved i kontakt med et England, jeg aldrig vil kunne glemme. Min ældre lærer var, som allerede skrevet, sengeliggende. Han havde haft et alvorligt hjerteanfald og var i virkeligheden meget syg. Men han havde brug for sin indtægt, og jeg vil aldrig fortryde de timer, vi fik sammen. Han var umådelig åndeligt interesseret, så undervisningen kom hurtigt udelukkende til at dreje sig om kosmiske problemer. Den ene aftalte time blev efter hans eget ønske til mange "gratistimer". Daglig fik vi os timelange passiarer, og jeg vil sikkert altid komme til at stå i gæld til ham for hans kærlige og vågne kritik. Vi havde det dejligt sammen, og længe varede det ikke, før han åbnede sig helt for mig, – og der mødte jeg det England, der eksisterer bag de venlige smil, bag den reservation, man her møder overalt. Da krigen kom, levede han som engelsklærer i Paris. Der faldt kun få bomber over Paris, men én ramte hans hus, udslettede det totalt og dræbte hans hustru. Tyskerne tog ham i interneringslejr, han var da omkring de 70. Han var iøvrigt i lejr sammen med nylig afdøde Eduard Herriot, ned hvem han blev gode venner – måske det eneste lyspunkt i al mørket. Livet siden havde været én lang smertensvandring, som han nu ligesom kunne skimte afslutningen på. Vore samtaler om livet efter døden og om de kosmiske problemer i det hele taget gav ham så aldeles åbenbart en glæde, han ikke syntes at kunne takke nok for, medens jeg på min side så absolut syntes, at det var mig, der fik mest, – for intet er dog skønnere at opleve end de stunder, hvor et andet menneske ikke alene åbner sig for én, men også giver én del i alle de tanker, smerten har født, de tanker som altid synes at udtrykke essensen af et menneskeliv. Det var ed virkelig vemod vi skiltes.

Min engelsklærerinde var ganske ung og reserveret, som englændere er det. Men hun var meget dygtig og lagde, for hver gang vi mødtes, en meget fin plan for mig. Takket være hende har jeg set alle de berømte steder i miles omkreds, og takket være hende er jeg her.

Det var uundgåeligt for mig at lægge mærke til det drag af vemod, der altid var over hendes ansigt, når hun kom, og især når hun troede sig ubemærket. Englænderne afviger jo fra os ved aldrig at tale om dem selv og ved aldrig at spørge om ting, der ikke kommer dem ved, – udmærkede egenskaber! Men det fører tit til, at samtaler med dem ofte føres på et ret ligegyldigt plan, altså handler om ting, som hastigt er glemte. Da jeg imidlertid en dag gav udtryk for, at jeg faktisk meget gerne ville rejse til en anden by, spurgte hun mig, om jeg kunne tænke mig at besøge hendes forældre, der var vegetarer, og se et rigtigt engelsk hjem? Naturligvis kunne jeg det. Og naturligvis havde jeg gjort mig en hel del tanker om hendes liv. Hun var eget enkelt klædt. Ikke billigt, men absolut heller ikke dyrt. Vore samtaler var altid interessante, hun var så åbenbart ivrig efter at give mig alt det for mine penge, jeg havde krav på, – men der udover tonede alt andet ud i tågede grænser. Hun nævnte aldrig sin mand eller sit hjem, så jeg vidste faktisk intet som helst om hende udover, at hun var et tiltalende menneske at se de mange berømte steder sammen med.

Min overraskelse var derfor stor, da vi en formiddag i Dartmouth blev hentet af hendes far i en meget smuk vogn og ført til et hus, der lå på en aldeles dejlig plet, og som rummede ca. 20-30 værelser! Sagt i korthed blev jeg mødt med en enestående venlighed og fik en strålende frokost. Haven omkring huset rummede mange smukke skulpturer, og fra huset selv havde man en udsigt udover floden Dart af ubeskrivelig skønhed. Efter frokosten blev jeg inviteret på en dejlig tur i omegnen, og herunder kom vi til en lille by lige ud til havet – en ældgammel engelsk landsby af næsten ufattelig hygge. Her var det, jeg så ofte har ønsket at se – en uberørt plet med huse fra en tid der forlængst er historie. Vi kørte op og ned ad krogede, smalle gader, og pludselig så vi et hus og en have, der var som klippet ud af en drøm. Jeg gav udtryk for min beundring, og min vært spurgte mig da pludselig: "Kunne De tænke Dem at bo der?" Naturlig kunne jeg det, hvortil han oplyste mig, at ejeren var en af hans venner, og vi da kunne hilse på ham! Sådan gik det til! Ejeren var en ualmindelig charmerende englænder, og både han og hans hustru blev hurtigt enige om, at jeg selvfølgelig skulle være her, og at de alle skulle hjælpe mig med mit engelske!

Og nu sidder jeg altså her og ser udover den blinkende engelske kanal, hvor vi venter at se kopien af det berømte engelske skib "Mayflower" tone frem. Det starter i dag på sin lange vej til Amerika og skal passere os om få timer.

