Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1957/5 side 9
Opgave nr. 6.
Gennemgå i korthed illusionsbegrebets forhold til de viljeførende kræfter i det levende væsens bevidsthed. (Livets Bog 158-170)
BESVARELSE:
Skal man med ét ord angive grunden til menneskers sorg og ulykke, kan man vist ikke finde noget bedre end netop "illusionen", d.v.s. vrangopfattelsen af livet og dets love. Når illusionen fastholdes og føres ud i så tragiske konsekvenser, som vi daglig ser det, skyldes det først og fremmest, at mennesket har brug for en "ubrydelig" livsopfattelse. Den mentale harmoni kræver en indre fasthed i form af en kerne af ideer, som viljeslivet adlyder. Et heldigt eller uheldigt udfald på en handling falder imidlertid tilbage på den plan eller den idé, der danner grundlag. Når et forehavende mislykkes, kan det kun skyldes et manglende kendskab til de love, der er gældende i vedkommende område. Som et tænkende og handlende væsen er det derfor den menneskelige bevidstheds naturlige mål at få kendskab til de virkelige livslove for derigennem at få tilfredsstillet dens iboende stræben efter det "absolutte" livsfundament og den virkelige lykke.
Det fulde kendskab til livets skjulte love er ikke en købsvare, men en frugt af en uendelig erfaringsrække, som indhøstes gennem en lang kæde af liv fra dyrerigets mørke regioner til den kommende ny æra i historien "det rigtige menneskerige". Denne stigning, som er et spørgsmål om forfinelse af intellektet og kærlighedsevnen, betegner ikke en jævn linie, men har mere form som en trappe med trinene som små afsatser. På hver af disse, som betegner de enkelte mentale stadier eller livsfundamenter, viser det psykiske billede en vis grad af ro og stabilitet, fordi individet for en tid har fundet sig til rette i et bestemt livssyn, hvis faste handlingsmønster giver den attråede fornemmelse af harmoni og virkelighed, og hvis etiske og intellektuelle idéindhold svarer til dets øjeblikkelige åndelige standpunkt. Karakteren er her, hvad man kunne kalde "helstøbt", fordi individet udviser den størst mulige tillid til sine egne meninger, ligemeget om de er erhvervede gennem suggestion af andre mennesker, og således står "stærkt" og karakterfast over for sine omgivelser. Det kan dreje sig om en medicinmand blandt junglens vilde, som lever i magiens og overtroens dunkle sfære og sætter sin lid til landsbyens rituelle handlinger, det kan være en religiøs leder som Moses, der forankret i sin egen retfærdighed kunne knuse lovens tavler mod klippen; det kunne være en feltherre som Cæsar, Napoleon eller Hitler, som uden skrupler førte tusinder i døden, eller politiske ledere som George Washington eller Lenin, mænd, som med klare retningslinier for øje gennemførte deres ideer, overbevist om deres sandhedsværdi. – Efter trinets kulminationsområde følger uddrivelsens fase og derefter erhvervelsen af en ny livsholdning på et højere trin. Da besiddelsen af et uomstødeligt livsfundament er betingelsen for det mentale livs enhed og styrke, er uddrivelsen ensbetydende med en sjælelig opløsning, som kan være overordentlig smertefuld. Så længe det er muligt, vil individet fortrænge de erfaringer, der virker nedbrydende på dets overbevisning af frygt for at miste sit åndelige hjemsted. Men da den pågældende livsopfattelse endnu er ufuldkommen, vil individet gang på gang møde uventede virkninger af dets handlinger, ligesom ubehagelige oplevelser fra skæbnens side vil være uforståelige for det. Det vil således aldrig mangle på oplevelser til at påpege, at det personlige livsgrundlag ikke harmonerer med de absolutte livslove. Dette forhold bevirker en ophobning af fortrængte oplevelser og erfaringer, som en dag skaber