Men tilbage til min engelsklærerinde. Da dagen var forbi, og vi fulgtes i toget tilbage til Torquay, benyttede jeg lejligheden til at sige hende tak for den store overraskelse, hun havde givet mig, og spurgte hende, om der ikke var noget, jeg kunne gøre til gengæld. Men hun var lukket som sædvanlig, hvad der fik mig til ret umotiveret at spørge hende, om det dog ikke var en ide at fortælle mig lidt om det, der så åbenbart hvilede over hende med et uhyre tryk. Og så mødte jeg igen det England, der vel vil forblive lukket for de fleste. Denne mærkelige smerte, som herovre rammer utallige, og som i stilhed bæres på en måde, man aldrig vil glemme. Hun svarede mig meget stille, at hun ofte havde ønsket at tale med mig om sine vanskeligheder, fordi hun følte, at jeg ville forstå hende, og nu, da jeg selv spurgte derom, var der mange ting, hun gerne ville høre min mening om. Hendes mand havde været faldskærmssoldat. Et af springene mislykkedes, og man fandt ham, ikke dræbt, men med et fuldstændigt sprængt nervesystem. Han er 100 procent invalid og sommetider sig selv, men også sommetider "borte i mørket". Kun ét glædede mig under denne lange samtale, det, at mit arbejde har gjort mig til en god lytter. For takket være det, at jeg ganske stille lod hende tale, lod mig se ind i hendes verden, gav hende en fred, hun ikke længe havde kendt. Jeg mødte her en loyalitet og en evne til ikke alene at ville, men også at kunne bære en skæbne, man ikke altfor ofte møder. Livet har såvist ikke meget solskin til denne unge kvinde, men hun så den rigtige vej. Stilfærdigt sagde hun: "Der er så mange i dette land, der har det meget værre, end jeg har det. Så mange mistede alting, også håbet. Det har jeg stadig, og det bygger jeg på!" Vi fik en samtale, som jeg tror hjalp hende, i hvert tilfælde syntes jeg at kunne mærke på hende, før vi skiltes, at det, jeg havde at sige hende, startede tanker, der i sig rummer mulighed for en hjælp, hun virkelig har behov.

Og nu er jeg så her i dette dejlige hus, på hvis havelåge der står 1653. Omkring mig ligger en lille, ældgammel landsby, hvis beboere jeg forlængst er blevet ven med. Jeg synes aldrig, jeg har haft en så dejlig ferie hele mit liv. Her er ikke alene fred og hvile, her er indbyrdes godhed og en vidunderlig fornemmelse af den form for at være velkommen, der vejer alting op. Naturen her er jo meget anderledes end hjemme, og klimaet er også meget anderledes. Her er så varmt, som i slutningen af maj hjemme, og allevegne møder øjet udsprungne træer og buske og et hav af blomster. Kun bøgen holder sig fornemt tilbage – den vil først komme i de nærmeste dage. Men her er store blomstrende kameliabuske og Rododendron, som jeg aldrig har set magen til. Jeg tør næsten ikke skrive om disse ting, for det lyder meget lidt ærligt i en danskers øren, men her er altså store blomstrende levkøjer, her er blomkål og spidskål og snart nye kartofler. Og her er en fuglesang, som må fryde enhver naturelsker. Og så er her de sjoveste mennesker! Jeg kom således en dag gående fra havet ad en ældgammel kroget vej og mødte der en vejarbejder, som stilfærdigt puslede med de høje hække, der her kranser hver eneste vej og sti. Jeg hilste, som jeg her hilser på enhver, og han indbød til en sludder på græskanten. Han havde hørt om mig og syntes, at det kunne være sjovt at se mig lidt an. Nuvel, vi fandt hurtigt "melodien", og her mødte jeg igen eventyret. For skjult bag den falmede bluse og det fattige tøj mødte jeg en mand, der havde været tre år i Indien og derefter i Shanghai og siden både i det nære Øst og i Europa. Vi hyggede os utroligt, alt imedens han tog mig med på lange strejftog i den mindernes verden, der nu gjorde hans hverdag meget lettere, end den ellers ville have været. Og sådan kunne jeg blive ved, for det eventyr i livet jeg søger, det som alene bor i det menneskelige sind, det eksisterer ikke alene her, men allevegne, om man da ellers har fundet nøglen til det! For mig blev nøglen det verdensbillede, Martinus har givet os. Såmange har i tidens løb sagt til mig, at "De kan sagtens Gerner Larsson, for De har evnen til at kontakte mennesker" – måske! Men havde jeg ikke mødt Martinus tanker, ville denne evne ikke have fået mulighed for at sætte frugt. For i sig selv er denne evne ikke såmeget, som man vil gøre den til. Men i det øjeblik, den næres af en stadig voksende indsigt i det mysterium, vi kalder "sjælen", kan jeg forsikre Dem for, at ingen anden evne giver rigere frugt så sandt som, at hvad vi end kan møde på det fysiske plan af vidundere, er intet vidunder større end det, der bor i hvert eneste menneskesind!

Aften efter aften har vi i dette dejlige hus, i dette dejlige hjem, været samlet om kaminens varmende ild, og der har været aftener, hvor jeg har måttet tale meget længe og meget koncentreret om Martinus tanker, der her har en grobund, der kun kan sidestilles med den, vi oplever hjemme under foredragsaftenerne. Mine venner her lægger ikke skjul på, at den dag Martinus tanker findes på engelsk, vil der blive utallige kredse overalt i England, og jeg har ingen grund til at tvivle på sandheden i deres ord, eftersom man herovre taler langt mere åbent og langt mere frit om religiøse problemer end hjemme. Det er et stort hus og et åbent hus, jeg er kommet til, og jeg har allerede mødt mange mennesker fra helt forskellige pladser i dette land – og jeg har fået en mængde invitationer til at komme og besøge dem i deres hjem. Ofte, når jeg om aftenen ligger i min seng og i tankerne gennemgår dagens oplevelser, vender jeg tilbage til den tanke, at intet af alt det, livet giver os, kan sammenlignes med den "honning", Martinus kosmiske analyser er. Thi "duften" fra denne åndelige "honning" drager mennesker til os, – og er det ikke livets dybeste mening, at vi ikke alene skal mødes, men også åbne os for hinanden? Personlig føler jeg det, som om hele verden langsomt er ifærd med at blive mit "hjem", for jeg føler, at jeg har venner der, hvor jeg har været, og vil få venner der, hvor jeg i fremtiden kommer – og hvilken følelse er skønnere? Hvis Martinus tanker var "døde tanker", var resultatet af "hjernespind", havde livet forlængst kvalt dem. Men hvad er sket? Overalt har de fæstet blivende rødder, overalt vokser de. Selvom de måske nok idag er et "sennepskorn" i forhold til så meget andet, så ved dog hver den, der virkelig har mødt dem, ikke som interessant "tankeleg", men derimod som sand virkelighed, at de vil vokse udover den ganske verden og en dag blive det "træ", under hvis skygge hver eneste forbrændt sjæl vil finde hvile!

– – – – – – – –

Om få dage slutter mit ophold her, og jeg vender igen tilbage til London, hvor jeg vil møde mennesker, der allerede nu er meget interesserede i Martinus arbejde. Jeg ved, at jeg, i det øjeblik Torquay-ekspressen påny drøner mod nord, vil vide, at mr. Harris havde ret: man kommer et sprog meget nærmere ind på livet i det øjeblik, man lever iblandt de mennesker, der taler det. Men mødet med Devonshire blev nu mere end et sprogkursus, det blev også mødet med mennesker, der blev mine venner, og som gav mig del i deres glæder og sorger. Og jeg véd ved mig selv, at vort arbejde her har vundet en genklang, som betyder, at bånd er knyttet, bånd som ikke vil briste, fordi jeg forlader stedet. Jeg tilbragte en meget lang aften sammen med en chefsygeplejerske, som havde været i Londons centrum netop de døgn, hvor hele kvarteret omkring St. Paul's katedral blev jævnet med jorden. Time efter time havde hun taget imod døde, døende og lemlæstede mennekser, dag blev nat og nat blev dag – – at lytte til hendes beretning om disse døgn var som at sidde og stirre ind i selve helvede. Lidenskabsløst berettede hun om disse timer, der havde splintret enhver tro i hende på en kærlig Guddoms eksistens. Nu var hun søgt herned for at finde hvile for den uro, den nagende tvivl der uafladeligt brændte i hendes sind. Dagen efter vandrede vi op til en vidunderlig plads i klipperne, og her brugte jeg al den tid, det var nødvendigt for at vise hende og forklare hende Martinus hovedsymboler. Hun var en højtbegavet kvinde, og det var en stor oplevelse for mig at se, hvorledes Martinus tanker og hendes egne erfaringer i den grad dækkede hinanden, at jeg næsten kun havde at give hende de store linier, de store perspektiver. Hun rejste dagen efter, men lad mig slutte dette rejse-brev til Dem med at citere hendes afskedsord til mig: "Gerner Larsson, om De dog vidste, hvor meget De har hjulpet mig. Jeg vil tælle dagene, til jeg har Deres bog om Martinus, – jeg kender mange, for hvem den kan blive den samme hjælp, som jeg nu ved, den vil blive for mig!"

–– I disse få ord løber alle cirkler sammen i mit eget sind. Vi er flygtige, meget flygtige gæster i denne verden, og mange ved slet ikke, at de er her i en "speciel mission". Men ved man det, er det i sig selv en håbløs tanke blot at holde ferie for feriens egen skyld. Da er der noget i én, der uafbrudt higer imod dette at bringe det budskab videre, der blev en betroet, –og når det lykkes, stråler solen fra en skyfri himmel!

Med kærlig hilsen til Dem alle fra Deres hengivne og taknemmelige