et indre pres i bevidstheden af en sådan styrke, at individet tvinges til at "gøre status". Nu er mennesket hjemløs i åndelig forstand og tvivlsspørgsmålenes kaotiske virvar opløser totalt den entydige personlighed. Vi står nu over for det "delte selv", som længes tilbage, men af sit eget intellekt og følelsesliv tvinges til at søge et nyt "ståsted". I denne udviklingsfase, hvor et trin på udviklingsstigen forlades og et nyt skal bestiges, hører tvivlen, usikkerheden og angsten således hjemme. Det er således her, illusionen afsløres i sin illusoriske natur, medens den blev antaget for at være selve sandheden, sålænge individet i sin udvikling befandt sig i illusionens kulminationsområde. – Jeg vil gerne give et indtryk af den sjælelige fortvivlelse, som kan hjemsøge et menneske den dag, han opdager, at hans hidtidige liv byggede på en illusion, og jeg vil derfor anføre nogle fragmenter af den franske filosof Jouffroy's biografi: "Jeg skal aldrig glemme hin decembernat, da jeg så gennem flængerne i det slør, der havde skjult min vantro for mig selv. Jeg hører påny mine trin i den snævre, tomme stue, hvor jeg plejede at vandre op og ned ad gulvet længe efter sengetid. Jeg ser atter månen gennem de drivende skyer og skæret af dens stråler på de kolde vinduesruder. Nattetimerne randt hen, uden at jeg mærkede det. Ivrigt fulgte jeg mine egne tanker, eftersom de trængte gennem det ene lag efter det andet, indtil de endelig nåede ned til bunden af min bevidsthed, og spredende en for en alle de illusioner, der hidtil havde skjult dens bugtninger for mig, åbenbarede mig disse med en klarhed, der voksede for hvert minut. Forgæves klyngede jeg mig til de sidste troens levninger, som en skibbruden klynger sig til vragstumperne af sit fartøj, forgæves søgte jeg at flygte med dem fra det ukendte og frygtelige øde, som jeg var ved at glide ud i: til min barndom, min familie, mit land, alt hvad der var kært og helligt for mig, min tanke lod sig ikke standse i sin rivende strøm – forældre, slægt, minder og tro, alt nødtes jeg til at slippe. Undersøgelsen blev strengere og ubønhørligere jo mere den nærmede sig målet, da erkendte jeg, at der i dybet af min bevidsthed ikke var ladet sten på sten tilbage. Det var et frygteligt øjeblik, og da jeg henimod morgenstunden udmattet kastede mig på min seng, havde jeg en fornemmelse af, at mit tidligere liv, – så rigt og smilende – var ved at slukkes som en hendøende ild. Og foran mig åbnede der sig et andet liv, et mørkt øde, hvor jeg for fremtiden skulle bo alene, alene med mine fortvivlede tanker, som havde drevet mig ud i landflygtigheden, og som jeg fristedes til at forbande. De dage, der nu fulgte, hører til de sørgeligste i mit liv."
Illusionens højeste analyse, d.v.s. dens betydning for individets evige eksistens er primært at udgøre et grundlag for erfaringsdannelse, et grundlag, som er en naturlig forlængelse af den hidtidige udvikling og en nødvendig forudsætning for fremtiden. Det illusoriske livsfundament er imidlertid ligesom alt andet i tilværelsen underlagt kredsløbsprincippet, og jeg har i ovenstående søgt at redegøre for illusionens afvigende betydning for de vilieførende kræfter i to af kredsløbets faser: kulminationszonen og uddrivelsesfasen og prøvet at påvise, hvorledes illusionen i 1. fase betyder "entydighed" i tanke og vilieslivet og i 2. fase betyder angst og usikkerhed i livsførelsen. Derefter følger nye mentale kredsløb, der trinsvis fører mennesket frem mod det kosmiske stadium, hvor handlingsgrundlaget er det umådelige kosmos' egne guddommelige principper. Da har den ensomme rejsende nået målet, og da kan han bygge sit liv på virkelighedens sikre fundament.
Sv.A. Rossen.
Bårse.